Fra ælling til svane

[Charlotte af Hamin]

Martin af Meron

Det var dagen før den storslåede kroning, hvor den lyshårede Charlotte skulle for første gang følges med sin forlovede. Selve forlovelsen var for et par uger siden blevet offentliggjort, men nu blev den mere tydeligtgjort, ved at de viste sig sammen, offentligt.

Hun havde haft svært ved at finde ud af, hvad hun skulle vælge af kjole. Mange tanker var gået gennem hendes hoved, indtil hendes mor havde taget en beslutning. Naturligvis ville hun have, at det skulle være Merons farver, så hun kunne stå godt ved siden af Martin. Charlotte havde vrænget næse af det, hvilket skrædderen havde set. Og heldigvis var de da kommet frem til et alternativ.

Desværre havde det taget længere tid for skrædderen at lave kjolen end beregnet, fordi de små sten, der skulles syes på, ikke var kommet i tide. Det irriterede Charlotte yderligere, at hun kort op til sin aftale med Martin, blev nødt til at prøve kjolen. Det skulle helst have været en overraskelse. Men hun vidste nu, at hun ikke ville kunne nå at klæde om.

Hele stuen var lavet om til en systue, mens Charlotte stod på et podie, og ventede utålmodigt på, at de blev færdige.

[Martin af Meron]

Martin kom direkte fra paladset efter et mindre møde med nogle af de andre Grever og blev nu vist ind i det mindre genlith-hus, som han havde aftalt med hende, da de sås sidst. Han var stadig lidt overrasket over deres sidste samtale. Han havde ikke forventet, at de ville finde fælles fodslag og han var ikke helt sikker på, at det ville kunne holde. Men han havde ikke tænkt sig at gøre noget for at risikere det. Han stod nu i hallen og ventede på, at tjeneren skulle give hende besked om, at han var ankommet.

[Charlotte af Hamin]

Hun hørte fordøren blive åbnet, og hun så ned af sig selv. Åh, hvor ville hun ønske, at de var blevet færdige med tiden. Hun sukkede, da tjeneren kom ind og meldte hans ankomst. Hendes mor var ikke til stede, heldigvis, så Charlotte greb det første og bedste klæde hun kunne komme i nærheden af, så Martin ikke ville se kjolen.

"Bare vis ham ind," sagde hun og sendte skrædderen ned i køkkenet sammen med tjenestefolkene, så det kun var hende og Martin. Hun burde have haft en anstandsdame, men hun havde ikke nået at arrangere det endnu. Hun fik slynget klædet omkring sig, så det skjulte det meste af kjolen.

[Martin af Meron]

Han blev vist ind i et værelse, som vist midlertidigt var lavet om til påklædningsværelse, så meget stof, som der lå rundt omkring. Charlotte selv stod i midten og havde draperet en masse stof over sig, som fik ham til at se overrasket på hende. Der gik også et stykke tid, inden han kunne finde ud af at bukke og hilse pænt på hende. "Øhm.. Kan du fortælle mig, hvad der foregår her?" endte han så med at spørge om - stadig lidt chokeret over at blive mødt på den måde. De havde trods alt en aftale.

[Charlotte af Hamin]

Hun kunne mærke en varm rødmen brede sig fra halsen, op i kinderne og hele vejen ud til ørerne, da han kom ind i værelset. Hun forsøgte at neje så godt hun kunne, men var forhindret af de nåle, der sad i tøjet. Og en af dem stak hende i låret. Hun skar en grimasse. "Det... Det er min kjole til imorgen," svarede hun og trådte ned fra podiet. "Skrædderen kom for sent, og min mor insisterede på, at den skulle blive færdig i nat."

[Martin af Meron]

Bag det stof, som hun havde draperet over sig, kunne han se små flige af rødt stof i Meron's farver og mens han stod og så på hende, skiftede hendes ansigtskulør også over i næsten samme farve. Han kunne ikke lade være med at smile let af hende.

Da han hørte, at det var kjolen til kroningen, blev han dog for alvor nysgerrig og han trådte et trin tættere på. "Må jeg se den?" spurgte han bare og så smilende på hende. "Jeg er sikker på, at uanset hvor ufærdig den ser ud, vil din naturlige ynde kunne hæve dens udseende op, så jeg kan få en fornemmelse af, hvordan den kommer til at tage sig ud."

[Charlotte af Hamin]

Charlotte kunne godt se, at det var nget af det mest ynkelige forsøg på at skjule en kjole, der havde et bredt skørt. Det havde nu været bedre, hvis bare skrædderen var kommet til tiden, så havde overraskelsen været intakt.

Hun så skeptisk på ham, da han trådte tættere på og ville se hele kjolen. Den var næsten færdig. Kun nogle enkelte sten manglede at blive syet på. I det mindste mente han, at hun havde ynde... Langsomt lod hun sin forklædning falde til jorden, og en rød kjole i Merons farver trådte frem, med små sten over hele brystpartiet. Den var noget mindre hidsig i farve end til Macay-bylluppet.

"Jeg ville gerne gå ned til dig, men jeg er bange for at bevæge mig med alle de nåle siddende i den," sagde hun, mens hun med nervøs hjertebanken afventede hans reaktion og dom.

[Martin af Meron]

Han var gået endnu et par skridt tættere på hende, da hun lod stoffet falde og han kunne se hende for alvor. Et tilfreds smil gled over hans ansigt og han gik rundt om det lille podie, hun stod på, med langsomme skridt, mens han så på hende fra alle vinkler. Til sidst stod han foran hende igen og smilede stadig tilfreds. "Den er helt perfekt. Jeg er sikker på, at du vil kunne bevæge dig rundt uden problemer blandt højadelen."

[Charlotte af Hamin]

Hun følte sig udstillet, som hun stod på taburetten og ikke kunne bevæge sig rundt sammen med ham. Det var pinefuldt, især fordi han ikke sagde noget imens. Hendes skuldre var anspændte, mens hendes hjerte bankede hårdere og hårdere i hendes brystkasse. Men da hans dom endelig kom, slappede hendes skuldre af igen. "Tak," sagde hun fåret og løftede hånden for at fjerne en af sine lyse hårlokker om bag øret. "Vil du... Vil du hjælpe mig ned?" Spurgte hun, og rakte en hånd frem. Hun kunne ikke selv, men med hans hjælp, kunne hun passe på nålene i kjolen.

[Martin af Meron]

Han kunne godt mærke, hvor meget han havde sat hende på kanten ved sin rundtur, men han tog sig ikke særligt meget af det. De var meget forskellige i verdensopfattelse, men når det kom til stykket, så ville det være hende, som ville komme til at skulle ændre sin opførsel. Det var hende, som skulle blive en Meron. Ikke omvendt.

Han smilede let for sig selv, da hun slappede af igen og han kom hen mod hende, da hun bad om hjælp med at komme ned. Men i stedet for at tage hendes hånd, som hun tydeligvis forventede, lagde han begge hænder om hendes liv og strammede grebet, så han kunne løfte hende ned. Hun var måske ikke ligefrem let og hun var også fuld af nåle. Men han var ridder og havde trænet dagligt i snart mange år. Det var ikke nogen større kunst at løfte lidt på hende.

Da hun stod på gulvet foran ham, slap han hende ikke. Han blev stående med hænderne på hendes liv og smilede skævt ned til hende - godt tilfreds med at have overrasket hende. "Sådan."

[Charlotte af Hamin]

Hun ventede lidt utålmodigt på, at han ville hjælpe hende ned. Og da han gjorde det, snappede hun overrasket efter vejret. Hans hænder lagde sig på hendes hofter, og hun mærkede, hvordan hendes krop blev løftet op fra taburetten og ned på gulvet. Hun havde lagt sine hænder på hans skuldre imens, fordi hun manglede et sted at støtte sig.

Hun holdt stædigt øjenkontakten med ham, da hun stod foran ham, og han stadigvæk ikke havde fjernet sine hænder fra hendes krop. Han overtrådte en grænse. Og det vidste han. Hun var ikke i tvivl om, at dette havde været hans plan hele tiden. Hendes hænder var gledet ned, og havde lagt sig på hans brystkasse. Hun nikkede til hans ord. "Sådan," bekræftede hun og lagde hovedet lidt tilbage for at blive ved med at se op på ham.

[Martin af Meron]

Hun blev ikke vred eller trak sig væk fra ham og det fik ham til at smile skævt igen. Han slap hende med den ene hånd og trak hendes hånd op, så han kunne kysse den igen. Denne gang inden i håndfladen. "Jeg forventer ikke, at du ønsker min hjælp med at komme ud af kjolen også?" spurgte han i en lav, intim stemme, mens han fastholdt hendes blik og smilede drillende.

[Charlotte af Hamin]

Hun fulgte hans hånds bevægelser ganske nøje, da han fjernede den, og i stedet løftede hendes hånd op, for at lade sine læber berøre det inderste af hendes hånd. Hun trak vejret overfladisk, og vidste at hun burde mere end almindeligt fornærmet over hans handling. Men hun kunne ikke røre sig ud af flækken, eller sige noget konstruktivt. Først ved hans noget intime spørgsmål, fik hun et forskrækket blik i sine øjne. "M-martin..." Stammede hun let og med højrøde kinder, dog uden at kunne komme med et svar. Hendes anden hånd, som endnu lå på hans brystkasse, krummede hun, så hun knugede hans tunika mellem sine fingre.

[Martin af Meron]

Hendes reaktion og synet af hendes brystkasse, som hævede og sænkede sig i hastigt tempo, dragede ham ind og han kunne ikke helt tage blikket fra hende. At hendes fingre knugede om hans skjorte, gjorde det ikke just bedre.

Et langt øjeblik stod de sådan og så på hinanden, inden han rømmede sig for at sikre sig, at han kunne tale rent. "Jeg vil foreslå, at du får fat i en anstandsdame," sagde han så lavmælt. "Jeg kan åbenbart ikke opføre mig passende, når jeg er alene med dig ellers." Han sendte hende et lille smil, inden han langsomt løsnede hendes fingre og førte hendes hånd ned, så han endte med at stå med begge hendes hænder i sine.

[Charlotte af Hamin]

Hendes mund føltes tør, som om hun ikke havde fået noget at drikke i flere timer, som hun stod der, og ikke anede, hvad der skete mellem hende og Martin. Det føltes skræmmende og betryggende.

Da han rømmede sig, var det som om hun vågnede af en form for trance, og en beslutsomhed hvilede i hendes mørkebrune øjne. Hun nikkede. "Ja, det er nok bedst," svarede hun, men hendes stemme lød underligt uvillig til at acceptere hans forslag. Hun var sikker på, at hvis hun slap hans fingre, ville hun falde sammen, så bløde var hendes ben. Så i ren desperation klyngede hun sig til hans hænder. "Jeg går nu, f-for at skifte kjole," sagde hun lavmælt, men blev stående, ubeslutsom.