Forviklinger

[Adrian af Dunlath]

Alexander af Viksø

Det her var begyndt at blive noget kompliceret. Der foregik vist en del, som han ikke lige havde fået opfanget, men i sidste ende var det heller ikke så vigtigt. Jamie havde fortalt ham om noget, som han følte behov for at spørge Alexander om. Han var nødt til at sikre sig, at kammeraten ikke var ved at gå til ved tanken om, at hans kæreste måske – måske ikke – flirtede med andre.
Som han forventede sad Alexander i biblioteket denne aften. Det var jo typisk for lærde folk. ”Godaften,” hilste han smilende, imens han sluttede sig til Alexander. Han satte sig i vindueskarmen ved siden af mandens stol og kastede et blik på bogen i hans hænder. ”Hvad læser du?”

[Alexander af Viksø]

Alexander sad fordybet i en bog, som diskuterede relationen mellem guderne og menneskene, samt hvordan man forventede, at livet ville have været anderledes uden guderne. Han hørte slet ikke Adrian komme ind og lagde først mærke til ham, da han satte sig over for ham. Alexander smilede skævt og rystede på hovedet. "Hvad vil du Adrian? Du gider ikke høre om, hvad jeg læser alligevel." Han smilede stadig skævt, men sad nu bare og så afventende på Adrian.

[Adrian af Dunlath]

Hm ... Hvordan burde han starte det her? Det gode eller problematiske? Han var ret sikker på, at Alex muligvis ville være meget ulykkelig efter det problematiske ... ”Jeg har snakket lidt med et par folk, der er ... ligesom os,” startede han i første omgang. ”Jeg har gået og tænkt over, at det kunne være rart, hvis vi fandt på en måde at arrangere en fest. Du ved, bare for folk med vores præferencer, så man ikke behøvede skjule det. Er det noget, du kunne være interesseret i?” Han lagde spørgende hovedet på skrå. Det var nok bedst at starte med de mere uproblematiske ting.

[Alexander af Viksø]

Han satte sig med hovedet hvilende mod den ene håndflade, mens Adrian begyndte at tale og en let rynke fandt frem mellem hans bryn. "Hvordan mener du? En fest for os?" Hvad talte han om? For han kunne da ikke mene for mænd, der kunne lide andre mænd? Det var der jo ingen, der ville turde at deltage i...?

[Adrian af Dunlath]

Han rynkede lidt på brynene. ”Jeg troede, at du var en lærd mand? Alle andre jeg talte med, forstod det i første forsøg,” bemærkede han tørt. Var det ikke åbenlyst, hvad han talte om? ”Jeg mener at holde en fest eller sammenkomst for folk med vores præferencer. Kvinder. Mænd. Man inviterer dem, man kender og så videre.” Skulle Alexander nu også til at være rationel? Han havde håbet på, at det kun var Niklaus, der var besværlig. ”Men du tør måske heller ikke?” Hvorfor var folk så bange for at møde folk, der var som dem selv? Det var jo ikke fordi, man kunne sladre om hinanden.

[Alexander af Viksø]

Alexander kommenterede ikke på Adrian's drilleri. Han havde måske bare ikke forestillet sig, at nogen kunne finde på at mene den slags for alvor. Men selvfølgelig. Hvis nogen kunne finde på det, så var det selvfølgelig Adrian.

Han sukkede let og kørte hånden gennem sit hår med en træt mine i ansigtet. "Ideen er god, Adrian," sagde han så og så lidt ned i sin bog. Legede med hjørnet på en side. "Guderne skal vide, at jeg ville elske, hvis jeg kunne vise mig frem, som jeg er for en gangs skyld." Han sukkede let og rystede på hovedet. Niklaus ville bare aldrig gå med til det. Og med god grund. "Men.. Jeg tror, det er for farligt."

[Adrian af Dunlath]

Årh, hvor var de to altså spild af tid på det her punkt. Alt for kedelige og realistiske! Adrian sukkede svagt. ”Fint, så lader jeg bare være med at invitere dig.” Niklaus blev sikkert glad for at finde ud af det. ”Du og Niklaus kan sidde og svælge i jeres egen selvmedlidenhed, imens vi andre morer os.” De to var altså deprimerende nogle gange. Men der var jo ikke noget at gøre ved det. Det var jo desværre fornuftigt at være forsigtige. ”Jeg bliver her for øvrigt en måned endnu. Jeg har aftalt med Niklaus, at jeg kan fortsætte med mit eksperiment her i Legan.”

[Alexander af Viksø]

Alexander kunne tydeligt mærke, at han havde skuffet Adrian og han blev lidt trist over det. Den anden mente jo tydeligvis, at det var en glimrende idé. "Det er ikke, fordi jeg ikke vil," modsagde han så derfor den anden og sukkede lidt igen. "Måske, hvis det var en mindre sammenkomst. Uden så mange usikkerheder..." Han vævede lidt i det, men fortsatte så. "Måske kunne jeg også tage af sted alene... Niklaus.. Ja, du ved, hvor farligt det er for en lensherre." Det måtte Adrian da også kunne forstå?

Han nikkede let til emneskiftet og smilede mildt. "Ja, jeg har hørt det. Det lyder som en rigtigt god idé. Jeg har også hørt, du har klaret at få dine malerier til rent faktisk at afspejle virkeligheden en smule?" Det var i hvert fald, hvad Niklaus havde sagt.

[Adrian af Dunlath]

Han vrængede lidt på næsen, men på den anden side var en mindre sammenkomst måske en god idé. Bare som en start, så det kunne blive prøvet af. Det ville måske også gøre de inviterede lidt tryggere og dermed mere villige til at prøve noget større?
Nå, det måtte han gruble over senere. I stedet nikkede han til Alexanders ord. ”Det varede kun et par sekunder, men det fik da vundet Niklaus over. Han var noget kritisk i starten.” Men selvfølgelig gjorde det noget ved en, når man pludselig så et billede bevæge sig.

[Alexander af Viksø]

Han havde åbenbart klaret at provokere Adrian tilstrækkeligt til, at han nu slet ikke ville tale mere om det og Alexander følte sig lidt skidt til mode og hang en anelse med næbbet. Det var jo ikke, fordi han ikke ville støtte op om ham. Han forsøgte dog at smile tilpas meget, da talen faldt på malerierne igen og han nikkede enigt. "Det kan han finde på at være ja. Men han har også sans for kvalitet." Hans smil blev mere ægte, som han nu også fra Adrian fik bekræftet, at Niklaus virkelig forsøgte at komme overens med den unge nordbo. Det havde ikke altid været let at balancere sit venskab med Adrian i forhold til Niklaus og Alexander øjnene nu en mulighed for, at det måske kunne være anderledes. "Jeg håber, at jeg også kan få lov til at se det en dag?"

[Adrian af Dunlath]

Alexander sad tydeligvis og fik dårlig skyldfølelse, så Adrian sukkede svagt. ”Alex, det er altså i orden, at man ikke vil deltage i noget nogle gange. Der er ingen grund til, at du sidder og får det dårligt over det.” Den mand var så forfærdelig følsom nogle gange. Men det var vel også det, der gjorde ham til en god ven.
Han nikkede lidt til spørgsmålet. ”Ja, men der går nok lidt. Jeg er nødt til at slappe lidt af i et par dage ...” Han havde ikke været i stand til at gentage successen siden den aften. Gaven havde vist brug for en hvil. Han var ofte udmattet for tiden og tog lange middagslure næsten hver dag. ”Jeg får et kontor ovenpå. Ved den der terrasse,” forklarede han og viftede en hånd i retning af loftet.

[Alexander af Viksø]

Alexander ignorerede Adrian's forsøg på at få ham til at have det bedre. Det hjalp ikke rigtigt, for det virkede stadig til, at dette var noget, Adrian følte ret stærkt for. "Det vil jeg glæde mig til," sagde han så i stedet for og smilede let ved tanken om at måtte se noget helt nyt og innovativt.

"Det var da dejligt for dig," kommenterede han med et smil over nyheden om kontoret. Det var mere end glædeligt, at det rum kunne blive brugt til noget andet. Forhåbentligt kunne det slette nogle af alle de gamle minder. "Der er en fantastisk udsigt deroppefra.

[Adrian af Dunlath]

Han nikkede enigt. ”Ja, den er god. Jeg er måske ikke tilhænger af det her forbandede klima, men havudsigten kunne man godt vænne sig til.” Han grinede lidt ved tanken. Der var noget dejligt beroligende over at sidde og lytte til bølgerne.
Han skævede lidt til Alexander. Junkeren virkede jo til at være i godt humør. Måske havde han fået talt ud med Niklaus? Han burde måske ikke forsøge at bore i det, hvis de allerede havde fået talt om det ... Der var ingen grund til at vade rundt i problemerne. Måske var det der flirteri ikke engang rigtig et problem? Adrian rynkede på panden ved tanken. Det kunne altså ikke passe. Alexander virkede ikke som typen, der ville bryde sig om den slags ting.

[Alexander af Viksø]

Alexander nikkede let og vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Adrian sagde ikke mere, men samtidig blev han siddende - på en eller anden måde afventende - og Alexander blev lidt rastløs af det. Han pillede distræt ved et hjørne på bogens sider, inden han lagde hovedet let på skrå. "Er der mere, du gerne vil tale med mig om?" Ellers ville han nok gerne læse videre.

[Adrian af Dunlath]

”Mjae ...” Han tøvede igen. Med tanke på Niklaus’ opførsel, burde han ikke gøre det her. Fyren ville sikkert blive afsindigt arrig ... men hvad nu hvis, der faktisk var noget galt? ”... Jeg har talt med Jamie ...” sagde han endelig og vidste ikke helt, om han burde uddybe. ”Og altså ... jeg blev lidt bekymret ... hvordan du tog det og sådan ...” Han trak på skuldrene.