På den rette hylde

[Ian af Veldine]

Isabelle af Hvidhorn

Det var en af de få dage, hvor Ian havde forvildet sig ned på Universitetet. Han var ikke så vant til at være der og derfor gik han da også det langsommere, for at sikre sig at komme det rette sted hen. Destinationen var biblioteket, han håbede på at kunne finde nogle bøger om gamle storheds folk. Måske det kunne give ham inspiration til sit kommende liv som lensherre.

Han fandt en hylde med sagn og beretninger, den første bog han fik fingrene i var om Løvinden, hvorefter han afgav et lille fnys. Nej, sådan ville han ikke være. Bogen blev skubbet ind igen og de næste blev gennemgået ved titler, indtil han fandt den første der lød som noget, der var værd at kigge nærmere på.
Da han havde fået samlet sig en lille stak på fire bøger, gik han afsted for at finde sig et bord, hvor ved han kunne læse sine bøger. De fleste borde var optaget, så fik han øje på et, hvor der sad en ung komtesse. Der gik han hen. "Er der plads her?"

[Isabelle af Hvidhorn]

Når man studerede musik på universitetet, var der ikke meget læsning involveret. Det var mest praktisk undervisning, som hun gennemgik. Dog nød hun at sidde og læse bøger fyldt med noder, så hun kunne lære dem uden ad, og gengive dem, når hun kom hjem og øvede sig.

Hun havde netop fordybet sig i en, da en stemme trak hende op til overfladen igen. "Åh," udbrød hun forskrækket og så op på ham med sine store og isblå øjne. "J-ja," lød det nervøst fra hende efterfølgende, som svar på hans spørgsmål.

[Ian af Veldine]

Han tog pigen nærmere i øjensyn, da hun kiggede op på ham. Hun var en ganske køn kvinde. "Jeg beklager hvis jeg forskrækkede dem" Lød det høfligt fra ham. Det havde virket sådan.

Derefter gjorde han et nik med hovedet imod hende. "tak" Bøgerne blev lagt på bordet og stolen rykket ud, så han kunne sidde der. Han tog fat i første bog, åbnede den og slog så blikket ned på siderne.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle blinkede med sine mørke øjenvipper, da den fremmede mand undskyldte overfor hende. Straks steg varmen op i hendes kinder og hun rystede lidt på hovedet. "Det skal De endelig ikke undskylde for," lød det fra hende. Hun brød sig ikke om, når folk undskyldte, fordi hun havde gjort noget forkert. "Det er mig, der burde undskylde," sagde hun i stedet og bøjede samvittighedfuldt nakken, så hendes blik hvilede i den bog hun for et øjeblik havde læst i. Nu kunne hun ikke koncentrere sig om noderne længere.

[Ian af Veldine]

Ian så undrende på hende. ”De?” hvad havde hun da at undskylde for? Hun havde siddet ganske fredeligt og læst. Måske var det blot af høflighed, hvem kunne vide det? Så så han op fra bogen og tog hende lidt i øjensyn. Det var ikke en komtesse han havde set meget til ved selskaberne. Hvad kunne det mon betyde. Mange forslag dukkede frem, men hvad der var rigtig måtte han vente med at finde ud af.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle løftede hovedet og rettede sit blik på ham, da han talte igen. "Jeg burde ikke være så fordybet i min bog," undskyldte hun, og skamfuldt sænkede hun igen blikket. "Jeg burde være mere opmærksom på mine omgivelser." Hendes mælkehvide hud afslørede ganske tydeligt den svage rødmen, der steg op i hendes kinder. Hun burde have tænkt sig bedre om.

[Ian af Veldine]

En lille rynke fandt vej mellem Ians bryn. Hvor fik hun dog alt det ævl fra? Hun havde jo intet gjort galt. Han mærkede en trang til at ryste på hovedet af hende, men det ville hun sikkert også undskylde for, det magtede han alligevel ikke.
Et øjeblik så han ned i bogen, som han knap var begyndt at læse, før han så kiggede på hende igen."Lad det ligge Nådigfrøken. Jeg tilgiver Dem." Så kunne de da vel lade det ligge nu? "Ingen skade er sket." Han sendte hende et lille smil, mest for at gøre hende rolig. Måske de så kunne komme videre med at læse.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle slappede af i sine anspændte skuldre, da herren ved hendes side tilgav hende, for hendes manglende opmærksomhed. "Tak," lød det spagt fra hende, inden hun igen lod sine isblå øjne glide hen over noderne i bogen. Hun lod en finger glide med rundt på siden, så hun kunne se, vor langt hun var nået på den pågældende side.

[Ian af Veldine]

Ian lod komtessen sænke blikket ned i bogen igen, og da hendes fine lille finger først løb over sidens ord, rejste han sig, for at tage en stol tættere på hende. Her satte han sig igen og åbnede bogen. Blikket faldt på ordene, før han så skævede til komtessen "Undskyld Nådigfrøken." hans stemme var kun en lav hvisken. "Jeg fik ikke Deres navn." han havde dog en fornemmelse omkring, hvem hun var, og holdt denne fornemmelse stik, ville han helt sikkert gerne lære hende bedre at kende.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle nærmest holdt vejret, da herren kom tættere på hende. Det lagde hun først mærke til, da han talte og hun så i et øjeblik ud, som om hun var i vildrede om, hvad hun skulle svar. "I-isabelle af H-hvidhorn," svarede hun næsten stammende. "O-og De?" Hun vidste det var uhøfligt ikke at spørge tilbage.

[Ian af Veldine]

Hvidhorn var bestemt ikke nogen dårlig familie. Det kunne han måske nok få noget ud af. Han løftede sin hånd over mod hendes så han kunne stryge hendes håndryg ganske let i beroligende strøg. Så smilede han til hende og lod de mørke øjne hvile på hendes lyse uskyldige ansigt. ”Mit navn er Ian af Veldine. Dejligt at træffe Dem nådigfrøken” han slap hånden igen og blinkede til pigen.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle snappede forskrækket efter vejret, da den fremmed mand pludselig rørte ved hendes hånd. Hun ønskede desperat i det øjeblik, at hun havde beholdt sine handsker på, uanset hvor dårligt hun vendte sider i en bog med dem på. "I-i lige måde Nådigherre Ian," lød det spagt fra hende. Da han endelig fjernede sin hånd, tog hun sin egen til sig, og gemte den i skødet, langt væk fra ham.

[Ian af Veldine]

Hun virkede til at være en sand bly viol, og Ian blev opmærksom på, at han skulle træde forsigtigt frem, for ikke at skræmme hende. Han lod fingrene køre gennem håret og sendte hende et charmerende smil. Han måtte kunne skabe noget interesse hos hende på den ene eller den anden måde. ”Hvad læser de?” spurgte han og lød vældig interesseret.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle skulle lige til at fordybe sig i sin læsning og bogens noder, da herren ved hendes side endnu en gang henvendte sig til hende. Hun løftede blikket fra bogen sider, og drejede hovedet for at se på ham igen. "Det er blot en simpel bog med noder," svarede hun. "Klavernoder," endte hun med et uddybe, mens en svag rosa farve steg op i hendes elfenbenshvide kinder.

[Ian af Veldine]

Ian nikkede. Egentlig var han ganske ligeglad med, hvad hun læste, men det kunne være en god måde at finde ind til hende. "Spiller De selv?" Spurgte han så og virkede interesseret uden overhovedet at være det. Han så dog mange fordele i hvor en sådan samtale kunne føre hen. Det var kun at arbejde lidt for det, så skulle de nok gå.