Svaret af Larkin af Stenbjerg on Oct 26, 2017 19:40:59 GMT
[SOLOPOST]
Sommer, 501 M.T.
Det var en af de sjældne varme dage nord på. Solen strålede fra en skyfri himmel, fuglene sang, og i godsets store have summede bier og sommerfugle mellem blomsterbede og buske. Larkin sad under et af træerne og øvede sig i at lave en flamme i sin hånd. Han havde for længst fået fri fra sin daglige undervisning i Gaven, men han var for fascineret af evnerne til ikke at øve sig lidt alene.
Det lykkedes ham at fremkalde en lille flamme i hånden, og han skyndte sig at komme på benene. Måske ville mor og far blive glade, hvis han viste dem, hvor godt det gik.
Med tungespidsen stukket ud mellem læberne, gik han langsomt gennem haven med de blå øjne fikseret på den lille flamme for at sikre sig, at den ikke forsvandt. Han var sikker på, at de ville blive glade. Gaven var jo spændende! Og når de havde set flammen, kunne han vise den til Kieran. Selvom hans lillebror godt nok ikke var særlig interessant at lege med – han var stadig meget lille og ikke rigtig god til noget. Men måske ville han synes om flammen!
Larkin nåede op på terrassen, hvor mor i samme øjeblik trådte udenfor i solen. Hun kastede et blik mod himlen, før hun opdagede ham. ”Mor, se!” Han fremviste stolt sin lille flamme, men mor rynkede blot på panden af den. ”Så! Larkin, du skal ikke fjolle rundt herude. Jeg har ikke tid til at lege med dig, det ved du godt.” Hun rettede lidt på sit hår og vinkede en tjenestepige med over til bordet, der stod på terrassen. ”Jeg tænker, at det lige skal vaskes, og så kan vi bruge ...”
Surmulende gik Larkin indenfor og forsøgte at finde far. Men da han fandt hertugen, var manden travlt optaget af en samtale med en eller anden mand, der var kommet på besøg dagen forinden. Da Larkin forsøgte at afbryde dem, kom en tjener skrækslagent rendende og slæbte ham ud, så hertugen var fri for at bøvle med ham.
Tjeneren afbrød hans koncentration, så ilden gik ud i hånden. Larkin, der havde været så stolt af sit fremskridt, begyndte at snøfte, imens han stirrede ned på sine nu tomme hænder. Han havde sådan set frem til at vise den til nogen ... Før han kunne begynde at græde for alvor, havde tjeneren allerede samlet ham og var i gang med at bære ham ovenpå, så gråden ikke kunne forstyrre hertugens møde.
Snart sad Larkin inde på sit værelse. Tjeneren var gået for at fortsætte sit arbejde, så drengen sad alene og græd på sin seng, indtil han blev træt og faldt i søvn.