Blæsende dag

[Katrina af Legan]

Alycia af Piratklippen

Miki trængte til at blive luftet, så sammen med en anstandsdame pakkede Katrina sig ind i et tyk sjal og en kappe, før hun begav sig ud i Højagers gader. Den hvide skødehund sprang glad af sted og snusede rundt omkring på jorden, imens Katrina gik lidt bag ham og holdt godt fat om kappens hætte, så den ikke blæste af.
Da de var på vej hjemad igen, stødte hun på en kvinde, hun ikke havde set siden Klosterskolen. ”Jamen goddag komtesse Alycia,” hilste hun smilende med et tilhørende nej. ”Det er længe siden sidst.”

[Alycia af Piratklippen]

Alycia havde haft brug for at klare tankerne. Huset havde virket så småt og klaustrofobisk og hun havde derfor besluttet sig for at gå sig en tur. Hun havde derfor pakket sig godt ind, kuldskær som hun var. Hun havde været optaget af egne tanker da hun hørte en velkendt stemme. En stemme hun til sin store fortrydelse ikke havde hørt længe. Dette gjorde da også at et smil voksede frem på hendes læber, til trods for det tungsind der havde villet over hende. "Kometesse Katrina. Det er alt for længe siden" hilste hun og nejede selv. Smilet blev kun større selvom hun prøvede at lægge låg på sin begejstring for at se vendinden.

[Katrina af Legan]

Katrina kaldte Miki til sig, da han var rendt lidt for langt, og han kom spænende tilbage, hvor anstandsdamen var hurtig til at fange ham, så Katrina ikke skulle bekymre sig om det. ”Det er det. Vil du ikke med hjem til mig og drikke lidt te? Det er sådan et forfærdeligt blæsevejr,” foreslog hun smilende. Hun trængte til noget varmt at drikke og måske en nybagt bolle. ”Vi har utvivlsomt meget at samle op på siden sidst.”

[Alycia af Piratklippen]

Alycia smilede og tøvede ikke længe før hun nikkede indvilgende. Hun havde siddet og hængt nok med næbet især efter gårsdagens hændelser og det nyankomne brev. Desuden kunne det sikkert tænkes at veninden kunne give råd. Det havde hun ihvertfald været god til på klosterskolen. "Jeg har ikke hørt et bedre forslag meget længe" sagde hun og lo. Hun så allerede noget forblæst ud så en kop te ville ikke gøre skade. "Det er jeg ikke i tvivl om at vi har" sagde hun, fortsat smilende og gav Miki et kort blik. Den var altså bedårende.

[Katrina af Legan]

Alycia lød enig, så de begav sig hen til Legan-boligen, der heldigvis ikke var langt væk. Det meste af vejen blev brugt på lidt sædvanlig udveksling af høfligheder. Katrina fortalte blandt andet lidt om faderens død, og hvor flot hendes storebror, Niklaus, klarede sit arbejde som baron. Da de kom indenfor i huset, skyndte tjenere sig hen for at tage deres overtøj. ”Hvad med dig? Tager baronen dig under sin vinge?” spurgte hun, siden Alycia jo selv var en arving. Nu hvor hun ikke var på Klosterskole, var hun måske begyndt at blive oplært af sin far? ”Hent noget te. Vi sætter os i vinterstuen,” informerede hun tjenerne og viste så veninden gennem huset.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia kondolorede over faderens død og lykønskede storebrorens succes. Det var dejligt at høre at tingene gik godt tiltrods for deres faders død. Hun lo smilende tjeneren tage overtøjet. "Baronen.. Har travlt med sin baronesse.. Som har travlt med at pointere mine fejl" sagde hun med et skuldertræk. Tingene på hjemmefronten var ikke ligefrem idyliske. "Men jeg håber mine studier på universitetet kan hjælpe.. Selvom jeg må indrømme at jeg gruer for dagen hvor jeg tager over" det havde hun altid gjort. Hun fulgte med veninden igennem huset, stadig smilende. Selv ikke snakken om faren kunne ødelægge gensynsglæden.

[Katrina af Legan]

Det var svært ikke at have ondt af Alycia. Katrina havde heldigvis aldrig skulle bøvle med en stedmor, men hun kunne levende forestille sig, at det var besværligt. ”Hun er sikkert blot irriteret over, at det er dig, der arver. Selv hvis hun bidrager med en familieforøgelse, vil hendes børn ikke komme i nærheden af at arve,” forsøgte hun sig opmuntrende. ”Hun er sikkert bitter.” Det kunne i hvert fald ikke skyldes Alycias evner. Hun var jo intelligent og – så vidt Katrina vidste – ganske hårdtarbejdende. Hm, nu hvor hun tænkte over det ... ”Nå ja, baronessen er fra Stenbjerg, ikke sandt? De har jo heller ikke ry for at bryde sig om kvindelige arvinger.” Det var kun et par år siden, at den nuværende hertug af Stenbjerg havde ændret arveretten, så en datter kun arve lenet – hvis der ikke var en søn. De nåede ind i vinterstuen, og Katrina slog sig ned i en stol.

[Alycia af Piratklippen]

Alycia havde altid været forbløffet over venindens evne til altid at sige det der fik hendes humør op. Hun nikkede samtykkende. Det var sikkert det hun var. "Det kan der selvfølgelig være noget om.. Hun virker ihvertfald ikke til at kunne lide mig. Det er helt sikkert. " der slog nærmest gnister når hun og baronessen var i samme rum.

[Katrina af Legan]

Katrina rystede lidt på hovedet for at udtrykke sin forargelse og dermed støtte op om veninden. ”Forfærdelig kvinde,” medgav hun. Tjenerne kom ind med teen, så da den først var blevet stillet på bordet, viftede Katrina dem ud og skænkede op til dem begge. Det ville blive godt at få lidt at drikke.

[Alycia af Piratklippen]

Det var rart endelig at blive bakket op om. Tristen undveg altid emnet eller sagde hun overdrev. Hendes smil voksede da teen blev stillet på borden. Hun følte sig lidt som en istap efter at havde været ude i blæsten. "Men nok om mig og min forfærdelige stedmor. Hvad sker der i dit liv?" spurgte hun nysgerrigt.

[Katrina af Legan]

Katrina strøg fingrene over koppens porcelæn for at nyde varmen, der sivede ud. Teen var stadig så varm, at hun ikke kunne lægge hånden fladt mod koppen. ”Ikke meget er jeg bange for,” svarede hun med et let smil. ”Siden jeg afsluttede mit studie i litteratur, har jeg ikke haft meget at tage mig til.” Hun skulle ikke arve noget, og mor tog sig af husholdningen, så Katrina havde ikke det store at tage sig til, medmindre mor ønskede hjælp. ”Jeg havde håbet på en forlovelse med arvingen til Trebond, men ...” Hun viftede opgivende med den ene hånd. ”Vi kunne desværre ikke helt nå til enighed om, hvordan tingene skulle udarte sig, så det var et håbløst projekt.” Det ærgrede hende stadig. Hun og Gareth kunne have været et godt par.

[Alycia af Piratklippen]

Hun nikkede imens hun lyttede til det veninden sagde. Hun tog selv sin tekop op. Den varmede dejligt og duften af teen var fantastisk. "Det jeg ked af at høre. I havde sikkert været et godt par" hun trak let på skuldrene. "Har familien eller du så kig på nogle andre eller?"

[Katrina af Legan]

Hun rystede på hovedet. ”Ikke i øjeblikket. Niklaus er endnu ikke kommet hjem – han har jo været i Carthak de sidste par måneder,” fortalte hun med et let suk og tog fat på koppens hank for at løfte den. ”Han bliver sikkert ikke videre glad for at høre, at det ikke lykkedes med Trebond. Men han finder uden tvivl på noget andet.” Selvom der nok ville gå noget tid, før broderen overhovedet gad tænke på den slags. Katrina frygtede, hvordan storebroderen ville være, når han kom hjem.

[Alycia af Piratklippen]

Hun nikkede forstående. "Tja. Så kan du nyde livet alene til festerne sammen med mig. Jeg mangler altid en snakke med om hvor forfærdeligt klædt nogle af dem går. Eller udveksle sladder" sagde hun og smilede opmuntrende til veninden.

[Katrina af Legan]

Hun grinede ved bemærkningen. ”Jamen dog. Jeg ville tro, at der allerede var planer for dig?” Alycia var jo arving og kvinde. Hun forblev næppe ugift meget længere. Men så igen ... Piratklippen var jo en ganske liberal slægt, så måske fik hun mere tid? ”Men jeg ser da altid frem til lidt sladder,” lo hun så. Sådan kunne man let fordrive tiden. Især hvis man ikke havde en kavaler til en fest.