Facaden krakelerer

[Pendrima af Condia]

Joreth af Condia
24. januar 528 M. T.

Der var nok gået flere timer, siden Pendrima havde smækket med døren ind til sit arbejdsværelse, for at lægge sig til at sove, og til at Joreth smækkede med en anden dør. Vreden var bare vokset i hende. Vrede væmmelse og en dyb, dyb sorg, som gnavede i hendes indre, og truede med at eksplodere.

Hun vågnede langsomt ved, at hun var rullet om på siden, og havde mærket blæren være ved at sprænges. Turen ud til latrinet og tilbage igen, blandet med en utrolig træthed, fik hende til at sætte sig ned på sengen i soveværelset. Hun orkede ikke mere.

Et dybt suk forlod hendes læber, som tårerne langsomt begyndte at falde ned over hendes blege og udhulede kinder. Hun løftede en hånd for at tørre dem væk, kun for at mærke, hvordan gråden langsomt tog til. Til sidst endte hun med at ligge sig oven på dynen i fosterstilling, mens hun græd og græd, lige indtil udmattelsen igen overmandede hende og hun faldt i søvn.

[Joreth af Condia]

Modsat så mange andre gange, var han ikke taget ned i byen for at finde en villig kvinde på Liljen. Først og fremmest måtte han væk fra den dårlige stemning i sine egne gemakker og al Pendrimas indestængte vrede og had. Førhen havde netop det været underholdende og han havde let kunnet lade det prelle af, som vand på en gås, men denne gang havde det alligevel stukket og stukket dybt. Han endte hos en af de få mænd han ville kalde ven.

Efter nogle timer, og adskillige glas af Hugos gode whisky, sad han igen i vognen op mod paladset. Den tunge følelse i hans mellemgulv var der stadig, men alkoholen havde bedøvet den, gjort ham mere ligeglad. Der var mørkt i værelset da han kom ind og uden at tænke over det prøvede han at støje så lidt som muligt. Selvom han ikke ville indrømme det, var han blevet vant til at bo sammen med nogen. Han svajede let, mens han tog sit overtøj af og smed det skødesløst over den nærmeste stol. Støvlerne blev efterladt samme sted før han en smule vaklende, fortsatte ind i soveværelset. Der var ikke rullet for og månen gav nok lys til at kunne se den sammenkrummede skikkelse i sengen. Han gik i stå og stod nogle skridt fra sengen bare og betragtede hende. Hun så så lille og skrøbelig ud der. Intet som den furie der dagligt fik ham til at søge væk fra deres gemakker.

Noget spændtes indeni ham og påvirket af alkohol som han var, undertrykte han det ikke som han ellers plejede. I stedet gik han nærmere sengen og satte sig forsigtigt på kanten. Han løftede en hånd og rakte ud, men stoppede lige over hendes hår, ubeslutsomt. Sådan sad han flere minutter før han lod to fingre stryge blidt over hendes kind, uden helt at vide hvad der fik ham til det.

[Pendrima af Condia]

Pendrima var faldet i søvn oven på dynen. Men hun havde ikke lagt mærke til det, for det var jo ikke meningen hun skulle sove. Men hun havde været udmattet. Følelserne der rasede i alle retninger, og sendte hende ud over den ene klippeskrænt efter den anden, havde til sidst ædt den sidste rest energi i hendes lille og skrøbelige krop.

En krop der nu var kølig på grund af den manglende varme fra personen ved siden af hende. Hun lagde ikke mærke til, at der kom nogen ind i rummet, eller at nogen satte sig ned på sengen. Kun de vibrerende øjenbryn og den lave vejrtrækning indikerede, at hun rent faktisk var i live, mens kinderne endnu var fugtige af de mange tårer, der var løbet ned over dem, og havde gjort noget af hendes røde hår vådt.

En skælven gennem kroppen var hendes underbevidsthed, der mærkede en let berøring. Men søvnen lod ikke til at slippe sit tag i hende.

[Joreth af Condia]

Han havde ikke nogen intention om at vække hende, men et, lige nu, ganske dominerende behov for bare at være tæt på hende. uden at blive vrisset eller råbt af, og uden hun udvandrede, som var en af hendes mest frustrerende karaktertræk. Hendes kind var kølig og han rynkede panden lidt, før han kom på benene, svajede lidt igen mens han så sig omkring. Han ville ikke kunne lægge dynen over hende som hun lå og valgte i stedet det tykke tæppe, der lå over en stol ved vinduet.

Stadig forsigtigt trak han det op over hende og undskyldte sig selv med, at han ikke havde brug for mere sygdom foreløbigt, mere end fordi han rent faktisk bekymrede sig. Han sad lidt igen bare og betragtede hende før han gik rundt om sengen og krøb ned bag hende, hvor han lagde en arm forsigtigt hen over hende og lukkede øjnene mens duften af hendes hår krøb ind i hans næsebor. Det var længe siden de havde ligget sådan.. alt for længe understregede den lille stemme i hans baghovede, der ikke blev ignoreret til tavshed som sædvanlig.

[Pendrima af Condia]

Den lille bevægelse fra hendes brystkasse og den lave lyd der kom, når hun trak vejret, stoppede i et par sekunder, for igen at gå igang. Sådan lød det, når Pendrima sov. Hendes øjenlåg vibrerede, da hendes underbevidsthed hørte bevægelse i rummet, og hun rørte lidt på sig. Hendes ben blev strukket lidt ud, så hun ikke lå så sammenklemt.

Et dybt suk, gled over hendes læber, da hun mærkede et tæppe på sig. "Mmh..." Mumlede hun søvnigt, og fik knuget fingrene omkring det, så hun kunne trække det helt op under hagen. Bevægelse i sengen fik hende bragt op på et stadie i sin søvn, hvor hun begyndte at fornemme hvad der foregik. Men det var instinkt, og ikke følelserne, der reagerede nu. Hun havde været ked af det, vred, skuffet, og så ked af det igen, og nu havde hendes underbevidsthed brug for trøst. Så da en beskyttende arm blev lagt omkring hende, og en varm krop lå op ad hende, mumlede hun kun en ting: "Joreth..."

[Joreth af Condia]

Det føltes helt rigtigt og alligevel så skrøbeligt nu han lå der med hende. Som en kugle af spundet sukker, der ville gå i stykker så snart man rørte ved den. Skænderiet fra tidligere på aftenen, endda de foregående måneders tungsind, blegnede da hun ikke trak sig væk og mens noget stak i brystet på ham, fandt hans hånd hendes, uden at trak armen til sig "Mhmm.." brummede han sagte, uden at åbne øjnene og uden at der var plads til de flossede følelser der lå bag vreden og afskyen der havde domineret deres hverdag siden deres søns tragiske fødsel.

[Pendrima af Condia]

Hendes krop skælvede af det pludselige nærvær. Hun havde i flere måneder næsten ikke rørt ved et andet menneske, med mindre de var ude i offentligheden. Der havde hun været tvunget til at tage den perfekte maske på. Hun drejede hovedet lidt, og i kølvandet på hans lave brummen, kom lugten af alkohol. Og Pendrima vågnede.

Hun stivnede i hele sin krop og kneb øjnene hårdt sammen. Alle følelserne fra tidligere på aftenen begyndte skylle ind over hende bølge efter bølge, og ude af stand til at kontrollere det, begyndte hun igen at græde. Det var en desperat gråd, som for en gang skyld gav genklang af den sorg, hun bar i sit hjerte.

[Joreth af Condia]

Han åbnede øjnene og kom lidt op fra sin egen døs da hun pludselig begyndte at skælve så tæt imod ham. Hvorfor nu.. Hendes gråd fik hans indre til at slå knuder på sig selv og stadig påvirket af den gode whisky, reagerede han ganske instinktivt da han lagde et kys mod hendes rødblonde nakke og tyssede sagte og beroligende "Ssch... du må ikke græde, lille fugl.." mumlede han, uden at tænke for meget over hvad han sagde. Ordene kom helt af sig selv mens han knugede hendes spinkle hånd i sin.

[Pendrima af Condia]

Hverken hans ord eller berøringer hjalp på hendes gråd. Tværtimod. Det gjorde den nok mere hjerteskærende. Hun rystede på hovedet, og forsøgte halvt at skubbe ham væk, mens hun forsøgte at komme ud af sengen. Tårerne havde hun holdt inde i så mange måneder, at det kun havde været et spørgsmål om tid, før de fik frit løb.

Langsomt, og med en skælvende krop, fik hun kantet sig ud på gulvet, hvor hun faldt til jorden. Hendes ben var trætte og usikre. "Fortæl mig, hvorfor jeg ikke må græde?" Forlangte hun i et hysterisk tonefald, mens hun knugede sin hånd ind til sit hjerte. "Fortæl mig, hvorfor jeg ikke må vise, hvor ulykkelig jeg er!"

[Joreth af Condia]

Hans greb blev fastere i et desperat forsøg på at holde på hende da hun begyndte at trække sig væk, men han var ikke i en tilstand, hvor hans reaktioner var særligt hurtige og før han nåede at gøre noget for alvor, sad hun på gulvet, mens han selv usikkert stablede sig op at sidde i sengen.

Hendes ulykkelige tone, mere end hendes ord, skar ham i hjertet mens han så fortabt på hende, uden den sædvanlige trods og kampgejst. Han rystede på hovedet og så ned i madrassen, uden at kunne se hende i øjnene. Hver gang han gjorde det var det som at få et slag i maven "Jeg kan ikke..." mumlede han, næsten ikke hørligt og mærkede hjertet synke i livet på sig.

[Pendrima af Condia]

Hans... Hun kunne ikke beskrive det. Men det gjorde hende i hvert fald vred. Hele hendes krop sitrede af indestængt vrede, sorg, og frustration, som hun ikke længere kunne holde inde i sig længere. "Se på mig!" Denne gang var det en ordre, der emmede af vrede. "Du kan ikke hvad?" Hun tog en dyb indånding i et desperat forsøg på ikke at hidse sig mere op, men det var for sent."Vi mistede vores søn Joreth!! Og du, alle, fejede det ind under gulvtæppet!" Denne gang fik hun stablet sig selv på benene. Øjnene var røde og ansigtet hævet på grund af de mange tårer.

[Joreth af Condia]

Han rystede på hovedet igen, men der var noget i hendes stemme der fik ham til at se op alligevel. Hans blik flakkede da det mødte hendes og han krummede fingrene omkring tæppet, mens han forsøgte at klare sit slørede hovedet - uden held "Jeg.." mumlede han igen og nåede ikke at sige mere før hun fortsatte.

Hendes vrede, ulykkelige ord var som et slag i ansigtet og han sank hårdt. Hans knoer var hvide så hårdt knugede han tæppet, mens han endnu engang rystede på hovedet og usikkert kantede benene ud over kanten af sengen, modsat hende. Det brød øjenkontakten et øjeblik da han rejste sig op, kun for at vende sig mod hende med en hånd på den ene sengestolpe for sin egen balances skyld "Jeg ved ikke hvordan.." han bed sammen om flere ord. Kæben spændtes tydeligt før noget alligevel pressede ham til at fortsætte "Han var så lille...." det var ikke noget han havde fortalt. At han havde set deres søn, men det var et syn han aldrig ville kunne slette fra sin hukommelse. Han løftede den frie hånd og lukkede øjnene mens han gned sig hårdt over panden "Jeg troede ikke du ville vågne igen.. jeg troede.." han rystede igen på hovedet og mødte hendes blik.

[Pendrima af Condia]

Hendes Joreth havde aldrig haft svært ved at danne en sætning. Han var velformuleret og havde altid vidst, hvad der skulle siges. Eller i hvert fald, hvad han selv mente var nødvendigt at sige.

Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i et hurtigt tempo, mens hendes grønne øjne fulgte hver af hans bevægelser, mens han kantede sig ud af sengen og selv kom op at stå. Han havde fået mere end et glas, efter han havde forladt deres gemakker. Det var tydeligt for en hver. Hun knugede sine små hænder, mens hendes ben rystede usikkert under hende, og truede med at sanke sammen. Kun vreden formåede at holde hende oppe.

"Du... Du har set ham?" Spurgte hun med stemmen fuld af vantro. "Du så ham!" Denne gang steg hendes stemme til et næsten hysterisk skrig, og hendes ben gav efter. Hun havde ikke set ham. Hun havde ikke fået lov til at holde ham, eller kysse hans pande, som en mor burde gøre. Hun løftede hænderne op og lagde dem over sine ører, mens hun fik trukket benene op til brystet. Hun rokkede frem og tilbage, med lukkede øjne og rystede på hovedet. Hun havde ikke vidst, hvor syg hun egentlig havde været. Helbrederen havde skånet hende for oplysningerne, og hun havde ikke selv spurgt. Hun havde frygtet svaret. Noget som Joreth nu havde sat ord på. "Det er ikke sandt. Det er ikke sandt."

[Joreth af Condia]

Han nikkede usikkert og slap sengestolpen for at tage et brat skridt frem da hun igen endte siddende på gulvet. Han tøvede, men tog så de sidste skridt hen til hende og dumpede ikke særlig elegant ned på knæ foran hende "Helbrederne var ikke sikre på om du ville.. jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre... jeg troede.." hans stemme var indtrængende, selvom det kun blev til en række af ufuldendte sætninger og alt i ham skreg efter at trække hende ind til sig, få hende til at stoppe med at græde. Det truede med at rykke ham i to og han anede ikke hvordan han skulle få det til at stoppe, få hende til at smile igen. Han løftede den ene hånd og rakte ud, uden at røre hende. Var det frygt for igen at blive afvist han følte? "Han var perfekt, Pendrima.."

[Pendrima af Condia]

Hun hev hidsigt efter vejret, da han kom hen til hende. Hun rykkede dog ikke væk fra ham. Hun havde ikke kræfterne til det. I stedet forsøgte hun at lade som om, at det han sagde var usandt. Hvis hun havde været død... Hun turde ikke tænke tanken færdig. Det var lige før, at hun ville have ham til at fjerne al smerten, som han havde påført hende, ved at lade som ingenting. Og hans sidste ord om deres søn fik det til at slå klik. "Og jeg slog ham ihjel... Slog os ihjel," mumlede hun, inden hun næsten i en dyrisk bevægelse, væltede over Joreth. Hun slog ham i brystkassen med en lille knytnæve, men slaget var noget nær det svageste hun kunne præstere, mens hun søgte ind i hans arme.