Nyheden bringes

[Hugo af Harise]

Gemma af Genlith

Et halvt års forhandlinger var endelig blevet underskrevet denne morgen af Hugo af Harise og Hertugen af Genlith. Han havde, siden pigebarnet gik ud af klosterskolen sidste forår og efterfølgende blev præsenteret ved hoffet i sommersæsonen, besluttet med sig selv, at de nok ganske enkelt var på tide med en hustru. Mest fordi hans yngste og eneste overlevende broder, var begyndt at prikke til ham angående emnet arving.

Nu var ventetiden dog ovre, og Hugo måtte indrømme, at hertugen mildest talt måtte skære lidt tænder af ærgrelse over aftalen. Til alt helt, fandt Hugo den ganske fortræffelig.

Det var heldigvis ikke hans eget job at overbringe nyheden til den unge komtesse. Det overlod han til hertugen og hertuginden, hvem af dem der nu helst ville fortælle pigen det. I stedet sørgede han for, at der blev afholdt en lille middag i Harise-slægtens palæ for komtessen, hertugen, hertuginden, hans egen lillebror og ham selv.

Tjenestefolkene havde gjort sig stor umage. Naturligvis. Det var trods alt deres kommende Grevinde, som de her til aften skulle servicere og se for første gang nogensinde.

[Gemma af Genlith]

Gemma var ikke begejstret. Det var ikke det hun havde forestillet sig skulle ske når hun var færdig på Klosterskole. - Nok kendte hun til de planer hendes forældre havde lagt for hende, men at det skulle ske så pludseligt var noget hun havde måtte bearbejde. Hun havde brugt utallige timer på at være vred på sin far; og forestille sig det mest forfærdelige om sin kommende ægtemand. Hendes kvindelige blomstring var sen på den, og foruden de ungdommelige træk kunne man ikke beskrive hende som en kvinde - Det irriterede Gemma der altid havde forsøgt at fremstå som den perfekte datter.

Hendes kammerpige havde til dagens anledning flettet det tykke mørke hår i en fletning, hvor i blomster og perler fint var syet ind. Kjolen hun bar var kropssyet og det var tydeligt at se hvad den skulle fremhæve, hvilket gjorde Gemma en smule utilpas. Læberne var malet og der var blevet puslet om hende hele formiddagen.

Hun strikkede ikke fysisk imod, men inden i skreg hun. Hendes hjerte slog med så hurtige slag at det føltes som om det ville springe ud af hendes sarte bryst hvert øjeblik det skulle være.

Da hun blev præsenteret for Greven af Harise røg hendes blik instinktivt ned i jorden, og først da hun havde nejet vendte hun langsomt og en anelse ufrivilligt blikket og de grønne øjne mod sin kommende ægtemand. "Deres Nåde" hilste hun. Kort skævede hun til sin mor, der med opfordrende mine fik Gemmas opmærksomhed tilbage på den rette person.

[Hugo af Harise]

Da lensherren og lensfruen af Genlith ankom til Hugos palæ, stod han naturligvis klar til at tage imod dem i sit stiveste puds. Til trods for at deres slægt ikke var lige så gammel som hans egen, så vidste han at de nok var forfængelige nok til at blive fornærmet, hvis ikke Greven fremstod fra sin bedste side.

Han startede med at bukke for hertugen og hertuginden, før hans opmærksomhed blev rettet mod pigebarnet der nu var hans trolovede, indtil det blev offentliggjort i hele Tortall. "Komtesse Gemma," lød Hugos dybe og mørke stemme, da han bukkede for hende. Det var første gang, at han mødte hende personligt.

[Gemma af Genlith]

Gemma kunne mærke hvordan kroppen skælvede under det fine stof der udgjorde hendes kjole. Fingerspidserne var kolde og hun følte sig mildes talt ikke særlig godt tilpas. Farven i kinderne var dog bevaret så hun lignede til alt held ikke et omvandrende lig. Gemma rettede sig rankt igen da den formelle hilsen var på sin plads. De spinkle fingre glattede sig ned over maven for ganske kort at rette kjolen til.

Han var ikke som hun havde forventet. Mest af alt havde hun haft en forestilling om at han var en bjørn der vandrede rundt på alle firer. Rygterne havde vokset sig store. Men en mand, det var han. Skægget og bredskuldret. "Det er mig en ære endelig at møde dem Deres Nåde" fik hun endelig frem, men en smule mere halvkvalt end hun havde ønsket.

[Hugo af Harise]

Normalt ville Hugo blot have brummet fraværende ved de ord, der kom ud af komtessen mund, men dette var trods alt et besøg på grund af den handelsaftale, der var indgået mellem de to lener. Han nikkede derfor, måske lidt afstumpet.

"Æren er helt på min side," svarede han, dog mente han det naturligvis ikke. Slægten Genlith burde være glad for, at en så velhavende mand som han selv, ville ægte den unge pige. "Vil De have et glas?" Spurgte han, da en tjener kom hen for at tilbyde både vin og cider.

[Gemma af Genlith]

Gemma havde det ambivalent. Hun kunne ikke finde ud af med sig selv om hvorvidt hun havde lyst til at være der. Hun følte sig svært draget til Hugo, hvilket irriterede hende. Hun følte sig barnlig og til trods for hun var mere end forberedt - følte hun sig blank og klodset. Naiv, og alt for ung.

Hun nikkede og i samme sekund røg opmærksomheden tilbage på de brune øjne. "Ja tak" - "Gerne noget stærkt" hun kunne nærmest mærke hendes forældres sammentrukkede ansigter da ordene fald. Hub sendte dog sin vært et roligt smil. Hun havde brug for hjælp til at få løsnet op for spændingen.

Hun var alt for nervøs og bange til at slappe af, og ville højst sandsynligt ende ud med at stå stiv som et bræt resten af aftenen.

[Hugo af Harise]

Hugo løftede det ene øjenbryn over hendes svar, og hans blik var noget misfornøjet med ordene, der havde forladt hendes læber. Han brummede utilfreds, og så hen på Hertugen og Hertuginden, der tydeligvis ikke var tilfreds med deres datters svar. Skulle han giftes med en kvinde, der havde hang til stærke drikke? Ikke tale om.

"Nej," lød det blot afvisende fra Greven, da han vendte sig rundt og fik kaldt en lakaj hen til sig. Han tog et glas vin til sig selv, og et glas cider til hans nye trolovede. I hans hus fik ugifte kvinder absolut ikke lov til at drikke noget stærkere end cider, kun hvis de var besvimet. Han rakte hende glasset med cider.

[Gemma af Genlith]

De røde pletter spredte sig på hendes kinder. Flovheden over hendes svar var tydeligt. Nervøsiteten rev i hende som var der nogen der stak nåle på den sarte hud. Hun sendte derfor hertugen et beklagende blik. Hun vred de spinkle fingre mod hinanden og bed hårdt ned i den fyldige underlæbe.

Hun nikkede stift og kun en enkelt gang ved det korte og kontante svar der lød og turde end ikke at sige ham imod. Hun bøjede i stedet for hovedet en smule frem da han rakte hende glasset med cider.
"Tak.." lød det halvkvalt fra hende og tog kun en ganske lille tår; alt andet kunne jo tydes forkert. Hun rømmede sig en smule. "Jeg har kun hørt godt om både deres Palæ og dets omgivelser" lagde hun ud og så først da op. Hvilket havde vagt en svag interesse hos den unge komtesse da hun selv nød godt af naturens og dets åbne landskaber.