Det gik stærkt

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia
10. marts 528 M. T.

Efter natten med tyveriet af Juvelen var deres forhold blevet forebedret. Det var ikke som det var inden... Men de var sammen igen, og det var noget der havde beroliget Pendrima. Naturligvis havde de ligget sammen efter den nat. Men samtidig havde Joreth haft travlt, og hun lod ham ofte blot falde i søvn, når han kom hjem. Han trængte til det.

I mellemtiden havde hun sine egne tanker at brydes med. Som sommeren nærmede sig, nærmede hun også sin afslutning på universitetet. En milepæl i hendes liv, nu hvor hun havde fundet sin husbond.

Samtidig var der det med hendes blødning. Som ikke kom. Selvom hun havde forventet det. Hun havde ventet og ventet, men måtte til sidst indse, at den udeblev. Hun kendte tegnene nu. Hun havde oplevet dem før. De var dog mildere, og hun tog det roligt. Det forsøgte hun i hvert fald. Men denne morgen var hun blevet i sengen, efter Joreth var stået op. Hun var træt og ventede et besøg fra helbrederen.

Efter Joreth havde forladt deres gemakker, var helbrederen ankommet. Og undersøgelserne gik i gang. For Der var ingen tvivl. Hertuginden havde undfanget, men det skabte bekymring. For var det sundt så kort tid efter, især når hendes krop endnu ikke havde taget den mængde på, som hun havde tabt under sin sygdom. Pendrima var blind for disse bekymringer. For et år siden havde det næsten ødelagt hendes verden at blive med barn, nu ønskede hun det.

Helbrederens undersøgelse var kun lige blevet afsluttet, da hendes kammerpige informerede Pendrima om, at Joreth var på vej tilbage. Uden at tænke fornuftigt, strøg hun ud af sengen. Kun iført natkjole og ud på gangen. "Joreth!" Udbrød hun og begyndte at løbe ham i møde. Da hun næsten var henne ved ham, nåede hun ikke af løfte natkjolen nok op, så hun snublede i dens skørt. Et skinger gisp undslap helbrederens læber. "Deres Højhed! Pas på barnet!"

[Joreth af Condia]

Inderkredsen omkring den nyligt kronede konge, var stadig i højeste alarmberedskab og havde nu været det over en måned. De var ikke kommet ret meget videre i opklaringen af sagen med Herredømmets Juvel og det fik alles nerver til at være lidt på højkant. På samme tid var det dog blevet hverdag igen og livet gik videre både på og udenfor paladset. Også i hans eget privatliv var der kommet lidt mere ro på, selvom ro nok næppe var det rigtige ord. I hvert fald lod våbenhvilen mellem ham selv omg Pendrima til nu at være permanent.

Han havde ikke været væk så længe og var heller ikke færdig for dagen da han måtte tilbage til sine gemakker for at hente nogle ting han havde fået brug for. Det gav også en pause i arbejde, og en sådan var velkommen.

Før han nåede gemakkerne, gik døren til dem op - og Pendrima kom styrtende ud, stadig i natkjole. Han rynkede brynene misbilligende, men de var heldigvis alene på gangen. Hvad tænkte hun på? Sådan at styrte ud på gangen i sit nattøj. Netop natkjolen var skyld i hun snublede netop som hun nåede op til ham. Instinktivt tog han et par hurtige skridt frem og nåede at fange hende før hun landede på stengulvet "Hvad la.." nåede han at vrisse, før helbrederens formaning nåede ham. Han stoppede og så overrumplet ned på sin hustru et øjeblik. Så strammedes hans kæbe og uden et ord bøjede han sig ned, og fejede hende op i armene. Lange skridt førte ham det korte stykke hen til døren og han passerede helbrederen uden så meget som at se på vedkommende. Han gav heller ingen chance for at følge med ind igen, da han skubbede døren i bag sig med den ene fod og fortsatte ind i soveværelset, hvor han lagde Pendrima fra sig i sengen "Er det sandt?" krævede han, med et ulæseligt udtryk, men satte sig på kanten af sengen ved siden af hende.

[Pendrima af Condia]

Hun havde været for ivrig. Det indså hun i det øjeblik, hun mærkede natkjolen komme i vejen og hun mistede et trin. Hendes glade ansigt blev ændret til et fyldt med rædsel i de få sekunder det tog, før hun var i Joreths arme. Hun lagde hovedet mod hans skulder og følte en pludselig lyst til at græde. Hun kunne...

Hun reagerede ikke, da han fejede hende op fra gulvet og bar hende ind i deres værelse. Hun klamrede sig til ham, mens hun hørte døren blive skubbet i. Det gav et lille sæt i hende. Men så blev hun lagt ned i sengen.

Med store og våde øjne så hun op i hans ansigt. Som altid kunne hun ikke læse ham. Hun løftede sig op fra sengen og satte sig på hug ved siden af ham. "Ja," hviskede hun og lagde hans hånd på sin mave. "Mærk selv." Hun forsøgte stadigvæk at afsøge hans ansigt, for at se om det ville vise bare noget af den samme glæde som hun følte. "Men..." Hun slog blikket ned og bed sig i underlæben. "Helbrederen er bekymret."

[Joreth af Condia]

Han var flintrende ligeglad med helbrederen, der nu måtte stå på den modsatte side af den lukkede dør. Det var et problem han ville tage fat i senere. Nu sad han der på sengekanten og havde for et øjeblik glemt alt om den stjålne ædelsten. Han lod hende tage sin hånd, selvom han måtte bekæmpe impulsen til at trække den til sig, da hun lagde den mod sit mellemgulv. Alt for mange ting han langt hellere ville glemme kom boblende op til overfladen. ..men du har lovet hende at prøve..

Han tog en dyb indånding, uden at have kaldt sin gave til hjælp for at få bekræftet hvad hun allerede havde bekræftet. Hun ville ikke lyve om lige det. Så meget var han overbevist om "Hvorfor?" spurgte han simpelt og så afventende på hende.

[Pendrima af Condia]

Hun fik ikke den respons hun havde håbet på. Langt fra. Hun havde troet, at han ville blive glad for nyheden. Hun trak sig lidt væk fra ham og så ned på dynen, som de sad på. "Hun er bekymret for, om min krop kan holde til det," svarede hun, og gik ud fra, at det var det han mente. Og ikke hvorfor hun var med barn. Hun havde ikke ligefrem planlagt det. Nærmere tværtimod.

"Og at min vægt ikke er, som den burde være," hun havde været langt mere optaget af, at hun havde været i stand til at undfange igen. "Er du ikke... Jeg troede..." Hun trak sig lidt længere væk og lagde sine arme beskyttende omkring kroppen.

[Joreth af Condia]

Han betragtede hende med let rynkede bryn, mens hun blot bekræftede det han allerede frygtede. Mentalt tampede han sig selv for bare at have regnet med, hun var begyndt at bære sin amulet igen efter..

Han skød tanken fra sig og åndede tungt ud igen, mens han rakte ud og lagde en hånd over hendes fod med skyggen af et smil "Bekymret for dig.. jo, det er jeg." han vidste han drejede hendes mening lidt, men han havde lovet hende at spille med åbne kort og selvom han måske ikke sagde alt der gik igennem hovedet på ham lige der, var det mere åbent end han ellers var villig til at være.

[Pendrima af Condia]

For hvert sekund der gik, skar stilheden lidt mere igennem den glæde, hun havde følt for så kort tid siden. Hun snøftede og løftede en hånd op, for at tørre en vildfaren tåre væk.

Ved hans ord, så hun op på ham. Han var i det mindste ikke vred. Hun snøftede igen og gjorde så det stik modsatte af, hvad hun havde gjort lige før. Hun kravlede hen til ham og op på hans skød, så hun kunne ligge hovedet ind mod hans skulder. "Det skal nok gå. Jeg..." Hun tog en dyb indånding. "Jeg stopper min uddannelse og koncentrerer mig om at passe på, og ikke overanstrenge mig," hun kunne jo altid tage de sidste par måneder lidt senere.

[Joreth af Condia]

Han trak hånden til sig da hun flyttede på sig, men lod hende krybe op på sit skød uden protester. Han havde aldrig været putte-typen, men han havde i det mindste lært, at Pendrima var det og de fleste gange føjede han hende. Nu var en af dem og han lagde en arm fast omkring hende, mens han lænede kinden mod hendes lyse hår "Lover du mig det?" spurgte han efter nogle lange øjeblikkes stilhed. Han kunne ikke ændre på at hun var med barn igen. Ikke uden at rive kløften mellem dem op igen.

[Pendrima af Condia]

Hendes snøften blev stoppet, da han lagde en arm omkring hende. Hun nikkede. "Det lover jeg. Jeg skal nok holde mig i ro," lovede hun og bad inderligt til, at det nok skulle gå denne her gang. At der ikke ville ske noget med hende, eller barnet. "Og jeg skal nok sige til hvis... Jeg ikke har det godt," sagde hun så og tog en dyb indånding. "Det skal nok gå. Jeg er sikker på, at der ikke sker noget." Hun ville ikke tro andet.

[Joreth af Condia]

Han lyttede tavst og nikkede til hendes løfter, egentlig ikke i tvivl om hun ville holde dem. Det fjernede dog ikke bekymringen der knudrede sig sammen i hans mellemgulv, hvor hårdt han end forsøgte at undertrykke det "Så ligger resten i Gudindens hænder." brummede han og overgav sig. Han vidste hun ønskede det. Han vidste at det var hendes pligt at føde en arving til Marmist og med det blev det også hans pligt - selvom den så kunne koste ham hende "Jeg finder dig en ny helbreder... der kan finde ud af at holde munden lukket." fortsatte han, uden nogen tegn på spøg. Han ville desuden være langt mere rolig, hvis han selv havde valgt den helbreder der skulle følge hendes graviditet.

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede. Ja. De kunne kun bede til, at Gudinden var dem nådig, og lod hende beholde både liv og barn. Da han nævnte helbrederen krympede Pendrima sig lidt. "Jeg burde ikke være løbet ud til dig," forsøgte hun at undskylde. "Men jeg kunne ikke lade være med at blive glad." Hvilket var den stik modsatte reaktion af, hvad der var sket for næsten et år siden. Der havde hun næsten grædt ved tanken om at være med barn.

[Joreth af Condia]

Han løftede hovedet for at kunne plante et kys mod hendes hår "Du har lov at være glad." konstaterede han simpelt og fortsatte før hun nåede at bryde ind "Men jeg har ikke brug for en helbreder med løs tunge - uanset situationen. Det var dig der skulle have fortalt mig det her. Desuden fortjener du den bedste, ikke en middelmådig kvaksalver."

[Pendrima af Condia]

Det berolige hende, at han mente hun havde ret til at være glad. Hun bøjede hovedet lidt tilbage og så op på ham. "Det var derfor jeg løb ud til dig. Jeg kunne ikke vente," hun havde trods alt lige fået beskeden selv, da han var kommet gående op ad gangen. "Kvaksalver... Vil du finde en? En som måske også... Kan give mig noget, så jeg kan få min appetit igen?" Indtil videre havde den været minimal. Og vægten gik i perioder nedad igen, selvom hun forsøgte at spise. "Hvis jeg måske får noget... Fyld på kroppen, kunne jeg måske bedre klare det?"

[Joreth af Condia]

Han mødte hende blik med et lille smil, men sagde ikke noget da hun fortsatte. Ikke lige med det samme i hvert fald. Ikke før han havde fundet noget andet at sige, end at hun måtte presse sig selv og spise selvom hun ikke følte for det. Han tvivlede på at nogen helbreder ville have et middel der kunne give nogen appetit, men måske behøvede det ikke reelt set virke - så længe hun bare troede det gjorde det.

Så han nikkede "Jeg skal gøre mit bedste." lovede han, rakte op med den frie hånd og strøg en rødblond krølle om bag hendes ene øre "Hvis du gør dit."

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede. "Det lover jeg," hviskede hun og lukkede øjnene, mens hun lod sit hoved hvile mod hans skulder. Hun lagde en hånd på sin mave, der naturligvis ikke var begyndt at vokse endnu. Hun var akkurat lige så tynd, som hun havde været i flere måneder. "Jeg vil helst, hvis det kun er os to der ved det," hun ville ikke give folk falske forhåbninger om noget.