Nu hvor roen har lagt sig

[Vania af Naxen]

Murray af Naxen

Dagene efter maskeballet havde været mere end kaotiske, ikke mindst for Murray. Hun havde ikke gjort det med vilje, men tidspunktet til at fortælle ham de dårlige nyheder var bare blevet udsat gang på gang, indtil det nu næsten ville være akavet at tale med ham om. Men hun kunne ikke udsætte det længere og derfor opsøgte hun ham på hans arbejdsværelse midt på dagen. Hun brød sig ikke om, endnu engang at tage den samtale i deres soveværelse.

[Murray af Naxen]

Murray havde siddet i arbejdsværelset et par timer efterhånden. Der var meget, der havde hobet sig op på grund af alle møderne, og der var også en del nye forespørgsler om forsendelser af våben. Der var stadigvæk bekymringer om en kommende krig. Han så op fra et brev, da Vania kom ind på kontoret. ”Jeg bliver nok først færdig herinde om nogle timer ...” Han gik ud fra, at hun var her for at finde ud af, hvornår han blev færdig med arbejdet.

[Vania af Naxen]

Hun lukkede døren efter sig og forsøgte på at lade være med at føle sig afvist af hans kommentar. Hun vidste jo godt, at hun var mere ømskindet for øjeblikket og at han var presset. Der var slet ingen grund til at tro, at hans kommentar betød, at han ikke ville se hende. Det var i hvert fald, hvad hun sagde til sig selv.

"Jeg ved det," svarede hun stille, mens hun gik hen til skrivebordet og stillede sig bag gæstestolen med hænderne på dets ryglæn. Hun følte næsten, at hun stod skoleret, som dengang hun var på klosterskole, men hun vidste også, at det var noget, hun påduttede sig selv og ikke noget, som Murray nogensinde ville bede hende om. "Der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig," fortsatte hun kort efter og mærkede øjnene begynde at stikke lidt i kanterne igen.

[Murray af Naxen]

Han løsrev sig helt fra brevet, da hun kom over mod ham. Han havde halvt forventet, at hun bare ville forsøge at aftale et tidspunkt for aftensmaden. ”Ja?” spurgte han og lagde brevet til side. Han håbede på noget godt nyt, men Vanias fremtoning virkede ikke særlig beroligende. Var det ... det igen? Nervøsiteten begyndte at stikke ham bagerst i hovedet, men han tvang den tilbage, så han kunne forholde sig rolig.

[Vania af Naxen]

Hun følte næsten, at hun kunne se ham gætte, hvad hun ville fortælle, men hun tvang sig til at fortsætte uden for megen tøven. "Jeg.. Jeg har fået min.. Blødning.. Igen.." Hun forsøgte at undertrykke den hakkende fornemmelse i sætningen, men det lykkedes på ingen måde for alvor. Hun strammede dog grebet om ryglænet endnu mere for at holde styr på den skuffelse og skam, som væltede rundt inden i hende.

[Murray af Naxen]

Svaret var desværre, hvad han havde frygtet at høre. Han rejste sig fra sin plads og gik rundt om bordet for at lægge armene om sin hustru. Han trak hende ind til sig og kyssede hende i håret. ”Det skal nok gå, Vania,” lovede han hende. ”Vi har ikke brugt miksturen så meget endnu ...” Egentlig var de jo begyndt at bruge en mikstur i slutningen af december eller sådan noget, men det var vel stadigvæk forholdsvis kort tid siden?

[Vania af Naxen]

Hun vidste, at det ikke hjalp at græde og hun vidste, at når hun udviste den slags følelser, ville hun blot gøre Murray ked af det også, men hun kunne altså ikke lade være. Da han rejste sig og kom hen mod hende, trillede de første tårer ned af hendes kinder og hun søgte trøst i hans arme. "Jeg ved det," snøftede hun lavmælt og undlod at sige, hvad hun faktisk tænkte. At hun følte sig som et stykke ødelagt legetøj, som ikke længere fungerede, som det skulle. "Det er også bare mig, der er fjollet." Hun strøg tårerne væk og forsøgte at smile.

[Murray af Naxen]

Han knugede hende ind til sig og nussede hende lidt i nakken. ”Det er ikke fjollet,” brummede han. Han hadede, når hun blev så ulykkelig. Især nu hvor han intet kunne gøre for hende. ”Det er ikke din skyld, Vania. Vi kan ikke styre denne slags ting ...” Desværre. Han vidste, hvor meget hun hadede at miste kontrollen, så det måtte være forfærdeligt for hende at stå i den her situation.

[Vania af Naxen]

Hun smilede lidt mere samtidig med, at hun også græd lidt mere. "Jeg ved det," gentog hun og trykkede sig lidt mere ind til ham. "Jeg var bare så sikker på, at det var lykkedes denne gang. Jeg hader, at jeg ikke er gravid endnu." Det vidste han naturligvis godt. Det havde hun sagt flere gange allerede. "Folk kigger efter mig på en mærkelig måde."

[Murray af Naxen]

Han fortsatte blot med at nusse og ae. Det var som regel det, der virkede bedst, når det kom til at trøste Vania. ”Jeg ved det ...” Alle gik og ventede på at se hende begynde at bule ud. Han sukkede for sig selv. Hoffet var ikke til andet end besvær det meste af tiden. ”Måske er der stadigvæk et eller andet, som helbrederen kan gøre ... Måske noget der er stærkere?” Det kunne vel være, at helbrederen havde givet dem en mikstur, der var forholdsvis mild? Måske var der en bedre metode, som de bare ikke kendte til endnu, fordi helbrederen ikke troede, den ville blive nødvendig? ”Jeg kan spørge?”

[Vania af Naxen]

Han var den bedste mand i verden. Så meget vidste hun, som hun stod og pressede sit ansigt ind mod hans stærke bryst. "Alt er bedre end dette her. Måske... Måske skal du bare bede helbrederen om at gøre alt, hvad han kan?" foreslog hun. "Jeg tror, at det værste er, at jeg ikke er sikker på, om jeg gør alt, hvad der er muligt."

[Murray af Naxen]

Han nikkede til hendes ønske. ”Det vil jeg gøre,” lovede han hende. Det var én ting, at han var nervøs for endnu ikke at have en arving på vej, men når der gik rygter om Vania, blev det blot endnu vigtigere at få det her ordnet på en eller anden måde. Han greb lidt bedre fat om hende og løftede hende op, så han kunne kysse hende på læberne. ”Det skal nok gå.” Han satte hende ned igen, før hun kunne nå at blive alt for sur over at blive båret rundt på. ”Jeg skal nok tale med ham, så snart jeg er færdig her.”

[Vania af Naxen]

Hun gav en lille overrasket lyd fra sig, da han løftede hende op i sine stærke arme og hvis hun skulle være helt ærlig med sig selv, var hun næsten ked af, at han satte hende så hurtigt ned igen. Fornemmelsen af hans læber, kunne hun stadig føle mod sine egne og hun mærkede sit hjerte svulme over, hvor fantastisk han var. "Jeg elsker dig så meget, Murray. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget."

[Murray af Naxen]

Han smilede svagt og strøg hende over kinden. ”Ikke halvt så meget som jeg elsker dig,” svarede han brummende, halv drillende, halvt konkurrerende. Han rettede sig lidt op med et suk. ”Nå, men nu må jeg altså hellere vende tilbage til arbejdet ... Prøv at tænke på noget andet?” Han bøjede sig ned og kyssede hende en sidste gang, før han vendte tilbage til sin plads. Forhåbentlig ville Vania ikke bekymre sig for meget resten af dagen, men det var nok tvivlsomt.

Efter endelig at være blevet færdig gik han som lovet hen for at tale med helbrederen. Det blev en længere snak, da manden ikke helt sagde de ting, som Murray gerne ville høre. Og nu skulle han så fortælle det videre til Vania. Han sukkede tungt for sig selv, imens han gik ned af gangen i søgen efter hustruen. En af tjenestepigerne pegede ham ind i en af stuerne, hvor hun ganske rigtig sad. ”Vania ...” Han rømmede sig lidt.

[Vania af Naxen]

Hun lod ham arbejde og da hun så ham igen om aftenen, sad hun med et lille broderi i hænderne, som hun havde arbejdet på en uges tid. Hans stemme fik hende til at se op på ham med et smil. At hun endelig havde fået ham fortalt, hvad hun havde gået med de sidste par dage, havde gjort hende i mærkbart bedre humør. "Murray," hilste hun ham varmt og lagde broderiet fra sig. "Fik du et nyt middel?" spurgte hun nysgerrigt. Hun var helt sikker på, at det ville virke denne gang.