Vågenatten

[Marylin af Drotvig]

19. december 527 M.T.
Francine af Gyldensø

Tiden var kommet. Den tid som Marylin havde ventede på så længe og havde for beredt sig på lige siden hun besluttede at ridder var det hun ville være. Nu kom dagen eller natten med den efterfølgende tid i Prøvelsens Kammer. Det var en prøve hun havde ventet med ærefrygt. Hun havde set nogle af sine tidligere venner fra skolen og komme ud og ligne noget der ikke var dem selv mere. Det virkede til at folk gennemgik en forvandling og nogle folk kunne det blot ses i deres øjne hvis de tænkte på den tid de havde tilbagt i kammeret.

Hun var ved at gøre sig klar på sit kammer til at skulle ned og have det rituelle bad mens der blev læst højt for hende og hun blev sat ind i det at være ridder inden hun skulle have våge natten nede i det kolde tilstødende lokale, før hun tidlig morgen blev lukket inde i kammeret. På en måde trøstede det hende at Francine ville være til stede ved cermonien og den anden ridder Mary lige nu ikke kunne huske hvad hed. Hun havde på en måde ønsket at det skulle være Conal. Hun vidste hvem han var og han var behagelig, men selvom der nu var mange kvinder som var ridder, vidste hun godt at det nok ikke skulle være hr og fru Gyldensø som skulle gøre hende klar.

Hun havde fået en af de dage som lå før den store midvinter fest og det passede hende godt at hun hverken skulle være den sidste eller den første. Hun fandt den hvide kjortel frem hun skulle have på under cermonien og bankede på ind til døren til Francine. "Jeg er klar." sagde hun gennem døren. En lang rejse med Francine var ved at tage sin ende og en ny fantastisk rejse ville til at starte.

[Francine af Gyldensø]

Francine havde lagt sin søn i seng for flere timer siden, da det bankede stilfærdigt på døren. Hun så op fra den bog hun havde været optaget af, eller rettere, den bog hun havde døset hen over. Selvom hun havde en glimrende barnepige der aflastede hende, var det ikke søvn man fik mest af med et barn på Raouls alder. Han havde dog taget turen til Corus i stiv arm og Francine selv, havde fået mere ro i sjælen, da Emmett var stødt til dem fra Ravntoft og tilmed kunne fortælle, at hun var blevet moster til en sund og velskabt dreng - og at Ravenna ingen komplikationer havde haft.

Det var en underlig følelse at skulle sno tankerne omkring, at hendes yngste søster, nu var var mor, ligesom hun selv. Hun håbede at kunne presse et besøg på Ravntoft ind, før hun måtte tage tilbage til Gyldensø. At holde midvinter i Corus gav dog mange fordele hun ellers ikke ville have haft. Den vigtigste, at hun havde sin mand tæt på hver dag.

Hun virrede let med hovedet for at blive vågen igen, lagde bogen fra sig og rejste sig med et "Der er åbent, Mary." hun var selv i bukser og en løs skjorte og rakte nu ud efter sit bælte og sværd og så op på Marylin der kom ind, mens hun spændte det om livet "Giv mig et øjeblik, så går vi."

[Marylin af Drotvig]

Ved Francines ord skubbede Marylin døren helt åbent og trådte ind i det velkendte lokale. Selvom de ikke havde haft dette lokale i særlig lang tid, føltes slottet alligevel velkendt. Hun havde pakke de fleste af sine ting eller faktisk aldrig rigtig pakket ud. Den sidste tid havde været hård på en anden måde. Der havde været mere tid for Francine at lære Marylin hvordan et len blev styret, en mulighed de pludselig havde fået ved at Francine ikke længere var leder for Dronningens Rytter og at hun var blevet mor, det satte sine helt egen begrænsning og dermed åbnede det også op for muligheder.

Marylin nikkede let til Francine sagde og holdte den hvide bylt tæt ind til kroppen. Det var tydeligt nok især ville det være tydelig for Francine at Marylin var en smule nervøs, som ville være en underdrivelse. "Ville ridder..." Marylin så spørgende ud et øjeblik og hun havde fuld kommen glemt den anden ridders navn, hun vidste godt hvem det var, det var bare navnet det ville ikke lige frem. "...møde os der nede?" Spurgte hun og så hen på Francine. Marylin stod ellers og så til mens Francine spændte bæltet om livet, hun kiggede rundt på rummet indretning og alt det hun ikke længere ville se, og i stedet skulle hun selv indrette sit eget.
"Det bliver virkelig underligt at få sine egne rum," Marylin var begyndt at tænke i den retning, men hun var ikke begyndt at tænke på hvad hun skulle lave, ud over at hun gerne ville hjem til sin familie og hilse på dem. Selvom de jo også kom til Corus og fejrede midvinter i byen, der var vist også nogle flere grunde som Marylin ikke havde tænkt på meget på.

[Francine af Gyldensø]

Bæltet blev spændt med vante bevægelser. Den slags man udviklede, når man havde gjort noget så mange gange, at man ikke behøvede tænke når man gjorde det ”Cavall..” udfyldte hun Marylins spørgende pause ”Ridder Jemima af Cavall. Hun gør os selskab nede ved badet, så du kan tage det mens vi forberede dig.” Det var ikke noget krav, at det skulle være to kvindelige riddere til en kvindelig væbner, men det gjorde mange ting lettere og da Jemima havde været i Corus, havde det ikke været svært at spørge hende.

Francine rettede sig op og trak fletningen hendes krøllede hår var samlet i, hen over den ene skulder, mens hun så indgående på sin væbner ”Du kommer igennem.. ligesom mange før dig, Mary.” Hun lagde en arm omkring den unge kvindes skuldre og gav den et klem ”Tænk hellere på mig der skal til at klare mig uden dig fra i dag.” Hun lod armen falde igen og smilede varmt ”SKal vi gå?”

[Marylin af Drotvig]

Marylin nikkede da Francine sagde navnet. Dumt at hun ikke kunne huske det navn, det var jo lige præcis sådan det var. Hun nikkede igen denne gang til Francines ord. Det var på en måde rart at det skulle være to kvinder, de første kvinder havde jo ikke haft denne mulighed. Og det var særligt en stor ære at få Ridder Jemima af Cavall til at være ens anden ridder. Ikke nok med at hun også skulle arve et len og ikke var så meget ældre end Marylin selv, men så var hun også efterkommer af Ridder Wyldon af Cavall, ham som havde ladet den første kendte kvinde ind på page skolen. Det var i sandhed et len med traditioner.

Marylin smilede med en smule røde kinder. Det var en kompliment som var værd at tage med, selvfølgelig skulle hun nok klare det, men derfor var hun stadig nervøs, forståeligt nok.
Marylin smilede og grint let. "Du skal nok klare dig. Du har ammen og alt den hjælp du får brug for." svarede Marylin og gik frem mod døren. "Ja, lad os." Marylin gik helt hen til døren og åbnede den med den ene hånd mens den anden stadig holdte på det farveløse klæde. Hun holdte døren for Francine så hun også kunne komme ud af rummet. Og nu var det den lange vej ned til kammeret. Hendes tanker blev henledt på henrettelse, som hun hurtigt skød fra sig igen.

[Francine af Gyldensø]

Francine fnøs muntert, i et forsøg på at opbløde situationens naturlige alvor og anspændthed "Så du mener jeg bare skal sætte amme til at pudse mine støvler og mit seletøj?" spurgte hun drillende, mens de gik ud på gangen "Jeg er ikke sikker på hun ville være synderligt begejstret for den tilføjelse til de opgaver hun allerede har."

De nåede ikke mange skridt før Francine tog ordet igen. Snak holdt nervøsiteten på afstand. Det vidste hun af erfaring "Er dine forældre nået til Corus?"

[Marylin af Drotvig]

Marylin grinede stort til Francine og sagde i en sarkastisk tone. "Ja det vil hun da helt sikkert blive rigtig glad for." Marylin havde ikke lige overvejet at det måtte være det hun havde brug for hjælp til. Hun skulle lige til at tilføje at Francine da kunne få sig en ny væbner, da hun lidt kom i tanke om at det nok ikke ville være så sjovt for en ny væbner bare at være på Gyldensø det meste af tiden med en mere eller mindre skrigende baby.

I det øjeblik var Marylin rigtig glad for at have Francine med sig, at det var en som vidste hvad det hele handlede om og vidste hvad det ville sige at være nervøs over for den opgave man stod overfor. "Ja," svarede Marylin med et smil, der var kommet et brev om at de var ankommet, og Marylin kunne komme forbi hvis hun ville, men hun havde ikke den store lyst til at tage ned til by huset den dag hun skulle gøre klar. Hun mente at det på en måde bare ville gøre hende endnu mere nervøs. "Der kom et brev om at de var kommet til byhuset." svarede hun med et smil, men var for nervøs til at vide hvordan hun skulle fortsætte en samtale.

[Francine af Gyldensø]

Spøg til side, så ville Marylins fravær efterlade et tomt hul i både hverdagen og Francines liv. Hun og den unge kvinde havde lært hinanden særdeles godt at kende på de fire år de havde fulgt hinanden. Hun hade dog ingen planer om at tage en ny væbner lige med det første igen. Først og fremmest fordi hun hade besluttet, at bruge mere tid hjemme på Gyldensø og dermed mere tid med både sin søn og sin far. Conal havde stadig størstedelen af sine pligter i Corus, mens hendes nu mest lå på Gyldensø, men det var noget de måtte få til at fungere - ligesom så mange andre ægtepar "Dejligt.. jeg har også takket ja til din mors gavmilde middagsinvitation i overmorgen, for både jeg og min mand." fortsatte hun, stadig på emner der ikke direkte havde noget at gøre med hvor de var på vej hen nu, og hvad der ventede. Midvinter-dagen - og aftenen - var for familie, men det var meget almindeligt i dagene der fulgte, at besøge venner og bekendte.

[Marylin af Drotvig]

Marylin nikkede mens de gik videre. "Ja jeg glæder mig også til at i komme forbi og spiser." I det hun havde sagt det kom hun i tanken om hvor de var på vej hen og prøvede desperat at finde på noget at snakke om bare et eller andet. "Hvordan har Conal det med at få besøg?" spurgte Marylin og kunne næsten havde sparket sig selv, hun havde jo selv set Conal eftersom de jo var mand og kone Conal og Francine. Noget Marylin var ret irriteret over, hun havde tabt et væddemål på den konto, og hun vidste ikke helt om hun nogen sinde ville tilgive Francine og Conal for det.

De drejede om et hjørne, om ikke længe ville de være meget tæt på. Uden at tænke over det knugede Marylin klædet en lille smule mere.

[Francine af Gyldensø]

Hun sagde ikke mere, men fornemmede alt for tydeligt hvad der foregik i både hovede og krop på den unge kvinde, der om ikke så længe, ville komme ud af Prøvelsens Kammer, som ridder. I stedet for flere ord, lagde hun en hånd på sin væbners skulder det sidste korte stykke vej indtil de nåede døren ind til hvor hun skulle tage sit bad. Hun gav skulderen et forsikrende klem og gik først ind for at kunne lukke efter Marylin "Herinde.." hun slog ud mod en tilstødende dør, hvor Jemima allerede ventede udenfor.

Efter de forventede hilsener og høflilgheder var overstået, og gik så sammen ind i det varme rum, hvor det store kar allerede stod og ventede, dampende af varmt, velduftende vand. Hun sendte Marylin et lille smil mens Jemima tog plads på en af de fremstillede skamler "Du ved hvad du skal."

[Marylin af Drotvig]

Marylin var meget glad for at Francine ikke svarede på hende spørgsmål og var på en måde glad for den tavshed som faldt over dem. Hun fulgte tavs med videre resten af vejen.
Inden de gik ind gennem døren trak Marylin en dyb indånding og trådte over dørtærsklen, ingen vej tilbage. Marylin hilste også høfligt på Jemima før de gik videre ind i rummet til det rituelle bad.
Marylin nikkede til Francine og gik derefter hen ved siden af badet hvor hun lagde det klæde hun havde med på en skammel ved siden af inden hun selv begyndte at klæde sig af. Marylin var glad for at badet i det mindste var varmt lige nu, hun havde hørt at det skulle blive frygtelig koldt i løbet af natten. Men dette var ikke Marylins største bekymring lige nu.

[Francine af Gyldensø]

Francine overlod Marylin til at gøre sig klar til badet, uden at hun dog forlod rummet. I stedet gik hun over til Jemima og talte lavmælt med hende nogle minutter og gav sin væbner så meget privatliv hun kunne.

Først da hun sad i det varme vand, der forhåbentligt også ville tage en smule af spændingerne, vendte hun igen opmærksomheden mod hende og gik nærmere sammen med den anden ridder. Hun gik om på modsatte side af karret, så Marylin ville kunne se dem begge og rømmede sig "Er du rede til at høre om Ridderskabets love, væbner Drotvig?" spurgte hun formelt og tav afventende.

[Marylin af Drotvig]

Marylin sænkede sig langsomt ned i det varme vand og havde ikke øjne for de to andre kvindelige riddere. Mens det rituelle bad forestod skulle man høre om ridderskabets love, sådan var det. Derefter ville hun indføre sig den hvide klædning som hun også skulle have ind i prøvelsens kammer. Resten af natten skulle hun holde sig vågen sammen med de to ridder og tænke over de love hun netop ville få fortalt.

Hun kiggede Francine ind i øjne med et stålfast blik. "Ja." svarede hun klart og tydeligt og vidste ikke helt hvordan hun skulle forhold sig kunne hun læne sig tilbage og nyde det dejlige varme vand ellers skulle hun sidde rank som en anden skolepige og modtage de love hun havde brugt otte år på at lære at kende og vide hvordan de skulle bruges. Hun endte med at falde lidt sammen i det runde kar og kiggede på de to kvinder som ville sætte hende ind i de love som kunne hjælpe hende til at beskytte og hjælpe dem som havde brug for det.

[Francine af Gyldensø]

Francine havde ikke forventet noget andet svar end det Marylin gav hende og med et lille nik og et beroligende smil, fortsatte hun "Hvis du overlever Ridderskabsprøvelsen, bliver du ridder af dette rige." ritualets ord var velkendte og alligevel fremmede på hendes tunge. Det var nu anden gang hun stod for at sende en væbner i Kammeret, men hun tvivlede på, hun nogen sinde ville vænne sig til det "Du sværger at beskytte de svagere, at lyde din lensherre og leve til rigets og Gudernes ære." hendes blik forlod Marylin i karret et øjeblik, mødtes i stedet med Jemima og nikkede let, hvorefter den anden kvinde overtog reciteringen "Det er en betydningsfuld ting, at bære en ridders skjold." begyndte hun, gjorde en lille kunstpause for alvorens skyld og fortsatte så "Det betyder du ikke må overhøre et råb om hjælp. Det betyder at alle, rig og fattig, ung og gammel, mand og kvinde, kan regne med dig som deres beskytter, og du må ikke afvise dem."