Natteravne

[Serena Løveklo]

Amos Søfarer

Det var sent før Serena kom tilbage til Duen den aften. Endnu en blomsterpige var blevet overfaldet og denne gang en af pigerne, hun kendte fra Liljen. Det havde også betydet hun havde været nødt til at opsøge Delia. Det var ikke meget de talte sammen, men siden Serena havde forladt Liljen, var de kommet så meget på talefod igen, at de kunne arbejde sammen.

Hun gik direkte op på førstesalen, efter hurtigt at have noteret sig hvem der var i krostuen - og hvem der ikke var. Fødderne kendte selv vejen til det værelse hun delte med Amos og et lille smil krusede sig på hendes læber, da hun fandt ham siddende ved vinduet da hun lukkede sig ind "Jeg håbede du ikke sov endnu." erklærede hun, lukkede døren bag sig og krydsede rummet hen mod ham, men stoppede på halvejen for at tage sin vams af og slænge den over en af stolene ved bordet.

[Amos Søfarer]

Der var et enkelt sted på kroen. Et enkelt lille vindue i deres værelser, hvor man kunne spotte skibene nede i havnen mellem to rækker af bygninger. Man kunne kun lige se spidsen af mastenene, men fra tid til anden, henfaldt Amos i tanker, mens han sad og så på dem. Den dybe længsel efter havet var begravet på alle andre tidspunkter end i disse øjeblikke og det tog ham derfor et øjeblik at skubbe melankolien væk og vende sig mod Serena med et af de smil, som nærmest var reserveret til hende. "Hvorfor?" spurgte han med en dyb brummen og rejste sig, så han kunne sætte sig hen til bordet igen.

[Serena Løveklo]

Hendes blik søgte ham helt automatisk mens hun tog sit overtøj af, og noget i hans holdning, fik hende til at rynke brynene og skubbe sine egne frustrationer på afstand, bare lidt. Hun mødte ham på halvvejen før han nåede at sætte sig, stoppede lige foran ham og rakte en hånd op, som blev lagt ukarakteristisk blidt mod hans kind "Det kan vente.." bedyrede hun mens et glimt af bekymring sneg sig ind i hendes blik, noget der nærmest kun skete alene med ham "Hvad tynger dig?" hun lod tommelfingeren stryge hans ru kind og et svagt smil krusede sig på hendes læber "Og lad være at sige ingenting. Jeg kan se der er noget."

[Amos Søfarer]

Han fnøs underholdt af hendes kommanderende tone og lagde sit hoved kort mod hendes bløde hånd. "Du ved, hvad det er," svarede han bare. Det var en tilbagevendende begivenhed, som kun var blevet værre og værre over den sidste tid. "Fortæl mig hellere din nyhed," svarede han og gik om bag hende, så han kunne lægge armene om hendes liv og hagen på hendes skulder.

[Serena Løveklo]

Hans underholdte udbrud fik hende til at hæve brynene lidt, men skyggen af et smil spøgte dog stadig på hendes læber.

Det forsvandt da han svarede og de smalle bryn trak sig sammen i stedet for. Hun behøvede ikke svare igen, men tanken plantede altid en træls følelse i maven på hende. En lille tvivl der nagede.

Hun skubbede den fra sig og fremtvang et nyt smil mens hun lænede sig tilbage mod ham med komplet tillid "Der var et overfald mere i aften.. en af Delias piger."

[Amos Søfarer]

Hendes ord fik ham til at hæve et bryn og han strammede momentært grebet om hende. "Endnu et?" Hans stemme var anspændt. "Det kan ikke blive ved på den måde." Problemet var bare, at de ikke vidste, hvem det var, der gik og lavede de der overfald.

[Serena Løveklo]

Hendes hænder lagde sig over hans, da musklerne i hans arme spændtes et øjeblik "Mhm.." brummede hun med et langsomt nik, før hun lod hovedet falde tilbage mod hans skulder og lukkede øjnene med et tungt suk "Nej, men vi har ikke meget at gå ud fra." hun åbnede øjnene igen og stirrede op i loftet med rynkede bryn "Ingen af pigerne har kunnet fortælle noget rigtig brugbart, men det har fanget Hundenes opmærksomhed nu." hun drejede hovedet lidt for at forsøge at se hans ansigt. Det var ikke fordi hun havde så meget imod, at drabanterne gik ind i lige denne sag, men det var altid lidt problematisk, når de begyndte at blive mere opmærksomme end normalt.

[Amos Søfarer]

Hans bryn rynkede sig endnu mere sammen og han kom til at spænde lidt i kroppen. Hundene var ikke ligefrem hans venner. "Måske vi skal gøre noget drastisk og sætte vagter på pigerne? Afskrække angriberne, inden der sker noget?" Det kunne da i hvert fald ikke være ulovligt.

[Serena Løveklo]

Hendes bryn havde trukket sig tænksomt sammen som de stod der, men hun nikkede til hans forslag "Jeg tænkte på noget lignende.." hun drejede hovedet lidt og skævede op mod hans hage "Det var derfor jeg håbede du ikke sov endnu." hun gav hans ene arm et lille klem uden at tænke over det og tog en dyb indånding "Det er længe siden jeg har set Delia så oprørt.. også selvom hun prøvede at skjule det." et lille smil krusede sig på hendes læber "Jeg tror dog det er første gang siden du bortførte mig vi talte sammen uden spydige stikpiller." tilføjede hun halvt drillende, halvt forundret.

[Amos Søfarer]

Han nikkede for sig selv og skulle lige til at sige noget, da hun fortsatte og han kom til at fnyse underholdt. "Bortførte dig..?!" Han rystede opgivende på hovedet og vendte hende om i sine arme, så de kunne møde hinandens blikke. "Så vidt jeg husker, så var det dig, der stak af og mig, der var så venlig at tage dig ind uden varsel?" Hans læber trak sig ud i et skævt smil.

[Serena Løveklo]

Et drillende glimt spillede i hendes blik da han vendte hende mod sig og ødelagde det ellers uskyldige udtryk hun prøvede at stille op "Min hukommelse er måske lidt tåget på det punkt.." begyndte hun mens hun lagde begge hænder mod hans brystkasse udenpå skjorten "..men jeg synes bestemt jeg husker, at nogen opfordrede mig til at.. stikke af." hans sjældne smil gav hende stadig en varm fornemmelse i mellemgulvet og havde gjort det fra første gang deres veje krydsedes.

[Amos Søfarer]

Han fnøs muntert og strammede grebet om hende. "Opfordrede - ja, men du gav mig ingen grund til at tro, at du faktisk ville gøre, som jeg sagde. Du var mere.. Vild.. Dengang." Ordene blev sagt mere som en udfordring end drilleri og deres øjne mødtes kun et splitsekund, inden han havde bukket sig ned og svunget hende over sin ene skulder. Det var lidt omsonst, eftersom der kun var ganske få skridt hen til sengen, men det var trods alt ikke rigtigt pointen.

[Serena Løveklo]

De smalle bryn gled op i en udfordrende gestus "Så du mener ikke jeg er.. vild, læng.." mere nåede hun ikke at sige, før hun med et overrumplet udbrud havnede over hans brede skulder "Din barbar!" protesterede hun, dog med latter i stemmen og vred sig halvhjertet i hans greb for at komme fri.