Svaret af Pendrima af Condia on May 20, 2017 15:49:44 GMT
Joreth af Condia
10. marts 528 M. T.
Efter natten med tyveriet af Juvelen var deres forhold blevet forebedret. Det var ikke som det var inden... Men de var sammen igen, og det var noget der havde beroliget Pendrima. Naturligvis havde de ligget sammen efter den nat. Men samtidig havde Joreth haft travlt, og hun lod ham ofte blot falde i søvn, når han kom hjem. Han trængte til det.
I mellemtiden havde hun sine egne tanker at brydes med. Som sommeren nærmede sig, nærmede hun også sin afslutning på universitetet. En milepæl i hendes liv, nu hvor hun havde fundet sin husbond.
Samtidig var der det med hendes blødning. Som ikke kom. Selvom hun havde forventet det. Hun havde ventet og ventet, men måtte til sidst indse, at den udeblev. Hun kendte tegnene nu. Hun havde oplevet dem før. De var dog mildere, og hun tog det roligt. Det forsøgte hun i hvert fald. Men denne morgen var hun blevet i sengen, efter Joreth var stået op. Hun var træt og ventede et besøg fra helbrederen.
Efter Joreth havde forladt deres gemakker, var helbrederen ankommet. Og undersøgelserne gik i gang. For Der var ingen tvivl. Hertuginden havde undfanget, men det skabte bekymring. For var det sundt så kort tid efter, især når hendes krop endnu ikke havde taget den mængde på, som hun havde tabt under sin sygdom. Pendrima var blind for disse bekymringer. For et år siden havde det næsten ødelagt hendes verden at blive med barn, nu ønskede hun det.
Helbrederens undersøgelse var kun lige blevet afsluttet, da hendes kammerpige informerede Pendrima om, at Joreth var på vej tilbage. Uden at tænke fornuftigt, strøg hun ud af sengen. Kun iført natkjole og ud på gangen. "Joreth!" Udbrød hun og begyndte at løbe ham i møde. Da hun næsten var henne ved ham, nåede hun ikke af løfte natkjolen nok op, så hun snublede i dens skørt. Et skinger gisp undslap helbrederens læber. "Deres Højhed! Pas på barnet!"