Bag maskerne

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia
2. februar 528 M. T.

Ballet var blevet åbnet af den nye konge og dronning, efter at alle de adelige var blevet anmeldt en efter en. Pendrima havde været ved Joreths side hele tiden. Om halsen havde hun et forholdsvist nyt smykke, som var magisk. Det hjalp hende med at bevare sin energi, så hun ikke blev så hurtig udmattet. Hun havde ikke lyst til at gå glip af festlighederne ved kroningen.

Hun havde fået en ny kjole, da de fleste af hendes andre hang på hendes krop. Den sad stramt omkring hendes igen slanke liv, og sporene efter en graviditet var forvsundet.

Det var svært at få overblik over, hvem var hvor henne i den store sal. Og varmen var allerede begyndt at påvirke hende en smule. Hendes blik gled fra Joreth og hen over mængden af mennesker. Vania var der, sammen med sin mand naturligvis. Og sammen med dem Junker Marcus. Længere derfra stod Cynthea sammen med sin mand. Det lod til, at kvinderne ikke forlod deres mænds side. Dog var der en lyshåret kvinde blandt alle de andre, som fik Pendrima til at smile lidt. Efter at hun havde måtte lægge sine studier lidt på hylden, havde hun fået sig en mentor. Charlotte af Genlith havde fået æren.

Hun lagde sin hånd på Joreths arm, og gav den et forsigtigt klem. "Tror du, jeg vil kunne nyde et enkelt glas vin i aften?" Spurgte hun, og var selv lidt i tvivl. Hun havde nydt et enkelt til kroningsfesten, men det havde påvirket hende lidt mere, end hun havde brudt sig om, da det havde været flere uger siden, hun havde nydt alkohol sidst.

[Joreth af Condia]

Det var langtfra Joreths første store bal på paladset, men dog hans første kroningsbal og han ville næppe komme til at opleve et mere. Såfremt guderne fandt det passende, at lade Jonathan nå en højere alder end den afdøde dronning.

Et bal var dog altid grund til at spendere et nyt sæt tøj og han var ganske tilfreds med sit eget. Iøjnefaldende, uden at være overdrevet. Den grønne silke i hans vest var syet af samme grønne silke der hvislede omkring Pendrimas ben i et omfangsrigt skørt. Der var frit slag en aften som denne og ikke mange havde holdt sig til deres slægstfarver.

Han gjorde sin entre med Pendrima ved armen. Hilste på det nye regentpar som alle andre og måtte indrømme han var stolt over sin hustru lige i det øjeblik. Ingen ville gætte, hvor syg hun havde været som hun strålede nu. Hans smil var derfor varmt da han lagde en hånd over hendes på sin arm "Mon ikke det går. Du kan selv mærke hvornår du bør stoppe." hun var ikke et barn, men det talte alligevel til ham, at hun spurgte ham til råds.

[Pendrima af Condia]

Hun rødmede i kinderne over Joreths varme smil. Heldigvis kunne hun dog altid afskrive det som, at hun havde det varmt, hvis nogen kommenterede det. "Du har ret. Jeg vil prøve, hvis jeg får det dårlig stopper jeg bare," sagde hun med et bestemt nik, og et taknemmeligt blik i sine øjne.

En tjener kom gående forbi dem, og hun tog forsigtigt et glas vin fra bakken. "Jeg har ikke været til maskebal siden det på rundrejsen. Og det var mit første," sagde hun med et skævt smil, mens de bevægede sig gennem den store mængde af mennesker. Hun havde endnu en hånd omkring Joreths arm. Ikke helt villig til at slippe den. Han var hendes klippe sådan en dag som i dag.

[Joreth af Condia]

Han nikkede blot en enkelt gang. Det gav sig selv at han havde ret - i hvert fald lige i det pågældende tilfælde. Han tog et glas vin fra samme bakke og stoppede for at lade det støde let mod hendes, med et lille kling "Om guderne vil, bliver dette heller ikke dit sidste." han førte glasset til læberne og drak, mens han huskede at sætte pris på vinen, der bestemt ikke var i den billige prisklasse.Der ar intet sparet på i aften. Det måtte han give sin fætter.

[Pendrima af Condia]

Om guderne vil... Hun sank en klump i halsen, og holdt pludselig lidt hårdere omkring Joreths arm, end hun havde gjort for et øjeblik siden. Det var stadigvæk svært for hende at forstå, hvor langt væk hun havde været. Hvor tæt på at dø, hun havde været. Hun drejede hovedet og så op på ham. "Forhåbenligt ikke," sagde hun med et påklistret smil, der tydeligt viste hendes usikkerhed ved den udtalelse. Hun rankede sig dog, og nippede let til vinen, uden at tage de store tårer. "Hvem har du udset, at du vil tale med i aften?" Hun vidste, at Joreth til disse arrangementer ofte søgte hen til sine venner, og hvis ikke, så sørgede han for at forbedre sit bekendtskab med andre.

[Joreth af Condia]

Han drejede hovedet med svagt rynkede bryn da hendes greb strammedes, men sagde ingenting. Selvom de var gledet fra hinanden de sidste måneder, kendte han hende stadig godt nok til at have en glimrende idé om, hvad der foregik i hovedet på hende. Eller måske var hun blot nem at læse.

Han hvilede ikke ved tanken, mens lod ved hendes spørgsmål blikket glide ud over salen, mens han tog endnu en mundfuld af sin vin "Ingen specifikt.." svarede han. Der var adskillige interessante mennesker til stede. Interessante af forskellige grunde. Hvem vidste hvad aftenen ville bringe "Har du selv ligefrem lagt plan for dine samtaler? fortsatte han let spøgende og så på hende med et glimt i øjnene.

[Pendrima af Condia]

Det overraskede hende lidt, at han ikke havde planlagt nogen specifikt. Men hun smilede dog blot af hendes spøgende spørgsmål. "Jeg har kun planer for, hvis jeg begynder at kede mig," sagde hun og nippede igen ganske let til vinen. "Jeg har en hel del, som jeg bliver nødt til at indhente," flere måneders isolation havde dog også gjort hende en smule usikker på sig selv, og hvordan hun stod sammen med de andre unge adelskvinder. "Dog er din grandkusine Natalie en af de første, som jeg vil beære med mit selskab," selvom de boede på samme palads, og endda ikke særlig langt fra hinanden, så var det sjældent, at de så noget til hinanden. "Og bagefter tror jeg, at jeg vil danse," sagde hun med et skævt smil. Det var måneder siden, at hun havde danset. Til kroningsfesten havde hun været mere træt og udkørt, end hun følte sig nu.

[Joreth af Condia]

Hans blik fandt hende igen og det ene bryn ar en smule løftet "Jeg vidste ikke du kendte Natalie så godt?" det var mere et spørgsmål end en konstatering og blikket afspejlede den samme undren. Ikke fordi han selv havde et dybere kendskab til pigebarnet, ud over den forbindelse de havde gennem blod "Jeg melder pas til sladderen, men dansen kan jeg ære dig behjælpelig med."

[Pendrima af Condia]

Hun rystede på hovedet. "Det gør jeg egentlig heller ikke. Men jeg har hørt rygter om, at hun gerne vil sende lange blikke til Marcus af Naxen," svarede hun roligt, og vidste, at sladderen absolut ikke interesserede hendes husbond. "Og som kvinde, gør det mig nysgerrig. Jeg vil gerne have mine informationer bekræftet." Hendes smil blev mere varmt, da han nævnte dansen. "Det vil glæde mig meget," sagde hun, og gav hans arm et klem, mens hun forsigtigt nippede til vinen. Det kildede lidt i maven ved tanken om, at hun skulle danse med ham.

[Joreth af Condia]

Hendes uddybelse fik kun det andet øjenbryn, til at gøre det første selskab i optrukken tilstand. Det sitrede afslørende i hans ene mundvig, selvom emnet var ham aldeles uinteressant. Pendrimas begrundelse for at ville tale med den jævnaldrende Naxen, var dog underholdende nok i sig selv "Kvinder.." brummede han, uden at lægge skjul på han spøgte, mens han gav hendes arm et let klem "Hvis ikke jeg skulle danse med min hustru, hvem så?"

[Pendrima af Condia]

Det morede hende, at han i det mindste tog det legende let og var i stand til at spøge endda en lille smule omkring det. "Lige netop kvinder," spøgte hun med, mens hendes smil blev lidt mere kærligt. "Jeg tænkte, at du måske ville gemme energien til senere," lød hendes svar. Stemmen var blevet lavmælt og lidt mere intim, som om den ikke tålte at blive hørt af andre end netop Joreth.

[Joreth af Condia]

Antydningen af et smil blev ved at hænge i hans ene mundvig og selvom blikket han sendte hende var påtaget uforstående, så havde han ganske klart og tydeligt fanget hvad hun lagde mellem linierne "Åh? Du skal måske have energi for at sove?" drillede han med et ikke tilnærmelsesvis uskyldigt smil.

[Pendrima af Condia]

Hun så op på ham gennem sine lyse øjenvipper med et underholdt blik. Virkede vinen allerede så hurtigt på hende? Måske hun burde holde lidt igen. "Hvem ved? Det kan være så anstrengende at gå i seng," svarede hun og fugtede sine læber med tungen. Forholdet mellem dem var måske ikke helt perfekt, men det var blevet nemmere at tilbringe tiden sammen, efter de havde fået talt bare lidt ud.

[Joreth af Condia]

Hans blik spillede, men ud over det fortrak han ikke en mine "Under visse omstændigheder, ja.." gav han hende ret og vendte blikket ud over salen igen "Du skal komme til kræfter først og fremmest. Det er det vigtigste." fortsatte han, uden reelt at have svaret på hendes hentydninger.

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede til hans ord og fjernede sin hånd fra hans arm, for at lægge den omkring hendes nye halskæde. "Jeg har heldigvis fået lavet denne her," sagde hun med et smil, inden hun lagde hånden på hans arm igen, og fulgte hans blik ud over den store skare af mænd og kvinder. Alle i sit flotteste puds. "Og i aften føler jeg mig langt mere frisk end til kroningen," hun drejede sig halvt væk fra ham, fordi hun troede, at hun havde fået øje på nogen, som hun kendte.