Svaret af William af Stenbjerg on Aug 10, 2013 21:47:45 GMT
Lang nat. Det ville William have ønsket. Påtrængende billeder af Katherine blev ved med at melde sig på hans nethinde den morgen. Muligvis var det hans egen skyld, fordi han havde fremtænkt dem temmelig intenst natten før, men sådan kunne han ikke tænke på det. Han var halvvejs i sin egen verden, som han hastigt kom i tøjet med den unødige hjælp fra sin kammertjener. Morgenmaden ville blive indtaget på vejen og bestod af brød med ost og kødpålæg fra køkkenet. Der var ikke tid til at sidde og hænge, når kronen ventede. De havde allerede trukket den rigeligt.
Det var stadig tidligt, da mændene sadlede op. William gik rundt mellem hestene, gav en opmuntrende kommentar eller to og grinede af en morsomhed, som en stalddreng tog sig af hans eget eksemplar. Da familien dukkede op udenfor – børnene sov vist endnu – gik han over imod dem. Han bukkede let for sin mor, kyssede hendes hånd og sagde noget dæmpet til hende, før han gik videre til sin fætter og dennes kone. Efter at have budt dem farvel, vendte hans blik sig imod Katherine og man skulle have været blind, for at overse forandringen i hans mine. Han tog hendes hånd, løftede den og plantede et blidt kys på håndryggen, imens han så hende i øjnene. Handlingen i sig selv var ceremoniel, men han holdt fast længere end han skulle, strøg sin tommel let over hendes fingre og kyssede også dem, før han sænkede deres samlede hænder og rettede sig op i sin fulde højde. ”Til vi ses igen, Katherine,” hilste han med et intenst blik på hende, der ikke var nær så høfligt som hans ord, men til gengæld var fuld af følelse.