Svaret af Zoia af Meagmarsk on Sept 30, 2017 21:01:25 GMT
SOLO-POST
Et sted på Kobberøernes kyst, 20. september 528 M. T.
Hendes hoved gjorde ondt. Så frygtelig ondt. Det føltes som om, at det ville kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være. Hun rørte på sig, og forsøgte at løfte sin ene arm, men havde ikke kræfter til det. I stedet opdagede hun, at tømmeret under hende ikke længere vuggede. En lille lyd undslap hendes tørre hals. Læber var sprukne og håret filtret sammen.
Langsomt begyndte hendes øjenlåg at vibrere. Lidt efter lidt åbnede hun øjnene, men lukkede dem straks, da den skarpe sol blændede hende. Det var først nu hendes hjerne begyndte at registrere det, hendes krop for lidt siden havde opdaget. Hvis hendes flåde ikke længere vippede, måtte det betyde, at hun var på land. Forsigtigt åbnede hun det ene øje. Hvor var hun henne?
Igen gav hun en hæs lyd fra sig, og fik med en stor kraftanstrengelse kæmpet sig op at sidde. Hun var træt i hele sin krop. Hun kørte en hånd over sit ansigt, og åbnede nu begge øjne. Der var sand så langt hun kunne se, og det var ike særlig langt. Hendes syn var sløret og det blændende sollys gav hende bare endnu mere hovedpine.
Hun turde ikke rejse sig. Hun kunne knap nok løfte armen, og næsten heller ikke sætte sig op. En lyd i nærheden fik hende til at dreje hovedet. Hvad var det? "Apakah semuanya baik-baik saja?" Hun rynkede panden. "J-je..." Hun kunne næsten ikke få et ord ud. Forsigtigt rømmede hun sig. Så en gang mere. Og igen. Lige indtil der kom en lille kvækkende lyd. "J-jeg forstår ikke," svarede hun, og mens hun talte kom en mand ind i hendes synsfelt. Han lignede... Ikke nogen hun havde set før. Hans hud var mørk, men ikke på samme måde som i Carthak. "Er alt i orden?" Lød mandens stemme igen, denne gang på fællessproget.
Hun lyste op, da hun endelig forstod spørgsmålet. Hun rystede dog på hovedet. "J-jeg... Jeg tror det ikke," svarede hun og kiggede først nu ned af sig selv. Hendes kjole var mildest talt revet fra hinanden, og skjulte kun de mest vitale dele på hendes krop. Hun krøb sammen, og trak knæene helt op til hendes hage. "H-hvor er jeg?" Spurgte hun forsigtigt. "På Kobberøerne naturligvis!" Svarede manden med et smil, inden han piftede, og noget der lignede en hel familie kom ud af buskadset. Mandens svar på hendes spørgsmål havde efterladt hende med en rædselslagen følelse i kroppen. Kobberøerne? Hvordan var det muligt? "Saya telah menemukan seorang gadis muda, dia terlihat seperti seseorang yang telah datang dari laut!" Hun forstod ikke disse ord, og bare det at forsøge at forstå dem, gav hende endnu mere hovedpine. Hun ømmede sig. En af kvinderne fra familien kom hen til hende. "Har du hovedpine?" Spurgte kvinden, og den fremmede pige nikkede. "En forfærdelig en." Svarede hun. "Kom. Vores hytte ligger et stykke inde i skoven. Der har jeg noget mod din hovedpine," sagde kvinden. Pigen nikkede. Det kunne vel ikke skade?
Apakah semuanya baik-baik saja? - Er alt i orden?
Saya telah menemukan seorang gadis muda, dia terlihat seperti seseorang yang telah datang dari laut! - Jeg har fundet en ung pige, hun ligner en, der er kommet fra havet!