Små ulykker

[Amaya af Gyldensø]

Sommeren år 526 M.T.
Forgår i Hovedstaden Corus

Til Nestor af Viksø

Solen bagte på den skyfri himmel. Alverdens småsnak kunne høres gennem Corus smalle gader. Til trods for at byen vrimlede med mennesker, var det som om at den stress der typisk kunne forekomme blev opslugt af det gode humør der smittede af hos hinanden. Amaya havde aldrig været god til at løsrive sig fra sit arbejde og det var heller ikke med sin gode vilje at hun var blevet hevet med på markedet. Hun havde en kort dag, men forberedelserne til halvårets prøver holdte aldrig op.

Det var dog en anelse nemmere for hende at lade tankerne vandre da først hun mærkede den letter sommer vind mod den gyldne hud. Fregnerne over hendes næse var særligt tydelige på denne årstid og det ellers så mørke hår boltrede sig i solens stråler. Hun trak vejret dybt ind og i et næsten lydløst grin satte hun farten op for at indhente sin veninde.

Frirummet fra hverdagens strabasser gav pludselig Amayas følelser lov til at blive hørt, og da et velkendt ansigt viste sig i menneskemængden, hoppede hendes hjerte et pludselig et enkelt slag over. Hun strøg en mørk lok om bag øret som hun nærmede sig den høje skikkelse. Let prikkede hun ham på skulderen.
"Goddag Nestor" Hovedet blev lagt på skrå som hun fugtede sine læber. Det var ved at være en lille uges tid siden de sidst havde set hinanden. Amaya havde det med at snige sig væk inden solen stod op, og var ikke just god til ellers at holde nogen kontakt. Hun kunne dog mærke at hun havde savnet ham.

[Nestor af Viksø]

Nestor var i Corus for en kort stund, men der var en rastløshed i ham. Det var et par måneder siden Francines bryllup og den samtale de havde haft den aften, sad stadig i ham. De havde allerede talt flere gange siden og snart ville han rejse igen, for at fortsætte den oplæring hun under al diskretion havde sat ham under.

Det summede rundt i hans tanker, som han stod på markedspladsen og kastede et æble op i luften gentagne gange, for at gribe det igen. Med blikket rettet åndsfraværende mod en tilfældig bod, gibbede det let i ham, da nogen prikkede ham på skulderen.

Allerede før han havde vendt sig, havde hans hjerne dog registreret stemmen og han var ikke mere end mildt overrasket, da han drejede sig og så på Amaya - mest af alt chokeret over at hun talte til ham i dagslys. "Amaya," hilste han og smilede ganske let. "Jeg troede ikke, at du kunne bevæge dig ud i løbet af dagen," kommenterede han og hævede øjenbrynene lidt i klar hentydning til hendes tendens til at smutte fra ham, mens det stadig var mørkt.

[Amaya af Gyldensø]

Det var sandt at Amaya ikke befærdede sig særlig meget rundt i byen i dagstimerne. Kunne hun slippe godt fra det, sad hun begravet med bøger og skriftruller omkring sig, og kunne næppe overtales til at efterlade hendes studier. Men i dag var det sket, og til hendes held at hun valgte at begive sig ud, trods af nerverne der hev i hende.

Hun så mange ansigter i løbet af en dag og mange af dem mindede om hinanden, men ikke Nestor, han var genkendelig selv med ryggen til. Hun var glad for at se ham, men havde aldrig en rigtig begrundelse for hvorfor hun altid flygtigt nærmest stak af i nattens mørke.

"Jeg tænkte jeg ville vise mig fra en sjælden side" lød det en anelse kækt fra Amaya. Hun kiggede rundt; der var ingen andre riddere i nærheden, så hun konstaterede at han måtte være her alene. "Hvor længe bliver du?"

Ingen af dem havde for vane med at blive på det samme sted særlig længe af gangen, til trods for at Amaya studerede i Corus var hun ofte ude for at samle viden til hende arbejde, der gjorde at hun ikke var den nemmeste at få fat i, selv samme kunne næsten siges om Nestor. I hvert fald havde det ikke lykkes at få øje på Nestor når hun ellers kiggede de rigtige steder. - Måske skæbnen mente at det ikke var bestemt?

[Nestor af Viksø]

Nestor havde det mest af alt som om, at Amaya ikke eksisterede om dagen. Hun kom til ham om aftenen, men så var hun væk igen og det havde han efterhånden vænnet sig til. Af samme grund var det underligt at stå og tale med hende nu.

"Aha," svarede han halvmuntert på den første, kække kommentar. Måske havde han fundet det morsommere, hvis han ikke halvdelen af tiden var sikker på at hun for alt i verden ville undgå at blive sat i forbindelse med ham. Alligevel smilede han svagt og tog en bid af æblet.

"Jeg rejser indenfor den næste uge. Der er kommet noget op ved Frølund og de mangler mænd."

[Amaya af Gyldensø]

Et eller andet sted var det sådan hun fortrak det, eller det havde det i hvert fald været i begyndelsen. Hun gjorde sig ikke i sådan noget, og når det endelig var sket, holdte hun det på afstand, og det havde aldrig været med den samme. Men Nestor blev hun ved med at komme tilbage til; krybene når hun fik at vide at han var i byen, en afhængighed i det nærvær han gav hende hun ikke kunne slippe væk fra.

Hun havde altid været mere eller mindre ligetil; ærlig omkring hvad hun ville have, men også hvad hun selv forventede, det kunne hun ikke her. Alene det at stå sammen med ham nu havde hun svært ved helt at sætte ord på.

"Jeg har fået strike instruktioner på at jeg ikke må løfte så meget på en bog i to dage!" bemærkede Amaya i et halvkvalt grin; det gjorde hende ærlig talt ilde til mode. "Men måske det er kommet til min fordel?" Et enkelt bryn rejste sig som de brune øjne søgte hans.

[Nestor af Viksø]

Nestor hævede et øjenbryn, men kunne ikke helt hindre et drenget smil i at trække op i hans læber ved den klare hentydning, der lå i hendes ord. Mildt utilfreds som han var med hendes natlige forsvindingsnumre, så kunne han ikke påstå at han ikke samtidig var svært tilfreds med det der kom op til det.

"Måske," svarede han, men det var klart på hans blik, at han lige så godt kunne have sagt ja. Det spørgende vendte dog tilbage til hans blik. "Hvorfor må du ikke løfte en bog?"

[Amaya af Gyldensø]

Amaya kunne ikke finde ud af med sig selv hvad det var omkring Nestor hun blev draget til, han var en af de første hun nogensinde havde overvejet at se mere til. Hun snog en mørk lok om sin finger kort inden hun gled den bag øret. Hun var dog blind for hvad fremtiden kunne bringe, da hendes lovende karriere var alt afgørende for hende.

Amaya kneb let øjnene sammen over den manglende del på hans svar; holdte han hende for nar? "Jeg er alt for optaget.." lagde hun ud og vred sine fingre let mod hinanden. "Du ved hvor vigtigt min uddannelse er" sagde hun og sukkede tungt.

[Nestor af Viksø]

Nestor var ikke sikker på, at han vidste hvad hun mente. Det var dog ærligt talt ikke første gang med hende og som altid kunne han ikke læse hende. Han drejede æblet lidt mellem fingrene og da han ikke vidste, hvad han skulle svare, valgte han at skifte emne.

"Kommer jeg til at se dig, inden jeg tager afsted?"

[Amaya af Gyldensø]

Amaya var ikke noget man kunne kalde et socialt menneske, da det ville kredse sig om at hun frivilligt skulle tilbringe tid med flere forskellige mennesker. Hun passede sit studie og forberedte sig selv på sit kommende arbejde; det var altafgørende. Hvem havde også tid til andet?

Ensomheden kunne dog trænge sig på når hun lå alene om natten; det var derfor hun særligt var glad for at se Nestor. De brune øjne vendte sig op og et smil sitrede fra den ene mundvige. "Hvis du gerne vil have det" Selvfølgelig ville hun gerne se ham, endda rigtig meget men noget holdte hende tilbage, noget der ellers gerne havde villet falde ham om halsen og aldrig bede ham om at forlade hende igen. Men hendes ryg forblev rank.

[Nestor af Viksø]

Nestor slap en lavmælt, eftertænksom lyd som det indledende svar på Amayas spørgsmål. Han havde en distinkt følelse af, at han spillede efter hendes fløjte mere end noget andet, men samtidig blev han også ved med at gøre det frivilligt.

"Naturligvis," svarede han da også og løftede øjenbrynene lidt. Blikket gled en enkelt gang ned over hende. "Hvornår?"