Ret ryg

[Teodorie af Nørland]

Juni måned, 528 M.T. med Christian af Vårfos

Hertugen af Vårfos havde bedt Teo om at tage sig god tid og den opfordring havde hun fulgt. Hun var lidt nervøs for, om hun havde taget sig for god tid. Nu var hendes pagetid helt slut, prøven bestået og hun kunne reelt kalde sig væbner - men for hvem? Det skulle vise sig indenfor ganske kort tid.

Hun havde gelé i benene, som hun bevægede sig gennem paladset og til sidst fandt sig selv udenfor Hertugens gemakker. Hjertet hamrede lidt og da hun forsigtigt bankede på, mente hendes mave også at den lige skulle slå kolbøtter. Det var en udpræget ubehagelig oplevelse.

[Christian af Vårfos]

Det var en tjener der åbnede døren, da en lyshåret page bankede på den. Han betragtede hende ganske kort, inden han åbnede den helt uden et ord. "Page Teodorie er ankommet, Deres Højhed," meddelte han, og lukkede derefter døren. Da Christian kom til syne i døråbningen ind til hans arbejdsværelse, affejede han tjeneren med en enkelt håndbevægelse. Så vendte han opmærksomheden mod den lyshårede page.

"Jeg kan næsten gætte mig til, hvorfor De er her," sagde han med en rolig stemme. "Følg med ind på mit kontor," kommanderede han med en stemme der tydeligt fortalte en, at han var vant til at udstede ordre.

[Teodorie af Nørland]

Hertugens mine afslørede ingenting og Teo ville have bidt i en negl, hvis ellers hun bed negle. I stedet tyggede hun lidt på indersiden af sin kind, efter at have bukket for ham. Uden et pip, fulgte hun med ridderen ind på hans kontor med den mest værdige mine hun selv kunne fremtrylle.

Havde han spurgt en anden væbner? Ville han have ombestemt sig? Burde hun have sagt noget før, tænkt mindre? Hun var lidt distraheret af sin selvdestruktive bevidsthed, som hun trådte over tærsklen til kontoret og selv blev den, der lukkede døren efter dem.

[Christian af Vårfos]

Han gik om på den anden side af skrivebordet, hvor han satte sig i sin behagelige kontorstol. Han gjorde en bevægelse med hånden mod stolen på den anden side af skrivebordet, end der hvor han sad. "Sæt dig," sagde han og foldede derefter sine hænder, og lagde dem på bordet. "Jeg går ud fra, du er kommet for at give mig dit svar?" Spurgte han retorisk, men forventede alligevel et svar.

[Teodorie af Nørland]

Gélebenene bar Teo hele vejen hen til stolen og hun sank ned i den, uden at blamere sig selv. Der var ingen anden vej frem end at se Hertugen i øjnene og klare halsen lidt. Hun var usikker på hvad hendes stemme ville lave af numre ellers.

"Ja, Deres Højhed. Jeg har besluttet mig for, at jeg gerne vil acceptere Deres tilbud, hvis det stadig er muligt. Og jeg vil gerne beklage, at det har taget mig så lang tid."

[Christian af Vårfos]

Han ventede tålmodigt på hendes svar. Uden at kunne se ind i fremtiden som en anden spåkone, havde Christian forventet akkurat det svar hun kom med. At få en hertug til ridderherre var ingen småting. "Godt," sagde han og ignorerede, at hun undskyldte for den lange ventetid. Han trak en skuffe i sit skrivebord ud, og fandt et dokument frem. "Dette er kontrakten, der bliver indgået mellem en ridder og dennes væbner," fortalte han. "Læs den igennem."

[Teodorie af Nørland]

Var der en kontrakt? Hvorfor havde ingen nævne det før? Teo krummede tæerne sammen i støvlerne og følte sig helt uforberedt og ikke så lidt dum. Hun lod dog som det rene ingenting og tog imod pergamentet med slet-ikke-rystende hænder.

"Tak, Deres Højhed," svarede hun nærmest instinktivt, før hendes blik gled ned over siden og læste hurtigt. Hun foretrak ganske vist de mere fysiske fag, men hun havde ingen problemer med at forstå en tekst, heller ikke selvom denne var skrevet i et tørt sprog, normalt forbeholdt mestre på over halvfjerds.

Den unge nordbo veg ikke en mine, men nikkede langsomt, imens hun tog det ind, før hun efter en stund så op på Hertugen og forsøgte sig med et svagt smil. "Hvornår kan jeg skrive under, Sir?"

[Christian af Vårfos]

Mens den lyshårede page sad og læste kontrakten igennem, fandt Christian sit blækhus frem og en fjerpen. Han sad tålmodigt efter Christian-standarder og ventede på, at hun fik læst færdigt. Da hun så op på ham, skubbede han blækhus og fjerpen hen til hende. "Nu," svarede han blot, og forventede tydeligvis ikke, at hun skulle vende indholdet af kontrakten med nogen. Det var en ren standardkontrakt.

[Teodorie af Nørland]

Nu. Han spadserede ikke omkring byggrøden og Teo rankede sig instinktivt en smule, før hun skruede låget af blækhuset og dyppede pennen i det. Hun skottede kort op på sin fremtidige ridderherre, før hun placerede sit navn med nøje, svungne bogstaver og sin skrivemesters stemme klart i baghovedet.

Da hun samlede den lille klud op og tørrede pennespidsen af, tumlede hendes mave lidt rundt og hun vidste ikke lige hvad hun skulle sige efter sådan en livsændrende handling. Hun så dog op på sin ridderherre og afventede yderligere instrukser.

[Christian af Vårfos]

Han så til, mens hun underskrev kontrakten. Han lagde mærke til den måde, hvorpå hun holdt på pennen og hvordan hendes bogstaver tog sig ud på papiret. Han var ikke typen, der lod sin væbner være sjusket med noget som helst. Heller ikke evnen til at skrive. "Godt," sagde han, da hun havde skrevet under.

Han tog kontrakten og fjerpennen, dyppede pennen i blækhuset og satte sin egen underskrift på papiret. Bagefter tørrede han pennen af i kluden. "Og nu det vigteste," kommenterede han. Han tog en klump voks hen til papiret, samt et stearinlys. Så tog han en guldring af, der bar Vårfos' våbenskjold. Med øvelse smeltede han voksen ned på papiret og lavede et aftryk i voksen med guldringen. Papiret var nu underskrevet med deres navne og Vårfos' segl. "Velkommen Teodorie af Nørland. Nu er din tid som væbner officielt begyndt."

[Teodorie af Nørland]

Teo holdt vejret, som Hertugen satte voksseglet på aftalen og hårene på hendes arme strittede under den bløde, velbrugte tunika fra hendes egen tøjkiste. Hun havde ikke haft pageuniformen på siden hun bestod sine prøver, men det var begrænset hvad hun ellers havde af tøj, der passede og ikke var kjoler. Nu kunne hun se frem til at iføre sig Vårfos' farver, som hun skulle bære i fire år. Fire år under den alvorlige mand foran hende. Hun huskede at trække vejret og fik endelig munden på gled.

"Tak, Deres Højhed," faldt det højtideligt i en stemme, der kun rystede en lillebitte smule.

[Christian af Vårfos]

Christian lagde kontrakten ned i sin skrivebordsskuffe, hvor den ville blive liggende de næste fire år. Så skubbede han stolen lidt tilbage og rejste sig op i sin fulde højde. "Du vil få to værelser. Et her på paladset, og et i min bolig i Højager," fortalte han, og trådte væk fra skrivebordet og om på den anden side, hvor Teodorie sad. "Jeg befinder mig meget begge steder. Møderne ved Dronningens Råd kan i visse tilfælde trække ud, og så vælger jeg at overnatte her på paladset,"fortsatte han og lavede en håndbevægelse der indikerede, at hun skulle rejse sig op og følge med ham. "Vi må også hellere lade min sekretær tage dine mål, så skrædderen kan sørge for en væbneruniform til dig." Han så helst ikke, at hun skulle gå i en aflagt uniform fra hans tidligere væbner. Det var uværdigt for dem begge to.

[Teodorie af Nørland]

Teo rejste sig, som hertugen gjorde og skubbede sin stol ind, før hun vendte hovedet mod ham. Hun vidste allerede, at der var et værelse til hende på væbnerfløjen, men det andet var en nyhed. Det slog hende dog ikke ud af kurs. Hun fulgte med ham med kriblen i fingrene over, at være ved at få sin første instruktion af sin ridderherre.

"Ja, Deres Nåde," svarede hun, med hørlig entusiasme. Hun havde slået Vårfos op i bøgerne om heraldik og fundet de brune farver ganske behagelige og dejlig lidt opmærksomhedsvækkende. Faktisk mindede de til dels om Nørlands. "Må jeg spørge hvornår De regner med at vi rejser til Vårfos igen?" Vi. Hun kunne have danset.

[Christian af Vårfos]

Han førte hende ud af kontoret, hvor en ældre herre ventede på dem. Dog stoppede Christian op, da Teodorie tiltalte ham. "Deres Nåde er en tiltale af Grever og Grevinder," påpegede han, med en snert af utilfredshed. "Jeg tiltales Deres Højhed."

Hendes spørgsmål kom ikke bag på ham. "Efter mit bryllup med Prinsesse Catalina de Martell," fortalte han. "Du vil komme til at opleve vinteren i norden igen. Og det store marskland der omringer Vårfos på alle sider." I Christians øjne var det et ganske smukt landskab der omgav hans len.

[Teodorie af Nørland]

Teo havde aldrig problemer med tiltale og da den forkerte for engangs skyld røg ud af hende og det blev opfanget, skiftede hun kulør fra bleg til blegere, med helt højrøde ører. Hun nåede dog kun et spagt "ja, jeg beklager, Deres Højhed," før hertugen var videre og hun selv måtte komme det samme. Heldigvis. Hendes øjne strålede ved tanken om at komme hjem til norden.

"Tillykke med forlovelsen, Sir," tilføjede hun efter et øjebliks tøven. "Hvornår står brylluppet?"