Er gode råd dyre?

[Charlotte af Hamin]

Martin af Meron

At få af vide, at ens mor havde lavet en aftale med Enkegrevinden af Meron om, at Charlotte kom forbi, det var ikke lige den måde hun havde tænkt sig at bruge sin eftermiddag på. Men det kunne åbenbart ikke være anderledes.

Hun havde kappen på, og hænderne i en muffe, da hun stod udenfor huset der tilhørte slægten Meron. En tjener åbnede døren, og viste hende ind i den store entre, hvor den selvsamme tog imod hendes kappe og muffe. "De kan vente inden i stuen, mens jeg ser om Greven har tid," Lød det fra tjeneren, mens han viste Charlotte ind i den omtalte stue. Hvis Greven har tid... Hun var altså blevet inviteret.

Et dybt suk forlod hendes læber, mens hun så sig omkring i stuen. Hun havde ikke været der siden den fatale aften, hvor hun var blevet præsenteret for Greven. I det mindste stod klaveret det samme sted. Hun så sig omkring, og sikrede, at hun var alene i rummet, inden hun gik hen og satte sig på bænken. Hendes mørkebrune øjne gled straks ned på tangenterne, inden hendes fingre automatisk begyndte at spille en lille, men melankolsk melodi.

[Martin af Meron]

Efter deres sidste møde til brylluppet, havde Martin besluttet sig for at lægge sig i selen, for at forsøge at få dette forhold til at være i det mindste tåleligt. Han nægtede at skulle tilbringe resten af sit liv i uvenskab med sin ægtefælle og han håbede på, at hun havde det på samme måde. Derfor havde han heller ikke forsøgt på at modsætte sig, da hans moder havde besluttet sig for at invitere Charlotte på besøg.

Da han fik besked om, at hun var ankommet, efterlod han det brev, han ellers var i gang med at skrive, og gik hen til stuen, han var blevet henvist til. Han hørte den lille melodi, inden han trådte ind og endte med at stå og læne sig afslappet op af dørkarmen uden at sige noget, mens han betragtede hende med en trækning i mundvigen, som måske kunne være begyndelsen til et smil.

[Charlotte af Hamin]

Der skete noget med Charlottes tanker, og sind, når hun sad og spillede musik. Uanset hvilket instrument hun spillede på. Hun elskede dem alle. Men alligevel var der noget magisk ved et klaver, og den måde hendes fingre uden besvær løb henover tangenterne, mens hendes hovedet var drejet således, at hun kiggede ud af vinduet. Det var unødvendigt for hende at se, hvor hun havde isne fingre. Hun kunne det uden ad.

Da melodien endelig flød til ende, lagde hun hænderne i skødet, mens blikket stadigvæk var vendt mod vinduet. Her så hun genskæret fra døren. Og Martin. Hun lukkede øjnene, inden hun kiggede direkte på ham gennem spejlbilledet. Et lille og svagt smil lå på hendes læber. "Ved De ikke, at det er uhøfligt at stå og lure på uskyldige og uvidende komtesser, Deres Nåde?" Spurgte hun med en drillende undertone.

[Martin af Meron]

Han sagde stadig ikke noget, selv da musikken stoppede. Ventede blot på, at hun skulle opdage ham. Da hun gjorde, overraskede hun ham ved også selv at smile og den lille antydning voksede sig til et lille smil. "Havde De haft en anstandsdame med Dem, som De burde, ville jeg ikke kunne stå og lure på Dem," mindede han hende om - stadig smilende og rejste sig op, så han kunne komme nærmere. "De spiller smukt."

[Charlotte af Hamin]

Denne gang drejede hun hovedet og så på ham, da han trådte nærmere. Selv rejste hun sig op og nejede for ham. Selvom de var forlovede, så betød det ikke, at man skulle bryde med reglerne. "Hvis jeg havde haft en med, ville det give indtryk af, at jeg frygtede for mit ry i Deres selskab," sagde hun med et lille buk i nakken. Hun rødmede ganske let over hans kompliment. "Mange tak, Deres Nåde. Jeg elsker at spille på klaver," sagde hun og trådte et skridt nærmere, noget usikker på, hvor tæt de skulle stå.

[Martin af Meron]

Han stoppede op og bukkede, da hun nejede og så gik han tættere på igen. Han stoppede dog i passende afstand fra hende og hævede et bryn af hendes udmelding. "Jeg er bange for, at det ikke helt er sådan, den traditionelle opfattelse af en anstandsdame fungerer," svarede han i en rolig omend let udfordrende og munter tone. "Og jeg er ikke meget for, at der skal løbe rygter om min kommende Grevinde." Det sidste blev sagt, stadig med det hævede øjenbryn. "Til gengæld må De spille for mig, så tit, De har lyst. Jeg elsker klaverspil."

[Charlotte af Hamin]

Og der var den igen. Den konservative udtalelse, som hun mere eller mindre havde forventet af ham. Men hun hoppede ikke på den. Ikke denne gang. "Til gengæld vil jeg heller ikke have, at der løber rygter om private emner, som jeg vil tale med Dem om," sagde hun ærligt og med en alvorlig klang i hendes lyse stemme, mens hendes ansigtsudtryk ændrede sig, og fik noget bekymret over sig i et kort øjeblik. "Det vil være mig en glæde, Deres Nåde," sagde hun og foldede hænderne foran sig, mens hun bøjede let i nakken.

[Martin af Meron]

Det ene bryn var snart vokset fast i en næsten permanent hævet gestus, men han kunne ikke lade være. Han bed dog sammen om den kommentar om, at det overraskede ham, at de ansatte tjenestefolk, som de ikke følte, de kunne stole på. Det krævede dog nogen overvindelse, men han overvandt sig selv til sidst, fordi han trods alt havde lovet sig selv at forsøge. I stedet bed han fat i det andet, hun sagde og øjenbrynet var derfor stadig let hevet. "De har private emner at diskutere med mig?"

[Charlotte af Hamin]

Hun kunne se på hans kæbe, at der skete noget indvendigt i ham. Men hun kommenterede ikke på det, i stedet drejede hun sig med siden til. Så behøvede hun ikke se ham i øjnene. "Først vil jeg stille Dem et spørgsmål," sagde hun og løftede den ene arm, for at holde lidt omkring sig selv. "Vil De ikke gøre mig den ære, at følges med mig til kroningen imorgen?" Denne gang drejede hun sin krop rundt, så skørtet på kjolen bølgede omkring hendes ben, og hendes mørkebrune øjne så ind i hans.

[Martin af Meron]

Han så instinktivt i den retning, hun kiggede. Men eftersom der ikke var noget at se, så endte han med at dreje hovedet igen og se afventende på hende. Hendes spørgsmål fik ham til at hæve et bryn igen og han så stadig let overrasket ud, da hun vendte sig for at se på ham. "Jeg havde ikke fået den opfattelse, at De ville ønske det," svarede han roligt, men lod så et lille smil finde vej til sine læber. Det glædede ham, at hun også forsøgte. "Men hvis jeg har taget fejl, så deltager jeg gerne under festlighederne som Deres kavaler."

[Charlotte af Hamin]

Hendes blik var fokuseret på hele hans ansigts bevægelser, mens han tydeligvis overvejede hendes forespørgsel. Hun vidste, at ingen af dem brød sig særlig meget om hinanden. Men noget måtte de da have til fælles, udover klaverspil. "Nogle gange får samtaler en til at ønske noget andet, end det man oprindeligt troede," svarede hun kryptisk, og fik endnu en gang røde kinder. Siden samtalen med Natalie, hvor hun næsten var blevet jaloux ved tanken om Natalie ved Martin side, så ja... Hun tog en dyb indånding. "Det vil glæde mig. Og det er min egen idé. Denne gang har mine forældre ikke presset på," fortalte hun sandfærdigt. "Og så danser De ganske godt."

[Martin af Meron]

Han hævede et bryn igen, som ventede han på, at hun ville fortælle, hvad hun mente, men det gjorde hun ikke og han lod det løbe. Han havde dog bidt mærke i det og ville ikke glemme det igen foreløbigt. "Jeg er glad for, at De også.. Prøver.. På at få dette til at fungere," sagde han med en mild stemme, som var faldet til et lavere - mere intimt - toneleje.

[Charlotte af Hamin]

Hun bøjede hovedet ved lyden af den nye tone i Martins stemme, og instinktivt trådte hun et skridt tilbage. Nu blev det pludselig for personligt for hende. Måske var det alligevel tåbeligt af hende, ikke at have taget en tjenestepige med? Men igen, hun drøftede ikke sine veninder foran tjenestefolket. "Jeg har fået tid til at acceptere min skæbne," sagde hun og foldede hænderne foran sig, mens hun langsomt løftede hovedet igen. "Dog kom jeg for, måske, at få nogle gode råd fra Dem også. Som lensherre," hendes stemme var lille og nervøs. Hun var bange for, at han ville blive vred, fornærmet eller gøre hende vred og fornærmet.

[Martin af Meron]

Han havde overvældet hende ved at vise sine følelser og han mærkede både en munter og skamfuld følelse i sig, som sloges om at få overtaget et øjeblik. Den skamfulde vandt og han rettede sig helt instinktivt op til fuld højde og trak sine følelser ind igen, så de ikke kunne skade hende. Hans ansigt bar også præg af, at han nu havde trukket sig tilbage og han lignede sandsynligvis sig selv, fra da hun mødte ham første gang.

Han nikkede let af hendes spørgsmål og slog ud med hånden mod to lænestole, som stod i nærheden af vinduet. "Hvis jeg kan være til hjælp, så må De endelig spørge."

[Charlotte af Hamin]

Hun trak vejret dybt ned i brystkassen, som hævede sig i takt med hvert åndedræt, da hun så hans holdning og ansigtsudtryk. Det var svært ikke at føle... Var det dårlig samvittighed der nagede i hendes mave som en knude? Hun vidste det ikke.

Hun nikkede til hans gestus med hånden, og bevægede sig med yndefulde skridt hen til den ene lænestol. Med mange års øvelse bag sig, satte hun sig ned i en glidende bevægelse, uden at få krøllet kjolens skørt, der lagde sig i blide bølger omkring hendes ben og fødder.

"Vi har været uenige. Og er, endnu uenige om mange ting," startede hun og så over på ham med et alvorsfuldt udtryk. "Jeg forstår ikke deres verden, og de forstår ikke min," det var en konstatering, som hun ikke tvivlede på, at han ville være uenig i. "Jeg vil gerne forstå Deres verden. Og Deres tankegang, samt Deres... Forpligtelser." Stemmen var lavmælt og denne gang var det hende, der brugte en fortrolig tone. Jo, det var bestemt dårlig samvittighed, som havde dannet en knude i hendes mave. Martin havde åbnet sig. Og hun havde lukket ham.