På glat is

[Isabelle af Hvidhorn]

Braden af Hamin

Det var ikke meget mere end en uge siden, at Isabelle havde været til et selskab, og var besvimet midt i det hele. Naturligvis havde hendes forældre fundet ud af det. Og de havde puslet om hende mere end, hvad godt var. Hun havde holdt sengen i næsten to dage, uden at få lov til at forlade det for andet end toiletbesøg og et bad om aftenen.

Hun havde vænnet sig til denne del, og lukkede blot af for omverdenen, når forældrene fandt hende for skrøbelig til at tage del i virkeligheden. De havde nok ret. Hun havde trods alt været svimmel efter en enkelt dans. Og hun var besvimet på grund af den svimmelhed.

Men det var ikke en grund til at blive væk fra et selskab, som hendes forældre heldigvis selv afholdte. Hvis hun blev det mindste utilpas, kunne hun altid trække sig tilbage til sit værelse og slappe af, indtil hun var kommet til hægterne igen. Heldigvis sørgede tjenestefolkene i huset hele tiden for, at hun fik rigeligt med væske og spurgte jævnligt til hendes fysiske tilstand.

Efter at være blevet spurgt for syvogtyvende gang, så hun sit snit til at gå ud af de store døre, for at finde ind i en af de små stuer. Der ville være mere ro der. Og hun kunne måske nå at forhindre den hovedpine som var på vej. Hun havde en hårnål mod det, men den lå i et skrin oven på.

[Braden af Hamin]

braden nød sin frihed. Han havde ingen kone han skulle tænke på derhjemme, og børn var det gudskelov heller ikke blevet til, så vit han vidste. Selvom han nød sin tikværelse som en fru mand, gjorde han sig dog ingen illusioner om, at set kunne fortsætte meget længere. Han bkev jo ikke ligefrem yngre. Men hvis han nu endelig skulle belastes med et kvindemenneske, sp kunne han lige så godt få så meget ud af det som muligt.

Det var grunden til, at han var taget med til aftenens selskab. Han havde udset sig den unge Isabelle af Hvidhorn som en ægteskabsmulighed. Han bkev dog nødt til at se hende an først. Men han gik rundt og høfligt snakkede med diverse adelsfolk, havde han hele tiden et øje på den unge kvinde, mens han ventede på en oplagt mulighed til at opsøge hende.

Da hun gik ud af de store døre, fulgte Braden kort tid efter. Dette kunne være den perfekte chance for at få hende på tomandshånd.
"Keder selskabet dem?" spurgte han med et behageligt smil, da han trådte ind i stuen.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle gik hen til pejsen, der opvarmede den lille stue, og så ind i ilden. Hendes røde hår blev næsten flammende rødt, og hendes hud endnu hvidere. Med et lavt suk, vendte hun sig væk fra pejsen.

Med lette og næsten lydløse skridt, gik hun hen til en lille æske, som stod på en hylde. Hun havde kun lige åbnet låget, da hun hørte en mands stemme henne ved døren. Forskrækket og med skræmte øjne, så hun hen på manden. "D-et..." Hendes underlæbe bævede. "J-jeg fik desværre hovedpine," undskyldte hun, og lagde ikke skjul på sin dårlige samvittighed. "Jeg er endnu ikke vant til disse selskaber." Hendes spinkle fingre tog hårnålen op fra æsken, og lod den glide ind i hendes sirligt opsatte frisure.

[Braden af Hamin]

Braden var godt tilfreds med komtessen nervøse væsen. Hende burde han ikke få det store problemer med, det var helt perfekt. En stakkels lille pige som han kunne kaste rundt med som han ønskede.
Han grinte varmt af hendes forskrækkelse. Han havde års øvelse i at opføre sig så korrekt som muligt, dette skulle blive nemt nok.
"De har ikke nogen grund til at blive forskrækket over mig" han smilede igen til hende. Hovedpine.. hun virkede noget skrøbelig. Han smilede forstående til hende.
"Selskaber er ikke for alle, det er der ingen skam i. Jeg må indrømme jeg ofte selv foretrækker mit bibliotek frem for overfyldte sale" sagde han nærmest undskyldende. "Men er der noget jeg kan gøre for at hjælpe dem med deres ubehag? Vil de have noget at drikke, er der nogen jeg kan hente?" Han fik det nærmest dårligt over at opføre sig så galant, men den venlige og forstående maske var stadig perfekt udadtil.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabella mærkede med det samme spændingerne i tindingen gå væk, og hendes skuldre sænkede sig markant, da hun kunne slappe lidt af igen. Eller så meget som hun nu kunne slappe af.

"Åh, det skal De endelig ikke tænke på," svarede hun, da han spurgte om han kunne hjælpe. "Jeg skulle blot bruge min hårnål." Hun smilede forsigtigt til ham, men rettede så blikket ned og bøjede let i nakken. "Hvis De foretrækker biblioteker..." Hun foldede dydigt hænderne foran sig og vovede sig til at se over på ham. "Kan jeg vise Dem vores?" Hun var ikke i tvivl om, at hendes forældre ville forvente netop den slags af hende.

[Braden af Hamin]

Braden lagde mærke til hvordan hun slappede af i kroppen. Hun ville kun vlre nemmere at bearbejde, hvis han ikke skulle tænke på hendes hovedpine. Den hårnål var egentlig ganske praktisk.

"Med glæde" svarede han på, om han ønskede at se biblioteket. Det lød dejligt privat. "Jeg har jo slet ikke fået præsenteret mig selv for dem, som sig ellers hører og bør." Han bukkede for hende og gjorde sit bedste for at smile venligt. "Jeg er Ridder Braden af Hamin. Og som sagt vil jeg med glæde se deres bibliotek."

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle skiftede vægten fra det ene ben over til det andet og nikkede langsomt. Hun havde ikke helt forventet, at han sagde ja. Men nu kunne hun ikke tage det til sig igen. Det var hun alt for velopdragen til. Og dårlige undskyldninger havde hun ingen af.

"Det glæder mig at møde Dem, Ridder Braden," hilste hun og nejede til perfektion overfor ham, med bøjet nakke og blikket rettet ned i gulvet. Så rankede hun sig op igen, og med sin lette gang svævede hun næsten over gulvet, ind til hun stod foran ham. Han var et tårn. Frygtelig stor og bredskuldret. Akkurat som hendes fader.

"Hvis De vil følge mig." Hendes spinkle krop smøg sig forbi ham og ud i gangen, hvor en ældre kvinde tydeligvis ledte efter hende. "Jeg er her Eldine," sagde hun med et smil, og vinkede kvinden hen til sig. Det var hendes anstandsdame. "Jeg skulle til at vide Rider Braden faders bibliotek." Og så gik hun ned ad gangen med anstandsdame og Ridder efter sig.

[Braden af Hamin]

Braden fulgte efter hende uden de store kommentarer. Hvor lange skulle han mon holde dette spil oppe? Indtil videre så han ingen grund til at hun ikke skulle vlre en passende hustru - tværtimod. Hun virkede skrøbelig, nem at kontrollere og holde styr på. Og så var det jo heller ikke fordi hun var grim at se på.
Et kort øjeblik blev hans øjne snævre, da anstandsdamen sluttede sig ril dem. Det psssede langt fra ind i hans planer. Han gik op på siden af komtessen, så han atter kunne føre en samtale med hende.
"Må jeg spørge dem hvad de bruger deres tid på? Er de studerende?" Det sagde ham egentlig meget lidt, men det var værd at lade som om han var interesseret i hendes liv.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle lagde ikke mærke til, at anstandsdamen betragtede Ridder Braden vurderende, eller at hans øjne blev snævre ved synet af den ældre kvinde. Hun havde ryggen til dem begge to, og var allerede halvvejs nede af korridoren, da Ridder Braden nåede op på siden af hende.

"Jeg startede på universitetet i sommers," bekræftede hun med et forsigtigt smil, uden at se direkte på ham. "Jeg studerer musik, og især noder til klaver," fortalte hun. Musik var en smuk ting, som hun virkelig kunne fordybe sig i. "Kan De lide musik, Ridder Braden?" Spurgte hun så håbefuldt, inden hun standsede op ved en dobbeltdør. Hun åbnede den ene side af døren, og faderens bibliotek kom til syne. Det var stort og værdifuldt.

[Braden af Hamin]

Braden nøjedes med at nikke til hendes forklaringer om, hvad hun studerede. Det lød lovende. Det var passende for alle adelskvinder at kunne spille klaver.
"Ja, det kan jeg. Jeg har dog ikke selv de store evner ud i det, så jeg må nøjes med at lytte med når andre spiller. Det vil være en ære, hvis jeg en dag kunne høre dem spille" sagde han med et lille smil. Han betragtede biblioteket som åbenbarede sig for ham, da dørene blev åbnet. Han mærkede af svagt stik af jalousu, hans eget bibliotek kunne ikke hamle op med dette.
"Det er noget af en samling deres fader har anskaffet sig. Jeg går ud fra han må være en godt belæst mand."

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle lod sit blik glide rundt på de mange reoler af bøger, som tårnede sig op over dem. Inde i midten af rummet stod der en sofa, med to lænestole, et bord mellem dem hvorpå to glas og en karaffel pyntede bordet. ”Hvis De vil, kan jeg sagtens spille for Dem en dag?” Foreslog hun, og havde ingen uanstændige eller upassende tanker omkring det. Anstandsdamen nikkede da også, og hun livede lidt op. ”Åh, biblioteket har rødder langt tilbage. Det er mine forfædres fortjeneste,” undskyldte hun rødmende. Hun havde ikke set det store bibliotek før hun var kommet til Corus denne sommer.

[Braden af Hamin]

Braden kunne ikke være mere ligeglad med hebdes klaverspil. Det sømmede sig for enhver komtesse at kunne spille klaver. Men hvis kvinder endelig skulle studere noget pø universitetet, var musik formentlig det rette.
"Det ville glæde mig at høre dem spille en dag" sagde han med et høfligt smil. Han lod blikket glide rundt i biblioteket.
"Vil de sidde med mig lidt? Medmindre de har travlt med at komme tilbage til selskabet"

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle nikkede langsomt. "Med glæde," sagde hun med et forsigtigt smil, inden hun standsede op ved hans spørgsmål. Hun så over på sin anstandsdame, der nikkede og satte sig i en stol.

"Jeg vil med glæde gøre Dem selskab," svarede hun, og gik hen til sofaen. Med indøvet elegance, satte hun sig ned og foldede hænderne dydigt i skødet, mens hun så afventende op på den ældre ridder.

[Braden af Hamin]

Braden satte sig ned i sofaen ved siden af hende. Han skævede kort til pigebarnets anstandsdame, hun måtte gerne forsvinde. Det ville gøre det hele meget lettere.
"Tager jeg fejl, hvis jeg siger at jeg ikke har set dem til tidligere selskaber? Jeg er sikker på at jeg ville have kunne genkende en smuk komtesse som dem selv, hvis jeg havde set dem før" han smilede til hende. Han var nysgerrig efter at se, hvordan hun mon ville tage imod hans noget direkte kompliment.

[Isabelle af Hvidhorn]

Isabelle følte sig lidt utilpas, da den ældre ridder satte sig i sofaen ved siden af hende. Hun havde kun ganske sjældent været så tæt på en mand. Sidst det skete, var hun faktisk besvimet. Det håbede hun inderligt på, ikke skete her.

"Jeg må desværre skuffe Dem," svarede hun skyldbetynget. "Det er begrænset, hvor mange selskaber mit helbred tillader mig at deltage i." Det var absolut ikke altid det, som mænd ønskede at høre. Men hun ville ikke lyve.