Anspændt adspredelse

[Koramin af Tameran]

Lorcan af Tameran

Eftersom hun var den første, der var ankommet til byhuset, havde det været Koramin der havde sørget for, at alt var blevet åbnet op, gjort rent og gjort klar til en vinter i hovedstaden. For en tid havde hun også haft det for sig selv, før en vogn dagen forinden havde annonceret greveparrets ankomst og siden da havde hendes tilværelse føltes noget mere anstrengt.

Hun havde dog ikke tænkt sig at vise det åbenlyst nok ved decideret at holde sig væk fra hjemmet så meget som muligt. Derfor var hun der også nu, hvor hun sad i den lille stue og arbejdede på snirklede broderier på en ny kofte til Emry. Ikke helt så afslappet, som hun kunne være, med lyden af andre trin i huset end dem, der tilhørte tjenestefolkene.

[Lorcan af Tameran]

Det var ingen hemmelighed at Lorcan altid havde følt sig bedst hjemme på Tamerans store gods. På trods af at Byhuset var flot og fornemt indrettet, var alt alligevel en smule for småt til grevens imponerende ego. Hans hustru syntes dog at slappe af i de mere selskabelige omgivelser, og som en af de få mennesker han faktisk stræbte efter at behage, havde han derfor efterkommet hendes ønske.

Et menneske hvis velbehag han var langt mindre bekymret om, fandt han da han på sin sædvanlige stolte vis, trådte ind i den lille stue. Med sig havde han den store jagthund der sjældent forlod hans side, og som han netop havde været ved at følge ned i køkkenet da han stoppede op. De lyse øjne faldt på stedmoderen, mens en bestemt hånd stoppede hundens bevægelser.
"Koramin, det var netop dig jeg ledte efter." Det var ikke den hele sandhed, men han havde ledt efter en anledning til at tale med hende, uden at hans yngre bror hang om hendes ben.

[Koramin af Tameran]

Koramin hørte fortrinene komme tættere på og den afslørende klikken fra hundepoter, men hun blev ved alligevel ved med at nære en stille forhåbning om, at de blot ville passere fordi. Da Lorcans stemme lød, vidste hun at hun ikke var så heldig og hun tog en indånding, før hun så op på sin første mands søn og det bæst, han insisterede på at slæbe med rundt indenfor.

Hun sænkede koften til sit skød, rank som altid - selvom hun sad - og så på greven. "Hvad skylder jeg æren, Lorcan?" spurgte hun roligt. Så roligt som hun kunne med den evige provokation foran sig, der var hunden, der delte hendes navn.

[Lorcan af Tameran]

"Læg dig Kora." Kommandoen blev udtalt roligt, og straks adlydt af den store hund, der lagde sig ved sin herres fødder, en tydelig indikation af at han ikke havde tænkt sig at forlade rummet lige med det første. Hans lyse øjne betragtede hende som hun sad, stolt og rank. Han var ikke sikker på hvor hun blev ved med at finde stoltheden, hun var praktisk talt skadet gods, og alligevel var der noget ved hendes stolthed der holdt det interessant at holde hende nede.
"Jeg mindes at den korrekte tiltale til en greve er Deres Nåde.." At hun fortjente præcis samme tiltale rørte ham ikke, han gav ikke meget for den studehandel der havde været hans faders andet bryllup.

[Koramin af Tameran]

Musklerne omkring Koramins kæbe spændtes over kommandoen til hunden, men hun lod ikke blikket vige, På samme måde lod hun sig heller ikke hyle ud af den over Lorcans kommentar. Der skulle mere til end det.

"Og den samme til en enkegrevinde. Lad mig gentage. Hvad skylder jeg æren?" Høfligheden var næsten smertende, men alligevel tilstedeværende.

[Lorcan af Tameran]

Lorcans ansigtstræk forblev uændrede da hun unødvendigt mindede ham om hendes titel. Navnet Tameran var ikke let købt, og alligevel gik hun rundt med det, på grund af hans faders dårlige beslutninger.
"Hvor er Emry, min kære broder?" Det eneste gode Koramin nogensinde havde bedrevet var at bære hans halvbroder, og ordet blev derfor også udtalt mere ærligt end så meget andet han sagde.

[Koramin af Tameran]

Koramin stolede ikke det mindste på Lorcan og især ikke den hengivenhed han syntes at have for Emry. Det værste af det hele var, at den virkede reel - så meget som noget kunne være, når det kom fra ham - og det kunne på ingen måde være en god ting.

"Han sover ovenpå," svarede hun roligt, men også afventende. Lorcan talte ikke til hende uden at han havde en pointe og hun vidste, at han ikke var nået til den endnu.

[Lorcan af Tameran]

Ved hans fødsel havde Lorcan ikke just været begejstret for knægten. Endnu en søskende, betød endnu en konkurrent, men efterhånden som han havde lagt planer for lillebroderens liv, var han begyndt at gro på ham. Tanken om den sovende dreng fik derfor også et lille smil frem på hans læber, før det igen blev lagt i alvorlige folder.
"Godt. Jeg håber at du nyder jeres tid sammen. Du kan ikke blive her, i Tameran for evigt Koramin." Hans ansigt var køligt, og uden den store medfølelse over den sandhed han præsenterede hende for.

[Koramin af Tameran]

Ordene var direkte og uden for alt, hvad der hed pli. Det var en direkte fornærmelse, selvom den tydeligvis var pakket ind som et faktum. Koramins indre brændte, men hun lod det ikke skinne igennem udadtil. Heller ikke den uro, som hans ordlyd gav hende og det der på en eller anden måde lå skjult i det.

"Det er ikke min intention. Eller Emrys. Der skal naturligvis være plads til dig og de børn, I kommer til at få," konstaterede hun roligt.

[Lorcan af Tameran]

I enrum havde Lorcan ikke meget til overs for sin yngre stedmor, og han gjorde sig derfor heller ikke umage med at udvise den respekt en enkegrevinde fortjente.
Som hun talte igen, begyndte et lille triumferende smil at krølle sig på hans læber. Det brusede i hans mave, at skulle udpensle for hende at Emry ikke ville følge med, men hendes afsluttende ord fik straks den kildende strøm til at blive sur. Knoerne på hans hænder blev hvide, og i et kort sekund frøs det triumferende smil, før han fik sig selv under kontrol.
"Koramin.." Navnet blev udtalt med en falsk omsorg, mens han rystede let på hovedet som var hun et fjollet barn.¨
"Der er noget du har misforstået. Emry skal ingen steder. Han er en Tameran, og modsat dig er han født med sit navn."

[Koramin af Tameran]

Koramin havde vist fra starten, at Lorcan havde noget han ville. Og når han havde det, så var det meget, meget sjældent en god ting. Da han endelig nåede frem til den, var hun så stille som en statue, selvom hendes indre var i et voldsomt oprør. Det tog et sekund for hende at kontrollere sig selv nok til ikke slet og ret at kradse øjnene ud på ham.

I stedet tog hun en dyb indånding. "Jeg er hans lovmæssige værge, Lorcan. Tamerans klausul lader arveretten gå til Alessandra først. Hvis jeg rejser, så rejser Emry med mig."

[Lorcan af Tameran]

Koramins ord slog ikke Lorcan ud af kurs. I stedet rystede greven på hovedet, mens hans hænder samlede sig bag hans ryg. Hendes sikkerhed, hendes trods morede ham, som stod hun på et solidt tæppe han var på vej til at hive væk under hende.
"Du gør det ikke let for dig selv Koramin.." Han rystede opgivende på hovedet, en smule påtaget.
"Hvorvidt Emry forlader Tameran eller ej, er ikke det jeg kom for at tale med dig om, det står ikke til diskussion. Hvorvidt du for fremtiden skal se din søn derimod.." Han holdt en kunstpause, mens de lyse øjne hvilede på hans stedmoder.
"Opfører du dig med.. Værdighed, vil jeg overveje at finde dig en husbond her i Tortall, mod at du selvfølgelig udnævner mig som Emrys værge." Et overbærende smil med en snert af triumf trådte frem på hans læber.
"Men sætter du dig imod, kigger jeg ud over landets grænser.. Eller begynder at overveje om Emry måske er bedre tjent med at være forældreløs." Hans stemme var rolig, og der var ingen tvivl om hans budskab.

[Koramin af Tameran]

Koramin sad stiv som et bræt og lyttede til Lorcans galskab med et ansigtsudtryk, der ikke afslørede mere end en anspændthed omkring kæben. Hvad han ikke kunne se, var hvordan hendes hjerte hamrede over truslen, men hun var ikke en til hverken at miste besindelsen eller finde sig i trusler - uanset hvor skræmmende de så end var. Og skræmt var hun.

"Siden du ikke er hverken min far, min søn eller min mand, falder det ikke indenfor din bemyndigelse at arrangere noget som helst på mine vegne, Lorcan. Det er jeg sikker på, at du udmærket ved. Jeg kan dog berolige dig med, at hverken jeg eller min søn kommer til at være til besvær meget længere," svarede hun køligt, samtidig med at hun rejste sig med al den værdighed hun havde. "Og hvad angår dine trusler, så kan jeg forsikre dig om, at du ikke har lyst til at gøre en fjende ud af hverken Meron eller Gyldensø. God aften."

Og med de ord, vendte hun om og marcherede ud af stuen uden at værdige ham et eneste blik. Bag facaden hamrede hendes hjerte som en gal og hun var allerede ved at lægge de første planer, for hvordan hun kunne have sig selv og sin søn ude af huset inden natten faldt over dem med en klam fornemmelse i nakken af, at greven alt for nemt kunne være lige bagved.

Forlader tråd

[Lorcan af Tameran]

Lorcan var ikke uprøvet ud i denne slags konfrontationer. Han havde spillet spillet før, og indtil videre havde han ikke tabt. Han vidste derfor også at kræve det sidste ord var for rapkæftede amatører, han havde sagt hvad han ville til Koramin.
I stedet fulgte han hende blot med sine kolde blå øjne da hun forlod rummet og sørgede for at den store jagthund blev på sin plads.

Lukket?