Lang vej igen

[Jonathan af Condia]

Den 14. april, år 525 M.T.

Det var en uge siden den del af den tortallanske hær, der skulle til Rodlund, havde forladt Dannefortet ved grænsen til Tyra. De havde endnu et godt stykke vej at rejse og turen gik ikke via hovedvejen. Den var mere besværlig og burde være mindre befærdet, men krigens komme havde sendt flygtninge helt fra Tyras østlige egne helt tæt på Tortall. Selvom grænserne ikke havde rykket sig siden Marens første indtog, frygtede befolkningen rettelig hvor hurtigt det kunne ændre sig. De kendte til landets skrøbelige forsvar. Fandt Maren først en måde at invadere sumpene på, ville resten af Tyra ikke have en chance. Netop det, havde de dog indtil videre vist sig ude af stand til og Jonathan følte sig endnu temmelig sikker på, at han og hans følge blev sendt til Tyras mest beskyttede sted.

Det, og det tab, der efterlod ham med en tom følelse i maven, havde haft sin indvirkning på hans humør. Hele følget var klar over, at Kronprisen var utilfreds og ud over hvad der var nødvendigt, forsøgte de i al diskretion at undgå at komme på tværs af ham. Ganske fornuftigt af dem, men enormt irriterende for Jonathan, der ikke havde nogen at lade sin irritation gå ud over.

Han stod og betragtede den nyopsatte lejr, hvor telte stadig var ved at blive hejst og bålfade sat i gang, så aftensmaden kunne tilberedes. Havde man ikke anet hvem han var, kunne man stadig ane, at dette var en mand af betydning. Der var en hvis ejerfornemmelse i hans blik – og ganske rigtigt; han kommanderede hele følget under Majestætens ordrer.

T a g :     Emry af Masbo

[Emry af Masbo]

Emry beklagede sig ikke. Han havde forberedt sig på en hård rejse, og havde absolut ikke i sinde at have ondt af sig selv. Han havde ikke lidt noget tab for nyligt, og havde ikke noget i mod ikke at være i krigens centrum. Derfor var han - i modsætningen til kronprinsen - i et noget bedre humør. Dog nagede det ham at se Jonathan på denne måde. Kronprinsens humør havde en effekt på alle andre, især i kraft af, at det var ham der havde kommandoen. Derfor havde han længe overvejet at forsøge at tale med ham. Han havde dog endnu ikke fundet en passende undskyldning, for at komme i tale med ham.

Efter at have grublet hele dagen var Emry kommet frem til at han ville konfrontere ham - undskyldning eller ej. Han var klar til at tage konsekvenserne for sin manglende undskyldning, og klar til at Hans Kongelige Højhed sikkert ikke var specielt venligt stemt lige nu.
Efter at have sørget for at Emrys' telt var blevet slået op, fik han øje på Jonathan der stod og holdt øje med det hele. Der var en vis aura omkring ham, der fik Emry til at genkende ham med det samme.

"Deres Kongelige Højhed" Emry bukkede høfligt. Han vidste ikke helt hvordan han skulle begynde, så han ventede med at sige mere før han kunne fornemme kronprinsens humør. Han vidste at det ville have været klogest ikke at opsøge ham, men det kunne umuligt hjælpe på Jonathans humør, at alle så vidt som muligt prøvede at undgå hans irritationer og dårlige humør.

[Jonathan af Condia]

Jonathans blik fulgte den sidste opsætning, imens han overvejede om han skulle bede om at få bragt mad til sit telt eller spise med mændene. Det sidste var bestemt det mest joviale, men han følte sig ikke videre jovial for tiden. Lede kunne han uden problemer, udstikke ordrer til befalingsmændene og tage beslutninger på et splitsekund. Alt det, der overfladisk krævedes af ham, var intet problem. Ud over det, var der dog en helt anden opgave, som han ikke levede op til. Han skulle lytte til mændene, forstå dem og bekymre sig om deres bekymringer. En konge tilhørte folket og en kronprins måtte gøre det samme – men hvordan skulle han kunne det, når alt han tænkte på var familien derhjemme og det meningsløse i hans tilstedeværelse på landevejen?

Tankerne blev afbrudt af en af ridderne i følget og Jonathan så over på ham, før han bøjede hovedet i anerkendelse af hans hilsen. ”Ridder Emry,” svarede han, før han fremtvang et høfligt smil. Han tog en dyb indånding og kastede endnu et blik ud over lejren. ”Er alt som det skal være?”

[Emry af Masbo]

Emry rystede på hovedet "Det var netop det jeg ville spørge Dem om" Han havde et alvorligt udtryk i ansigtet, og prøvede at fange kronprinsens blik. Selvom man måske ikke kunne kalde Jonathan og Emry for venner som sådan, så nærede Emry stadigvæk venskablige følelser for manden ved hans side. "Det er vidst ikke nogen hemmelighed for Dem, at mændene prøver at holde lav profil. De er bange for at komme Dem på tværs" Emry prøvede at tale så venligt han kunne. Han ønskede ikke at Jonathan følte at han blev angrebet. 
"Men jeg er bekymret" sagde han og så ud over lejren. Han havde erfaret at mænd talte bedst om deres følelser med parallelle blikretninger. Det kunne også være svært at se folk i øjnene, når man var sårbar. Ikke fordi Emry vidste hvad Jonathan tænkte - slet ikke, men han ville hellere være på den sikre side. Han ønskede for alt i verden ikke at Jonathan skulle være vred på ham.

[Jonathan af Condia]

Jonathan så skarpt på Emry. Hans ene øjenbryn blev hævet langsomt og han betragtede manden afventende. En forklaring var på sin plads efter en sådan konstatering og han forventede at den ville komme, uden at han skulle til at bede om den. Da den, selvfølgelig, gjorde det, røg det mørke bryn dog blot endnu længere op og kronprinsen så gennemborende på manden foran sig, selv da han flyttede blikket til lejren.

Langsomt gav Jon sig igen til at lade blikket glide over lejren igen, imens han bearbejdede det ridderen lige havde sagt. Han rynkede panden og krydsede armene over hinanden. ”Bekymret, men ikke bange for at komme mig på tværs?” Han rettede ikke blikket tilbage imod Emry af Masbo, men betragtede i stedet to mænd, der var ved at bygge et bålsted op.

[Emry af Masbo]

Emry havde det fint med at undgå hans blik, for nu. Det kunne umuligt være en behagelig samtale for Jonathan, for det var bestemt ikke behageligt for Emry. Han fulgte mandens blik, og betragtede de to mænd der byggede bålsted op. "Med al respekt.." Emry rettede nu endeligt sit blik mod Jonathan "Jeg er ikke bange for Deres vrede" han overvejede sine næste ord før han sagde: "Men netop i denne situation, har mændende brug for en leder de kan betro sig til, og desuden, så piner det mig at se Dem på denne måde" Det sidste sagde Emry en kende lavt, men venligt. Han nærede venskabelige følelser for manden ved sin side, og det gik ham på at se ham på denne måde. Han håbede at Jonathan ville åbne sig lidt op for ham, men han vidste ikke hvordan kronprinsen følte, og om han blot fandt Emry irriterende. Hvis blot jeg var bedre til denne slags.

[Jonathan af Condia]

Jonathan hævede et øjenbryn og vendte hovedet imod ridderen. Han følte et kort øjeblik en overvældende trang til at himle med øjnene, men undlod. I stedet rynkede han panden alvorligt og betragtede den yngre mand undersøgende. ”De er meget ligefrem, Ridder Emry,” konstaterede han, uden at afsløre hvorvidt det var en positiv eller negativ egenskab i hans øjne.

Han lagde hovedet en anelse på skrå og løftede en hånd for at klø sig i de skægstubbe, der var vokset frem på turen, hvor der ikke var tid til at blive barberet hver eneste dag. ”Har De hørt, at Prins Raouls hustru er død? Udåndede umiddelbart efter, at hun havde født ham en sund og rask dreng. Han har kaldt ham Baird...Hertug Baird af Condia.”

Hans blik var fjernt, som han sagde sin yngste nevøs navn og han så ikke længere på ridderen. Tankerne var tilbage i Corus på hans familie og på Raoul, der nu stod alene med tre børn og alle de opgaver, som Jonathan normalt ville have løst.

[Emry af Masbo]

Han vidste ikke hvordan han skulle fortolke Jonathans udsagn, om at han var ligefrem. Han var bange for at kronprinsen blot ville feje ham til siden hvis han havde været mere forsigtig. Desuden havde kunne han meget bedre lide at være ligefrem og kortfattet, end det ordskvalder, som Emry syntes adelen alt for ofte tyede til. Aennas død var kommet som et chok for Emry "Det gør mig ondt at høre, virkelig" var det eneste han kunne få sagt. Dog var det tydeligt at høre at ridderen virkelig mente det. Emry havde ondt af Jonathan, det havde han virkelig. Og han forbandede situationen langt væk. Det var hårdt at miste nogen man holdt af.
Aennas død havde dårlig timing (havde død nogensinde god timing?), og han forstod udmærket, at Jonathan mest havde lyst til at være i Corus hos sin bror. Havde han været i samme situation, ville han også surmule. På den anden side havde kronprinsen sikkert ikke lyst til at blive ynket, uden at han vidste det.

[Jonathan af Condia]

Jonathans tanker var fjerne og han viftede afværgende med hånden, da Emry udtrykte sin medfølelse. Hele Tortall var i sorg. Aenna havde været en elsket prinsesse, Tortallaner hele vejen igennem og menneskelig helt ind til knoglerne. Han havde holdt af hende, næsten som en søster, bildte han sig ind nu. Eftervirkningerne romantiserede virkeligheden en anelse.

Han tog en dyb indånding og rettede sig ubevidst en anelse op. ”En leder, som de kan betro sig til,” gentog han mandens tidligere ord. En rynke spirede frem på hans pande. ”Hvorfor mener De det, Ridder Emry?”

[Emry af Masbo]

Emry rømmede sig diskret før han talte. "Vi er på vej i krig" startede han og lod blikket vandre over lejeren. "Nogle er - som du og jeg - afklaret med situationen. Vi er trænet til dette, og har prøvet det før. Vi ved hvad der venter os. Men for nogle er dette første gang de skal afsted. Første gang de skal hjemmefra, og måske første gang de skal bruge et sværd i alvor" Han sukkede "Jeg ville blot mene at det ville hjælpe på moralen, men De er måske af en anden opfattelse?"

Han havde et alvorligt udtryk i sine øjne. Emry havde altid bekymret sig om andre, og havde en tildens til at tilsidesætte sine egne behov, hvis det gavnede andre. Han kunne godt forstå at Jonathan ikke kunne lade som om intet var hændt, men det ville være bedre at kronprinsen kunne lade sin frustration gå ud over Emry, hvis det ville betyde et større overskud til følget.

[Jonathan af Condia]

Jonathan lyttede og endte med at smile antydningsvist. Han rystede på hovedet, før han tog en dyb indånding. ”Jeg er ikke mændenes fortrolige eller pylrekone. At højne moralen har desuden ikke den store relevans hvor vi skal hen. Rodlund er en tryg lille rede og mændenes største problem bliver formentlig at vælge hvilken sød lille Tyrabo de skal tilbringe nætterne sammen med.”

Han rynkede panden og trak på skuldrene. ”Jeg skal overveje Deres ord, Ridder Emry. Vil De hente Deres fader og sende ham til mig?”

Det var en afskedshilsen og en ordre, omend den var pænt indpakket. Jonathan nikkede en enkelt gang, før han vendte blikket væk, uden at forvente modsigelse.

[Emry af Masbo]

Selvom der var mere Emry gerne ville sige, affandt han sig med afslutningen på samtalen. Han bukkede for Jonathan af Condia med et skævt smil på sine læber "Javel, det skal jeg gøre" var det eneste han sagde, og lod et sidste blik falde på Jonathan, før han trak sig tilbage. Han håbede at kronprinsen, på trods af Emrys ligefremhed, forstod at det kun var kærligt ment.

Emry gik derfra med hastige skridt, han kunne mærke sulten begynde at melde sig. Han ville finde Piers så hurtigt han kunne, og så pakke sine ting ordentligt ud, så han ville være klar til aftensmaden. Han var lettet over at samtalen med Tortalls kronprins var overstået, og håbede inderligt at deres næste samtale ville omhandle nogle mindre dystre emner.

/afsluttet