Eskapisme

[Joreth af Condia]

Roger af Linshart

Joreth havde måske tilbragt lidt mere tid på universitetet end han plejede. Han undskyldte det med de mesterprøver der kom tættere og tættere på, selvom det nok havde mere at gøre med, at hans engang fredelige gemakker, nu var præget af barnegråd og en hustru der tydeligvis ønskede han var mere involveret. Hun sagde det måske ikke højt, men han kendte hende godt nok til at forstå de sørgmodige blikke når hun blev i tvivl om sine egne evner.

Hvilken mand kunne ikke bruge en pause fra det? Guderne skulle vide han ikke helt selv havde fundet sin plads som nogens far, selvom han følte en hvis stolthed over at have en søn. Han rejste sig fra bordet han sad ved og gik ned mellem de massive reoler med bøger, på jagt efter en bestemt. Det var dog ikke den han fandt først, men et velkendt ansigt, der fik ham til at stoppe op og bukke, måske lidt dybere for den ældre hertug, end han ville for mange andre "Hertug Roger.. hvilken behagelig overraskelse." hilste han, med et let smil "Jeg hørte De var i Corus."

[Roger af Linshart]

Endnu en Condia. De var alle steder. Roger foldede sit ansigt i et høfligt smil og bukkede for den kongelige hertug. Ikke en milimeter mere end nødvendigt.

"Hertug Joreth," hilste han. "Hvilken overraskelse, at finde Dem her." Ikke rigtig, dog. Han var magiker. "Jeg håber Hertuginden er vel?"

[Joreth af Condia]

Joreth nikkede let til spørgsmålet "Både hun og min søn er ved godt helbred, ja." informerede han og smilede høfligt "Hvad bringer Dem til Corus denne gang?" der var intet underligt i ofte at se Tortalls højest rangerende lensherrer ved hoffet, men der kunne trods alt være mere interessante grunde end møder i Kongens Råd.

[Roger af Linshart]

Ak ja. Endnu en Condia-søn. Endnu et kravl til arvefølgen i en slægt, der forlængst burde været blevet skåret af og som ofte viste deres manglende evner til at regere landet. Roger smilede høfligt, imens han fik en svag tilfredsstillelse ud af at overveje hvordan han bedst ville kunne pille familien fra hinanden.

"Rådet," var det kedelige, men mondæne svar på det lige så forudsigelige spørgsmål. "I rigets nuværende tilstand er vi mange, der ser det som sikrest, at forblive i hovedstaden, hvis der skulle komme flere katastrofer vores vej. Og så har jeg giftefærdige døtre, Hertug Joreth."

[Joreth af Condia]

Han nikkede selvfølgeligt og spurgte ikke mere, selvom der oftest lå mere i opholdene i Corus, end blot rådsmøderne, noget han selv var forskånet for "Ah, ja.. Juvelen.. " hans blik var et splitsekund fjernt. Hvad man ikke ville kunne opnå hvis man havde haft så magtfuld en genstand...

Han vendte tilbage til nuet og et lille smil krusede sig på hans læber "Det er sandt.. hvor og ingen af dem har fundet passende partier endnu?" huskede han rigtigt, var i hvert fald den ene af Linshart-komtesserne, ved at være godt oppe i årene, i hvert fald efter de gængse standarter.

[Roger af Linshart]

Roger var ingen novice. Han havde derfor ikke det fjerneste problem med at holde et komplet neutralt ansigtsudtryk, som han besvarede den lille lorts blik. "Min ældste er forlovet," konstaterede han simpelt, selvom han mest af alt havde lyst til at vride nakken om på den royale hertug.

"De må fortælle mig om livet som gemal en dag, Hertug Joreth. Det fascinerer mig, hele konceptet."

[Joreth af Condia]

Der gik et øjeblik før Joreth nikkede, men det korte tidrum, var ladet med ganske bevidst skepsis "Det glæder mig at høre, Deres Højhed." svarede han høfligt og fortrak ikke en mine over den næste stikpille. I stedet blev et glimt af tænder synlige i et næsten underholdt smil "Der går nogle år endnu, før jeg kan udtale mig om det. Hertuginden har endnu ikke arvet sin faders titel og forhåbentligt har vi ham mange år endnu." svarede han roligt, selvom Pendrimas far's fars helbred, ragede ham en høstblomst "Men jeg vil tro det kræver man ikke lader sig intimidere af en kvinde på en mands plads."

[Roger af Linshart]

Roger var evindeligt ligeglad med hvor lidt det glædede Joreth, at hans ældste var forlovet eller i det hele taget hvad han mente om det. Han smilede dog og nikkede let, før han trak på smilebåndet. "Absolut. Og må vi have ham mange, mange år endnu," udtrykte han et håb, der meget let kunne høres som et håb om, at Hertuginden i det hele taget ikke blev en rigtig hertuginde.

"En kvinde på en mands plads er vel omtrent lige så skræmmene som en mand på en kvindes plads," tilføjede han med et ganske mildt smil, der var alt andet i kanten.

[Joreth af Condia]

Joreth holdt masken, selvom han mere morede sig indvendigt, end at kunne blive fornærmet over de hentydninger der lå mellem linierne "Hans tid kommer.. lige som min hustrus." erklærede han selvfølgeligt, med et næsten overbærende smil og valgte komplet at ignorere den ældre mands næste konstatering "Det er en skam De har så store ansvar andensteds. De ville have været en glimrende underviser her på stedet."

[Roger af Linshart]

Roger hævede et bryn over konstateringen fra den lille hvalp og overvejede hvad han mon vidste om ansvar. Han havde så vidt vides ikke lavet en dags virkeligt arbejde. En påfugl af hoffet, hvis der nogensinde var en.

"Utvivlsomt," konstaterede han slet og ret. "Hvor langt er De i Deres uddannelse? Det må være svært at få tid til med alle de... Optrædener De forventes at deltage i?"

[Joreth af Condia]

Joreths smil var stadig høfligt da han svarede. Den ældre hertug var ikke den eneste med evner ud i passende masker "Man finder tiden til det man brænder for." konstaterede han selvfølgeligt og fortsatte "Men et par år endnu er et godt bud før jeg kan slutte mig til Tortalls andre mestre." det var måske en smule optimistisk, men han manglede ikke selvtillid til at tro på det og var villig til at arbejde hårdt for at se det ske.

[Roger af Linshart]

Roger hævede blot et bryn, men satte ikke ord på sin skepsis. Han lod til gengæld et enkelt blik glide hele vejen fra Hertugens fødder til hans ansigt.

"Og hvem er Deres læremester?"

[Joreth af Condia]

Han blev roligt stående, selvom der ikke var nogen tvivl om han blev målt og vejet af den ældre mand, Havde han været mere impulsiv, var et underholdt fnys sikkert sluppet ud, men det blev kun til en sitren i hans ene mundvig før han svarede "Magus Halleburn." manden var dygtig, omend familien havde et lettere blakket ry i Tortalls historie.

[Roger af Linshart]

For første gang gav Roger et enkelt, anerkendende nik. Hvalpen var stadig ubehøvlet og uvelkomment selskab, men hans læremester var ikke en dårlig magiker. Potentielt havde noget af det smittet af på den forkælede prins.

"Jeg håber De er Halleburn værdig," konstaterede han endelig, efter en ladet tavshed.

[Joreth af Condia]

Det gav alligevel en hvis tilfredsstillelse, at kunne sige noget der ikke prompte affødte et misbilligende blik og et svar der drev af falske høfligheder "Det må De spørge Magus Halleburn om, Deres Højhed." konstaterede han roligt, før han med antydningen af et smil tilføjede "Han har dog endnu ikke truet med at ende vores samarbejde. Det må jeg tage som et positivt tegn."