Ansvar, savn og pligt

[Jonathan af Condia]

Raoul af Condia

Det var præcis en uge siden i dag. En uge siden han havde siddet ved sin mors seng da hun tog sig sidste åndedrag og den Sorte Gud hentede hende. Han havde været forberedt.. så meget som man kunne. Havde vidst dagen ville komme og havde taget det med ophøjet ro. En dag ad gangen. En beslutning ad gangen. Et møde ad gangen. Om få dage ville ligbålet blive afholdt og hun ville endegyldigt være væk.

Realisationen ramte ham som en knytnæve i mellemgulvet og på forunderlig vis, endte han i tronsalen. Der var ikke andre end ham og stilheden var en sjælden luksus et sted som paladset. At være alene med sine tanker om sin mors død og det ansvar der dermed var placeret på hans skuldre, var ikke noget han havde fået lov at have - før nu. Der lå et tyndt lag støv på det blanke gulv og hans skridt hvirvlede det op mens han med tunge skridt gik nærmere tronene. Endnu vovede han ikke sætte sig på det forgyldte sæde. Det føltes blasfemisk bare at tænke tanken. Han og Raoul havde gjort det en gang eller to - hver gang med ømme rygstykker som konsekvens.

Nu endte han med at sætte sig på knæ foran den tomme trone og lukke øjnene omkring en lydløs bøn til guderne.

[Raoul af Condia]

Raoul havde ledt efter sin bror i et lille stykke tid, da en tjener endelig kunne fortælle ham, at Kongen var at finde i tronsalen og Raoul gik i den retning. Da han kom ind, så han sin bror knæle ved tronen og en sær melankoli lagde sig over ham.

Langsomt gik han tættere på, mens han lavede så lidt støj som muligt for ikke at forstyrre bønnen. Han tog plads op af en søjle i nærheden og tænkte selv tilbage på den sidste tid. Sygdommen havde været hård ved dem alle. Ikke mindst fordi stædighed løb så dybt i Condia-blodet, at ingen kunne overtale hans mor til at tage det roligt, førend hun var så svag, så hendes egen krop klarede det for dem.

Det var både en lettelse og en sorg, at hun nu havde mødt Den Sorte Gud, men Raoul havde endnu ikke fældet en tåre i den anledning. Han forventede, at det ville komme, når det hele blev mere virkeligt for ham, men indtil da forsøgte han blot at hjælpe Jonathan, så godt han kunne. Jonathan, som nu var konge.

[Jonathan af Condia]

Han mistede tidsfornemmelsen ret hurtigt og hørte ikke døren gå op og nogen komme ind. Eller også valgte han blot ikke at høre det, optaget i sin bøn og kæmpede med at forstå, at tronen han sad foran, nu var hans. Han erkendte at der var en verden til forskel på at vide den en dag ville blive det og til at den viden pludselig var virkelighed. Det skulle nok gå.. selvfølgelig skulle det nok gå. Han var blevet opdraget til netop dette siden han blev født - men alligevel føltes det overvældende stort og han måtte tage en dyb indånding uden helt at føle han fik luft nok ned i lungerne.

Han åbnede øjnene igen og stirrede nogle lange øjeblikke blot på tronen før han endelig drejede hovedet, for at se om der rent faktisk var noget, eller om det var sanserne der havde spillet ham et puds. Antydningen af et smil spøgte på hans læber da han fik øje på sin yngre bror "Hvem mangler mig nu så galt at de sender dig?" spurgte han lavmælt og rejste sig fra sin siddende stilling med tunge bevægelser.

[Raoul af Condia]

Raoul ventede tålmodigt og lod sin bror få den tid, han havde brug for til at bede i. De havde sikkert brug for al den hjælp, de kunne få lige nu. Da han endelig vendte sig om mod ham, smilede han let. "Ingen. Jeg ville bare gerne tale med dig om den der besked til Tusaine's Konge. Jeg har tænkt mig at sammenfatte den i dag." Hans smil fik et medfølende skær over sig. "Men det kan godt vente til lidt senere. Hvordan har du det?"

[Jonathan af Condia]

Jonathan strakte sig og skar en lille grimasse mens han bøjede hovedet hårdt til først den ene side, så den anden med et enkelt, hørligt knæk til følge "Godt.. så hurtigt som muligt." han lod den ene hånds fingre glide gennem det mørke hår og dernæst over skægget, der var lidt længere end det plejede at være "Jeg beklager jeg glemte det igen. Der har været en del." mentalt klandrede han allerede sig selv og besluttede, at han måtte sove det mindre for at få indhentet alt det der forventedes han skulle tage stilling til og tage sig af "Nej, nej.. nu er fint.. jeg skulle bare lige have fem minutters ro." forsikrede han og åndede tungt ud "Fint.. træt, men fint." bedyrede han, næsten overbevisende og slog ud med den ene hånd, for så alligevel at komme til at skære endnu en diskret grimasse "Jeg har ikke vænnet mig til tanken endnu, men det kommer nok."

[Raoul af Condia]

Raoul trak på skuldrene og rystede let på hovedet. "Jeg forventer ikke, at du har styr på alt, Jonathan. Det er jo derfor, du har mig." Han smilede og gav broderens skulder et varmt tryk, inden han slap den igen kort efter. Han var ikke ny for sorg. På ingen måder. Og han vidste, hvor alene, man kunne føle sig i den. "Det er også en stor tanke at vænne sig til. Vi havde jo håbet på at have hende nogle år endnu." Hans stemme blev let sprød til sidst, så han rømmede sig diskret.

[Jonathan af Condia]

Jonathan smilede svagt, stadig uden at det nåede op i de mørke øjne. Der var ikke så meget at smile over for tiden, mest bare pres, pligt og forventninger der til stadighed fik ham til at sætte sin egen sorg i anden række. Han var ikke dum, han vidste det var en dårlig løsning og at der før eller siden ville komme en reaktion, men han kunne ikke tillade sig den luksus. Han havde et helt folk der forventede at se en stærk konge, som behøvede at se det ”Nej, måske ikke du, bror, men der er rigeligt med andre der gør.” konstaterede han tørt, men ikke helt uden humor.

Han lænede sig op ad den nærmeste søjle og lod begge hænder glide over det mørke hår med et tungt suk ”Jeg vidste det kom en dag, men hvor meget det lige vejer tror jeg aldrig hun kunne have forberedt mig på..” han smilede skævt ”Det giver fornyet respekt.. vil du bytte?” spurgte han og beviste igen, at den humoristiske sans trods alt ikke var forsvundet helt.

[Raoul af Condia]

Raoul kunne ikke lade være med at fnyse muntert. "Aldrig i livet. Jeg har mere end rigeligt i at være Prins. Kongekronen har jeg intet behov for at have tyngende på hovedet." Hans stemme lod intet tilbage om, at han mente, hvad han sagde. Han var ærligt talt ikke meget for sine prinse-pligter, når det kom til stykket. Han gjorde sine pligter uden at brokke sig, men kun fordi han var opdraget til det fra barnsben. Skulle han selv bestemme, så havde han brugt hele sit liv på ridder-drømmen.

"Hvordan klarer du dig?" spurgte han efter et øjebliks stilhed. Der var både omsorg og alvorlighed i hans stemme.

[Jonathan af Condia]

Jonathan fnøs selv og denne gang lyste et muntert glimt momentært hans mørke øjne op ”Måske er den ikke så tung som den ser ud..” brummede han, men vidste at den var det. Ikke kun det moralske og psykiske ansvar der lå i den, men også rent fysisk. Han havde ikke prøvet den endnu, men havde hørt rigeligt med historier fra sin mor over årene om, hvordan hun havde frygtet at få hold i nakken under sin egen kroningsceremoni for mange år siden.

Tanken om hans egen der var nært forestående fik ham til at ånde tungt ud endnu engang mens han trak på skuldrene ”En dag ad gangen.. ” han smilede skævt og kastede et blik op mod tronen med rynkede bryn ”Jeg tror bare lige jeg skal over hele det her cirkus.” han slog ud med den ene hånd i tronens retning ”Få det overstået så vi kan begynde at finde en form for hverdag igen.” han drejede hovedet og så inspicerende på sin lillebror ”Dig?” han var ikke egoistisk nok til at tro, han var den eneste der havde svært ved at dreje hovedet om den nye situation.

[Raoul af Condia]

Han kommenterede ikke yderligere på kronen. Den var ikke en del af hans fremtid og ville aldrig blive det. Især ikke nu, hvor Jonathan allerede havde tre arvinger på rad og række. "Kroningen bliver vendepunktet," nikkede han enigt. "Når først den er vel overstået, så falder tingene til ro igen. Selvom det første år her, sikkert bliver en pissekonkurrence mellem du og alle de unge hertuger." De ville alle teste ham for at se, hvor meget de kunne klemme ud af ham.

Spørgsmålet kom egentlig lidt bag på ham, men han sukkede bare tungt. "Jeg forventer hele tiden at høre hendes stemme, som hun beder mig om at være mig mit ansvar voksent," svarede han ærligt og sukkede så lidt igen. "Jeg kan ikke overbevise mig selv om, at hun virkelig er.. Væk..."

[Jonathan af Condia]

Alvor eller ej brød Jonathan spontant ud i latter over sin brors påstand, en latter der gjorde god tog blev siddende som en klædelig rest i hans smil ”Så gammel er jeg ikke endnu.. jeg kan tage en pissekonkurrence eller fem. Bare vis mig et godt hegn, så får jeg dem til at stille op på rad og række til første rådsmøde.” konstaterede han tørt, før smilet veg til fordel for alvor igen.

Brynene trak sig igen sammen i rynker mens han lyttede og nikkede med et mat smil ”Lianne spørger efter hende hver dag, men forstår ikke helt hun er væk.” han skar en lille grimasse ”Roald prøver at være tapper, men jeg kan se hvor meget han savner hende. Kalasin er utrøstelig stadig.” han sukkede dybt. At se sine børns sorg var mange gange værre end at føle sin egen ”Og Gisella? Hvordan tager hun det hele?” ikke fordi han forventede svigerinden skulle være dybt ulykkelig, men situationen måtte alligevel have en hvis påvirkning.

[Raoul af Condia]

Raoul smilede også selv, da Jonathan brød ud i latter og han lod være med at fortælle, at han havde ment alvor, for ikke at ødelægge det lille pusterum, han trods alt havde fået skabt for dem. Når det engang blev alvor, var han dog også ganske sikker på, at Jonathan nok kunne sætte enhver grønskolling på plads.

"Det er synd for dem," svarede han med en trist stemme ved tanken om sine niecer og sin nevø, som alle var næsten på samme alder, som han selv havde været, da han mistede sin far. "Vi taler ærligt talt ikke meget sammen for øjeblikket," indrømmede han frustreret. "Hun trækker sig længere og længere væk fra mig. Og jeg har simpelthen ikke overskuddet til at forsøge at holde hende til mig."

[Jonathan af Condia]

Rynken mellem Jonathans bryn blev dybere over det stadig undersøgende, og nu let undrende blik der hvilede på Raoul "Virkelig?" han lagde armene over kors og var tavs et øjeblik før han fortsatte "Men jeg synes at huske du sagde for ikke så længe siden, at det gik den modsatte vej.. at I var ved at finde tættere på hinanden. Hvad har ændret sig?" han gjorde igen en lille pause "Har alt det her været for meget for hende?"

[Raoul af Condia]

Han trak lidt på skuldrene - ikke helt tilfreds med at tage hul på dette emne endnu. "Ja måske. Det er svært at sige." Han lod smilede let og rystede så på hovedet og rettede sig op. "Men skal vi se på det brev med det samme eller vente til i aften?"

[Jonathan af Condia]

Han nikkede, et øjeblik fraværende og tænksom. Så vendte nærværet tilbage i hans blik og han skubbede sig fri fra sin tilbagelænede position mod væggen og strakte ryggen "Lad os gøre det med det samme. Så kan jeg måske holde lidt fri i aften." konkluderede han en smule håbefuldt og begyndte at gå mod døren, med endnu et kort blik mod tronen, før han så på Raoul igen "Har du spist?"

Tråd lukket