Svaret af Gudinden on Jan 6, 2017 22:34:57 GMT
Hele ugen siden dronningens bortgang, havde mænd og kvinder arbejdet hårdt for at forberede hendes brænding. Et stort bål var var nu var sirligt stablet op, centralt på det store, flade område, der adskilte tempeldistriktet fra resten af Corus og den store mængde træ pyntet med blafrende bånd i blåt og sølv, der vajede i den frostklare vind.
Hele vejen fra tempeldistriktet, ud over den brede vej og op ad bakken til paladset, havde folkene i Corus - og mange andre udefra, samlet sig. I to rækker, så de tilsammen skabte en vej mellem sig. Rækker der blev yderligere markeret, fordi mange stod med lys i hænderne. Fakler, olielamper, lygter med tællelys der tilsammen skabte en snoet vej af lys, der var tydelig selv i dagslys. Folkets måde at vise dronningen en sidste respekt.
De første ryttere der viste sig som starten på Lianokamis sidste følge, var Livgarden, eller i hvert fald noget af den, i deres stiveste puds og med heste der var striglet blanke. Ranke som stenstøtter red de forest og bag dem gik fanebærerne, hvis faner med Condia-slægtens våbenskjold smældede i vinden.
En stor vogn, spændt for med sorte heste fulgte efter som det næste. Selve vognen var pyntet med stedsegrønt og blomster, der ikke burde blomstre denne tid på året, men lige nu gjorde de. Ovenpå det hele, lå dronning Lianokami. Hun var klædt i en dybblå, rigt udsmykket kjole - den samme som hun i sin tid havde båret, da hun blev kronet.
Bag dronningens ligvogn, kom den royale familie til fods. Godt pakket ind i varmt tøj og pels og nøjagtigt så statelige som man ville forvente. Først den nye regent, hans dronning og deres børn. Efter dem prinsen og hans nye hustru og til sidst resten af den nærmeste, royale familie. Følget var langt og særsynet var at se så mange adelige til fods. Hertuger, grever og baroner, livgardens ryttere langs siderne, Dronningens Ryttere og en myriade af andre mennesker, der hver i sær var i Kronens tjeneste og nu gav dronningen den sidste respekt.
Processionen fortsatte langsommeligt mod tempeldistriktet, men intet hastede. Den Sorte Gud var tålmodig. Ved bålet ventede Mithros’s ypperstepræst og Moderens ypperstepræstinde og selvom de sjældent tog sig af offentlige begivenheder, var dette en af undtagelserne. En regent var valgt af Guderne og det var kun passende, at de var med, når den sidste afsked skulle tages.
Hele følget nåede til sidst frem, mens menneskemængden langs vejen, havde sluttet op som bagtrop og nu spredte sig ud i en halvcirkel omkring bålet, så ingen stod mod vinden. Dronningen blev båret det sidste stykke op på bålet og præst og præstinde begyndte en fælles bøn der skulle sende den afdøde godt afsted. Så tændte de ved fælles magi en fakkel, hvis flamme et øjeblik blussede violet af deres forenede Gave, før de vendte sig mod bålet og antændte det.
Det tog ikke mange minutter før ilden fik ordentligt fat og mens den bredte sig og omsluttede dronningens legeme, fulgte folkets sang hende på den sidste rejse.