Dage og nætter

[Gilbert af Meagmarsk]

James af Perlegab

Hvor var han dog forbandet træt. Gil rullede lidt med skuldrene, imens han vandrede ned mod sit værelse. Dagen var egentlig startet ud som normalt, men han havde ikke rigtig haft nogen appetit ved morgenmaden. Han sagde dog ikke noget om det til Niklaus. Manden skulle helst ikke bekymre sig, og Gil var sikker på, at han nok bare skulle opbygge lidt appetit. De sidste par uger havde været hårde, så han var bare lidt udmattet.
Gad vide om Niklaus bare var startet let ud med ham? Det gav vel mening ... Hans fritid var i hvert fald blevet betydeligt mindre her i Legan. Egentlig gjorde det ham ikke så meget. Hårdt arbejde var jo normen for væbnere. Samtidig kneb det dog lidt med søvnen nogle gange, siden han var ivrig efter at udnytte muligheden for at være sammen med Jamie, når nu de endelig var tæt på hinanden.
De to elementer gik dog ikke så godt overens, og de sidste par dage, havde han kæmpet noget med at få det hele til at hænge sammen. Han ønskede ikke at indrømme til Niklaus, at han var udkørt. Hvad nu hvis det bare var noget, man skulle kæmpe sig gennem? Det var jo sikkert normalt, at alle væbnere lige skulle gennem en hård periode. Derudover ville han dog virkelig heller ikke forlange, at Jamie skulle holde sig væk om natten. Nu kunne de jo endelig være sammen! Når først ridderen rejste, ville de måske først se hinanden igen om flere måneder.
Han gabte igen, imens han trådte ind på sit lille kammer. Måske burde han have prøvet at spise noget mere til aftensmad ... Appetitten var bare ikke rigtig vendt tilbage endnu ... Måske burde han virkelig fortælle det til Niklaus og Jamie, men det var jo ikke så alvorligt, og der var virkelig ingen grund til, at de skulle få et indtryk af, at han var svag.

[James af Perlegab]

Jamie havde kedet sig det meste af dagen. Det var ærligt talt ikke meget, han kunne få tiden til at gå med i Legan, andet end at træne. Og så selvfølgelig at se Gil. Det betød også, at han gjorde det sidste, så ofte som han kunne - og havde det godt med det oven i købet.

Denne aften havde han besluttet sig for, at han ikke rigtigt gad at vente på, at Gil kom ned på hans værelse og derfor havde han indtaget sin elskers i stedet, mens han pænt ventede på, at denne skulle indfinde sig. Da det gjorde, smilede han skævt og så op fra den bog, han skimmede igennem. Noget med nogle eventyr? "Overrasket?" spurgte han drillende.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han glippede overrasket med øjnene ved synet af Jamie, der allerede sad og ventede på ham. Han grinede ved spørgsmålet og låste døren bag sig for at være sikker på, at de ikke blev forstyrret. ”Lidt,” indrømmede han og spottede så bogen. Kinderne blev en anelse varme. ”... Alexander fandt nogle bøger til mig. Jeg har ikke rigtig fået læst dem endnu,” undskyldte han sig og dumpede ned på sengekanten af sidde. Forhåbentlig ville Jamie ikke finde den slags bøger for barnlige ...

[James af Perlegab]

Han grinede lidt, da Gil lod sig overraske og han lagde bogen fra sig med et skævt smil. "Du burde lade mig vælge, hvilke bøger du skal læse i stedet for at give det til Alexander. Eventyr?" Han grinede let og lagde bogen fra sig på bordet, inden han rejste sig op og gik hen til Gil. "Har du haft en god dag?" spurgte han lavmælt, inden han trak væbneren ind i sine arme og begravede sit ansigt ved hans hals.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt og lod sig villigt trække ind til Jamies varme krop. Det var så beroligende at være i hans favn. ”Hm, du har måske en bedre idé til god læsning? Poesi måske?” spurgte han med en svag latter og lagde nakken lidt tilbage for ham. ”Den har vel været nogenlunde ...” svarede han med et skuldertræk og lagde armene om Jamies nakke.

[James af Perlegab]

Han fnøs underholdt midt i et kys, da Gil bragte poesi på banen. "Poesi er noget, man læser, for at imponere damer. Ikke som underholdning," svarede han - stadig underholdt - og bed Gil legesygt i skulderen. Han godtog uden videre, at Gil havde haft en udmærket dag og trak ham tættere ind til sig, mens han begyndte at bevæge dem begge over mod sengen. "Så tillad mig at give dig et højdepunkt, så du kan kalde dagen for god," drillede han.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil grinede og knugede sig ind til ham. Da han først lå på sengen, vaklede ivrigheden dog lidt. ”Jamie, jeg bør nok sove ...” Han vidste, at det nok ikke ville falde i særlig god jord, siden de heller ikke havde lavet noget sammen den forrige nat. Han var bare ikke helt sikker på at det var en god idé i dag.

[James af Perlegab]

De nåede sengen og Jamie skubbede han ned på sengen med sig selv over ham. Han grinede lavmælt af Gil's protester, men tog sig ikke videre af dem. Det var ikke første gang, Gil havde brokket sig over træthed, men det plejede at gå væk, når først han fik hånden i bukserne på drengen. Det regnede han også med, der ville ske i dag. For at undgå videre diskussion, knappede han derfor Gil's bukser op og lod sin hånd finde ned i dem og kærtegne ham dernede. Hans læber søgte op til Gil's for at stoppe flere udbrud.

[Gilbert af Meagmarsk]

Det burde nok ikke komme bag på ham, at Jamie ignorerede ham. Han havde en tendens til at forsøge at stå fast og så smuldre kort efter, fordi ridderen rørte ham. ”Jamie ... vent nu ...” forsøgte han igen, men blev afbrudt af kysset. Hvorfor skulle det også føles så forbandet godt?! Han forsøgte at få fat om sin viljestyrke igen, men i sidste ende bukkede han under for kysset og lod sig opsluge af det.

[James af Perlegab]

Det gik præcist, som han havde forventet, og Gil's protester stoppede så snart, han fik andet at tænke på. Derfor fortsatte han også med at kærtegne ham, mens han fik manøvret sig om ved siden af Gil og trak ham ind til sig, så de lå i ske. Det var hans foretrukne stilling og han drog hurtigt nytte af den, ved også at lade sin arm finde under hovedet på Gil og så lade hånden finde ind gennem halsåbningen i hans skjorte, så han kunne pirre en brystvorte, samtidig med at han kyssede hans hals og kærtegnede hans manddom. Gil var simpelthen et af de sjoveste mennesker, han havde været sammen med, fordi knægten aldrig kunne få nok. Han var præcis lige så drevet af sine drifter, som Jamie selv var og det var endt i et godt bekendtskab. Han pressede sit underliv mod Gil's bagdel og stønnede lavmælt over følelsen, selvom der stadig var flere lag stof mellem dem.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil skælvede en smule, da Jamie flyttede rundt på dem og stak hånden ind under hans skjorte. Hjertet hamrede i brystet på ham i en blanding af ivrighed og spænding. Han trykkede sig tilbage mod Jamie og gned sig lidt mod ham. Lod hovedet hvile mod hans arm og stønnede under berøringerne. Hænderne rystede, da han rakte op for at åbne sin skjorte. Han opdagede det ikke selv, før de begyndte at fumle med knapperne. Irriteret vendte han blikket ned for at holde øje med, hvad han lavede. Den opstemte stemning trak på hans energi, og snart begyndte en kvalme at sprede sig i maven. Stønnene forsvandt, og han opgav at åbne resten af skjorten. Hvad var der galt? Han tog en dyb indånding, men måtte snart lægge armene om sig selv og krumme sig lidt sammen.

[James af Perlegab]

Jamie var ganske ensporet i sin tankerække, men fandt nu heller ikke nogen grund til ikke at være det. Gil havde givet efter, præcis ligesom han plejede, og Jamie brummede tilfreds, da han begyndte at bakse med sin skjorte. Få øjeblikke senere skete der dog noget, som ikke plejede at ske og Jamie løftede overrasket hovedet i et forsøg på at se på Gil, som krummede sig sammen om sin mave. På trods af situationen, trak Jamie alligevel sin hånd til sig og strøg i stedet væbneren bekymret over hovedet. "Hvad er der i vejen?" Måske han skulle hente en helbreder?

[Gilbert af Meagmarsk]

Stop det! Det her var virkelig ikke tidspunktet til at blive dårlig. Han havde klaret sig gennem hele dagen uden den slags, så hvorfor lige nu. Han drejede hovedet lidt for at se op på Jamie. Han havde lyst til at lyve og sige, at han havde det fint. Men lige nu var det ikke videre overbevisende. ”... Kvalme,” mumlede han, imens fingrene borede sig ind i huden i et forsøg på at distrahere fra smerten i maven. ”Jeg ... Jeg har ikke rigtig fået noget at spise i dag, så måske ...” Måske var det ikke sygdom. Måske kom sulten bare væltende tilbage for fuld styrke lige pludselig? Han var ikke helt sikker.

[James af Perlegab]

Svaret gjorde ham ærligt talt både lidt stødt og lidt nervøs. Kvalme? Lige nu? Han rynkede brynene, men var dog så praktisk nok til at rejse sig og gå over for at hente vaskefadet, som han satte fra sig på sengen ved siden af Gil. Selv knælede han ned foran sengen og strøg Gil's hår tilbage fra ansigtet. Det var helt svedigt. "Du føles ikke helt frisk," svarede han med en smule bekymring i stemmen. "Hvorfor har du ingenting spist?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Hænderne rystede stadig ind mod maven. Han havde ellers håbet, at de ville stoppe, da han borede fingrene ind mod huden. Han så skyldbetynget på Jamie. ”Undskyld.” Det her var spild af den smule tid, som de kunne bruge sammen. ”Jeg får det sikkert bedre om lidt ... Det går over ...” forsøgte han at forsikre, selvom han egentlig ikke helt vidste det. Han trykkede hovedet lidt frem mod Jamies hånd og nød den blide berøring. Han var så betænksom ... ”Jeg var bare ikke rigtig sulten. Desuden var der jo en masse, der skulle laves, og hvis jeg nu kunne gøre det hurtigt, kunne vi to bruge mere tid sammen ...” Han havde måske skyndt sig lidt gennem måltiderne, men det var fint, for han havde jo ikke rigtig været sulten.