Svaret af Prunella af Trebond on Aug 5, 2017 17:49:06 GMT
Et hårdt bump vækkede Prunella, der havde slumret under vognens rytmiske bevægelser. Selvom hun følte sig opløftet af at vende tilbage til Corus, så havde begejtringen altså ikke holdt hjemturen ud. Hun så ud og sukkede let. De var netop kørt igennem byens nordlige port. Det gav hende sommerfugle i maven. Murene lukkede hende ikke længere inde, men bød hende tværtimod velkommen hjem.
Det havde været et anstrengende ophold derhjemme. Ikke fordi der var sket noget - der var tværtimod ikke sket noget som helst. Det var usædvanligt. Hendes moder havde ligefrem holdt sig lidt på afstand og været til at trække vejret omkring. Hun havde ellers gjort til sit livs mål at suge ilten ud af ethvert rum, Prunella befandt sig i. Hun himlede med øjnene alene ved tanken. Det havde bare ikke gjort den store forskel forstået på den måde, at som dagene havde sneglet sig afsted, begyndte Prunella at blive mere og mere bekymret og irriteret over, hvad denne tomhed skyldtes. Til sidst havde hun barmhjertiget sig og afsløret, at der var kommet et tilbud på bordet. Hvem ville hun ikke ud med, eller den mindste oplysning for den sags skyld. Det irriterede Prunella grusomt, men lige meget hjalp det. Hun havde også udfrittet tjenestefolkene, men ingen ville sige noget.
Nu var hun på vej til Corus med flere spørgsmål, end hun brød sig om. Hun glædede sig nu til at vende tilbage og genoptage det sociale liv, og de mennesker hun rent faktisk var begyndt at knytte bånd til. Hvem skulle have troet det? Et smil strejfede hendes ansigt som et bølgeskvulp og efterlod et mildt udtryk. Hun følte sig mat og rolig. Hun malede ingen skyer røde, men heller ikke sorte. Der blev mumlet løfter i hendes øre med sommerens komme og hun glædede sig til de lyse nætter i Corus. Hvem kunne vide, hvilke eventyr hun kunne nå, inden portene lukkede sig helt i?