Dagen

[Amelia af Perlegab]

James af Perlegab

Amelia kunne ikke ligefrem påstå, at hun var i et godt humør, men hun sørgede trods alt for at fremstå sådan. En brud der sad i et hjørne og surmulede hele aftenen ville reflektere dårligt på familien, og det ønskede hun i det mindste ikke.
Festlighederne hjalp også på det. Selve håndfæstningen var overstået, og nu handlede det bare om at danse og nyde selskabet. Hun gjorde sit ypperste for ikke at tænke for meget over, hvad der skulle se efter festen. Faktisk var det hårdt nok at spille lykkeligt par, når hun og Jamie var tvunget til at danse med hinanden. Jamie, som tydeligvis hellere ville danse med alle de andre kvinder ved festen, og Amelia, der hellere ville have brugt hele aftenen på at sidde og sladre med sine veninder.
Men festen var livlig. Hverken Amelia eller Jamie havde involveret sig i planlægningen, så det var hovedsaligt deres forældre og så grevinden af Disart, som kunne tage æren for den smukke festsal og de mange glade gæster.
For Amelia blev festglæden dog lidt dæmpet, når hun og Jamie hele tiden var nødt til at gå rundt sammen ved festen. De var netop blev færdige med at takke greveparret fra Bugtvig for deres tilstedeværelse og bevægede sig videre gennem mængden af gæster. ”Jeg trænger til noget frisk luft,” bemærkede Amelia med sit sukkersøde smil. Det, som hun havde brugt det meste om dagen, og som efterhånden fik hendes kinder og mundvige til at gøre ondt.

[James af Perlegab]

Jamie var måske ikke ligefrem i dårligt humør. Han havde vidst at denne dag ville komme og han havde kendt datoen i et stykke tid.. Og selvom han ikke rigtigt var vild med det liv, som ventede ham nu, så var han aldrig typen til at kede sig til en fest. Og dette var trods alt en fest. Derfor undslap han sig Amelia med jævne mellemrum og hyggede sig med de gæster, han kendte. I hvert fald, indtil en af hans forældre - eller engang imellem en vagt - var over ham for at få ham hen til sin hustru igen.

Han havde bemærket det falske smil på Amelia's ansigt af flere omgange. Mest fordi han rent faktisk en enkelt gang eller to, havde set et rigtigt smil fra hende og derfor vidste, hvordan det så ud. Så da hun forlangte frisk luft, trak han bare på skuldrene og vidste, at han var nødt til at gå med derud. "Så lad os gå derud," svarede han roligt og pegede på dørene ud til haven med en finger. På vejen fik han hevet to glas med sig, hvoraf han gav det ene til hende.

[Amelia af Perlegab]

De gik ud på terrassen, og Amelia kastede et blik rundt. Her var ingen gæster i øjeblikket, så hun slap Jamie og tog en dyb indånding af den kølige aftenluft. Himlen var endnu lys i horisonten. Hun tog imod glasset fra Jamie og satte sig på en bænk. ”Festen er ganske god,” bemærkede hun. Deres forældre – og Iliane – havde tydeligvis gjort et godt stykke arbejde på den front.

[James af Perlegab]

Han lod hende trække sig væk, mens han - ikke for første gang den aften - tænkte på, hvordan hun mon ville se ud nøgen. I hans seng. Han drak lidt af sit glas og fandt, at for hvert glas han fik indenbords, glædede han sig mere og mere til det. "Det er den bestemt," svarede han og stod endnu en tid blot og kiggede på hende, mens han prøvede at gætte. Måske havde hun skønhedspletter? "Du burde forsøge at hygge dig lidt mere til den," fortsatte han så. "Tænk på, at du i det mindste kommer ud af dine forældres hus nu."

[Amelia af Perlegab]

Hun sukkede af hans ord. ”Hvis jeg nyder den for meget, bliver Iliane bare selvtilfreds,” svarede hun. Hun ville ikke give kusinen noget som helst indtryk af, at hun hyggede sig. Hun hævede sit glas og nippede til vinen. ”Men ja, det er vel rart at være kommet væk fra huset.” Det var begyndt at blive uudholdeligt. Hun havde ikke lyst til at være vred på sin forældre, så måske ville hun få det lidt bedre med dem nu.

[James af Perlegab]

Jamie satte sig endelig ned ved siden af hende. Han satte sig dog med et ben på hver side af bænken, så han sad med front mod hende i stedet for at sætte sig normalt. "Du går alt for meget op i, hvad Iliane tænker," svarede han så med et lille grin. "Vinder hun måske ikke også, hvis du er sur og tvær og derfor får en dårlig aften ud af det?" spurgte han retorisk. "Nyd det i stedet og nyd, at hun nu ikke længere kan bestemme over dig. Det må da være en sejr i sig selv?" Han drak igen af sit glas.

[Amelia af Perlegab]

”Fordi hun er en strigle, og hun skal ikke vinde,” svarede hun lavmælt for at undgå at blive overhørt. Hun holdt en pause fra vinen og skævede til ham, da han satte sig. Bare for at være lidt på vagt. De havde godt nok allerede kysset et par gange i løbet af festlighederne, fordi det var påkrævet, men hun havde det stadig underligt med det. ”Og nej, hun vil have, at jeg er glad og tilfreds, så hun vinder ikke, hvis jeg er utilfreds.” Iliane gik jo bare og ventede på, at Amelia skulle blive lykkelig, så hun rigtig kunne komme med en af de der selvtilfredse ’Hvad sagde jeg?’-kommentarer. Jamie havde dog igen en pointe. ”Ja, det er selvfølgelig rigtigt,” medgav hun. ”Hvad med dig?” Det var vist nok Iliane-snak. ”Du har lige fået en væbner, ikke? Planlægger du nogle udstationeringer, som jeg bør kende til?”

[James af Perlegab]

Hun endte med at give ham ret og han smilede skævt, indtil hun - meget pludseligt - skiftede emne og han sad et øjeblik og bare så forvirret på hende. "Skifter du emne, fordi du ikke vil risikere, at jeg kysser dig igen?" spurgte han med en rynke mellem brynene. Hvad kunne ellers have fået hende til at gribe efter så desperat et samtaleemne?

[Amelia af Perlegab]

Hun spidsede utilfreds læberne en smule. ”Du skulle forestille at være min husbond nu,” påpegede hun. ”Så bør jeg vel udvise noget interesse, ikke sandt?” Det havde absolut intet med kysset at gøre. Hun burde bare vide, hvad hans skema var, når nu de var gift. Det ville virke underligt, hvis hun ikke anede, hvad han foretog sig. ”Desuden er jeg ikke bange for dig,” fnøs hun og så fornærmet væk.

[James af Perlegab]

Hendes begrundelse var jo rimelig nok, men Jamie fandt stadig, at det var et noget forceret øjeblik at give sig til at stille den slags spørgsmål på. Hvorfor lige nu? Hendes fornærmede tone fik ham til at grine skævt og han løftede begge øjenbryn i en overrasket mine. "Nå det siger du?" drillede han spydigt. "Jamen så vend ansigtet denne vej igen og lad mig kysse dig," udfordrede han. Det var jo ikke ligefrem som om, de ikke skulle gøre meget værre senere på aftenen.

[Amelia af Perlegab]

Hun burde have vidst, at han ville forsøge at udnytte situationen. Hun rykkede lidt væk på bænken og skævede mistænksomt til ham. Her var ingen publikum, så hun stolede ikke rigtig på, at han ville opføre sig ordentligt. Hvilket måske var en dum tanke, når nu de var gift. De måtte godt være intime, når de var alene. For Amelia føltes det bare stadig grænseoverskridende. ”Det ser jeg ingen grund til,” svarede hun med et skuldertræk.

[James af Perlegab]

Stædig som altid. Jamie sukkede teatralsk og rullede med øjnene. "Så jeg kan gå ud fra, at du foretrækker at gennemgå alle stadier af en bryllupsnat på samme tid i stedet for at starte langsomt ud?" spurgte han ironisk og lettere irritabelt. "Jamen, så må du da også selv om det." Han rejste sig og rettede på sit tøj for at gå ind igen. Han havde ikke tænkt sig at bruge en ellers ganske hyggelig aften med at tilfredsstille hendes luner.

[Amelia af Perlegab]

Hun blev ligbleg i ansigtet, da han nævnte bryllupsnatten. Det var stadig en tanke, hun helst ikke ville have overhovedet. Hun skyndte sig at bunde sit glas vin og rejste sig op fra bænken. Ordene sad fast i halsen på hende, så hun fulgte blot med ham ind til festen igen. Hun havde brug for meget mere vin, så hun fik straks en tjener til at fylde sit glas, da de kom indenfor. Vin hjalp på nerverne, ik? Det håbede hun.

[James af Perlegab]

Irritationen gled af ham igen, da han så, hvor nervøs hun blev. Det morede ham og han besluttede sig for, at han ville drille hende så meget som muligt aftenen igennem, bare så han kunne se hende blive nervøs igen. Derfor søgte han heller ikke omgående væk fra hende, da de kom ind igen. "Havde du glemt det?" spurgte han lavmælt drillende, netop som Adrian's bror kom hen for at lykønske dem sammen med sin hustru.

[Amelia af Perlegab]

Hun svarede ham ikke, siden arvingen til Dunlath kom over til dem. Hun sagde dog heller ikke rigtig noget til ham og hans hustru ud over at komme med en lavmælt hilsen. Så forsøgte hun at fokusere på at drikke sin vin. Den her kjole strammede godt nok lige pludselig. Måske skulle hun gå ud for at få noget frisk luft igen. Men gulvet gyngede under hendes fødder, så hun turde ikke give slip på Jamie. I blanding af nervøsitet og panik drak hun lidt mere vin og forsøgte at holde sit åndedræt normalt.