Svaret af Prunella af Trebond on Aug 8, 2017 16:50:55 GMT
Prunella så op, da det bankede på døren. Hun sad velbehageligt i en stue så hinsides i hjemmet som muligt og drak te. Hun var kommet ind fra et længere ridt, huden var rosa og humøret helt i top efter at hun var blevet gjort i stand igen. Hun havde været varm, svedig og blodet havde dunket i hele kroppen.
Hun lagde roligt sin bog fra sig uden at lukke den sammen, men sagde ingenting. Der blev ikke banket igen, tjeneren bebudede blot forstyrrelsen ved at banke på og ville ikke vente på tilladelse, før han kom ind kort efter. Det var ikke tonen her i huset, selvom Pruella yndede at udfordre tjenestefolkene på alle leder og kanter alt efter humør. Det passede sjældent hendes moder, men hvad hun ikke vidste, havde særligt Prunella ikke ondt af. Hun smilede let og så ud til at more sig, da hun mødte Lennarts blik efter et lille buk som hilsen fra hans side. Prunella lænede sig afventende frem og drak en mundfuld af sin te. Den var blevet kølig. Gad vide, hvor lang tid hun havde siddet her? Hun måtte have glemt tiden, da hun åbnede bogen.
"Der er besked til Dem, nådigfrøken," sagde han og rakte en lille sammenfoldet seddel til hende. Et øjenbryn sprang op i overraskelse og hun spidsede læberne af ægte nysgerrighed, da hun tog i mod det. "Tak, Lennart," sagde hun venligt og ignorerede ham derefter. Han blev stående kortvarigt, men forlod så igen rummet og lod hende alene. Hun holdt sedlen i sin hånd, indtil han gik og så på den. Det var uventet, men ikke det første brev eller besked, hun havde fået, og hun mærkede nederst i sin mave, at uafsluttede bekendtskaber rørte på sig i en kildende fornemmelse helt ud i tåspidserne. Så åbnede hun den, læste den hurtigt og bed sig i kinden for ikke at smile bredt, selvom hun var alene, og hele verden var ligeglad. De er vedholdende, Kieran af Stensbjerg...
Hun rørte på sig og lænede sig nu tænksomt tilbage uden helt at finde to i sin krop. Hun vidste ikke, om det var så klogt alting taget i betragtning. Hun var netop vendt hjem velvidende at hendes familie lå i forhandlinger om et parti, men måske var det netop det, der afgjorde sagen... Der var ikke mange muligheder tilbage for at spille uskyldigt spil. Som om hendes lege nogensinde havde været uskyldige. Hun foldede sedlen sammen og gemte den væk i en lomme. Fredag... Skulle hun svare? Hvad skulle hun svare, spurgte hun sig selv, selvom hendes hjerte allerede kendte svaret. Hun lukkede bogen tungt i og rejste sig. Fra en pult ved et af vinduerne hentede hun papir og pen og gav sig til at skrive uden eftertanke.