En smuk ung mand

[Kandra Knivkaster]

Ademar de Mantilla

Det havde været en af de få hviledage for truppen, mest pga. den silende regn, som gjorde det umuligt rigtigt at øve til næste forestilling. Kandra havde derfor besluttet at drage en tur til markedet for at se efter nogle nye smykker. Et par nye armbånd kunne umuligt skade. Hun havde fundet nogle vældig fine af slagsen og samtidig også nogle nye tørklæder. Foruden det havde hun købt en lille pose nødder som hun gik og spise af, mens han svansede ned gennem gaderne med mandlige blikke hvilende på sig, ikke at det gjorde hende noget.

Hun nåede sit bestemmelsessted, nemlig Tågelygten, hvor hun gik indenfor. Hun strøg op til baren og lænede sig ind over den med et lille smil og bestilte sig et krus af den gode øl. Da hun havde fået det vendte hun sig om og kiggede efter en plads hun kunne sidde. Lige først for stod et bord der synes at være tomt. Der svansede hun over og satte sig. Fra sin plads kunne hun se det meste af kroen og folkene derinde kunne se hende. Det var ikke fordi hun krævede at blive midtpunkt, men hvis hun nu kunne tjene en skilling, ville der da være til et krus mere.

[Ademar de Mantilla]

Der var intet nyt under solen, disse dage havde været presset da alt for mange møder havde fundet sted. Ademar selv var på ingen måde en mand, som nød disse omstændigheder. Eller jo.. Han elskede det adelige liv, ligeså meget som han elskede det simple liv. Der var ingen grund i hans verden for at skulle opføre sig mere adeligt end borgerligt.
De mange rejser havde givet Ademar en livserfaring, kun få adelige kunne matche. Han havde set verden, lært af verden og ikke mindst elskede med verden. Alle folk havde noget at tilbyde, og på trods af hans faders ord om at forblive en præsentabel person, så elskede han at mænge sig med de normale mennesker. En ny gruppe af soldater var kommet for at passe på ambassadøren for Galla, de roterede regelmæssigt. Soldaterne skulle trods alt også se deres familie, disse nye soldater havde endnu ikke lært Ademars uregelmæssigheder at kende. Derfor havde han trukket dem med ned på Tågelygten. De sad en anelse anspændt et par borde fra ham, og lignede nogle som enten ville slå ham ihjel eller følte at situationen var meget ambivalent.

Ademar selv, sad blandt folk ved et bord i midten og drak et krus øl. Der var en god og varm stemning herinde.
De to vagter var ikke blandt dem, men de havde også forsøgt at få noget normalt tøj på, men så stadigvæk lidt utilpas ud. Ademar vendte rundt imod dem med et venligt blik, og løftede sit krus med øl mod dem. Ademark grinte let, tænk at han skulle have vagter når han var ude. Sandsynligheden for han ville redde dem, var større end hvis de skulle redde ham.
Ademars dybe brune øjnes opmærksomhed blev hurtigt ledt mod en kvinde, som satte sig et bord ved siden af ham. Hurtigt havde hun fået Ademars interesse, så naturligt lod han blikket hvile mod hende. ”De herre, i må have mig undskyldt.” lød det formelt, inde han rejste sig. De ru hænder gled rundt om kanden med øl, hvorefter han tog sit krus og gik med let fulde fødder hen ved bordet ved siden af ham.
”Må jeg sætte mig?” hans accent skar igennem, dog lød han høflig. Et varmt smil efterfulgte hans ord, inde han tog en tår af sin øl. Hans lange hår var redt tilbage med olie, og han havde en enkel fletning i den ene side. Tøjet sad som det skulle, dagens tøj bestod i en grøn tunika med et par mørke hør bukser til, samt et brunt læder bælte.

[Kandra Knivkaster]

Kandra, der havde sat sig ved et bord, havde hurtigt dannet sig et overblik over, hvem der sad omkring hende ved de andre borde. Hun satte den ene fod på stolesædet, så hendes ben på den måde blev bøjet. Foden der nu let kom let til syne under det lange luftige og farvestrålende skørt var dækket af både tåringe og en bred ankelkæde.
Hun kiggede op på manden, der nu stod ved hendes bord, sende ham et smil og trak på skulderen. "Kroe ik min. Hvor De sidde, De bestemme." lød det fra hende med en accent, der var svær at placere. Blikket i hendes lyse blå øjne var dog indbydende og fortalte at hun bestemt intet havde imod selskab.

[Ademar de Mantilla]

Ademar tog plads ved siden af kvinden, hvilken accent. Det lød interessant, kvinden var samtidig en smuk ung dame. Han lagde hovedet på skrå, som han satte sig ned. Kanden med øl blev sat på bordet, og kruset blev sat foran ham.
Et flirtende blik blev mod kvinden foran ham. ”mit navn er Ademar de Mantilla.” sagde han med en varm stemme, som lød indbydende og flirtende. ”Jeg antager de er fra Carthak.” sagde han med et løftet øjenbryn. Ademar havde trods alt rejst i Carthak, han kunne også en del gloser – primært vulgære og flirtende.
”Eller tager jeg fejl?” spurgte han nysgerrigt.

[Kandra Knivkaster]

Det glædede hende nu alligevel at han slog sig ned ved bordet, og hun løftede sit krus til en skål. Det lyseblå øjne hvilede på manden, og man fik det indtryk at han blev gået igennem fra toppen og ned, Så trak hun lidt på smilebåndet, uden at bryde den øjenkontakt hun havde fanget ham i. "Kandra Knivkaster." Fortalte hun ham så. "Jeg fra her og der. De dog rigtig at jeg født i er Carthak." Hun bed mærke i det flirtende blik han sendte, men gav kun diskret lidt igen, han behøvede ikke få det hele på en gang. "De være god menneskekender." Hun lagde det ene ben over det andet, skørtet var stadig lidt trukket op, så man kunne se hendes ankler.

[Ademar de Mantilla]

Ademar havde brugt en del tid i Carthak, og derfor kunne han let høre hvis folk var fra der. De mørkebrune øjne hvilede i hendes lyseblå. ”Knivkaster, siger de?” lød det venligt fra Ademar, som slog over i det lokale sprog i Carthak. ”Er de en form for optræder?” lød det på selvsamme sprog. Ademar prygede sig meget i, at være en mand som var lært og ikke mindst en soldat.

Han rømmede sig engang og tog en tår af sin øl. ”Jeg er et fremragende menneske kender, hvis de spørger mig.” lød det selvsikkert, stærkt efterfulgt af et smil. Ademar lod blikket glide ned over hendes ben, og så op på hende og tog en ekstra tår af øllen. Han lod kruset blive sat på bordet, inde han samlede hænderne og lod dem hvile på det store egetræs bord.

[Kandra Knivkaster]

Kandra trak læberne op i et let flabet smil, uden at det blev upassende, snarere flirtende "Hvis De være fremragende menneskekender, De vide hvad jeg kaster kniv for." ved ordet "Fremragende" Havde hun slået ud med hænderne som enhver tryllekunstner gjorde eller en handelsmand med overbrevende tilbud. Hun grinede lidt og lænede sig tilbage i stolen.

"Du bare snak normalt sprog, jeg godt forstå det." Der var ikke noget hun forstød bedre end andet, og hendes egen tale var en fin lige fordelt blanding af det hele.
Han var en fin ung mand, gangske fornem også. "De være af fin stand?" ville hun vide. Det var altid godt nok lige at sikre sig hvilket samfundsniveau man talte til.

[Ademar de Mantilla]

Ademar så med rolige øjne på hende, han løftede glasset som hun sagde, han burde vide hvad hun lavede. Hun var gøgler, muligvis på et cirkus? Hvem vidste. Ademar betragtede hende let, han måtte erkende hun var en ganske pæn dame.

"Så snakker vi normalt sprog" sagde han med et smil. Normalt sprog, hvilket var en sjov definition af tortallsk.
"Fin stand er måske så meget sagt." lød det fra Ademar uden at afslører hvem han var. "Jeg mangler intet." sagde han med et grin.

[Kandra Knivkaster]

Kandra rynkede lidt på brynene vedhans kommentar. "Så jeg kalde Dem de eller du?" af respekt ville hun gerne have det helt på det rene. Normalt var hun mere til at bruge du, det lød mere venligt, men var han af finere kreds så skulle skik jo holdes.
Hun grinede også lidt over hans kommentar over ikke ikke at mangle noget. "jeg heller intet mangler, men det gør mig ikke mer fornem." hun lod ubevidst en finger køre ned over sine armbånd, så det gav en raslende lydt og tog så kruset for at drikke igen.