Svaret af Emmett af Gyldensø on Feb 19, 2017 0:47:31 GMT
Tusmørket var næsten gledet over i nat, da Emmett vågnede op igen. Han havde kæmpet med trætheden i måneder nu og havde langsomt tabt mere og mere terræn til den. Kroningen havde han klaret sig igennem på ren og skær viljestyrke, men derefter havde han nærmest været sengeliggende døgnet rundt.
Det var hans tid. Han vidste det så sikkert, som havde Den Sorte Gud selv hvisket ham det i øret. Men han var ikke bange for det, som han havde været tidligere. Francine var klar til at overtage ansvaret og nu havde hun tilmed en lille dreng, som hun kunne være stolt af. Og lille Emmett. Han blev varm om hjertet igen, da han tænkte på den smukke gestus, som Ravenna og Galeron havde vist ham. Hvis man spurgte ham, havde han fået de bedste børn i riget.
Han begræd blot, at han ikke ville få lov til at se sine to sønner vokse op. Og sine børnebørn. Men han var gammel og han vidste efter mange års livserfaring, at man aldrig ville få alt, man ønskede sig af livet. Man skulle blot værne om de ting, man fik muligheden for at holde af.
Disse tanker var de sidste, der gled gennem hovedet på ham, inden øjnene gled i igen. Han vidste, at han havde haft besøg af det meste af sin familie over de sidste par uger og det fyldte ham med lykke, at han ikke efterlod sig nogle brudte bånd.*Farvel Emmett <3*