Stille aften

[Murray af Naxen]

Vania af Naxen

Himlen var lettere overskyet, da Murray kom hjem fra en aftengåtur. Det havde været en lang dag efterhånden, og han satte kurs ned mod den stue, hvor Vania som regel satte sig i aftentimerne. Han trængte til lidt afslapning, selvom det var svært for tiden. Presset voksede mod dem for hver måned, der gled forbi. Hvorfor var der ikke sket noget endnu? Han skubbede helbrederens ord om komplikationer ud af hovedet, før han åbnede døren til stuen. Vania havde det sikkert også forfærdeligt, og det hjalp ikke noget, at han viste sin bekymring. ”Har du set noget til Ermelia her til aften?” spurgte han, imens han sank ned at sidde i sin stol. Kusinen var ikke til stede, men nu brugte hun også meget af sin tid på at surmule over Murrays valg om at holde hende fra faderen.

[Vania af Naxen]

Vania sad i en stol ved vinduet og så ud over det lette tusmørke, mens hun broderede endnu et lille billede af Naxen. Det var blevet hendes nye ting. Hun broderede borgen hjemme i Naxen fra alle retninger og puttede det på puder, som efterhånden var at finde i næsten alle rum i huset. Hun så op og smilede, da Murray kom ind - godt og grundigt distraheret af sit komplicerede stykke arbejde. "Ikke i aften, nej," svarede hun roligt. "Skal du bruge hende til noget?"

[Murray af Naxen]

Han hældte et glas whisky op til sig selv og lidt til Vania i tilfælde af, at hun også ville have et glas. Hun så dog noget opslugt ud af sit håndarbejde. ”Nej, jeg overvejede bare, om hun mon sidder og surmuler på sit værelse igen.” Han rystede lidt på hovedet ved tanken. ”Jeg håbede, hun ville bløde lidt mere op efter hendes introduktion til hoffet.” Det havde trods alt været en storslået fest!

[Vania af Naxen]

Hun lod broderiet synke ned i skødet og smilede forsikrende til ham. "Hun skal nok vende rundt," forsøgte hun at trøste. "Hun er bare.. Ung og forvirret..." Hun sukkede let. "Og alt for umoden til at forstå, hvorfor hun skal være så langt væk fra ham, som hun kan." Det var hun og Murray helt enige i.

[Murray af Naxen]

Han brummede lidt til hendes ord. Hun havde jo ret. Ermelia var vel bare i en besværlig alder. Han havde ikke ligefrem nogen erfaring med at håndtere unge komtesser. ”Forhåbentlig har du ret.” Han ville foretrække det, hvis Ermelia i det mindste kunne nyde sin tid her i huset. ”I det mindste så hun ud til at være på god fod med sin forlovede. De fik vist en bedre start end os ...” Et skævt smil viste alligevel ved tanken om det første møde med Vania.

[Vania af Naxen]

Hun kom til at grine lidt ved mindet og rejste sig op for at gå hen til ham. Hun lagde armene om halsen på ham og lod sig glide ned at sidde på hans skød, inden hun kyssede ham. "Du var også en værre barbar," drillede hun og sukkede let. "Jeg er bare glad for, at det trods alt var dig, jeg endte sammen med. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre mand." Hun lænede sig ind til hans stærke skikkelse.

[Murray af Naxen]

Han fnøs fornøjet og lagde armene om hende. ”Hvem var det lige, der bestemte sig for at udvandre? Du er bare sur over, at jeg vandt den omgang,” drillede han og strøg hånden over hendes ryg. Hun havde vist sig at være en hidsigprop lige fra starten af, men det passede ham fint. ”Jeg kunne ikke ønske mig en bedre hustru.” Han kyssede hende på kinden.

[Vania af Naxen]

Hun fnøs - halvt underholdt og halvt trodsigt. Som om han nogensinde havde vundet noget som helst. Hun smilede dog stadig bredt - lykkelig over at de havde det så godt sammen, som de havde. Og med den tanke indfandt en lille dump smerte sig også og hun sukkede let med ansigtet gemt ind mod hans hals. "Hvor længe kan vi blive ved med at forsøge på denne måde uden... Jeg mener bare.. Der er gået måneder, Murray. Hvad skal vi gøre?"

[Murray af Naxen]

Han nussede hende i håret med et par fingre og indåndede duften af hendes parfume. Det var alt sammen ganske idyllisk, indtil hun bragte det uundgåelige emne på banen. Bekymringen lå tykt i hendes ord, og han knugede hende lidt tættere. ”Kan du huske, da jeg nævnte det med ... mulige problemer?” sagde han. ”Måske er det ved at være på tide, at vi finder ud af, om der virkelig er noget galt ...” Det var ikke en behagelig tanke, men de burde i det mindste vide det.

[Vania af Naxen]

Hun nikkede og elskede ham endnu mere for at holde så tæt om hende, som han gjorde. "Det synes jeg. Alt denne.. Usikkerhed.. Uvidenhed.. Det er for hårdt. Selv hvis det er..." Hun fik en klump i halsen og brugte et øjeblik på at synke den. "Selv hvis det er dårlige nyheder.. Så tror jeg, at jeg vil foretrække at vide det." Hun kunne ikke lægge planer, hvis hun ikke kendte fakta. Og det gjorde det hårdt for hende.

[Murray af Naxen]

Han nikkede lidt. Det ville være bedst bare at få det her overstået. Forhåbentlig var der ikke noget galt. Han kunne slet ikke forestille sig, at der var et eller andet egentligt problem. Det var bare svært ... Det lykkedes før eller senere. ”Vi kan tale med helbrederen, når vi hver især har tid i morgen,” foreslog han. Så ville de vide det før i morgen aften, og så var alt denne usikkerhed overstået.

[Vania af Naxen]

Hun nikkede og trak vejret dybt ind. Imorgen ville de vide, hvor de stod. "Det er en aftale." Hun sukkede igen og kyssede ham på halsen. "Uanset.. Uanset hvad. Så elsker jeg dig." Hendes stemme var lille og forsigtig. Tænk nu, hvis hendes krop var for gammel til at blive gravid...

[Murray af Naxen]

Han hævede hendes hage lidt, så han kunne kysse hende på munden. ”Jeg elsker også dig,” lovede han. Selv hvis Vania ikke kunne få børn, ville han aldrig kunne drømme om at forlade hende. Hun var perfekt for ham. ”Lad os hellere tænke på noget andet i aften.” Det nyttede ikke noget at bekymre sig mere.

Den næste dag forløb forholdsvis normalt. Tjenestefolkene trissede rundt for at ordne, og Murray og Vania passede deres pligter. Den eneste afvigelse var snakken med familiens helbreder. En snak der ikke gik, som den burde. Han kunne ikke ...
Efter nyheden satte han sig ind på sit arbejdsværelse i et forsøg på at fortsætte sit arbejde, men pludselig føltes det fuldstændig formålsløst. Hvad sad han og gjorde alt det her for, når han ikke kunne udføre det allervigtigste opgave? I stedet for at arbejde endte han med at hælde glas efter glas op til sig selv fra den flaske whisky, der stod på arbejdsværelset. I sidste ende udeblev han fra aftensmaden. Han kunne ikke tage sig sammen til andet end at sidde bag sit skrivebord med et glas og hovedet hvilende i hænderne. Det her kunne ikke være virkeligt...

[Vania af Naxen]

Vania havde gået med en nervøs klump i maven hele dagen. Hun havde været distræt og klodset og ufokuseret - lige indtil det tidspunkt, hvor hun skulle tale med helbrederen. Og da den samtale var færdig, var hun mere lettet, end hun før havde prøvet. Hun havde været sikker på, at der var noget galt med hende. Hun havde næsten accepteret det på forhånd. Men der var ingenting og hun kunne ikke vente med at fortælle de gode nyheder til Murray under aftensmaden!

Han kom bare ikke. Hun spiste en smule... Startede endda ind på hovedretten, men halvvejs igennem lagde hun bestikket fra sig og gik ud for at finde ham - en ubehagelig forudanelse i mellemgulvet. Hun fandt ham på arbejdsværelset og gik hen til ham - bange for, hvad han havde at fortælle hende. "Murray?" Hun lod sin ene hånds fingre glide gennem det tykke mørke hår. "Murray. Fortæl mig, hvad der er galt." Der var en bestemt tone i hendes stemme, som hun håbede, ville trænge gennem den rus, han tydeligvis havde påført sig selv.

[Murray af Naxen]

Han kom først lidt til sig selv, da Vania talte til ham. Langsomt hævede han ansigtet lidt for at se på hende. ”...” Han rystede på hovedet. Hvordan skulle han kunne sige det højt? Kunne hun da ikke bare regne det ud selv?! Han hævede glasset for at tømme det, og rystede så igen på hovedet. Det var ikke til at holde ud. Hvordan kunne han fejle på denne måde? Hvad måtte mor ikke tænke om ham ...