Færdig med klosterskolen

[Cierra af Henlov]

Teodorie af Nørland

Slutningen af maj 528 M. T.

Cierra var efter kroningen vendt tilbage til Klosterskolen for at færdiggøre de sidste måneder. Men som hun søgte tilflugt inde i en lille stue i sine forældres hjem, og bandede Corus langt væk, kunne hun godt ønske sig tilbage til Klosterskolen igen. Tristen var irriterende, hendes hjemkomstbal gik ikke efter planen, og hendes moder havde inviteret samtlige familiemedlemmer. Ved Gudinden, selv dem, der knap kunne gå uden deres stok. I det hele taget var det frygtelig kedeligt.

Da hun åbnede døren, og trådte ind, fik hun øje på en lige så lyshåret pige som sig selv. Ganske vidst lidt yngre, men kusinen kunne hun sagtens genkende. "Kusine Teodorie," hilste hun, og lukkede døren efter sig.

[Teodorie af Nørland]

Det var en temmelig uvandt situation for Teo at være til en festlig begivenhed, hvor hun ikke skulle servere mad for gæsterne. Faktisk var det så uvandt, at hun ikke rigtig anede hvad hun skulle foretage sig i stedet. Hun stod og blomstrede lidt, da festens midtpunkt dukkede op foran hende og den unge væbners bryn skød op i genkendelse.

"Cierra," hilste hun, en anelse tøvende, men høfligt nok. Hun havde ikke set kusinen længe og anede ikke rigtig hvilket forhold de havde til hinanden nu. Det forekom hende at være ret meget op til den ældre af de to. "Tillykke med... Forlovelsen."

[Cierra af Henlov]

Hun rømmede sig lidt, og rankede ryggen. Ikke fordi det gjorde hende højere end kusinen, de var nogenlunde lige høje og Cierra havde indset, hun nok ikke ville vokse så meget mere. Hun forsøgte at smile ved lykønskningen, men det blev til et påklistret smil, der absolut ikke nåede hendes øjne. "Jo tak, det... Det er..." Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle beskrive det. Ordet irriterende dukkede op, men det ville alligevel være for uhøfligt at sige sådan om sin forlovede. "Og tillykke med, at din pagetid snart er færdig."

[Teodorie af Nørland]

Måske var det fordi Teo allerede havde mødt Tristen af Piratklippen og kendte Cierra nok til, at kunne regne ud hvor vild hun var med sin forlovede. Måske var hun bare virkelig god til at læse sin kusines ansigtsudtryk. I hvert fald fornemmede hun klart, at det ikke var guld og grønne skove og hun trak svagt på smilebåndet, før hun klarede halsen.

"Tak. Jeg talte netop med Ridder Tristen om det. Pagetidens slutning, mener jeg. Han havde nogen vældig interessante pointer, men måske også nogen... Usædvanlige tanker."

[Cierra af Henlov]

Først troede hun, at Teodorie mente, at Tristen havde talt om forlovelsen, men en lettelse skyllede ind over hendes ansigt, da kusinen uddybede. "Åh," sagde han lavmælt og nikkede. "Ridder Tristen går rundt i en..." Hun slog ud med den ene hånd, for at lede efter det rigtige ord. "I sin egen verden, når det kommer til, hvordan ridderlivet er," fortsatte hun så endelig.

[Teodorie af Nørland]

Teos ene bryn gled op, som kusinen åbent gav udtryk for et træk omkring hendes forlovede, som hun ret tydeligt ikke brød sig om. Hun bed sig lidt i kinden og trak på skuldrene efter et øjeblik.

"Hvordan mener du?"

Og mere interessant - hvad vidste Cierra om ridderlivet?

[Cierra af Henlov]

Hun trak en smule på skuldrene, mens hun langsomt nærmede sig sin kusine. "Det er som om, at han ikke helt kan forstå, hvordan et ridderliv kan hænge sammen med at bestyre et len," sagde hun med en hovedrysten. "Min egen fader og farfader var riddere før de blev lensherrer. Og hvis de kan, hvorfor skulle han ikke kunne?" Hun sukkede lavmælt.

[Teodorie af Nørland]

Lyse bryn trak sig tæt sammen og et øjeblik overvejede Teo om det var Tristen eller Cierra, der ikke forstod. Hun selv havde lært overraskende meget om livet som ridder og lensherre på det sidste og følte sig ganske viis.

"Jeg ved ikke hvordan gemaler har det," konstaterede hun eftertænksomt. "Men jeg ved, at der er nogen lensherrer, som mener at deres tid som aktive riddere er slut. Hertugen af Naxen, eksempelvis." Et glimrende navn at kunne smide, for sådan lige at stive selvfølelsen af. "Andre har det anderledes. Er det fordi han ikke... Er tilfreds med sine fremtidsudsigter i Henlov?" Hun gjorde et nummer ud af at se bekymret, men også en anelse forarget ud på kusinens vegne.

[Cierra af Henlov]

Hun forventede naturligvis, at Tristen deltog aktivt i at drive lenet, som en lensgemal burde. Men hun havde aldrig forlangt, at han skulle indstille sin karriere. "Jeg tror mere, det er fordi han er blevet forlovet," svarede hun og knejsede lidt med nakken. "Om det var blevet Henlov eller et andet len, det tror jeg ikke ville have haft den store betydning." Sådan opfattede hun det trods alt som. "Generelt er han imod et hvert ord, der kommer ud af min mund. Det er som om han ikke engang vil prøve at forstå, hvordan livet i Henlov kan være. Klimaet er ganske vist varmt og solrigt, men vi er ikke barbarer som de vilde fra Scanra."

[Teodorie af Nørland]

Da Scanra blev nævnt, rykkede det lidt i Teos mundvige, men ikke i noget, der kunne forveklses med et smil. Hun tog en enkelt, dyb indånding. "Ridder Tristen er ikke en nordbo," konstaterede han. "Han har vel næppe lige så stor en modvilje imod jeres varme, som nogen af os andre har," bemærkede hun tørt, men også med svag humor.

"Måske er det ikke dig, men det at skulle forloves i det hele taget, der gør ham tvær og uigennemtrængelig?" Hun trak lidt på skuldrene. "Ikke at jeg siger det er en god undskyldning. Han kunne jo starte med at blive voksen, men..."

[Cierra af Henlov]

Hun var endnu mindre nordbo end Tristen var, men valgte ikke at kommentere det. Teodorie vidste udmærket, hvor Henlov lå. Der var flere ugers rejse i vogn mellem deres len. Hun fnøs underholdt i stedet af hendes ord, og nikkede enigt. Hun mente jo, at varmen var langt bedre end kulden.

Til kusinens ord om, at Tristen skulle blive voksen, lo hun kort. "Du lyder som jeg gjorde, da jeg havde mødt ham første gang," sagde hun muntert. "Vil du tro, han kunne knap nok tage sig sammen til at hilse korrekt på mig?" Denne gang var det et forarget fnys hun udstødte.

[Teodorie af Nørland]

Teo trak på skuldrene og rynkede panden lidt over kusinens udfordringer. Hvis ikke hun selv var ved at uddanne sig til ridder, så ville der ikke gå længe før hun selv skulle forloves med en eller anden mand, der kunne hjælpe med at forsvare Nørland. I stedet var alle de overvejelser behageligt skuffet i baggrunden.

"Måske ikke. Jeg tror måske ikke Sir Tristen har allernemmest ved høflige omgangsformer," konstaterede hun, en anelse humoristisk.

[Cierra af Henlov]

Det trak i Cierras mundvige ved Teodories konstatering. "Det vil være synd at sige," sagde hun smilende. "Anden gang vi mødtes, kunne jeg knap nok trække et enkelt ord ud af ham. Og når det endelig skete, så stammede han sig gennem sætningen." Hun rystede på hovedet, men et lille underholdt smil hvilede på hendes smalle læber. "Men fortæl i stedet, om du har fået dig en ridderherre?"

[Teodorie af Nørland]

Der skulle sikkert meget til at imponere Cierra, men eftersom Teo selv synes tanken om en forlovelse var noget af det mest frygtelige hun kunne forestille sig, så havde hun ret stor sympati med kusinen på lige dette punkt. Hun forfulgte det derfor heller ikke, men brummede lidt som indledende reaktion på spørgsmålet.

"Muligvis," svarede hun kryptisk. "Jeg har ikke besluttet mig endnu, men jeg har fået tilbud." Hun rynkede panden lidt. "Det er på en måde lidt som at finde en gemal. Ens ridderherre skulle gerne gøre en til en bedre lensherre..."

[Cierra af Henlov]

Hun tog sig ikke af Teodories reaktion på ordene. Kusinens brummen var reaktion nok. Og hun lod sig stille tilfreds med den.

I stedet løftede hun det ene øjenbryn over kusinens svar. "Virkelig?" Hun havde ikke den fjerneste idé om, hvor vanskeligt det var for en page at få en ridderherre. Men hvis det var lige så vanskeligt som at finde en god gemal... Så kunne hun ikke andet end at håbe, kusinen fik en bedre start på sin væbnertid, end Cierra selv havde fået på ægteskabslivet. "Åh, fortæl endelig, hvem der har givet dig et tilbud!" Bad hun, og var ganske enkelt interesseret. Der var ikke mange, som interesserede hende. Men kusinen var en af de få.