Skyd skylden på en sky

[Teodorie af Nørland]

Sommeren 528 med Christian af Vårfos

Teodorie var endt med at give Skylar et tæt kram, før hun havde sluppet hende og var løbet resten af vejen, med håb om at kunne liste sig ind i Vårfos' byhus uset. Håbet faldt dog gevaldigt, da hun mødte en låst dør, der krævede at hun bankede for at vække tjeneren på den anden side. Hjertet hamrede, og ikke kun fordi hun havde løbet, da hun hævede hånden og bankede på. Hun blev lukket ind efter kort tid, men vidste udmærket, at der var en stor chance for sladder. Desuden havde hun det bare ufattelig dårligt med sig selv, uanset om hun nogensinde blev opdaget eller ej.

Hun pillede et enkelt hårstrå ud af det lyse hår, som hun liste op af trappen mod det lille kammer, der var tilfaldet hende for mindre end tre måneder siden. Mithros, kæreste Mithros. Lad mig beholde det, bad hun tavst.

[Christian af Vårfos]

Christian havde ærlig talt forventet mere af Teodorie, da han gav hende lov til at holde aftenen fri. Han havde forventet, at hun ville overholde aftalen, og komme hjem til den aftalte tid. Men da uret slog, to timer efter hun burde være kommet hjem, var Hertugen skiftevis bekymret, skuffet og vred.

Han var gået ind i sit arbejdsværelse, der lå i forlængelse med hans eget, da han hørte hoveddøren blive åbnet. Og så lød der trin på vej op ad trappen. Både Tia og Natalie var gået til ro. Det kunne derfor kun være en enkelt person.

Med langsomme bevægelser, rejste han sig op fra stolen, forlod arbejdsværelset og begyndte at gå op ad trappen. "Hvor skal du hen?" Lød hans stemme ildevarslende.

[Teodorie af Nørland]

Det var næsten komisk, set udefra, hvordan Teo stivnede i både kroppen og ansigtet, da en ildevarslende stemme lød bag hende. Hun stirrede ud i luften i halvmørket på trappen og det varede lige et halvt sekund før hun huskede hvordan man trak vejret. Så slugte hun ellers også en mundfuld luft og vendte sig om imod hertugen, helt hvid i hovedet.

Hvis det havde været hendes far ville hun have skammet sig. Overfor Hertug Vårfos var det meget værre. Hvad hvis han besluttede sig for, at hun ikke var en værdig væbner. Hun slog blikket ned og bukkede akavet. Hvor hun før søvnen i høet havde kunnet mærke vinen, var hun nu pinligt ædru. Og elendig.

"Jeg beklager, Deres Højhed," kom det vagt og rædselsslagent. Ikke som sådan fordi hun var bange for ham, men fordi hun så sig selv blive smidt ud af tjenesten. Ydmygelsen sved allerede.

[Christian af Vårfos]

Christian ventede med en tålmodighed, som han ikke ejede i dette øjeblik. Han beherskede sig kun, fordi han ikke ville vække sine søstre og gøre dem opmærksom på hans væbners fejltagelse.

"Beklager? Det er to timeslag siden, at du skulle have indfundet dig i dette hus," han talte stadigvæk lavmælt, ganske bevidst omkring, at lakajen endnu stod i entreen, klar til at åbne døren, hvis det skulle blive nødvendigt.

[Teodorie af Nørland]

Det var ligemeget hvor lavt hertugen talte. Hans ord kunne lige så godt have været råbt direkte ind i Teos øre, for hvor meget hun krympede sig under dem. Hendes blik forblev sænket og hun ville ønske, at hun kunne synke i jorden eller forvandle sig til en mus.

"Ja, Sir," svarede hun prompte, ude af stand til at begribe hvordan hun kunne have gjort det. Nu var det slut. Hun havde været så uendelig stolt af at være en hertugs væbner. Hovmod stod for fald.

"Vi gik i læ for regnen. Skylar havde ikke noget ordentligt overtøj og vi... Vi faldt i søvn. Jeg... Jeg skal nok gå op og pakke mine ting, Deres Højhed," forsikrede hun hans skosnuder.

[Christian af Vårfos]

Christian havde lagt en hånd på gelænderet, og hans fingre trommede utålmodigt mod det mørke træ, mens han ventede på en reaktion på hans ord. Han følte næsten, at han ventede for længe, da hun endelig kom med en undskyldning. Godt nok ikke en, som han følte, at han kunne bruge til noget som helst.

"Når du taler til mig, så taler du til mit ansigt. Ikke til gulvet," han ville ikke finde sig i, at hans væbner ikke engang havde modet til at løfte sit blik og mødes hans. For så kunne det være lige meget med at have hende som væbner.

[Teodorie af Nørland]

Teo var lige ved at græde. Og det kunne bare ikke ske. Hun sank en klump, da hertugens næste ord ramte hende. Hurtigt fik hun blinket og forsøgt at bide det i sig så godt som muligt, før hun så op og mødte hans blik med rank ryg og en mave, der vendte sig af ubehag.

"Undskyld, Sir," faldt det lavmælte, men dybfølte svar. Ikke at hun forventede, at det ville hjælpe noget. Men hun havde det rædselsfuldt med at have skuffet ham.

[Christian af Vårfos]

Christian tog en dyb indånding, mens han ventede på at Teodorie gjorde, som han havde bedt om. Bare denne en gang. Det var godt nok et lavmælt svar, men det var en undskyldning og hun mødte i det mindste hans blik.

"Fra nu af fratager jeg alle dine friaftener. Du har vist, at du ikke er i stand til at håndtere dem," sagde han. "Du skal bruge alle dine vågne timer ved min side. Uanset hvad jeg foretager mig. Og så tror jeg, at du skal have undervisning i at lære klokken." Han rynkede panden og så alvorligt på hende, om hun havde forstået hans ord.

[Teodorie af Nørland]

De i forvejen temmelig store, lyse øjne blev større over hertugens ord og Teo fangede sig selv i at stirre på ham, før hun blinkede, sank en alvorlig klump og klarede halsen af frygt for at hun ville være rædselsfuldt skinger ellers.

"Smider De mig ikke ud som væbner?"

I processen af at være ved at tabe både næse og mund, glemte hun det ellers allestedsnærværende Sir. Men hvordan skulle man kunne forvente at huske, når hele ens verden lige var blevet vendt på hovedet to gange i træk.

[Christian af Vårfos]

Igen trommede Christian utålmodigt på trappens gelænder, mens det tydeligvis sank ind i hans væbners hjerne, at han absolut ikke havde tænkt sig at smide hende ud. Hvilken form for fiasko ville han ikke selv være? Der ville blive hvisket om det, og det havde han så sandelig ikke tænkt sig at få på sin kappe. Ikke oven i alt det andet, der foregik omkring Vårfos. Slægten havde ikke brug for mere dårlig omtale.

"Nej," brummede han dybt nede fra halsen. "Men jeg forventer, at dette aldrig sker igen." Han så alvorligt op på hende.

[Teodorie af Nørland]

Teo var ikke et sekund i tvivl om alvoren. Til gengæld kunne hun ikke helt stoppe følelsen af uendelig lettelse, der væltede henover hende og hun tog en dyb indånding, rystende på hovedet af alle de ord, der fulgte det vigtigste.

"Aldrig, Sir," forsikrede hun. "Det lover jeg. Tusind tak. Undskyld. Det var ikke---." Hun stoppede sig selv så snart hun indså, at hun var på vej til at plapre, klappede helt i og rankede sig. Som en lille, blond soldat. En lille, blond soldat på nippet til at græde. Gid han dog ville lade hende gå, så hun ikke kom til at knibe bare en tåre overfor ham.

[Christian af Vårfos]

Christian tog en dyb indånding, da Teodorie begyndte på sin plapren. Han måtte virkelig se at vænne hende af med den skrækkelige vane. Det var sjældent fornuftige ting der blev sagt, når man plaprede.

Han brummede lavmælt. "Stå op ved solopgang," sagde han og slap gelænderet. Han vendte sig halvt om. "Jeg forventer, at du har klaret dine morgenpligter når jeg står op." For han havde ikke tænkt sig at stå op så tidligt. Ikke imorgen, når han kom sent i seng.

[Teodorie af Nørland]

Teo var lettet. Så lettet. Hun holdt på sig selv og knugede fingrene sammen. "Ja, Sir," røg det både indøvet og fuldstændig instinktivt ud af hende, som svar på hans instruktion. Hun følte sig ør, men havde ikke tænkt sig, at lade ham se det.

Måske var hun ikke helt ædru alligevel. Men det var lykkedes hende at fremstå sådan. Hvilken usandsynlig lykke. Den kunne hun også næsten græde over. Hun skulle bare lige holde det inde et øjeblik endnu.

[Christian af Vårfos]

Christian stod stadigvæk med siden til hende for foden af trappen. Han lagde hovedet lidt tilbage, og så op på hende med sammenknebne øjne. "En fejltagelse mere Teodorie," sagde han advarende. "Og jeg vil ikke være lige så tilgivende." Han kunne lige så godt få det ind i bolden, at han ikke accepterede den slags. Han havde stadigvæk en husholdning at håndtere, og han ville ikke, at nogen fik nys om dette her. Ikke flere end nødvendigt i hvert fald. "Gå ind på dit værelse. Godnat Teodorie." Så vendte han sig rundt og forlod hende stående på trappen.

[Teodorie af Nørland]

"Nej Sir," svarede hun præcis lige så indøvet, før hun så ham vende sig rundt. "Godnat, Sir."

Morgenpligter. Hun havde stadig morgenpligter. Og hun havde fornemmelsen af, at hun burde forsøge at nå nogen af dem med det samme, inden hun faldt i søvn igen. Det skete dog ikke. Hun begyndte at hulke af lettelse så snart hun nåede sit værelse og da først hun faldt i søvn var det med tårestribede kinder.

Lukket