Gensyn under skyerne (R)

[William af Stenbjerg]

T i l e g n e t :    K a t h e r i n e      T i d :    S e n s o m m e r    5 2 4

William var ikke en tålmodig mand. Så meget var hans rejsekammerater med på, da de efterhånden endelig nærmede sig både Stenbjerg og Domin. Det var kun riddertræningen og hans adelige værdighed, der fik ham til at tage den nogenlunde med ro og der var ikke nogen af mændene, der var i tvivl om at han gerne ville hjem. Eftersom de var enige, gik turen hurtigt og den dag de red gennem porten, virkede folket nærmest overraskede over at se dem.

William svang sig af hesten og overlod den til en stalddreng efter at have givet den et kærligt klap. Han så sig rundt med et tilfredst smil, trak hånden igennem støvet hår og gabte solidt. Det var ikke meget søvn det var blevet til de sidste par dage og han så frem til en blød seng – og en blød kvinde. I det samme hans tanker faldt på Katherine, stod overtjeneren foran ham og han spurgte venligt til alles velbefindende, mest interesseret i hertugindens. Det var dog ikke sædvane at hele familien troppede op for at hilse. Først var det tid til et bad. Desværre.

[Katherine af Stenbjerg]

Det var en alt for ivrig lyd, der havde undsluppet Katherine, da hun modtog Williams brev og hun havde ikke overset det underlige blik, budbringeren var kommet til at sende hende. Hun havde dog været så uendeligt ligeglad, for William var snart tilbage.
Det var ikke kun hendes husbond, der havde fundet at spillereglerne havde ændret sig drastisk. Også hans unge hustru var påvirket af det, og hun havde så ofte fået en albue i siden over de sidste dage - fordi hun havde dagdrømt - at hun var sikker på, at hun ville have et blåt mærke, når hun fik kjolen af.

Det var dog alt sammen ligemeget, og dagene havde kun gjort Katherine endnu mere fjern og utålmodig. Af samme grund havde hun ikke helt kunne dy sig for at tage plads i vindueskarmen med sit sytøj på den dag, William havde forudset at de ville være hjemme. Hun stak hul i fingrene op til flere gange, fordi hun blev distraheret, og da der til sidst kom blod på stoffet, endte hun med at måtte ligge det fra sig og binde sine fingre ind.

I stedet var det blevet til en bog, som hun kun fangede halvdelen af. Heldigvis behøvede hun heller ikke sidde med den længe, før hovslag kunne høres gennem vinduet - som stod på klem - og Katherine løftede hovedet så hurtigt, at det i øjeblik slog et ubehageligt smæld i hendes nakke. Med en ucharmerende grimasse gned hun den lidt, men havde hurtigt glemt alt om det, ved synet af rytterne, der nærmede sig Domin.

Bog kunne være bog, og passende velkomst kunne være passende velkomst. Katherine var ligeglad, samlede kun sit skørt sammen og satte i løb ned af trapperne, med et smil der nåede fra øre til øre.
Hun bemærkede knapt nok Alys, der var på vej op ad trappen og som kaldte efter hende, men fortsatte bare ned med håret hvirvlende efter sig. Der kunne vel intet være galt i at glæde sig til at gense sin ægtemand (som hun langt om længe havde forelsket sig i), og det var netop, hvad hun gjorde.

Kun i et øjeblik stoppede hun på toppen af de trapper, der ledte ned til indgangsporten. Katherine var forpustet, men det gjorde absolut intet, som William øjeblikket efter trådte ind igennem de massive døre. Med kjole og hår flyvende omkring sig, strøg hun ned af de sidste trin og uden meget advarsel, kastede hun sig i armene på den hjemvendte hertug.

[William af Stenbjerg]

William var fulgt af overtjeneren, snakkende løs om Domins tilstand, da han trådte ind i selve borgen. Han behøvede ikke at bede om et bad – det var allerede ved at blive gjort klar, fik han at vide. Tilfreds med den nyhed, så han op ved lyden af hastige skridt på trappen og fik øje på en smuk ung kvinde, der strøg direkte ned af trinnene og kastede sig i hans favn. En overrasket lyd forlod ham og han var et sekund om at reagere og lukke armene om hendes skikkelse med en munter latter. Overtjeneren så ganske vist chokeret ud, men hans herre var dybt ligeglad for en gangs skyld.

Han svingede hende rundt en enkelt gang, så de store skørt blafrede, før han satte hende fra sig på gulvet, tog hendes ansigt mellem sine hænder og plantede et ømt kys på de fyldige små læber. Det virkede ikke som nok, men det blev nødt til at være det og han nøjedes med at stjæle sig til et enkelt, flygtigt et mere, før han trak den ene hånd til sig og strøg hende over kinden med den andens tommel. ”Hertuginde Stenbjerg,” hilste han mildt og stadig smilende. Ved alle Guder, hvor var hun smuk med røde kinder og hastigt åndedræt.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine ænsede knapt nok overtjeneren ved siden af William. Hendes opmærksomhed var fuldt ud på den hjemvendte ridder, og i løbet af få øjeblikke havde hun kastet armene omkring halsen på ham, med en dæmpet latter. Den fortsatte da han snurrede hende rundt, og uvilkårligt strammede hun grebet lidt, med sommerfuglene virrende hyperaktivt rundt i mellemgulvet.

Hendes fødder nåede knapt mere end at røre gulvet, før hendes ansigt var i Williams hænder og han kyssede hende, så hun i et øjeblik var i tvivl om, hvorvidt hendes knæ ville give efter. Det gjorde de dog ikke, og i stedet smilede hun fra øre til øre, med den ene hånd lukket omkring hans, som den lå mod hendes kind.

Katherines blik glimtede lige dele varmt og spøgefuldt, som hun svarede "William," i samme tonefald, som han havde brugt. Hendes anden hånd, prydet af de yndige klædestykker hun havde bundet om mere end en enkelt finger efter uheld med nålen, var endt mod hans brystkasse. Ringbrynjen var ru mod hendes fingre, selv gennem stoffet og hun havde grundigt mistet pusten, da hun uforvarende havde kastet sig selv ind imod den.

Det var først nu, at Katherine lagde mærke til overtjeneren og hun rømmede sig en enkelt gang med et svagt, anerkendende nik (der mistede lidt effekt, ved at hendes hår havde revet sig løs under løbeturen og hun stadig trak vejret tungt).
Hun tog sig dog ikke videre af det, men så i stedet tilbage på William og daskede let til hans brystkasse. "Nu håber jeg ikke for dig, at du har planlagt at tage afsted allerede i morgen igen, hertug Stenbjerg." Blikket var påtaget skrapt, og fuldkommen uden effekt (ret meget spoleret af, at det trak tydeligt i hendes mundvige).

[William af Stenbjerg]

Williams øjne smilede ned til Katherine, som hun sagde hans navn. Hele sceneriet var upassende, men den gamle overtjener havde utvivlsomt set værre. Da en indbundet hånd endte imod hans brystkasse, løftede han sin egen frie hånd og lagde den over den, kun for at lægge mærke til klæderne og se spørgende ned på hende. Før han kunne få svar på grunden til dem, havde den lille dame dog åbnet munden og trukket sine fingre løs, for at tjatte til ham.

Begge hans øjenbryn røg lidt længere op og et sekund var han overrasket. Så gjaldede hans latter igen og han rystede på hovedet. ”Nej, det var bestemt ikke planen, du lille,” svarede han drillende, før han alligevel plantede et kys på hendes pande. ”Jeg kan jo se, at du kommer til skade, når jeg er væk.” Han tog hendes hånd, hævede den og rynkede panden lidt. ”Hvad har du nu lavet? Stukket dig på brombærbuskene?” Det drillende glimt i hans øjne var ikke til at tage fejl af, da han plantede et kys på et ledigt sted og slap hånden efterfølgende.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine kunne alligevel ikke kæmpe imod smilet, da William lo. I stedet blottede hun tandrækken og så vældig tilfreds ud, selv med lukkede øjne, da han plantede et kys mod hendes pande. Smilet var skam heller ikke forsvundet fra hendes øjne, selvom hun i et øjeblik så forvirret ud, da hun åbnede dem, indtil han forklarede sig selv ved at tage hendes hånd.
Et fnys undslap Katherine og hun viftede affærdigende i luften med den ene hånd, som hun halvhjertet surmulede. "Jeg kan ikke gøre for, at det er så umuligt at arbejde med synåle! De smutter, og man ved aldrig, hvor man har dem henne." Selvom hun i et splitsekund havde set småirriteret ud - over netop nålene - kom hun hurtigt til at smile igen, og tog en dyb indånding, langt om længe ved at få pusten.

"Desuden -" fortsatte hun med et svagt anklagende blik, der komplet blev spoleret af en kortvarig, lettere stakåndet latter. "- kommer jeg værre til skade, nu hvor du er hjemme. Av. Det gør jeg aldrig igen, når du har den ting på." Hun tog sig til mellemgulvet, hvor hun havde givet sig selv en grundig mavepuster, og skulede halvhjertet til Williams ringbrynje, før hun måtte smile lettere spøgende op mod ham igen.

[William af Stenbjerg]

William så småskeptisk på Katherine med en munter trækning i den ene mundvig. Han vidste ikke meget om syarbejde, selvom det til tider kunne have været nyttigt i felten, hvor der ikke altid var en syerske til at ordne sprukkent tøj. Af samme grund kommenterede han ikke på problemet, men nøjedes med at forestille sig at kysse hver og en af hendes fingre og hele vejen op af hendes arm...

… En rømmen forlod ham, som han vågnede op til virkeligheden og så overrasket på hende. Et øjeblik var han brødebetynget, men så blinkede han til hende og strøg hende let over håret. ”Nej, du må passe på,” konstaterede han, før han fik skævet til overtjeneren. ”Fortæl enkehertuginden, at jeg er hjemme,” bad han manden, som straks forlod dem med et buk. ”Du har ikke besøg i denne uge, vel?” Hans fingre lagde sig imod Katherines mave og han lænede panden imod hendes. ”Jeg har tænkt på dig.”

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine var svagt bevidst om, at hun fik sagt utroligt meget mere end William, og hun ville nok være blevet pinligt berørt over det, hvis ikke han havde distraheret hende, ved at stryge hende let over håret. I stedet bed hun ned i sin underlæbe for at kvæle et smil, da hun drejede hovedet i retning af tjeneren og nikkede svagt.

Så var blikket tilbage på William, og hendes mellemgulv trak sig mærkbart sammen en enkelt gang over kombinationen af hans ord, fingrene mod hendes mave og hans pande, der endte hvilende mod hendes.

Katherine glemte pludselig alt om at ivre drillesyge (det skete, når hun var i godt humør) kommentarer afsted. I stedet smilede hun klædeligt, og pillede let ved kanten på hans tunika. "Nej," lød det simple svar, og en spids hjørnetand fangede i et øjeblik underlæben igen.
Smilet voksede sig dog næsten frem med det samme alligevel, og Katherine tog sig ikke engang i et øjeblik af, at William ikke ligefrem duftede... Nyvasket. Det var uden betydning lige nu. "Jeg har også tænkt på dig. Og savnet dig."

[William af Stenbjerg]

William smilede ned til sin unge hustru, strøg hende over maven og blottede sine tænder, da hun benægtede at være ude af stand til at modtage ham den samme aften. Tilfredsheden var åbenlys i hans blik og han kyssede hende på den spidse næsetip, før han rettede sig op igen og slap et suk.

”Du er smuk, Katherine.” Han strøg hende over kinden og så fortrydelig ud. ”Men der er et bad, der kalder på mig, pligter bagefter... Jeg skulle hilse på min hustru, mor og fætters familie, ikke?” Han hævede begge øjenbryn en smule og bød hende sin arm. ”Gå med mig.”

Uden at forvente reelle modsigelser – selv med hende fik han vist oftest sin vilje – gav han sig til at gå op af trappen. Han betragtede hendes profil og smilede for sig selv. ”Fortæl mig hvad der er sket siden jeg tog af sted. Genhusningen af ofrene gik godt, antager jeg?”

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine mimrede let med næsen, da William plantede et kys imod den og modstod fristelsen til at gnide den kildrende fornemmelse væk.
I stedet fnøs hun muntert og tog imod den tilbudte arm, med et smil spillende over de smalle læber. "Du trænger også til et bad, hertug Stenbjerg," kommenterede hun skruppelløst, uden videre bekymring for eventuelle fornærmelser. Det var ikke en løgn, og i øvrigt mente hun selv, at hun var i sin gode ret - som hans hustru.

Med den frie hånd løftede hun op i skørterne, evigt frustreret over, hvor besværlige de var. Især på trapper. Hun undlod dog at beklage sig over det (det var for det meste forbeholdt Alys), og lyttede i stedet til Williams ord.

Heldigvis tog det også hendes opmærksomhed fra de enerverende beklædningsgenstande, og fik i stedet et varmt smil til at brede sig over hendes ansigt. "Så godt som det kunne være gået. Bagerens kone - hun har det smukkeste, rødbrune hår - fødte tvillingesønner to nætter senere. Smukke drenge, rødhårede begge to. Det bragte gejsten tilbage hos mange, nyt liv... Og møllerens søn annoncerede sin forlovelse med snedkerens yngste datter." Katherine smilede henført, og havde selv været langt mere optaget af og bekymret for borgernes sindelag, end de tabte ejendele og hjem. Alligevel tilføjede hun: "De har alle sammen tag over hovedet igen. Kildevang er snart på fødderne."
Hun nikkede bekræftende for sig selv (og havde halvt glemt, at hun egentlig snakkede med William), med et uendeligt varmt smil, som nåede helt op i de brune øjne.

[William af Stenbjerg]

William lyste op i et bredt smil og fnøs en enkelt gang over sin hustrus uforskammethed. Han kommenterede dog ikke på den, men tilbød hende blot sin arm og begyndte at gå op af trapperne. Imens de gik, lyttede han til hendes fortælling og den iver hun gengav de små historier med mindede ham om hvordan han for ganske kort tid siden var blevet tvunget til at indse, at hun ikke var kold som is. Han lagde sin frie hånd over hendes, smilede lidt og nikkede. ”Godt,” kommenterede han simpelt, men med tilfredshed. Blikket slap hende igen og han var stille det sidste øjeblik inden de nåede toppen af trappen. ”Jeg beklager, at vores børn ikke får rødt hår...”

Et drillende smil trak i hans mundvige, som han kneb øjnene lidt sammen og rømmede sig. Han fortsatte hen af gangen med en relativt påtrængende tanke og overvejede i flere øjeblikke, før han satte ord på det. ”Katherine? Ville du betragte det som nedværdigende, hvis jeg bad dig vaske mig?”

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine fortalte med vellyst, og kunne være fortsat efter et lille ophold, hvis ikke Williams ene, tilfredse ord havde stoppet hende i det. Det mindede hende på, at det jo var ham der gik ved siden af hende, og ikke Alys eller en anden tjenestepige, som hun kunne snakke et øre af. Svag farve steg op i hendes kinder, næppe synligt og hun var, som William, stille indtil de nåede toppen af trappen.

Ordene fra ham var ikke just forventede, og hun drejede hovedet for at se på ham med mild overraskelse i blikket. Øjeblikket efter var smilet dog tilbage over hendes læber, og hun gav hans arm et let klem. "Men hvis vi er heldige, får de absolut ustyrlige krøller..." Hertuginden skævede op mod sin husbond, med et svagt drillende smil, men med et blik der alligevel afslørede, at hun mente det ganske alvorligt. Tænderne fandt underlæben, som hun hurtigt efter så tilbage mod gangen, uden helt at kunne lade være med at forestille sig små, krølhårede børn, som l-

Katherine blev afbrudt i sine tanker, og et øjeblik lignede hun en, der var blevet taget med fingrene i sukkerskålen. Det var dog snart væk igen, og hun var lige ved forvirret at spørge William, om han ikke kunne vaske sig selv - før hun kom i tanke om, hvad han havde sagt, dagen før han tog afsted.
Farven steg op i Katherines kinder igen og hun måtte kvæle et fnis (det lykkedes ikke helt til perfektion). Af samme grund, kunne hun intet gøre for at se ganske nonchalant op på ham, som det ellers var intentionen (hun smilede stadig, så det glimtede i de nøddebrune øjne).

Flere sommerfugle flagrede rundt i hendes mellemgulv, men denne gang blev hun ved med at se på ham. "Bestemt ikke. Måske skulle jeg dog skifte til noget... Mindre, først. Skørter kommer så let i vejen."
Smilet var næsten, næsten, udfordrende og antydende, men ikke uden at Katherines kinder brændte svagt og hun igen måtte se væk, med tænderne begravet i underlæben. Hun rømmede sig lavmælt, med blikket rettet fremad. "Upraktisk, William. Meget... Upraktisk."

[William af Stenbjerg]

William undlod at svare Katherine og nøjedes med at trække en anelse på smilebåndet, før det var væk igen. Han gik og tænkte lidt over det løfte han havde givet hende om vinteren inden han blev kaldt væk til Corus og efter et par øjeblikkes gang i tavshed, brød han den igen. Han så ned på hende og et smil krusede hans læber over farven i hendes kinder, før en munter lyd fik ham til at hæve det ene øjenbryn. Han fulgte med i hendes lettere fascinerende minespil med relativ tålmodighed, så afventende ned i de mørke øjne og fnøs underholdt, da hun fik svaret.

Han trak på skuldrene, men der var et glimt i hans blik af noget uendelig ikke-ligegyldigt og det blev siddende, selvom hun rettede blikke frem. ”Mmh,” brummede han enigt. ”Omend... Der er vel... Underskørter under alt det der.” Han kastede et enkelt sideblik ned over hendes fornemme kjole og tænkte sig til kniplingerne og det lyse (gennemsigtige) stof indenunder. Udsat for vand vidste han af erfaring at det klæbede til huden og mere eller mindre tiggede om at blive trukket af. Han rettede blikket frem og bed det påtrængende smil i sig. Hvornår havde Katherine i det hele taget lært at flirte?

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine vidste ikke fuldt ud, hvad det var hun begav sig ud i. Det havde dog aldrig nogensinde hindret hende, og af samme grund fortsatte hun sit forsøg på en åben invitation. Hans svar forhindrede hende da også i at opretholde et neutralt ansigtsudtryk, som hun uvilkårligt kom til at smile afslørende.
En lavmælt rømmen undslap hende, før hun nikkede bekræftende, uden at se op på ham. Hendes ansigtsudtryk var dog tydeligt tilfreds, og mod forventning, fik hun ikke travlt med at rødme eller at se ned i gulvet.

Personligt hadede hun de store skørter. Bevares, hun nød en smuk kjole til banketter eller et bal, men dem havde der ikke just været overflod af, mens hun havde boet i Stenbjerg. Den sidste gang, det reelt havde været vigtigt for hende at iklæde sig en pæn kjole (skønt hun på daværende tidspunkt, ville have brændt den, hvis hun kunne være sluppet afsted med det) var til sit bryllup. Katherines tanker vandrede fra det bad hun havde lovet William at hjælpe til med, til tanken om at kunne få lov til at gå i hoser og skjorte hver evig eneste dag, og hvor fantastisk befriende det ville være at kunne nøjes med et brystbind, i stedet for ubehagelige snører og tykke lag...

Katherines tankestrøm blev effektivt afbrudt af, at de i mellemtiden var nået frem til Williams gemakker, og uvilkårligt tabte hun et skridt (svagt uelegant).

[William af Stenbjerg]

Williams tanker vandrede også, men ikke helt til samme sted som Katherine. Det overordnede emne – hendes tøj – var dog det samme på begge bølgelængder. Mentalt havde han allerede klædt hendes lille skikkelse af til underskørterne og forudså hvordan de ville se ud på hende i gennemblødt tilstand. Af samme grund hvilede et yderst tilfredst smil på hans ansigt, da de nåede hans gemakker og hans blik flyttede sig til hertuginden med et drillende glimt i øjet over hendes klodsethed. Han trak sin hånd til sig for at skubbe døren op, lukkede den i igen efter hende og plantede et kys på hendes kind, før han bad hende vente netop der.

Et par øjeblikke senere kom en tjenestepige ud fra den dør han var forsvandt ind af. Hun nejede ærbødigt for hertuginden med et glimt af både nysgerrighed og overraskelse i blikket og forsvandt ud af kontoret. Der gik et minuts tid eller to før Williams stemme lød fra hans sovegemakker. ”Av for...” Han ømmede sig højlydt, før en latter fulgte.

Endnu et halvt minut efter stak hertugen hovedet ind på et kontoret og tilkastede Katherine et muntert blik. ”Medmindre du har tænkt dig at gå hen og blive fornuftig nu, så tag at komme herind.” Han trak sig væk fra døråbningen igen uden at vente på hende, sendte en tanke til tjenestefolket og supplerede det voldsomt varme bad med indholdet af et iskoldt vaskefad. ”... De havde tilsyneladende forestillet sig at servere deres herre til aftensmad i en god, varm stuvning,” fortalte han sit publikum på en, før han vendte sig imod hende med let hævede øjenbryn. Ringbrynjen var blevet afhjulpet ham sammen med den farverige klædning ud over den og han stod tilbage i sine løse hoser og hvide skjorte, femten kilo lettere.