Enhver forælders ret

[Vanora af Meagmarsk]

Roger af Linshart

Det var ikke meget Vanora havde været ude af huset siden Aric havde bragt Zoia sikkert hjem. Pigen var måske nok i god behold, men der var stadig nogle løse ender at samle op, før hun ville være helt sig selv igen. Det gik dog fremad og med de bedste helbredere penge kunne betale, var hun ikke rigtigt bekymret.

Derfor havde hun også taget imod den invitation der midt i Midvinter-festlighederne, var blevet leveret. Der var ikke langt fra Meagmarsk-palæet til Linsharts, men at gå kunne aldrig komme på tale. Derfor trak vognen nu op foran det store hus, mens Vanora roligt blev siddende og ventede på trinet blev slået ned og døren åbnet. Med en hånd fra den ene lakaj trådte hun ned på stenene og kastede et blik rundt, før hun fulgte efter en anden lakaj op til hoveddøren, hvor han allerede havde banket på, for at melde sin frues ankomst.

[Roger af Linshart]

Roger havde ikke mange kort tilbage og han havde tænkt sig at spille de mulige. Da Vanora ankom var der gjort klar og han ventede. Som de fleste andres var det intet palads, men det passede til hans stand.

Enkehertugindwn blev vist ind, i et varmt rum med en buldrende pejs og sirlige vægtæpper hængende fra væggene.

Roger selv kom først ind efter hende, men strakte armene ud i velkomst. "Vanora," hilste han. "Velkommen."

[Vanora af Meagmarsk]

Vanoras vurderende blik gled rundt i rummet, efter hun havde overladt sig overtøj, til en af husets tjenende ånder, men vendte sig roligt mod døren, da der lød skridt "Roger." hilste hun med et afmålt, men klædeligt smil og mødte ham på halvejen "Glædelig Midvinter." hilste hun, lagde en hånd ganske let mod hans arm og strakte sig lidt for at markere et kys i luften ud for hans ene kind "Tak for invitationen.. selvom jeg må sige den kom en smule bag på mig." hun så afventende på ham, tydeligvis i forventning om en forklaring.

[Roger af Linshart]

Roger lod Vanora hilse på sig på sin mærkværdige måde og trak sig væk med et alvorligt blik og uden intentioner om straks at lade sit virkelige formål afsløre.

"Glædelig midvinter," svarede han. "Det burde nu ikke undre dig. Sidst vi skiltes talte vi om, at vi burde mødes igen. Jeg mindes et løfte om cognac...? Men da du ikke fulgte op på det tog jeg selv greb i tøjlerne. Jeg har dog ingen cognac, men mon ikke druesaften fra sidste års høst kan gå an?"

[Vanora af Meagmarsk]

De smalle bryn trak sig næsten umærkeligt lidt sammen, men hun var ikke for alvor overrasket og smilede fortsat "Det er jeg ganske vist på den kan." konkluderede hun med et lille nik "Det var skam min mening at følge op på mit eget tilbud, men med min sønnedatters hjemkomst blev mine tanker en smule.. ensporede." fortsatte hun forklarende.

[Roger af Linshart]

Roger vidste alt om hendes sønnedatters hjemkomst. Alt for meget, hvis ret skulle være ret. Det gjorde ham arrig at tænke på, at hun var sluppet helskindet fra hvad han kun kunne betegne som gudernes indblanding i Condiaernes arrogance.

Han knipsede af en tjener, der kom hastende med to fyldte bægre og serverede dem. Roger selv var stort set afholdende fra stærkere drikke og holdt dem også ude af sin husholdning.

"Jeg kan kun ønske dig tillykke. Det må give husholdningen væsentligt mere ro?"

[Vanora af Meagmarsk]

Hun tænkte sit om de øjeblikke der gik før han reagerede på nyheden, men var overhovedet ikke i tvivl om, at han allerede vidste det "Uendeligt meget." bekræftede hun og tog imod et glas, med et diskret blik efter et sted at sidde, i stedet for at stå og blomstre som et andet tyende "Gudernes veje er uransagelige, men hovedsagen er, at hun kom hjem."

[Roger af Linshart]

Gudernes veje burde have ledt pigebarnet til en død på bunden af havet, men når det ikke gik sådan, så var der andre muligheder, der stod åbne. Roger smilede til Vanora og indså først, da han så hendes vandrende og ufokuserede blik, at hun måtte være træt.

"Du trænger naturligvis til at sidde ned," konkluderede han, før han slog ud imod de to rygløse stole, der stod nær ilden. "Vi bliver jo ikke yngre," konkluderede han, imens han selv nærmede sig den ene.

[Vanora af Meagmarsk]

Hun fnøs, men lukkede den korte afstand til de anviste stole og satte sig med indøvet elegance, selvom der kun var én hånd fri til at styre skørterne mens hun gjorde det "Tal for dig selv." svarede hun med et blik der spillede drilsk et øjeblik.

[Roger af Linshart]

Roger hævede et bryn og betragtede Vanora fra sin egen stol, som hun satte sig ned. Han tog en enkelt tår af sit bæger og trak en smule på smilebåndet igen, denne gang mere ægte.

"Det vil jeg så gøre," konkluderede han. "Jeg bliver ikke yngre. Det gør din yngste søn heller ikke," påpegede han, ikke nær så elegant som han sagtens kunne have gjort det. Han havde imidlertidig ikke hele dagen.

[Vanora af Meagmarsk]

Hun nikkede tilfreds, stadig med et glimt i det ellers skarpe blik og drak selv mens han rettede sig selv og tilsyneladende endelig kom til sagen "Din pointe værende?" spurgte hun ledende, selvom hun begyndte at have en idé om hvad han havde i tankerne allerede.

[Roger af Linshart]

Rogers pointe var ikke skjult. Han gjorde heller intet for at gøre den mere mystisk, men mødte Vanoras blik lige på. Hun havde altid sat pris på ærlighed, huskede han. Og selvom han nok aldrig kom til at være helt ærlig, så kom denne samtale tættere på.

"Hvis jeg gætter rigtigt, så er der ikke meget tilovers til ham efter medgifterne er betalt," konstaterede han roligt. "Og jeg kunne forestille mig, at han efterhånden er træt af, at være afhængig af sin families velgørenhed?" Han ventede ikke rigtig på svar. I stedet nåede han sin konklusion. "Kayleigh har en flot medgift. Mere end rigeligt til at sørge for en god start for dem begge."

[Vanora af Meagmarsk]

Hun fik kun sin formodning bekræftet da han fortsatte, men hun lyttede tavst og opmærksomt mens hun allerede opvejede fordele og ulemper ved den forening han foreslog.

Den var ikke dårlig, forbindelsen og Guderne skulle vide, at selvom sønnen måske ikke selv mente han trængte til at slippe for omtalte afhængighed, så gjorde hun "Du gætter rigtigt. Der er nok, men ikke nogen formue." hun kneb øjnene lidt sammen "Modsat gætter jeg på at tiden efterhånden løber for Kayleigh." konstaterede hun neutralt og lod en negl slå let mod siden af glasset mens hun tænkte "Jeg er ikke afvisende."

[Roger af Linshart]

Roger trak en anelse på smilebåndet, også selvom hun mere eller mindre kaldte hans datter for gammel. Det var ikke løgn. Det havde været en... Udfordring at finde pigebarnet en mand, der sad fast.

"De ville være omtrent jævnaldrende," konstaterede han. "Og selvom hun har flere år med rigelig mulighed for afkom i sig, så er det ikke specielt nødvendigt for jer, at hun rent faktisk bærer nogen."

Det ville selvfølgelig blive en skuffelse, at gifte sin ældste datter væk til en så langt nede i arvefølgen. Men trods alt stadig en hertugfamilie.

[Vanora af Meagmarsk]

Hun kunne begynde at gå i petitesser omkring hvorfor forslaget først kom nu, hvor det uanset hvad, kom til at virke som den sidste udvej. Sønnen kunne dog efterhånden ikke tillade sig at være kræsen og Linshart var på ingen måde en dårlig forbindelse og som hun huskede pigen, var hun ganske køn "Og har du talt med din datter om dette?" spurgte hun nysgerrigt og nippede til sin saft igen.