Møde med kærligheden

[Silas af Hamin]

Alycia af Piratklippen

d. 24. December 528 M.T.

Silas havde været opholdt ag Ridder Braden alt for længe, og da han endelig fik sig undskyld, måtte han skynde sig. Han fik sat sit sværd i skeden og løb så afsted. Bare Hun nu ville være der, og bare hun ikke havde været der og var gået fordi han ikke kom.
Det gjorde ondt, de steder, hvor hans onkel netop havde været hård ved ham, men det måtte vente. Han måtte nå Alycia inden det var for sent.

Forpustet nåede han frem til den lysning de en gang før havde talt sammen i, febrilsk kiggede han sig til siderne og rundt omkring, for at få øje på hende.
Så fik han endelig øje på hende og smilet voksede frem på hans læber. Han tog en dyb indånding for lige at få ro på sig selv og gik hen mod hende.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia havde siddet og ventet i et stykke tid med sin anstandsdame da hun hørte lyden af fodtrin. Det havde ellers været lige ved at hun var gået. Hendes hoved havde fået det bedre over de sidste par dage om end hun stadig kunne blive omtåget. Da Silas kom nærmere var hun dog ikke helt sikker på hvad hun skulle gøre af sig selv. Sammen med bedringen var de mange følelser og minder også returneret.

[Silas af Hamin]

Det var ikke bare Alycia der ventede, nu så han, at hun havde en anstandsdame med. Noget hun ellers ikke havde haft før, men det var nok meget forståeligt efter hvordan det var gået de sidste par gange.

Hvordan skulle han nu bære sig ad? Han tøvede, før han endelig gik helt hen til dem, hvor han bukkede høfligt. ”Komtesse, jeg beklager jeg først kommer nu.” hans vejrtrækning var forpustet, så det kunne høres at han have løbet.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia smilede. Det var et oprigtigt smil omend lidt usikkert. Til hans buk svarede hun med et neg. Mindre elegant end normalt men hun var stadig usikker på fødderne. "Altså jeg dør ikke af at vente. De har jo selv forsikret mig om at der ikke er ulve"

[Silas af Hamin]

Det var noget tilbageholdende og usikkert ved Silas, og der lå en skygge over hans øjne, selvom han gjorde hvad han kunne for at skjule det med eg smil. Det var ikke det velkendte charmende smil, i stedet var det en blanding af et oprigtigt smil og et påtvunget smil. ”Nej, nådigfrøken. Der er ingen ulve i skoven her” han kom til at tænke på grenen der lå hjemme på natbordet, den han havde samlet op sidst de var mødtes der.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia lagde hovedet på skrå imens hun betragtede ham. "Hvad er der galt?" hun ignorerede det irrettesættende blik fra anstandsdamen. Hun blev foruroliget af hans øjne. Der blev dannet en lille rynke i hendes pande imens hun betragtede ham.. Som om hun prøvede at finde ud af hvad der skete bag det pæne ydre.

[Silas af Hamin]

Silas kiggede overrasket på hende, ved hendes meget direkte spørgsmål. ”galt?...” Egentlig havde han ikke lyst til at svare, og så alligevel ville han gerne fortælle hende det. Det var bare svært når hun havde en anstandsdame med. ”Jeg har lige talt med min onkel” forklarede han hende så, og håbede det ville være nok til at hun forstod.

”jeg er bange for om jeg sætter dig i fare ved at ses med dig.” så måtte han hellere undværre selvom det ville skære ham dybt i hjertet. ”Jeg ved ikke om det er bedst at jeg siger farvel” for altid. Det sidste var kun tanker i hans hoved.