Familievarme

[Marcus af Naxen]

Vania af Naxen

Det sneede udenfor, og det havde fået den unge Marcus til at tilbringe dagen derhjemme, i stedet for at bevæge sig ud i kulden og hen til universitetet. Stuen med pejsen var det oplagte sted at opholde sig, mens en tjener løbende sørgede for en kande varm te og frugt, som han kunne forsyne sig, mens hans blik var klistret til den bog han nu læste i.

Han sad i en af de store lænestole, og ved siden af ham - på gulvet - var der placeret en høj bunke af bøger. De fleste handlede om det samme, blot af forskellige forfattere. Ilden knitrede i pejsen, og stilheden havde lagt sig over stuen, efter at tjeneren for lidt siden havde sørget for en ny kande te, og efterfølgende havde forladt Marcus alene i stuen. Murray var ikke hjemme og hans svigerinde... Han var ikke sikker. Men mon ikke hun sørgede for, at huset fungerede til perfektion, og intet blev overset?

[Vania af Naxen]

Vania havde netop været i køkkenet for at aftale madplanen for den næste uge, da hun gik forbi en af stuerne, hvor hun så Marcus sidde og hygge sig med te og en bog. Hun smilede varmt ved synet og gik derefter hen og stillede sig i døren. "Må man forstyrre?" spurgte hun lavmælt og ventede pænt på svar, inden hun gik ind.

[Marcus af Naxen]

Med tankerne langt væk fra rummet, sad han tilbagelænet og læste. Men da han hørte en stemme i baggrunden, tvang han sit blik væk fra bogens ord, og kiggede direkte hen på Vania. "Slet ikke. Bare kom ind," sagde han med et varmt smil på læberne, mens han klappede bogen sammen. Han var for velopdragen til at sidde og læse, når han havde selskab.

[Vania af Naxen]

Hun smilede stadig, som hun satte sig ned i en stol i nærheden af ham. "Tak. Hygger du dig?" Det var altid rart at have Marcus i nærheden. Han var den første af Naxen-familien, som hun havde fundet fælles fodslag med og det var helt mærkeligt at tænke tilbage på, at hun engang havde haft det så svært med de mennesker, som hun i dag anså for sin familie.

[Marcus af Naxen]

Da hun satte sig ned i stolen på den anden side af bordet, lænede han sig frem og skænkede te op i en kop til hende, mens han ganske let trak på skuldrene. "At læse om kemiske reaktioner, er altid en hyggelig ting for mig," sagde han med et smil tilbage, og skænkede selv te op i sin egen kop. "Især efter det der skete til Hertug Arics bryllup. Fascinerende!" Og utrolig spændende at have været med til.

[Vania af Naxen]

Hun tog taknemmeligt imod koppen og lagde yndefuldt benene op i stolen ved siden af sig. Det kunne hun godt tillade sig over for Marcus. "Ja, det var virkelig spektakulært," medgav hun og studerede ryggen på alle hans bøger. "Er det dét, du studerer for øjeblikket? Eller har du kastet dig over andre emner?" Hun holdt koppen mellem begge hænder og pustede let på den varme væske, inden hun nippede til teen.

[Marcus af Naxen]

Det havde været spektakulært. Og fascinerende. Man nu var han også ret subjektiv omkring emnet. Da hun stillede ham et spørgsmål, drejede han hovedet og så ned på bunken af bøger. "Vi er gået i gang med at finde ud af, om man kan kombinere farverne.Hertugens bror mente at det var muligt, men han nåede desværre at gå bort, før han fik testet sine teorier," forklarede han og løftede selv tekoppen op mellem hænderne for at puste på den. Det var rart at han stadigvæk kunne tale om sine studier med én person i huset. Murray delte ikke ligefrem samme interesse, som Vania i det mindste gjorde.

[Vania af Naxen]

Hun kunne se passionen i hans øjne og hun kunne ikke lade være med at smile. "Det lyder også spændende," svarede hun interesseret og nippede lidt til teen igen. "Har han efterladt noget arbejde, I kan arbejde videre ud fra?" spurgte hun så og så sig om, for at se, om noget kunne ligne en afdød hertugs notesbog.

[Marcus af Naxen]

Han rystede svagt på hovedet. "Ikke det der ligner. Det eneste man åbenbart fandt i ruinerne efter hans lille forsøg, var udgangspunktet for den formel, som vi brugte til brylluppet," han nippede let til den varme te. "Og det betød, at vi måtte prøve os frem, og forsøge at finde ud af, hvad han havde gjort galt, siden hans arbejdsværelse mere eller mindre eksploderede," fortalte han og lagde bogen fra sig på bordet. Der var en lille hentydning i, at det nok ikke var helt ufarligt, det som han bevægede sig ind i. Men i det mindste var det faktisk et arbejde han var ansat til.

[Vania af Naxen]

Hun nikkede let og smilede så skævt. "Du passer selvfølgelig på dig selv, ikke sandt?" Det var tydeligvis farlige sager og hun ville helst ikke have, at han kom noget til. "Hvordan går det ellers med studierne?" spurgte hun roligt, mens hun igen nippede til sin te.

[Marcus af Naxen]

Han nikkede roligt til hende. "Selvfølgelig. Men sig endelig ikke noget til Murray. Eller Myrilla. Jeg vil ikke have, at de går og bekymrer sig," sagde han og nippede ganske let til teen. "Det er en vigtig fremgang i min karriere, og jeg ville så nødigt, hvis Murray sagde stop," uddybede han og trak så efterfølgende på skuldrene. "Langsomt, som altid. Der er ikke så stort gennembrud lige for tiden."

[Vania af Naxen]

Hun nikkede let og accepterede, at tie stille med, hvor sprængfarlige, Marcus' eksperimenter kunne være. Myrilla ville uden tvivl selv kunne gætte det alligevel og Murray ville sandsynligvis ikke tage sig videre af det. Marcus kunne passe på sig selv. Hun lyttede til hans forklaringer og havde ikke så meget at tilføje. I det hele taget, sad hun bare og nød samværet.

*Tråd afsluttet*