En hjælpende hånd

[Elise af Ravntoft]

Ravenna af Ravntoft
Den 23. december 527 M.T.

Midvinter var kommet og gået i Ravntoft. Der havde været liv og glade dage, siden både far og mor var ovenud lykkelige for at være blevet bedsteforældre. Og selvfølgelig var Galeron og Ravenna nogle stolte forældre. Elise var glad på deres vegne og syntes egentlig mest af alt, at det var lidt sjovt at se, hvordan folk opførte sig omkring nevøen. Især Galeron der ellers havde en tendens til at være lidt stiv i det.
Derudover var hendes forhold til far også blevet lidt bedre igen efter hans samtale med Niklaus. Han havde sågar bemærket på, at riddererhvervet måske ikke var helt spild af tid for en kvinde. Elise var bare glad for, at hun selv havde fundet en løsning, og at hendes forlovede i det mindste var en tiltalende, jævnaldrende mand og ikke en eller anden oldning.
Desværre havde hun nu fået et brev fra Niklaus – eller det var egentlig far, der havde fået det, men det involverede jo hende. Det var et kort informering om, at baronen af Legan var gået bort. Det bekymrede hende noget, om det her ville få betydning for deres aftale, men hun havde ikke hørt noget nærmere, så forhåbentlig var det ikke tilfældet. Til gengæld betød det dog, at hun skulle rejse til Legan om et par dage. Hun var trods alt Niklaus’ forlovede, så hun burde møde op og vise sin respekt.
Derfor gik Elise på jagt efter Ravenna denne formiddag. Kvinden var muligvis stadigvæk noget udkørt efter den første måned som forælder, men Elise havde altså ikke lyst til at snakke med mor og far om det her. De blev alt for selvtilfredse. Hun kiggede ind ad døren til stuen og spottede svigerinden. Vagtsomt så hun rundt for lige at sikre sig, at hun ikke risikerede at vække nevøen lige pludselig. ”Ravenna?” spurgte hun lavmælt – bare for en sikkerheds skyld. ”Har du måske tid til at snakke?”

[Ravenna af Ravntoft]

Den mørkhårede Ravenna sad inde i en af stuerne med et broderi mellem hænderne. Det gik ikke frygtelig hurtigt. Hun var træt og udkørt. Selvom hun havde en barnepige til at klare mange af tingene, så var manglen på søvn en vigtig faktor i hendes liv lige i øjeblikket. Og det lod til, at Emmett den seneste uge godt kunne lide at være vågen om natten. Uheldigvis.

Hun måtte være faldet hen, for pludselig hørte hun en stemme i døren, og med et lidt konfus blik i øjnene, kiggede hun op og fik øje på Elise. "Åh, Elise," sagde hun med et svagt smil og rettede sig lidt op i stolen. "Selvfølgelig, sæt dig endelig ned," hun gjorde tegn til, at svigerinden kunne sætte sig i stolen ved siden af hende. På den anden lå den lille Emmett i en kurv. Og boblede.

[Elise af Ravntoft]

Elise gik hen og tog forsigtigt plads med et vagtsomt blik mod kurven. ”Jeg kan se, at Emmett holder dig godt i gang?” bemærkede hun med et lille smil. Ravenna så noget træt ud. Det måtte også være hårdt i starten, når man lige skulle vænne sig til det hele. ”Jeg vil nødigt forstyrrer, hvis du trænger til at sove lidt?” Hun så spørgende på Ravenna.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun nikkede sløvt til Elises spørgsmål. "Modsat Galeron, der snorkbobler om natten, så vil Emmett helst være vågen der," svarede hun og skævede ned til kurven, hvor der ikke hørtes andet end boblende sovelyde. "Jeg burde slet ikke sove. Jeg skal have broderet det her færdigt. Og jeg har allerede taget en lur tidligere," hun smilede undskyldende og lagde broderiet væk. "Men du ville tale med mig?"

[Elise af Ravntoft]

Elise grinede lidt ved bemærkningen om Galeron. Hun havde ikke svært ved at forestille sig, at han var typen der sov tungt og snorkende. Det var dog nok ikke et emne, som hun skulle bore for meget i. Det kunne hurtigt gå hen og blive akavet. ”Måske har kokken et eller andet opkvikkende?” foreslog hun i stedet. ”Og ja ...” Hun tog en dyb indånding. ”Niklaus’ far er gået bort, så jeg skal til Legan og ... altså ... Jeg kommer jo nok til at møde hans mor ...” Hun pillede lidt ved spidsen af en lang, blond hårlok, imens hun snakkede. ”Jeg håbede, at du måske havde nogle råd? Jeg vil gerne gøre et godt indtryk på hende, og jeg tvivler på, at jeg imponerer min svigermor ved at møde op i ridderuniform og sådan ...” Hun havde en forestilling om, at baronessen nok ville foretrække en lidt mere feminin svigerdatter.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun smilede, da hun hørte Elise grine, og hun foldede hænderne i skødet. "Jeg tror, at jeg bare skal have en kop the senere. Det burde kvikke mig op," hun var langt mere interesseret i, og bekymret for, hvad det var Elise ville tale med hende om. Heldigvis skulle hun da ikke vente længe. Råd. Om at møde svigermødre. Noget som Ravenna selv havde haft frygtelig problemer med. Men det kunne hun ikke sidde og sige, da det trods alt var Elises egen mor.

"Åh ja, jeg har hørt de frygtelige nyheder," hun rystede trist på hovedet. Hun vidste også selv, at hendes far efterhånden heller ikke ville være hos hende i mange år endnu. Derfor havde de gjort ondt i hjertet på hende, da hun for et par uger siden, havde sagt farvel. "Jeg kender dog ikke Enkebaronessen særlig godt. Men du har nok ret i, at en ridderuniform ikke er... Tiltalende, når det er en kommende baronesse, som du skal ligne," der var ingen grund til at bevæge sig uden omkring emnet. Ved sit bryllup med Baron Niklaus, ville Elise heller ikke selv længere være ridder, men baronesse.

[Elise af Ravntoft]

Hun gøs kort ved tanken om allerede at skulle være lensfrue. I det mindste var Niklaus’ mor stadig i live, så forhåbentlig ville han være villig til at overlade meget af arbejdet til hende lidt endnu, så Elise kunne fortsætte med udstationeringerne lidt endnu. Uanset hvad var hun dog stadigvæk nødt til at gøre et godt indtryk. ”Præcis.” Hun nikkede og legede med hårspidsen, imens hun studerede Ravenna. ”Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg opføre mig?” spurgte hun lettere bekymret.

[Ravenna af Ravntoft]

Ravenna tillod sig at læne sig tilbage på stolen, da hendes krop også var træt efter nattens manglende søvn. "Du skal være blid, venlig, og tage imod al den viden, som Enkebaronessen nu skal videregive dig. Du skal huske på, at det nu er dit ansvar at være lensfrue," sagde hun alvorligt. Det var ingen lille sag at være lensfrue. En dag ville Ravenna også skulle overtage sin svigermoders opgave. "En lensfrue skal sørge for næsten alt det huslige, hvis hendes mand giver hende lov. Borgen i Legan bliver dit kongerige. Tilstedeværelse er vigtig," det vidste hun fra sin egen fader, der var nødt til at være i Gyldensø for at passe sine pligter.

[Elise af Ravntoft]

Hun nikkede til Ravennas ord. Venlig – let. Lytte til baronessen – det burde hun også godt kunne. Blid? Det blev nok lidt svære. ”... hvordan er man blid?” spurgte hun derfor nysgerrigt. Hun var vant til at være trodsig og stædig og alt det der, som var nødvendigt, når man var en kvindelig ridder blandt en masse mænd, hvoraf nogen af dem mente, at man slet ikke burde være der til at starte med. Som Ravenna fortsatte blev hun da også blot mere bekymret. ”... hvordan styrer man en husholdning?”

[Ravenna af Ravntoft]

Hun trak ganske let på skuldrene. "Man er venlig, forsigtig og taler med en nænsom klang," forklarede hun og vidste, at et eller andet sted, så kunne alle riddere være blide. Galeron kunne i hvert fald. Elise skulle bare lære at opdage den side af sig selv. "Lad mig se, lidt ligesom når du er sammen med din hest. Et dyr, der nemt bliver forskrækket, og som har behov for an kærlig, men blid og fast hånd," sagde hun med et skævt smil og kunne ikke komme med en anden forklaring.

Da spørgsmålet begyndte at dreje sig om husholdning, så hun overrasket på Elise. "Lærte din ridderherre dig aldrig det?" Hun rynkede bekymret panden. "Det må vi vist hellere se at få lavet om på. Hvornår skulle du rejse?" Godt nok var hun kun svigerinde til Elise, men at sende hende afsted uden et begreb om, hvad en husholdning var... Det var uhørt. Og ville være en skamplet for Ravntoft. Ikke om hun ville have, at Elise skulle føle sig utilstrækkelig, fordi hun havde valgt anderledes. Francine havde valgt nøjagtig det samme. Og hun... Ja. I Ravennas øjne var Francine den perfekte lensfrue.

[Elise af Ravntoft]

Ligesom med en hest? Hun nikkede lidt. Det gav egentlig meget god mening. Man skulle være stille og rolig og ikke fare op hele tiden. Ved det næste trak hun på skuldrene. ”Ikke så meget. Hun var ikke selv lensfrue, og så var der krigen mod Maren og sådan ...” De var aldrig rigtig nået særlig langt med det. ”Jeg rejser om et par dage. Vi skal nå frem til begravelsen.” Det gav nok ikke meget forberedelsestid ...

[Ravenna af Ravntoft]

Hendes pande blev endnu mere bekymret. Ved Gudinden... Hvad tænkte Grevinden dog på? Eller... Elise havde måske aldrig luftet disse tanker for sin moder? Ravenna bebrejdede ikke svigerinden det. Hun luftede så sandelige heller ikke sine bekymringer for Grevinden. "Et par dage? Ja, det er jo ikke meget. Men jeg vil nok godt kunne give dig et lille indblik i det," sagde hun trøstende. Stakkels Elise. Sådan at skulle rejse afsted, deltage i sin svigerfars begravelse og bagefter gifte sig, for blot at blive lensfrue.

[Elise af Ravntoft]

Det var let at spotte bekymringen hos Ravenna, så Elise forsøgte sig med et beroligende smil. ”Der er ikke mange kvindelige riddere, så det kan være svært at sikre sig en kvindelig ridderherrer. Især en der en dag skal være lensfrue.” Dem var der ikke mange af, siden der ikke var mange mandlige arvinger, som ægtede en kvindelig ridder. Hun lyste lidt op, da Ravenna lovede at hjælpe med det, de nu kunne nå. ”Det ville jeg virkelig værdsætte,” sagde hun smilende. ”Jeg har lovet Niklaus at gøre en indsats for at komme på god fod med andre lensfruer og sådan, så det vil være en stor hjælp. Siden det var hans idé at ægte mig, vil jeg også gerne vise hans familie, at han valgte rigtigt.” Nu hvor Niklaus gik og var forelsket i en borgerlig kvinde, var det vigtigt, at Elise ikke gjorde alt mere besværligt for ham.

[Ravenna af Ravntoft]

Ravenna havde ikke så meget indblik i riddernes verden. Den havde aldrig interesseret hende, selvom både hendes søster og nu mand var riddere. Det var deres, og blomster, broderier og andre sysler var hendes. "Det er naturligvis vigtigt. Kvinder skal have alliancer, som de kan trække på, når situationen byder sig," derfor var det vigtigt at holde sig på god fod med lensfruer. "Det vil kun smitte af på Baronen, hvis du sørger for et godt bekendtskab. Men det behøver ikke kun være lensfruer. Blot generelt arvinger og nådigfruer, hvis mænd endnu ikke har arvet," man skulle jo starte et sted.

[Elise af Ravntoft]

Ligesom før spidsede hun ører, da Ravenna fortalte og nikkede løs. ”Jeg kender en del arvinger ...” Det var trods alt fordelen ved at være ridder. Hun var mere eller mindre omringet af arvinger. ”Men dem kender Niklaus selvfølgelig også selv.” Hun grinede lidt af sig selv og rystede så på hovedet. ”Ja, jeg bør nok få gjort noget mere ved det, når det kommer til nådigfruer og lensfruer og sådan.” Især siden Niklaus havde gjort det meget klar, at han ikke var god til at håndtere alt det der kvindefnidder. Det blev uden tvivl hendes ansvar. ”Så jeg skal være blid og forsigtig og tale med nænsom klang ... Hvad taler man om?” Hun så på Ravenna med store øjne. Hun kunne næppe kværne løs om røverbander og besværet med at holde seletøj rent.