Morgentimerne

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia
25. januar 528 M. T.

Det var ikke fordi solens stråler nåede ind i det soveværelse, som Pendrima sov i. Det var mere bare dagslyset, som nåede fra vinduet og hen over sengen, for til sidst at lyse hende i ansigtet. Det fik hendes øjne til at vibrere ganske let, og hun drejede hovedet i irritation over at blive vækket før hun havde lyst. Men det var for sent.

Hun var i løbet af natten endt på maven, og uden Joreths arm omkring sig, men hun kunne stadigvæk mærke ham ved siden af sig. Hun strakte sig dovent i sengen, forsigtigt så hun ikke vækkede sin mand. Så satte hun sig langsomt op i sengen, og løftede sig forsigtigt på benene. Hun følte sig... Stadigvæk træt, men ikke helt udmattet, som mange af de andre dage.

En tjenestepige stod i døren ind til hendes kammer. "Deres bad er klar, Deres Højhed,"" sagde pigen. Pendrima kastede et blik bagud, for at se hen på Joreth, der sov endnu. "Et øjeblik," svarede Pendrima, inden hun drejede rundt, og lænede sig ind over sengen. Hun plantede et blidt kys på Joreths pande, inden hun strøg hans pandehår væk. Så rejste hun sig op igen og nikkede til pigen.

Døren ind til det lille kammer stod på klem, hvor Pendrima blev klædt af, og bagefter trådte ned i det varme vand.

[Joreth af Condia]

Han registrerede hverken Pendrima der vågnede, eller pigen der kom ind. Han havde sovet tungt, tungere end han havde gjort længe, og det skyldtes ikke udelukkende mængden af alkohol han havde indtaget aftenen før. Netop den havde dog en hel del at gøre med, hvor tung han følte sig i hovedet da søvnen slap sit tag i ham og han åbnede tunge øjenlåg.

Han løftede hovedet, kun for at skære en grimasse og lægge sig helt ned igen med en hånd over panden. Sådan lå han lidt, mens han overvejede, hvor Pendrima var. Havde han drømt at hun var faldet i søvn ved siden af ham? At de var kommet til en eller anden form for fælles forståelse?

Han åbnede det ene øje på klem da lyden af skvulpende vand nåede ud til ham fra det lille kammer der lå ved siden af soveværelset. Han drejede hovedet og så på døren der stod på klem og rynkede brynene lidt, før han med en anstrengt lyd satte sig op og svingede benene ud over sengekanten. Der sad han lidt mens han forsøgte at ignorere den insisterende dunken i sit hovede. Den var til at leve med. Han havde prøvet værre og han rejste sig på ben, der var en del sikrere end natten før, selvom skridtene hen til kammerdøren var tunge. Han gabte dybt og kløede sig i det uglede hår mens han skubbede døren helt op og sendte sin hustru et mat smil og en mumlen der måske skulle have været godmorgen.

[Pendrima af Condia]

Den unge tjenestepige forsvandt, så snart der kom lyde inde fra sengen i soveværelset. Det var tydeligt, at hun ikke ville være til stede, når Joreth stod op. Det generede ikke Pendrima. Hun lukkede øjnene, mens hun mærkede, hvordan det varme vand blødgjorde hendes ømme og trætte muskler. Helbrederen havde anbefalet det til hende, sammen med en speciel olie, der var blandet i vandet, og fik det til at dufte som om der var en blomstermark i rummet.

Hun lænede hovedet tilbage mod kanten af karret, og lod sig glide ned, så vandet nåede hende lige til hagen. Lydene inde fra soveværelset blev tydeligere, og hun hørte Joreths tunge skridt på gulvet. Da han kom ind til hende, åbnede hun øjnene og sendte ham et lige så mat smil. Selvom hun havde sovet bedre end hun havde gjort længe, var hendes krop stadigvæk fyldt med træthed. "Godmorgen... Pjuske," sagde hun, og lukkede øjnene igen, mens hun nød det skvulpende vand glide over hendes krop.

Det var nu underligt at tale med ham igen, og den fjendtlige stilhed der havde været mellem dem de sidste par måneder, virkede næsten helt fjern nu. Hendes små og slanke fingre holdt fast omkring kanten af karret, af ren frygt for, at hun skulle falde i søvn og glide under vandet med hovedet.

[Joreth af Condia]

Han skar en grimasse igen over hendes hilsen og gned sig over de nu synlige skægstubbe på sin kæbe og kinder "Meget morsomt." brummede han, gik nærmere og lod fingrene stryge over hendes, der holdt om kanten på karret, da han gik forbi "Hvordan har du sovet?" spørgte han, en smule grødet fordi han ikke helt var vågen endnu. Hans mund føltes tør og han så sig om efter noget at drikke. Der plejede altid at være noget, hvis ikke pigen havde glemt det, i hvilket tilfælde han nok skulle sørge for hun ikke gjorde det igen.

[Pendrima af Condia]

Det trak i hendes muundvige over hans brummende ord, og hendes krop skælvede ved den lette berøring af hendes fingre. "Som den nat, hvor vi første gang lå sammen," svarede hun ærligt og åbnede øjnene igen for at følge ham med blikket. Natten efter hendes første gang med en mand, havde hun sovet tungt, men var vågnet op med muskler så ømme, at det ikke kunne beskrives. De havde skændtes lige inden de lå sammen. "Der står en kande med vand omme bag skillevæggen," fortalte hun og satte sig halvt op i karret, så man lige kunne se hendes kraveben. "Og dig?" Spurgte hun forsigtigt, bange for hans svar.

[Joreth af Condia]

Han stoppede midt i en bevægelse og kastede et blik mod hende over den ene skulder. Han rynkede brynene i mild overraskelse mens det sitrede svagt i hans mundvige. Detvar ikke lige den sammenligning han ville have regnet med, men han kunne ikke lægge noget negativt i den.

Den lille antydning af et smil forsvandt ikke helt mens han fulgte hendes anvisning, uden at tænke over hun fornemmede hvad han havde ledt efter, uden at han havde sagt det højt. Han skænkede sig et glas og tømte det i grådige slurke, fyldte det igen og trak en taburet hen ved siden af karret hvor han satte sig. For tredie gang skar han en grimasse og drak igen før han svarede "Udemærket.. alt taget i betragtning." han brummede stadig og lagde så hovedet hårdt til en ene siden, så den anden, begge gange med et hørligt knæk til følge.

[Pendrima af Condia]

Hun himlede med øjnene over de grådige lyde der kom fra ham, når han så ucharmerende valgte at slubre vandet i sig. Sådan gik det, når man drak for meget. Men hun sagde ikke noget om det. Det var nok ikke lige det bedste tidspunkt at nævne hans alkoholforbrug, når man tænkte på natten, de lige havde gennemgået,

Hun skar en grimasse, da hun hørte hans nakke knække. "Hvor er du ulækker," mumlede hun og sank længere ned i vandet, mens hun ubevidst lidt sørgede for at dække sin krop til. Det var uvant igen at være nøgen foran ham. "Jeg går ud fra, at du ikke har de store planer i dag?" Spurgte hun forsigtigt, og hentydede til, at han nok ikke ligefrem var meget værd udenfor værelset i hans noget tømmermænds-ramte tilstand.

[Joreth af Condia]

Han hævede et øjenbryn overhendes udtalelse og var tæt på at rejse sig igen. Hans kæbe spændtes momentært, mens han huskede sig selv på natten før. Han havde lovet at prøve og ikke falde tilbage i de gamle mønstre. Det forhindrede ham dog ikke i at himle let med øjnene, før han demonstrativt knækkede fingre og så rystede på hovedet "jeg havde håbet at blive færdig med min afhandling, men nu må vi se." han lod fingrene glide gennem det allerede uglede hår og huskede sig selv på han snart skulle klippes igen "Du?"

[Pendrima af Condia]

Og nu knækkede han også sine fingre. Hun hadede lyden, når han gjorde det. Det fik hende til at gys. I det mindste var han hurtig færdig med det. Hun åbnede øjnen, da han fortalte om sine planer. "Jeg har ingen. Jeg udskød min aftale efter igår," svarede hun og trak let på skuldrene. "Måske..." Hun drejede hovedet væk, bed sig i underlæben og rystede så på hovedet. "Nej, ikke noget alligevel."

[Joreth af Condia]

Han nikkede, mens han undlod at knække nakken igen. Han var øm og konstaterede, at han måtte have ligget skævt det meste af natten. Måske ikke så underligt, når det var første nat i måneder, de havde ligget uden mindst en meter mellem sig i sengen "Måske hvad?" spurgte han med et hævet øjenbryn, og så afventende på hende, mens han lænede sig lidt frem og lagde en arm langs kanten af karret, så hans fingerspidser strejfede det varme vand.

[Pendrima af Condia]

Hun fulgte hver af hans bevægelser nøje med sit blik, og det hvilede på hans fingerspidser, der rørte ved vandet. Kun ganske få millimeter fra hendes knæ. Så flyttede hun blikket op på hans ansigt. "Måske..." Hendes stemme rystede af den usikker og nervøsitet hun følte over det skrøbelige fundament, som de havde bygget i går. "Kunne vi gå en tur i haven? Jeg har ikke være udenfor siden..." Hun sank en klump i halsen og så med det samme væk, mens hun forsøgte at berolige sig selv over den pludselige følelse af trang til nærhed, der flød i hendes krop.

[Joreth af Condia]

Han lagde hovedet lidt på sned og nikkede med et opmuntrende "Mhmm?" mens han prøvede hårdt at være tålmodig og lade hende komme til sagen i sit eget tempo. Det ville tage noget tid at finde hinanden igen uden straks at være forsvarsberedte.

Han smilede dog da hun fik sit ønske frem og nikkede uden at behøve overveje før han gjorde det "Selvfølgelig.. men lad mig få noget morgenmad sendt op først." han løftede hånden og gav hendes knæ et lille klem, før han trak hånden til sig igen.

[Pendrima af Condia]

Hun åndede tydeligt lettet op, da han accepterede at gå en tur i haven. Det var ganske vist stadigvæk januar og koldt udenfor, men det gjorde hende ikke noget. Hun ville sørge for, at være varmt klædt på, så hun ikke blev syg. Hendes immunforsvar var stadigvæk ikke oppe at køre endnu.

"Tak," sagde hun og så op på ham, da han gav hendes knæ et lille klem. Så rakte hun en hånd frem, og fik fat på et håndklæde. Langsomt, og på vaklende ben, fik hun rejst sig op i karret, mens hun viklede håndklædet rundt om sin spinkle krop. Hendes ribben var lige så tydelige som hendes kraveben, da hun vendte ryggen til Joreth for at stige ud på gulvet.

[Joreth af Condia]

Han rettede sig op igen da hun rakte ud efter håndklædet og rejste sig selv, uden at tage sig af den svage murren i sit hovede "Her.." bød han, med en hånd strakt frem for at hjælpe hende ud over kanten af karret, selvom hun stod med ryggen til. Det var egentlig pigens job, men siden han selv havde været grund til hun gik, lå det trods alt ligefor selv at hjælpe hende.

Hendes tilstand var han ikke blind for, men det var ikke noget han kunne gøre noget ved lige nu, kun på længere sigt "Er der noget bestemt du har lyst til jeg får sendt op?" spurgte han videre, mens han ventede på hun tog hans hånd.

[Pendrima af Condia]

Hun så først overrasket på ham, da han bød hende sin hånd, men så krusede hendes læber i et mildt smil, og hun tog fat omkring hans hånd. I hvert fald så meget hun kunne, når hans hånd næsten var dobbelt så stor som hendes egen. "Tak," sagde hun endnu en gang og kom sikkert over karrets kant, uden at glide på gulvet, som hun gjorde vådt.

Hun slyngede håndklædet omkring sig, og fik et tænkende udtryk. "Noget kylling. Helbrederen sagde, at det kunne hjælpe mine muskler til at restituere," svarede hun og så op på ham. "Og nogle appelsiner," hun forsøgte at gøre hvad hun kunne, for at hjælpe sit immunforsvar på vej.