Ilddåb

[Jonathan af Condia]

Raoul af Condia

D. 28. januar 528 M.T.

Det var efterhånden ud på de sene timer, da Jonathan sank ned i en blød stol, med et glas whisky i hånden. Overfor ham sad Raoul allerede. Illunie var gået for at se til børnene før de selv tørnede ind, men det var ikke ligefrem dem der var grund til den rastløse bekymring der prægede den nyligt kronede konges ansigt "Hvorfor lige i dag.. af alle dage?" brummede han frustreret og efterhånden ikke så lidt overtræt. At han ikke kunne tillade sig at sove længe den efterfølgende dag, lod han helt være at tænke på lige nu "Jeg kan ved Mithros ikke finde hovede eller hale i hele det ordspil.. hvis det overhovedet var meningen der skulle være nogen af delene." han havde måske nok holdt den rolige, sikre maske overfor sine gæster og sit folk, men her, alene med Raoul, var en anden sag.

[Raoul af Condia]

Raoul havde stadig ikke nået til at finde ud af, hvordan han selv havde det med hele miseren. Han havde brugt hele aftenen på at smile og udvise ro og stærkt lederskab og nu, hvor han sad her alene med Jonathan, virkede det næsten som om, han havde klaret at overbevise sig selv i samme ombæring.

"Jeg ved ikke hvorfor," svarede han og gned sig over panden i en træt bevægelse. "Men at finde mening med selve budskabet, har vi mere klare hjerner til at finde ud af... Det er vigtigere at finde ud af, hvordan vi skal reagere, nu hvor vi har tid til at tænke. Hvad er det næste skridt?" Et træt suk undslap ham og han så over på sin bror. "Mithros, jeg ville ønske, mor var her lige nu."

[Jonathan af Condia]

Jonathans frustration voksede støt sammen med Raouls ord. Han skiftesvis nikkede og rystede på hovedet som svar, hele tiden med et sammenbidt udtryk "Hvis jeg vidste det, så sad vi slet ikke her." brummede han irriteret, ikke på sin bror, men på hele situationen. Så gik han i stå og Raouls sukkende konstatering fik vægten på hans skuldre til at tynge ham ned i stolen til et punkt, hvor han måtte tage en anstrengt indånding der blev skyllet efter med en mundfuld whisky.

Det var også først der han for alvor blev opmærksom på kronen der stadig hvilede på hans mørke hår. Også den føltes pludselig tungere og han rakte op og tog den af. Sad tavs og så på sølvet, der genspejlede hans eget ansigt i en forvrænget version "Hvad nu hvis det var Gudernes måde at sige jeg er... uegnet..?" musede han lavmælt. Selvom selve ceremonien netop havde bekræftet, at Guderne havde accepteret ham, forhindrede det ikke tanken i at melde sig. Det var næsten uundgåeligt.

[Raoul af Condia]

Det havde været en spontan udmelding, som trætheden havde forhindret ham i at sortere fra, inden den nåede over hans læber. Men i samme øjeblik han så Jonathan's ansigt, vidste han, at han burde have holdt sin mund. Han ventede dog på, at Jonathan reagerede og rystede så bestemt på hovedet, mens han rejste sig og gik hen foran sin storebror. Han bukkede sig let forover, så hans ansigt kom ned i øjenhøjde og gav Jonathan's skulder et betryggende klem. "Nej, Jonathan. Du er den mest lovende Konge, jeg kan forestille mig og du skal nok være Tortall en værdig Konge. Det er jeg slet ikke i tvivl om." Han gav hans skulder endnu et klem og sukkede. "Men at det sker lige nu.. Det tvinger dig til at vise det, førend du næsten har fået dine ben under dig." Han sukkede let, men slap ikke broderens skulder. "Men jeg er sikker på, at vi nok skal klare den. På den ene eller den anden måde."

[Jonathan af Condia]

Jonathan så ikke op da Raoul rejste sig, hans blik stadig fanget i det forvrængede spejlbillede ildens flakkende skær skabte i kronens blanke metal. Først da en hånd lande de på hans skulder, sukkede han tungt og løftede hovedet med et mat smil "Jeg takker for din tillid, bror.. " sagde han - og mente det, med taknemmeligheden tydelig i sit blik "Moders fødder var måske nok små, men hendes sko bliver store at fylde ud." fortsatte han, rakte op og gav Raouls underarm et let klap. Hvis ikke han havde sin families støtte, ville intet fungere "Vore magikere er allerede i gang og der er sendt bud til de bedste på universitetet. Morgendagen bringer forhåbentligt mere klarhed til os alle sammen." forsøgte han at overbevise både sig selv og broderen, selvom de begge vidste der ikke var nogen garantier.

[Raoul af Condia]

Jonathan lod til at have det lidt bedre og Raoul vendte tilbage til sin stol. "Hun har også haft mange år til at vokse dem," svarede han med halvdårlig humor, men smilede let alligevel. "Jeg tror næsten også, at det bedste vi kan gøre for landet i dag, er at få en ordentlig nats søvn. Imorgen er der med garanti mange ting, vi skal tage stilling til, som i dag bare er spekulationer." Han sukkede let. "Jeg håber i hvert fald, der er flere informationer."

[Jonathan af Condia]

Uden at tænke over det undslap et næsten muntert fnys ham, mens han rystede svagt på hovedet "Godt ord igen.. jeg skulle måske have hørt bedre efter i timerne." han smilede skævt, men ikke noget der holdt ved og nikkede denne gang med et sideblik da Raoul satte sig igen "Du har ret... men hvornår blev du den mest fornuftige af os to?" han lænede sig tilbage i den bløde stol med endnu et suk og kvalte et gab. det sidste døgn, næsten halvandet, var for alvor ved at sætte sine spor og kræve sin ret. Han løftede sit glas med et alvorligt blik "For moder.. "

[Raoul af Condia]

Han smålo lidt ved Jonathan's ord og trak på skuldrene. "Det har jeg alle dage været. Du har bare været for storsnudet til at kunne indse det." Han blinkede forsvoren til sin bror og tog så også sit glas op og hilste på sin moder's minde. "For moder." Han sank den brændende væske og så så over på Jonathan igen. "Måske skal vi tage at følge vores eget råd? Du må være mindst lige så træt, som jeg er?"

[Jonathan af Condia]

Som Raoul tømte Jonathan sit glas og satte det fra sig på det lille sidebord ved sin stol, mens han sank den gyldne væske med en lille grimasse. Så nikkede han, sukkede tungt igen og kvalte endnu et gab "Jeg er milevidt forbi bare at være træt.." brummede han og smilede skævt, uden helt at kunne lægge morskab i det hele. Hvad der var foregået i Kammeret stod stadig alt for klart i hans tanker, når han som nu sad i ro og fred og kunne slappe af "Men du har ret.. igen. Jeg ventede blot på Lunie. Hun ville se til børnene inden vi gik i seng." han kastede et blik mod døren og så så spørgende på sin bror "Er Gisella tørnet ind?"

[Raoul af Condia]

Han smilede og skulle lige til at gå, da talen faldt på Gisela og han pludselig huskede den sidste samtale, han havde haft med sin bror om hende. "Jeg tror, hun venter på mig," svarede han med et smil, der blev en smule bredere. "Hun har været aldeles fantastisk i dag." Og det havde hun virkelig. Hun havde ikke ladet nogen se, at begivenhederne havde gået hende på, men havde i stedet gjort sit for, at aftenen skulle handle om kroningen og ikke det andet.

[Jonathan af Condia]

Jonathan nikkede og noterede sig, trods træthed og problemer, at Raoul virkede en del mere tilfreds med sin hustru, end sidst han havde spurgt ham "Tilgiv mig at jeg ikke lagde mærke til det, men jeg tror dig på dit ord." han rettede sig op i stolen med endnu et gab "Lad mig ikke... holde på dig fra hverken din seng eller din hustru. Vi ser forhåbentligt alle klarere i morgendagens klare lys." han smilede skævt "Og med klarere tanker efter søvn." han rejste sig og fulgte sin bror til døren, hvor han lagde en hånd på hans skulder "Godnat.. og Raoul.. tak."

[Raoul af Condia]

Raoul trak på skuldrene med et lille smil. "Du havde vist rigeligt at se til." Så rejste han sig op og fulgte med ud. "Det skal du ikke tænke over, Jonathan. Vi skal nok komme gennem dette. Det er jeg sikker på." Han nikkede igen, som om det ville sikre, at hans forudsigelse gik i opfyldelse og gik så ned af gangen mod sine egne værelser.

*Tråd afsluttet*