Svaret af Zoia af Meagmarsk on Nov 14, 2017 10:20:43 GMT
SOLO-POST
Kobberøerne, 18. oktober 528 M. T.
Zoia havde næsten konstant hovedpine for øjeblikket. Minderne var begyndt at vælde ind over hende når hun sov. Og Raharjo gav hende den ubeskrivelige ulækre mikstur næsten dagligt efterhånden, for at få hende til at huske. Men det lod ikke til, at være vigtige ting hun huskede. Det var mere, at hun havde en bror der hed Gilbert. Hvad farve hendes pony var, og at hun i en lang periode havde rejst rundt i Tortall. Hvorfor vidste hun ikke. Det kunne hun ikke huske.
"I dag skal vi ikke fokusere på dine minder. I stedet vil jeg gerne se dig lave et fuldkomment skjold," startede Raharjo ud, og Zoia nikkede langsomt. Det kunne hun godt. Naturligvis kunne hun det. Hun havde gjort det så mange gange før, at hun kunne det til hudløshed.
Hun kom på benene og stillede sig i midten af rummet. Hun gjorde de forberedelser det krævede, og trak så til sidst vejret dybt ned i lungerne. Hun kunne det her. Hun havde ikke lavet nogen fejl i forberedelserne. Men da hun skulle til at bygge skjoldet op fra jorden, og hen over hende, gjorde hun det med lukkede øjnene. Derfor så hun ikke den mur af flammende ild, der omringede hende. Det var først, da hun mente at hun var færdig, hun åbnede øjnene og spærrede dem helt op.
"ZOIA! Stå Stille! Du må ikke bevæge dig!" Hun kunne høre Raharjos stemme, men ikke se ham. Hun mærkede langsomt panikken brede sig i hende. Hun kunne ikke komme ud. Hun var fanget. Fuldkommen fanget. "Få mig ud!"