For gammel til at spørge om hjælp?

[Tristen af Piratklippen]

Jemima af Cavall

Det føltes som evigheder siden, at Tristen sidst havde snakket med sin gamle ridderherre, derfor var det også med meget blandede følelser han nu var taget afsted for at besøge hende. Forskellige tanker fløj ind og ud mellem hinanden i et stort virvar, men han så ikke rigtig andre muligheder, eller vidste hvem han ellers skulle tale med.

Han nåede endelig stedet, hvor han regnede med, at hun ville være. Uden at have lavet nogen aftaler på forhånd, gik han nu op ad trappen og bankede på døren. En Lakaj kom og åbnede, og straks spurgte Tristen efter Sin ridderherre. "Er det muligt at træffe Ridder Jemima?"

[Jemima af Cavall]

Jemima havde heldigvis fået lov til at blive i Corus vinteren over. Og det var nok meget godt, eftersom Benedict endnu befandt sig i Frølund. Hun havde også fået brugt tiden ganske fornuftigt med sin lillesøster.

Hun havde netop spist frokost sammen med Evelin, da en lakaj kom ind i pejsestuen og meldte, at Ridder Tristen stod og ventede ude i entreen. Hun løftede undrende et øjenbryn. "Vis ham ind," mumlede hun og viftede lakajen væk.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen blev vist ind i pejsestuen til sin tidligere ridderherre. Han kunne ikke helt skjule et smil ved synet af hende. Det lange mørke hår, så sort som natten, mod den blege hud. Han huskede hvordan han som 14 årig havde været skræmt af synet. Nu virkede det hjemligt på en eller anden måde.

Han gik frem mod hende og hilste høfligt med et buk, som han altid havde gjort det. "Ridder Jemima. Det er længe siden." Så kiggede han på hende igen. Han hakkede ikke nært så meget som han plejede at gøre det. "Hvordan går det?"

[Jemima af Cavall]

Jemima havde kendt Tristen i fem år. Og i de år havde de levet under det samme tag hver dag. Derfor så hun sig ikke nødsaget til at rejse sig og bukke for ham. Men det fremkaldte dig et løftet øjenbryn, da han gjorde det for hende. Hun sukkede opgivende.

"Hvor mange gange skal jeg sige, at vi er dus til dig?" Spurgte hun utilfreds og slog ud med hånden, i en invitation til, at han skulle sætte sig ned. "Vi har ved Guderne trods alt kendt hinanden i fem år efterhånden."

[Tristen af Piratklippen]

En lille rynke fandt frem mellem brynene, da hans ansigt blev undrende. Han havde da ikke sagt De til hende? Nå ja, måske havde han alligevel været en anelse formeld uanset. Han måtte altså løsne til op. Det føltes meget hjemmeligt at være der hos hende igen, så han satte sig bedre til rette end han ville have gjort, hvis det havde været hos en anden.
"Du har helt ret. Det er også derfor jeg kommer nu." Han spekulerede lidt på, hvorfor hun ikke havde svaret på hvordan det gik hende. "Går alt som det skal her?"

[Jemima af Cavall]

Jemima brummede lavmælt, da han satte sig ned, og hun rettede sig lidt op, inden hun drejede rundt i stolen, så hun kunne sidde med fronten mod ham. "Så?" Lød det fra hende, men hun fik ikke et svar, da han i stedet spurgte indtil, igen, hvordan det gik. Hun trak på skuldrene. "Med en forlovelse og en hjemvendt søster, så opvejer det gode det dårlige lige i øjeblikket," svarede hun og så over på Tristen. "Dig?"

[Tristen af Piratklippen]

Det var rigtigt ja, Jemima var blevet forlovet. En ting Tristen faktisk aldrig rigtig havdet kunne forestille sig. Nu var det altså sket. Ikke fordi han ikke yndede hende den lykke det kunne være, men hun havde altid virket så selvstændig på så mange punkter, så det virkede underligt, at hun nu skulle være en eller andens frue.

Da hun spurgte til ham, trak han lidt på skuldrene. "Det meste er som det plejer at være. Du ved Komtesse Cierre går mig stadig på næverne. Men det er fint,jeg er ved at lære at leve med det. og.." Han bevægede sig ind på det emne han egentlig var kommet for at tale om. "Jeg og min søster blev overfaldet på vej hjem fra Piratklippen. Det gik værst ud over Aly." Han tøvede det var ikke nemt at stikke en anden ridder uden tydelige beviser. "Jeg har en lille formodning om at det kan være Ridder Hamin, der har arrangeret det."

[Jemima af Cavall]

Jemima fnøs af hans kommentar omkring den lidt yngre komtesse. "Hun går dig på næverne? Jeg håber ikke, at du slår hende?" Lød det irettesættende fra Jemima. Hun vidste, at mange mænd så sit snit til at gøre den slags ved deres hustruer. Men hun var ikke tilhænger af den slags.

Til trods for mængden af år hun havde tilbragt med Tristen, havde hun kun begrænset kendskab til hans søstre. Hun nikkede derfor blot, uden at kommentere på hvem af dem det var.

Ved hans beskyldning mod Ridder Braden så hun advarende på ham. "Pas på, Tristen," sagde hun køligt. Hun brød sig måske ikke om den ældre ridder, men at beskylde en ridder af kronen for den slags, det var ikke til at spøge med. "En lille formodning betyder ikke, at det er ham."

[Tristen af Piratklippen]

"Slår hende?!" Tristen så helt chokkeret på sin gamle ridderherre. Nok var hun træls, men han kunne ALDRIG finde på at slå hende. "Nej Selvfølgelig slår jeg hende ikke." Troede hun virkelig den slags om ham nu? Tanken gjorde næsten ondt.

Selvfølgelig kom hun strakt på vagt, da han nævnte problemer med en anden ridder, og han forstod hende godt. Det var den rette reaktion, men det var netop derfor havd havde valgt at besøge hende frem for en hvilken som helst anden ridder. "Jeg er bekymret. Min søster modtog et brev fra Ridder Silas, at hun skulle være forsigtig, Få dage efter bliver vi overfaldet. Banditterne kendte ting, som kun Silas og Alycia kendte til." han lænede sig frem, så hans underarme hvilede på hans lår. "Ridder Silas kom forbi nogle dage efter vi var kommet hjem og gav igen indtryk af, at det var Ridder Bradens værk fordi.." Tristen rystede sukkende på hovedet. "Det lader til at Ridder Silas har forelsket sig i min søster, hvilket Ridder Braden er utilfreds med. Jeg ved det ikke. Det er forvirrende." Han hvilede hovedet i den ene hånd, hvor albuen nu blev sat i benet. "Jeg er bare nervøs for min Søster. Det var hende de var efter."

[Jemima af Cavall]

Jemima himlede med øjnene af ham. "Det var dig selv der sagde, at hun gik dig på næverne..." Påmindede hun ham. "Så hvis du ikke slår hende, hvad bruger du så disse føromtalte næver til i hendes selskab?"

Det var en ordentlig smøre, som Tristen kom med. Hun sagde ikke noget imens, men lod ham i stedet tale ud. Hvilket han åbenbart havde brug for. I det øjeblik virkede han ikke meget ældre end den lille knægt hun havde taget som sin første væbner for snart en del år siden.

Da endelig hans talestrøm standsede, rømmede hun sig. "Ridder Braden er måske ikke et af Gudindens bedste børn," startede hun, absolut ikke villig til at tale dårligt om en anden ridder uanset hvor lidt denne tiltalte hende. "Og du sagde lige selv, at disse banditter kendte til ting, som Ridder Silas og din søster kun kender til..." Hun lod ordene hænge lidt i luften, så de kunne sive ind i knolden på Tristen. "Kan du selv høre, hvor meget det i mine ører lyder som om, at det kun kan være din søster eller Ridder Silas selv, der har lavet et arrangement med en flok banditter?" Hun kommenterede ikke på det med kærlighed. Det var en myte, og noget som absolut ikke fandtes i hendes verden. Heldigvis.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen kom til at grine lidt over sig selv. "Nerverne mente jeg selvfølgelig. Jeg beklager hvis jeg mumlede" Så forstå han bedre hun troede han slog hende, hvis det var hvad hun havde hørt. Det kunne han dog aldrig finde på. Ignorere hende måske, men aldrig slå.

Tristen forstod godt at Jemima var nødt til at være sikker i sin sag, før hun gav ham ret og han vidste det var en svær sag at opklare. Ridder Braden var godt, men efter han sidst havde set Silas, havde han været alvorligt bekymret. "Nej, Jemima. Det her var hverken Alycia eller Silas's værk. Det ved jeg." Han kunne ikke forklare det, men her var han fuldstændig sikker. Hvis hun ikke ville tro ham, han kunne godt forstå det var svært, så vidste han ikke hvad han skulle gøre, dette her havde været hans bedste bud.

[Jemima af Cavall]

Jemima nikkede blot. Hvad han lavede sammen med sin forlovede, var trods alt hans egen sag, og ikke noget hun så sig nødsaget til at blande sig i.

Men igen faldt emnet på Ridder Braden og hvad han måtte have gjort eller ikke gjort. Hun havde dog sine tvivl om det Tristen sagde var sandt. Han havde trods alt kun fået beskeden fra Ridder Silas, og hvor havde denne ridder oplysningerne fra? "Og hvordan kan du vide det?" Spurgte hun, og anfægtede med vilje den fornemmelse, han måske rendte rundt med. "Har du håndgribelige beviser på, at det ikke var dem?"

[Tristen af Piratklippen]

Tristen åbnede munden, for at ville sige noget, men hans argumenter virkede ikke helt dybe nok til hvad Jemima spurgte efter. Derfor røg ansigtet i dybe folder, hvad skulle han dog gøre?
"Mit eneste bevis er deres ærlighed jeg hørte, da vi snakkede om emnet." Han vidste godt det lagt fra ville være nok, Men han havde håbet på at Jemima alligevel ville åbne lidt op for hans bekymring. "Nej, jeg har ingen håndgribelige beviser." Måtte han til sidst erkende.

[Jemima af Cavall]

Igen løftede Jemima det ene øjenbryn ved hans ord. Hendes blik osede langt væk af skepsis. "Ærligheden? Tristen..." Hun rystede på hovedet af ham. "Du har alle dage været godmodig," ordene blev bragt med et lille smil, trods alt. "Ærlighed er ikke noget man kan høre, med mindre man har Synet." Det var trods alt et faktum. "Jeg vil dog anbefale dig at bore i, hvorfor Ridder Silas mener, at det var Ridder Braden. Han må have nogle andre beviser, end dem du har."

[Tristen af Piratklippen]

Tristen kiggede på sin ridderherre som han så ofte før havde gjort. "Er det så slemt at tro på folks ord. Hvis ikke vi er villige til at tro folk, hvor ender vi så?" Måske kunne han ikke altid skældne sandheder fra løgne, men han troede på sin søster og af en uforklarlig grund troede han for denne gangs skyld også på Ridder Silas.

Men i sidste ende havde Jemima ret, det var ikke nok at bygge en sag på. "Jeg ser hvad jeg mere kan finde ud af. Han overvejede om han skulle nævne Silas's brækkede arm, men det ville ikke være et tydeligt bevis heller. Han lod derfor værre.