Var det nu også smart?

[Marcus af Naxen]

Murray af Naxen

Marcus havde været på universitetet tidligere på dagen, og fået hentet nogle materialer, som nu stod i hans arbejdsværelse i slægtens hus. Aftensmaden var for længst blevet spist, og han havde efterladt både Murray og Vania nede i stuen, mens han havde undskyldt sig med arbejde. Men mest af alt var det et nyt forsøg, han skulle prøve sig med.

Der gik ikke længe fra, at han var kommet op på arbejdsværelset til, at alt var stillet klar. Eller... Der var nok i hvert fald gået en time. Med spænding i sit blik, stillede alkymisten det sidste redskab op. Metaller burde kunne brænde. Det havde han læst i en af sine arbejdsbøger. Dette var et forsøg for at finde ud af, om det nu også var rigtigt.

Ganske forsigtigt, tog han fat om et stearinlys og flyttede det hen, for at varme metallet og væsken op. Det lugtede ikke særlig godt. Og en form for damp begyndte at stige op af glasset, mens indholdet langsomt begyndte at koge. Han lagde ikke mærke til, at den hvide dampsky bevægede sig ud under døren. Marcus havde sit blik fokuseret på forsøget.

[Murray af Naxen]

Aftenen var forløbet stille og roligt. Familien havde spist aftensmad sammen og derefter gået hver til sit. Far var taget på besøg hos en gammel ridderkammerat, og Murray satte sig i en stue med Vania, hvor de som sædvanlig fordrev tiden med hver deres ting. Efter noget tid blev Vania dog optaget af et problem i tjenestestaben, og Murray besluttede sig for at gå op og tjekke på Marcus imens. Han nåede kun hen til trappen, før han kunne se røg flyde hen over gulvet på den næste etage.
Tankerne gik straks til en brand, så han stormede straks ovenpå, greb den nærmeste blomstervase og hastede ned til rummet, hvor røgen kom fra. Han sparkede uden videre døren op og tømte vasens indhold – både blomster og vand – lige i ansigtet på Marcus. Der stod og rodede med et eller andet. Igen. Murray stillede vasen fra sig og kneb øjnene lidt sammen. ”Hvad i alverden laver du?” brummede han irritabelt og gik over for at åbne et vindue. Røgen stank. Nu hvor han så efter var det vist egentlig ikke røg, men nærmere damp ...

[Marcus af Naxen]

Et smil bredte sig på Marcus' læber, da han begyndte at fornemme, hvad der snart skulle ske. Han blev ved med at holde lyset hen til glasset, mens ganske små gnistre begyndte at vise sig ned i den kogende væske.

En dør der blev åbnet og vand og blomster, der flød over hans arbejdsbord rev ham dog hurtigt tilbage til virkeligheden. "Murray!" Udbrød Marcus og fik hurtigt fjernet væsken fra alt det våde. "Ved Mithros, hvad laver du?!" Stemmen var både vred og alvorlig. "Du kunne have brændt hele huset af!"

[Murray af Naxen]

Han fnøs utilfreds. ”Og det siger du?” Han åbnede vinduet helt og forsøgte at vifte noget af dampen ud. Han havde ikke brug for den lugt i huset. ”Du ved, hvordan jeg har det med eksperimenter, der genere resten af huset,” påpegede han utilfreds og krydsede armene for at nedstirre sin bror. ”Hvad er det du laver?” Han tog sig ikke så meget af hele den der 'brænde huset af'-ting.

[Marcus af Naxen]

Han tog sig ikke af sin ældre brors blik. Murray havde måske styr på forskellige teknikker at bruge et sværd på, men blanding af metal og væsker? Det var og blev Marcus' afdeling. "Indtil videre, så er du den eneste, som dette her har generet," kommenterede han og rystede på hovedet af Murray. "Jeg undersøger, hvor længe der går, før den kogende væske begynder at slå gnister," svarede han og så ned på glasset med det spildte indhold. "Men det er lidt svært, når hele mit arbejdsbord nu er gennemblødt. Sammen med mine notesbøger..."

[Murray af Naxen]

”Fordi jeg var den eneste på vej ovenpå.” Han trak på skuldrene og kastede et blik på bordet. Så gik han over og begyndte at løfte nogle af bøgerne væk, så de ikke blev mere gennemblødte. ”Det må du undskylde.” Det var trods alt ikke planen at ødelægge broderens noter. ”Men ville det virkelig tage livet af dig lige at give resten af os en advarsel, før du kaster dig over den her slags ting?” Det var så typisk ham – og Myrilla – kun at have øjne for deres studier og eksperimenter nogle gange.

[Marcus af Naxen]

Endnu en gang rystede Marcus på hovedet. "Hvorfor dog det? Klokken er da ikke særlig... Mange?" Det var halvt et spørgsmål, og halvt en konstatering. Ikke fordi han overhovedet anede, hvad klokken var. Der var ikke et eneste ur i arbejdsværelset. "Det var ikke en del af planen, at I skulle have været vågne," undskyldte han og satte glasset ned, hvor efter han selv begyndte at flytte nogle bøgerne. "Men det her nye projekt betyder ret meget for mig."

[Murray af Naxen]

Murray skulede lidt over det svar. ”For det gør det jo meget bedre.” Hvis Marcus bare fik lov til at arbejde i fred, ville den damp sikkert være nået ud over hele huset. Det var ikke til at sige, hvor lang tid det ville tage at få lugten ud af møbler, gulvtæpper og tapet. ”Betyder dine projekter ikke altid meget for dig?” Det var ikke hans indtryk, at Marcus på noget tidspunkt gjorde noget halvt. Han virkede altid ganske opslugt af sit arbejde.

[Marcus af Naxen]

Han løftede det ene øjenbryn og så over på Murray, som om han forventede endnu en reaktion. Men der kom ikke mere.

Han trak på skuldrene over spørgsmålet. "Det er bare..." Startede han og sukkede let, mens han fjernede endnu flere bøger. "Jeg blev spurgt, personligt, om jeg ville være med til det her projekt. Jeg får løn for det," fortalte han og fandt et klæde frem, og begyndte at tørre bordet op.

[Murray af Naxen]

Han lænede sig mod væggen efter at have flyttet de sidste ting. ”Så hvad vil du opnå med at få metal til at brænde?” Han rynkede lidt på brynene. Metal var selvfølgelig lettere at forme, når det var varmt og bøjeligt. Men brænde det? Hvad ville det ændre? "Er det ikke nok at smelte det?"

[Marcus af Naxen]

Han så over på Murray, mens ah tørrede bordet af. "Jeg er ude for at se, hvilken farve, det udskiller, når det brænder. Og hvad det efterlader sig. Om det overhovedet efterlader sig noget," forklarede han og rettede sig op. "Metallet skal ikke smelte, men helst forsvinde i farverige gnistre. Ligesom til Macay-brylluppet. Vi håber på at kunne finde ud af en metode, hvorpå man kan bruge forskellige farver."

[Murray af Naxen]

Så det handlede om at følge op på arbejdet fra Macay-brylluppet? Murray måtte vel – mod sin vilje – indrømme, at det havde været ganske spændende at se lysene på himlen. Det bekymrede ham dog også lidt, at Marcus åbenbart arbejdede på det nu. ”... Nu har du ikke tænkt dig at få ting til at springe i luften inde i huset, vel?” Han sendte broderen et kritisk blik. Han ville ikke have den slags indenfor. Macay-emnet gav dog også anledning til et andet spørgsmål. ”Jeg går ud fra, at du havde for travlt under brylluppet til at møde nogle komtesser?”

[Marcus af Naxen]

Marcus så fornærmet hen på Murray og lagde armene overkors, efter at have lagt det våde klæde ned på bordet. "Naturligvis vil jeg da ikke det. Jeg havde altså tænkt mig at blive boende til min dødsdag," sagde han og sukkede over den næste kommentar fra Murray. "Nej, det havde jeg ikke. Og selvom jeg havde haft tid, tvivler jeg på, at jeg ville have mødt nogen, som jeg ville bryde mig om," svarede han opgivende og samlede det våde klæde op igen, og kastede det hen i en trådkurv.

[Murray af Naxen]

Det var da altid noget. ”Godt.” Det var rart at vide, at der ikke var grund til at bekymre sig om skader på boligen. Han brummede dog utilfreds over resten af Marcus’ snak. ”Du er lige så kræsen som Myrilla.” Hun brokkede sig også stolpe op og stolpe ned over manglen på interessante mænd i starten. ”Ville det tage livet af dig at prøve lære nogen af dem at kende.” Der måtte da være en eller anden komtesse som kunne fange mandens interesse. ”Er der ikke adelige kvinder på universitetet, som du ville kunne have gode samtaler med?” Myrilla var lærd, hertuginden af Macay havde studeret ... der måtte da være flere?

[Marcus af Naxen]

Han himlede opgivende med øjnene. "Jeg er ikke kræsen Murray. jeg er i gang med at tage en mestergrad. Et ægteskab passer ikke ligefrem ind i den sammenhæng på nuværende tidspunkt," sagde han med en alvorsfuld stemme. "Du fratog Myrilla muligheden for at tage sin grad. Vil du virkelig også fratage mig det, som jeg har arbejdet for, i så mange år?" Det virkede uretfærdigt, at han skulle smide alt, hvad han havde i hænderne, og havde opnået, for at Murray skulle få sin vilje. "Jeg skal nok gifte mig. En dag."