Lidt til måneskinnet [R]

[Caelie af Fenrig]

Philip af Dunlath

Endnu en gang holdt Caelie selskab. Hun nød denne slags aftener, hvor alkohol, dans og kortspil var grundlaget for underholdningen og morskaben. Det var bedst, når mændene fik en lille tår for meget, og dermed lettere kunne manipuleres med, når de så et kønt kvinde ansigt med de rigtige former. Hun udnyttede det til fulde. Hun sørgede for, at Astor kunne få oplysninger om handelsruter, fremtidige alliancer og andre brugbare oplysninger, så han kunne have en lille klemme på disse mænd.

Men når det var sagt, så underholdt hun naturligvis også de yngre og ugifte mænd. Dem der ikke havde en sød hustru til at tage sig af dem, når mørket faldt på, og sengen blev indtaget.

Philip af Dunlath stod alene, og havde noget der mindede om et sår på den ene kind. Med et smil til sin egen mand, gik hun hen til den jævnaldrende ridder, og stillede sig ved siden af ham. ”Jeg håber, at der bliver sørget godt for Dem, Ridder Philip?” Hun var altid særlig opmærksom på, at hendes tjenestefolk skulle udnytte folk, og tilbyde dem lidt ekstra at drikke, hvis de var enlige.

[Philip af Dunlath]

Invitationen til greveparrets selskab var kommet på det helt rigtige tidspunkt. Philip havde ikke deltaget i et sådan arrangement siden før hans udsendelse, og han trængte i den grad til at mærke rusen ved et godt spil hasard. Selskaber som disse bød også altid på vin af dyre slags og smukke adelige kvinder – begge dele lige efter Philips smag. Der var desuden altid en enkelt eller to af de fine kvinder, som havde giftet sig med en dødbider af en mand og trængte til at blive underholdt – et job Philip med glæde påtog sig.

Efter et par spil, hvor han havde vundet de fleste af gangene, havde han fortrukket sig til et mere roligt hjørne, hvor han kunne overskue det meste af selskabet. I hans hånd var et vinglas, som han efterhånden havde tømt en del gange nu, men som på trods af det aldrig var tomt særlige længe ad gangen.

Da Grevinden af Fenrig kom gående hen imod ham, kunne han ikke lade være med at betragte hendes vuggende hofter med et knapt så ridderligt blik, som nok primært skyldtes den mængde vin han allerede havde indtaget. Normalt var han mindre åbenlys.
”Selvfølgelig Deres Nåde og De skal have tak for invitationen,” svarede han  indladende og bukkede let for hende. ”Deres selskaber er altid værd at komme hjem til Corus for,” tilføjede han og sendte hende et af hans charmerende smil. Grevinden var i sandhed en fryd for øjet.

[Caelie af Fenrig]

Caelie var ikke blind, og hun havde skam betragtet Philip længe. Og naturligvis diskuteret ham med sin mand. Hun havde bedt om lidt adspredelse fra de ældre herrer, der lige nu sad med næserne dybt begravet i kortene, mens de forsøgte at genvinde deres formuer, som de havde smidt under tidligere kortspil.

”Det glæder mig,” lød hendes blide stemme, mens hun stillede sig lidt for upassende tæt op ad ham. ”Åh, De smigrer mig, Ridder Philip.” Hun blinkede et par gange med sine lange og sorte øjenvipper. ”Vi har savnet Dem her i byen.” Ridderen bidrog som oftest ganske godt til underholdningen. Hun løftede en hånd og lod som om, at hun børstede noget væk fra hans skulder. ”De må endelig sige til, hvis der er noget jeg kan gøre for Dem.”

[Philip af Dunlath]

Philip løftede let øjenbrynene i en mild overraskelse, da Caelie rykkede tættere på ham. Selvom han var bekendt med hendes person fra tidligere lejligheder, var det et stykke tid siden, at han sidst havde haft en privat samtale med hende. Man blev hurtigt vant til den høflige distance de fleste gifte adelige kvinder påtog sig – omend ikke andet så i hvert fald i deres mænds nærvær. Caelie var anderledes, og i sin let berusede tilstand kunne Philip på ingen måde modstå hendes indladende facon.

”Nu er det Dem der smigrer Deres Nåde,” sagde han og kastede et flygtigt blik hen på Grev af Fenrig, som var fordybet i et spil kort og ikke lod til at skænke sin hustru mange tanker lige for øjeblikket. Han så tilbage på Caelie med et glimt i øjet og lænede sig en anelse tættere på hende. Hans ånde duftede let af alkoholen fra den stærke vin, ”Har De noget bestemt i tankerne?” tilføjede han dristigt og lod blikket hvile lidt ved hendes læber.

[Caelie af Fenrig]

Caelie bøjede let i nakken, og slog samtidig blikket ned, så hun kunne se op på gennem sine øjenvipper, og fremstå ganske uskyldig. Hvilket hun langt fra var. Det vidste han lige så godt som hende. Men mænd lod til at kunne lide den slags, hvorfor forstod hun ikke, men hun udnyttede det gerne til sin egen fordel.

”Det er så længe siden, at vi har talt sammen,” lød det lavmælt fra hende, da et par gik forbi dem for at komme ud på dansegulvet. ”Og Astor skænker mig ikke mange tanker i aften,” hun sukkede. ”Skal vi ikke gå en tur i haven?” Spurgte hun. Selvom det var køligt, kunne den slags hurtigt klares med et sjal af tyk pels. Og ude i haven var der et lille lysthus, placeret et stykke væk fra den primære have.

[Philip af Dunlath]

Philip var udmærket klar over, at han var på farlig grund. Greven skænkede muligvis ikke sin hustru mange tanker i aften, sådan som hun selv påpege, men det betød jo ikke, at han var ligeglad med, hvad hun foretog sig og med hvem. Philip kendte selvfølgelig ikke til detaljerne omkring deres private forhold, men hans erfaring sagde ham, at langt de fleste mænd ikke ville bryde sig om Philips intentioner. Det faktum, at han muligvis var på vej ud i problemer, gjorde dog kun det hele meget mere indbydende.

”Ja, og til stor fortrydelse for jeg har skænket Dem mange tanker på den ensomme landevej,” sagde han ligeledes med dæmpet stemme og et vovet smil på læben. Han så ned gennem sløret af hendes øjenvipper, og selvom han sagtens kunne gennemskue hendes små tricks, havde de den samme effekt på ham, som de ville have haft det på en hvilken som helst anden mand, og det gjorde hende mildest talt uimodståelig.

”Glimrende idé Deres Nåde,” Philip bød hende sin arm og førte hende ud af dørene. Lysene fra huset lyste haven lidt op, mens de gik ad stien, der førte dem hen til lysthuset. Nattens kulde fik varmen fra hendes krop til fremstå endnu tydeligere mod hans arm.
Philip havde ved flere lejligheder som disse besøgt lysthuset og åbnede stedkendt døren. Han lod hende træde ind først og lukkede døren i efter dem.

[Caelie af Fenrig]

Fisken var gået i hendes net. En tilfreds rislen gled ned over hendes ryg, mens hun smilede indladende til Ridder Philip. Hun lod sine kinder blusse op over hans ord. ”Sådan noget må De ikke sige,” lød det forlegent fra hende, inden hun tog hans arm. Hun gav den et klem med sin hånd, og sørgede for at hendes fingerspidser lige akkurat rørte ved huden på hans hånd.

Hun fulgte med ham ud i haven. Som en gift kvinde, havde hun ikke behov for at en gammel anstandsdame rendte i hælene på hende, de var derfor alene, da de gik ned af stierne, og ganske kort tid efter kom til det gamle lysthus. Navnet var ganske dækkende. Hun løftede op i kjolens skørt, da hun trådte over dørtærsklen, og vendte sig rundt, da han havde lukket døren. ”Lås den.” Nu havde hendes stemme fået karakter af noget mere forførerisk og kælent, mens hun tog et par skridt bagud, så hun stod i midten af det lille rum. Der var tændt op med lys, der kastede skygger på væggene.

[Philip af Dunlath]

Det gav et højlydt klik, da Philip låste døren. "Så nu er der ingen som kan forstyrre os Deres Nåde," sagde han med hæs stemme, da han vendte sig om, så de stod ansigt til ansigt. Han betragtede skamløst hendes krops kurver. Lod blikket dvæle lidt ved hendes barm, og da han til sidst fandt hendes øjne, havde han et selvsikkert smil på læberne og et udtrykt i øjnene, som var magen til det han fik, når han var lige ved at vinde i et spil kort.

Philip tog et par skridt nærmere, så de stod så tæt, at han kunne dufte hendes fine feminine duft. Han åndede dybt ind og lod en finger stryge fjerlet over hendes kraveben, "De nævnte, at De havde savnet mig," sagde han skruppelløst, da det vist ikke helt var sådan hun havde formuleret sig for lidt siden. Fingeren bevægede sig fra kravebenet og op til hendes kæbelinje, for til sidst at skubbe hendes hage let op. Han måtte bukke nakken en anelse for at nå ned til hendes uimodståelige læber. "Hvor meget?" tilføjede han kækt med et drilsk smil, inden han pressede sine læber mod hendes.
Philip var impulsiv og ikke typen som holdte sig tilbage - og specielt ikke efter al den vin han havde indtaget her til aften. Det kunne gå begge veje, enten gav hun ham en lussing for hans tilnærmelser eller også gjorde hun ikke. Begge dele var Philip efterhånden blevet vant til. 

[Caelie af Fenrig]

Caelies mørke øjne gnistrede, men ikke af vrede. Nok nærmere af hemmelighedsfuldt morskab over dette foretagende. Hun stod og gjorde sig til, mens han betragtede hende. Det faldt hende instinktivt at opføre sig sådan, når man lod deres grådige blikke glide over hendes krop.

"Gjorde jeg? Det må De endelig holde hemmeligt," sagde hun lavmælt, mens hun lod sine hænder glide op ad hans brystkasse. "Det skal jeg vise Dem" nåede hun lige at svare, inden deres læber mødtes med brutal styrke.

Hun lod sin ene hånd glide op over hans skulder, rundt om nakken, og op i hans lange hår. Her tog hun hårdt fat og krængede hans hoved lidt tilbage, så hun kunne se på ham med et dyrisk blik i øjnene. Altid i kontrol. "Sæt Dem hen på bænken," beordrede hun, inden hun lænede sig frem, for at bide ham drillende i underlæben.

[Philip af Dunlath]

Philip spilede øjnene lidt op i overraskelse over hendes velvilje, men kun i et ganske kort øjeblik inden han gengældte det voldsomme kys med en ung mands iver. Han gispede mellem deres læber ved hendes berøringer, og nød at hun tog styringen. Han kunne med ærlighed sige, at han ikke havde mødt en som Caelie før - hendes slags kunne der ikke være mange af.

Uden et ord adlød han hendes ordre og satte sig på bænken med et blødt bump. Han var varm i kroppen, hele hans krop pulserede ved forventningen om det der skulle ske. Det her var lige netop, hvad der skulle til for at tøjle hans indre rastløshed.

Han rev sig løs fra hendes kys og trak hende heftigt ind til sig, så hun stod mellem hans ben. Med erfarne bevægelser lod han hænderne glide om bag hende for at løsne overdelen til hendes kjole. Adelskvinderne bar altid på kilometervis af stof med masser af knapper og bindebånd. Philip havde fundet løsningen - han rev kraftigt i stoffet langs sømmen og voilá nu var der fri adgang.

[Caelie af Fenrig]

Caelie ventede på, at han skulle sætte sig ned på bænken. Og meget mod sin vilje, blev hun trukket ind mellem hans ben. Det var tydeligt, at han var i det dyriske og utålmodige hjørne. Hendes tanker blev kun bekræftet, da han ødelagde sømmen i hendes overdel. Hun så ned på ham og lagde en finger på hans læber.

”Ridder Philip dog,” hendes stemme var sød som honning. ”Hvorfor så utålmodig? Vi bliver ikke forstyrret…” Foreløbigt. At kjolen var ødelagt interesserede hende ikke. Hun havde som altid sørget for at have en ekstra liggende herude.

Hun tog sin hånd til sig igen, og lagde den om på ryggen, hvor hun øvet løsnede den snor, der holdt skørtet oppe. Det gled ned på gulvet og dannede en krans rundt om hende. Hun stod nu kun i underkjolen foran ham. Siden sit ægteskab havde underbenklæder været fortid, og der var altid fri adgang under underkjolen. Hun kravlede op på hans skød og placerede et knæ på hver side af hans lår. Så trak hun ned i underkjolens udskæring og frigjorde sin barm fra stoffet.

[Philip af Dunlath]

Philip vendte modvilligt ansigtet væk fra hendes velskabte bryster og sendte hende et blik med øjne der var glasagtige af begær. “Jeg beklager Deres Nåde,” han prøvede med et smil at antyde beklagelsen over den ødelagte kjole, men det blev mere til et udtryk som man kunne forvente fra en sulten løve, der så på sit bytte.

Underkjolens nærmest gennemsigtige stof overlod ikke meget til fantasien, og det undgik ikke Philips blik, at hun ikke bar underbenklæder.
Han bandede lavmælt, da hun satte sig på bulen i hans stramme hoser, og han lod behændigt hænderne glide om på hendes lænd for at trække hende endnu tættere på. Hun nærmest var draperet omkring ham nu, og hans læber fandt begærligt vej hen over hendes hals og bryster. Duften af hendes hud lagde sig om ham, og den unge ridder var fuldstændigt tabt for omverdenen.

Philips blod brændte og efter at have plantet et sidste kys på hendes silkebløde hud ved brysterne, skubbede han hende en anelse ud fra sig, så han kunne løsne snorene ved hosernes buksekant. Han blik ve dog ikke fra hendes krop på noget tidspunkt.

[Caelie af Fenrig]

”Gør De nu også det, Ridder Philip?” Spurgte Caelie provokerende, mens hun løftede en hånd og lod den glide gennem hans halvlange hår. ”Jeg tror ikke, at De beklager noget som helst,” hun lød næsten som en kat der spandt.

Hun kunne mærke bulen under hans stramme hoser, og med vilje gned hun sit køn mod den, blot for at drille ham. Hun lænede hovedet lidt tilbage, da hans læber vandrede rundt på hendes nøgne hud, og hun stønnede lavmælt, over den brændende fornemmelse det efterlod hende med i underlivet.

Caelie så roligt til, ganske behersket, mens han åbnede sine hoser. Hun kunne med det samme se, at han havde braies på. Men det krævede blot et lille træk i en snor, og så havde hun løsnet dem med en hånd. Hun lænede sig lidt frem, og lod sine frie hånd - den der ikke var begravet i hans hår - glide ned til hans pulserende køn.

[Philip af Dunlath]

Philip var modsat Caelie langt fra behersket, hans åndedræt var blevet overfladisk, mens hun gned sit køn mod bulen, der støt voksede i hans hoser. Han greb hårdt fat i hendes hofter og fulgte hendes bevægelser.

Da hun begyndte at løsne hans braies, lod han hende villigt overtage projektet og gav et hæst støn fra sig, da hendes hånd rørte hans køn. Han lænede sig en anelse tilbage, så hun fik bedre plads til forehavendet. Et frydefuldt støn undslap hans læber, mens hans brystkasse hævede og sænkede sig i ryk.

Efter nogle minutter rejste han sig utålmodigt op, og lod hende forsigtigt glide ned fra hans skød, så de i stedet stod over for hinanden. Hoserne og hans braies gled ned om anklerne på ham uden at han ænsede det.
Han greb fat i hendes skuldre og vendte hende brutalt om, bukkede hende forover, så hun kunne støtte hænderne på bordet, som stod ved bænken de netop havde siddet på, og rev underkjolen op over hendes faste baller. Han tørstede efter at mærke hende, og hans køn stod stift ud i luften som bevis, men han lod dog først et par fingre finde vej ind i hende. Samtidig lænede han sig forover, så han kunne kysse hendes nakke. Det sitrede i hans køn, da det gned op af hendes lår og han åndede tungt ud.

Stearinlysene gav genskær i lysthusets vinduer, der nærmest virkede som spejle mod den mørke nat udenfor og man kunne svagt skimte deres kroppe i et af dem. Havde Philip haft øje for andet en Caelies krop, ville han måske have set en skygge uden for og hørt det lavmælte bank på døren.

[Caelie af Fenrig]

Caelie havde ikke mærket Philip mellem sine hænder før. Men hun blev bestemt ikke skuffet. Hun gned sin hånd et par gange over ham, mens han blev færdig med at vokse. Hun skulle til at sætte sig til rette på ham, da han rejste sig op med hende mellem hænderne. Hun så utilfreds op på ham.

Men hendes blik blev fanget af det han havde mellem sine ben, og hun kunne mærke, hvordan det sitrede i hendes underliv efter at mærke ham. Så ganske ung og smidig. En fryd for øjet. Og han var hendes legetøj.

Hun gjorde ikke modstand, da han drejede hendes krop rundt. Hun var vant til en brutal opførsel fra sin mand, der var langt værre end Philip. Hun støttede sine hænder mod bordet og stønnede højlydt, da hun mærkede hans fingre glide så let som ingenting ind i sig. Det var så vanvittig pirrende, at det næsten drev hende til vanvid.

Det var derfor med en mere end ualmindelig vred stemme, at hun besvarede den lave banken: "Ja?" Der lød et lavt host, og Caelie fik frigjort sig fra Philip. "Deres Nåde, De er ønsket oppe i huset." Caelie sukkede lavmælt og så op på Philip. "Åh, hvor ubelejligt..."