Svaret af Zoia af Meagmarsk on Oct 18, 2017 15:52:58 GMT
SOLO-POST
Et sted på Kobberøernes kyst, 25. september 528 M. T.
Hun havde ikke tal på, hvor mange dage hun havde været hos den venlige familie, der havde fundet hende på stranden. De havde spurgt hende om, hvad hun hed. Og til hendes store rædsel havde hun ikke været i stand til at svare dem. Hun anede det simpelthen ikke. I fællesskab, og måske lidt med humor havde den ældste kvinde givet hende navnet Laurin. En lille hentydning til, at hun mere lignede en luarin end en raka. Hun havde godt kunne se det morsomme ved dette, og havde givet accept til navnet.
Hovedpinen var forsvundet, og hun var kommet ud af den ødelagte kjole, som hun havde båret på stranden. En pige på hendes egen alder havde været så venlig at låne hende lidt tøj. Kjolen hun bar var simpel, og måske en anelse gammel og slidt. Den bar tydeligt præg af at have været brugt i flere år. Hun var dog i det mindste glad for, at familien ved stranden havde taget så godt imod hende, og vist hende så meget venlighed. Og nu havde de endda sørget for, at hun kunne hjælpe til oppe på den borg, hvor kvinderne i familien arbejdede. Hun havde set glimt af den, når hun havde været nede på stranden for at lede efter sine ejendele i det tilfælde, at de var skyllet op på stranden. Dog havde hun ikke andet end den sønderrevne kjole, som hun var kommet i.
Laurin anede dog ikke, hvordan hun kunne hjælpe på borgen. Husligt arbejde kendte hun ikke særlig meget til, så meget vidste hun. Det med at lægge tøj sammen, eller vakse det i en balje havde hun aldrig prøvet før. Men hun havde lært lidt af det, på de dage hun havde været i hytten. Og nu skulle hun prøve kræfter oppe på borgen.
Den virkede stor og skræmmende, da de nærmede sig den. Hun vidste, at det ikke var første gang hun havde set en borg før. Og mindedes at have set langt større slotte og paladser, end den lille kystborg, der tårnede sig op foran hende nu. Da de kom indenfor, i tjenesteskabets del, herskede der travlhed. Hun blev vist hen til et vaskerum, hvor lagener, pudebetræk og dynebetræk skulle foldes og lægges sammen i forskellige bunker, hvorefter det skulle bringes op på værelserne.
Det var hårdt arbejde. Det indså hun hurtigt. Efter flere timer med at lægge linned sammen, værkede hendes fødder og arme af at stå bøjet over et lavt bord i flere timer. Nu skulle det hele så bringes op på værelserne, hvor hun sammen med en anden pige, skulle komme nyt sengetøj på alle værelserne. Og der var mange.