Ben i næsen

[Gisela af Condia]

Vivienne af Genlith

Under kroningen havde Gisela lært op til flere kvinder at kende. Hun havde naturligvis startet med dem der var af hertugslægt. Og under disse samtaler var hun stødt på den lyshårede kvinde Vivienne af Genlith, som hun havde fattet interesse for. Kvinden, der var en del år ældre end Gisela selv, lod til at have en erfaring med livet og dens strabadser, som tiltalte prinsessens sind.

Hun havde derfor inviteret Vivienne hen på paladset til te i en af de små stuer. For hvordan lærte man ellers andre folk at kende? Og eftersom Raoul brugte flere timer i sit arbejdsværelse i løbet af dagen, fandt hun det ikke særlig belejligt, at holde teselskab i deres stue. Hun brød sig ikke om, at hendes mand skulle høre, hvad de snakkede om, og hun brød sig ikke om at kvinderne skulle snage i hendes mands sager.

Der var dækket op efter alle kunstens regler i teselskab. At der i hendes kølvand også stod en ring af tjenere for at opvarte dem, lod hun sig ikke mærke med. Sådan havde hun haft det siden hun blev født. Selvom hun ikke var prinsesse af føderet, så var hun vokset op i et hertugdømme, og havde fået en opdragelse derefter. Tjenestefolk var til for at gøre hendes hverdag lettere, og for at hun ikke skulle tage stilling til de små ting, såsom at hælde sin egen te op i koppen.

Det eneste der manglede, var hendes gæst.

[Vivienne af Genlith]

Det havde måske ikke lige været en del af Viviennes planer, at hun skulle op på paladset lige denne dag, men når en prinsesse inviterede, så afslog man ikke. Man ændrede sine planer så de passede - med mindre man selv var royal og over hende i rang. Så det havde hun gjort.

Det gjorde hende nu ikke helt så meget, for på samme tid var det en ære at blive udvalgt på den måde - især når hun ingen bånd havde til prinsessen gennem slægt og familie. Hvad der havde fået den yngre marener til at give hende en invitation var hun nysgerrig efter at finde ud af, mens hun blev ført gennem paladsets gange og ført ind i en - efter paladsets standart - mindre stue "Deres Kongelige Højhed." hilste hun prinsessen og sank ubesværet ned i en respektfuld nejen så snart hun var indenfor døren.

[Gisela af Condia]

Gisela så op, da en tjener annoncerede, at Nådigfrue Vivienne var ankommet. Hun rejste sig op fra den sofa hun havde siddet i, samtidig med at den lyshårede kvinde blev vist ind i rummet. Hun lod Vivienne hilse først, inden hun gengældte. "Nådigfrue Vivienne," sagde hun og nejede let, som det nu passede sig for en prinsesse at neje for en, der var længere ned af rangstigen end hende selv.

"Jeg er glad for, at De tog imod min indbydelse," sagde hun med et smil hvilene på sine læber. Hun var naturligvis godt klar over, at havde Vivienne afvist indbydelsen, så havde det været en fornærmelse. Så med andre ord havde hun påtvunget sig kvindens selskab. Men det var hun nu egentlig godt tilfreds med. Sådan var det nu engang i de adelige kredse. "Sæt Dem endelig ned," bød hun med en gestus, inden hun selv gled hen til sofaen i en indøvet elegancen, hvorefter hun uden besvær med det store skørt, satte sig ned igen.

[Vivienne af Genlith]

Vivienne rettede sig lige så yndefuldt op igen, men først da prinsessen gengældte hendes hilsen. Det havde aldrig kostet nogen hovedet at holde på etiketten og hun mestrede den til fingerspidserne "Tak." hun nikkede let igen, før hun gik tættere på og satte sig på den anviste plads, hvor hun samlede hænderne afslappet i skødet "Jeg er beæret over Deres invitation, Deres Kongelige Højhed, omend.." hun tav. Bare et øjeblik, mest for effekt og slog blikket ned et sekund med et lille smil før hun gjorde sin sætning færdig "Omend jeg ville lyve hvis jeg påstod den ikke kom bag på mig."

[Gisela af Condia]

Naturligvis var hun beæret over invitationen, alt andet ville være underligt, tænkte Gisela, mens hun dog blot blev siddende med et venligt og imødekommende smil. Og nysgerrigheden fra Viviennes side kom heller ikke bag på hende. "Deres ærlighed behager mig," sagde hun med en underholdt tone. "Jeg kan fortælle Dem, at mødet med Dem under kroningen ganske enkelt vækkede min nysgerrighed," svarede hun, mens en tjener skiftevis skænkede te op for dem begge to i små kopper.

[Vivienne af Genlith]

Vivienne kneb øjnene lidt sammen i voksende interesse og hendes blik spillede muntert "Jeg er smigret, Deres Kongelige Højhed." svarede hun ærligt, mens hovedet gled lidt på sned og en blond krølle dansede blidt ved hendes ene tinding "Tilgiv mig, men det er sjældent den følelse jeg vækker i andre kvinder."

[Gisela af Condia]

Det trak i Giselas mundvige ved Viviennes ord. Det morede hende, den måde, som kvinden kunne sige ganske simple ting på. "Jeg er nok også ulig mange andre kvinder," kommenterede hun med en skuldertrækning. "Men til gengæld er det også de færreste kvinder, som vækker min nysgerrighed," sagde hun og lod en tjener komme lidt honning i den søde te, mens hendes blik var vendt mod Vivienne. "Jeg kan lige så godt være ærlig fra starten af. Jeg har ganske få bekendtskaber her i Tortall, som behager mig. De fleste er kun på grund af deres position i samfundet," fortalte hun, inden hun rakte frem og løftede den varme te op i sine små hænder. Hun gjorde ingen mine til at løfte den op til sine læber.

[Vivienne af Genlith]

Vivienne nikkede igen respektfuldt. Ganske let i anerkendelse af prinsessens ord, før hun løftede brynene spørgende ”Ja?” spurgte hun opfordrende, stadig ikke så meget klogere på grunden til invitationen ”Jeg mindes ikke at have gjort mig bemærket..?” ..ud over det sædvanlige.. tilføjede hun for sig selv mentalt.

[Gisela af Condia]

Hun så vurderende på Vivienne. "De har skam gjort Dem bemærket. De er en kvinde med meninger, har jeg opdaget, og vid," svarede hun roligt, og hun satte stor pris på begge dele hos en kvinde. "De er ikke som disse unge komtesser på min egen alder, jeg ellers er blevet præsenteret for," mange af dem havde mere jord i hovedet end hvad godt var. Og de fleste lige så kedelige som at tale om vejret-

[Vivienne af Genlith]

Vivienne kunne ikke helt lade være at blive smigret. Man var vel kune menneske når alt kom til alt "De smigrer mig, Deres Kongelige Højhed." erkendte hun, mens hun bed et fnys i sig over alderssammenligningen. Gisela var måske nok yngre, men ikke så meget yngre efter de oplysninger hun selv havde. Det var dog ikke noget hun havde tænkt sig at bringe op. Bevares, hvis de seks år betød så meget for prinsessen, så gik der ikke skår af Vivienne selv. Tværtimod morede det hende en smule "Åh?" begyndte hun spørgende og rakte ud efter koppen der var blevet sat foran hende "Er de tortallanske adelsfrøkener så meget anderledes end de marenske?"