Farvel for denne gang

[Amelia af Perlegab]

James af Perlegab
d. 3. januar 528 M.T.

Hun var mere eller mindre gået rundt i en sydende tilstand lige siden besøget hos Iliane, og hendes forældre havde bestemt ikke hjulpet på det hele. De ville ikke gøre noget for at stoppe det. Især mor, der havde hørt rygter om, hvad der var foregået ved Midvinter-festen. Uanset hvad havde Amelia dog stadigvæk gaven til James liggende, og den skulle afleveres. Opdækket af sin mor besøgte hun derfor Perlegab-boligen med nogle tjenere på slæb. Hun ligefrem dirrede af arrigskab, da hun blev vist ind til ridderen. Der gik rygter, og hun skulle til Disart, og det var alt sammen urimeligt!
Mor satte sig udenfor døren, så de kunne få lov til at tale lidt mere privat sammen, men så hun samtidig kunne høre, hvad der foregik. Amelia gestikulerede af tjeneren om at fremvise sadlen til James. ”Nyligt fremstillet af det bedste læder fra Stenbjerg,” erklærede hun. Selv stemmen dirrede, da hun talte, så hun var nødt til at rømme sig lidt. ”Jeg mener, at det burde udligne vores gaver.” Han kunne lide sin hest, så en sadel burde være et godt valg.

[James af Perlegab]

Jamie havde faktisk siddet og kedet sig lidt, så han tog gladeligt imod, da Amelia ønskede at se ham. Hun skyldte ham jo også stadig en gave! Der var dog ikke mange ord, der kom over hendes læber, inden hun nærmest var færdig og kunne ligne én, som var på vej ud igen. Derfor tog han sig god tid til at se sadlen efter og han smilede til hende et par gange. "Den er meget smuk," svarede han derfor bare og lagde den så fra sig, inden han satte sig i sofaen og klappede i sædet ved siden af sig. "Kom lige herhen og sæt dig. Er det mig, der har gjort dig så arrig, at du næsten ryster?" spurgte han med en undrende tanke på, hvad han dog kunne have gjort.

[Amelia af Perlegab]

Selvfølgelig var den smuk. Hun tog en dyb indånding og blev stående, da han foreslog, at hun skulle sætte sig. ”Jeg er blevet informeret om, at der går rygter om os to. Og den der lille klatretur. Og om det kys jeg gav Dem.” For det havde været tvang! Det måtte det være, når han sådan havde holdt hendes gave som gidsel! ”Så ja, du har bestemt bidraget til min ... irritation.” Eller nærmere til hendes arrigskab. Hvorfor skulle både rygtet og Ilianes latterlige ordrer lige finde sted samtidig?! Som om en af tingene ikke var slemt nok at bøvle med! ”De har slæbt mit gode rygte gennem mudderet!” erklærede hun vredt.

[James af Perlegab]

Han hævede underholdt brynene af hendes vrede skænden og kunne ikke lade være med at grine lidt af hende. "Ikke for noget, men jeg hev vist ikke armen om på ryggen af Dem," mindede han hende om. Han havde tværtimod været galant og hjulpet hende ned uden at drille alt for meget. "Hvad bryder De dem da også om, hvad folk siger, for?" fortsatte han så. "Vi havde det jo bare lidt sjovt for en gangs skyld."

[Amelia af Perlegab]

Hun fnøs misbilligende og krydsede armene. ”En ridder opfordrer slet ikke en komtesse til den slags fra starten af,” fastholdt hun, men nu var det jo heller ikke derfor, at hun var mest vred. Desuden havde han vel ret i, at de var kommet nogenlunde overens, da de først sad i træet. Ikke at hun kunne drømme om at gentage det. Hun tog endnu en dirrende indånding. ”Jeg er blevet ... informeret,” hvis man da kunne kalde Ilianes råberi for ’informeret’. ”om, at jeg vil blive sendt til Disart i overmorgen. Så jeg kommer også for at byde Dem et farvel for nu. Jeg ved ikke, om vi kommer til at se hinanden igen før brylluppet.” Kusinen havde ikke ligefrem fortalt hende, hvad der helt præcis kom til at ske. Hvor længe hun skulle være i Disart eller om hun skulle have besøg af James i den periode.

[James af Perlegab]

Han tog sig ikke meget af hendes beskyldninger. Han havde aldrig opført sig meget som en ridder sammen med kvinder (eller mænd), så der var ingen grund til at lade sig provokere over hendes kommentar. Han rynkede dog brynene sammen, da hun fortalte, at hun var blevet forvist til Disart. Det var da lige lovligt voldsomt. "Ej, det mener du ikke?" spurgte han i indignation på hendes vegne og glemte i samme ombæring helt at sige 'De'. "Er det ikke lige lovligt drastisk? Mithros, det var jo bare et kys på kinden og to minutter, hvor du sad på en gren i et træ?"

[Amelia af Perlegab]

Hun valgte at lade ham være dus. Hun var allerede for sur til at gå op i den slags bagateller. ”Det er ikke på grund af dig. Hun blev sur, da jeg påpegede, at hun var en hykler,” svarede hun surmulende. Det kunne da ikke komme sådan bag på Iliane, at hun var en hykler? Måske kunne hun bare ikke lide at få påpeget det? ”Men resten af hoffet tror nok, at det er på grund af rygtet.” Og rygtet havde måske også noget med det at gøre, men det var i hvert fald ikke dråben, der fik bægeret til flyde over.

[James af Perlegab]

Han så over på hende igen. ”Din mor? Hvorfor er hun en hykler?” Den kvinde var virkelig ikke særligt god til at forklare sig. ”Men altså. Kan du ikke bare nægte? Der er da ingen grund til, at du skal tilbringe en evighed i Disart, hvor der slet ikke er noget at lave, fordi nogen føler sig trådt over tæerne?"

[Amelia af Perlegab]

Nå ja, hun havde vist ikke fået nævnt det. Hun syntes jo, at det sagde sig selv. ”Ikke min mor. Iliane! Grevinden.” Dermed var det vel også svar nok til hans efterfølgende bemærkning. Amelia sukkede. ”Jeg kan ikke bare lade være. Grevinden får bare vagterne til at slæbe mig hele vejen, hvis det er det, der skal til.” Hun spidsede utilfreds læberne og skulede frem for sig. Iliane var så forbandet strid, når man ikke var på hendes gode side. Hun var virkelig alt for nærtagne!

[James af Perlegab]

Aah. Ja så gav det hele meget mere mening. Han sad et øjeblik og nikkede for sig selv, inden han så trak på skuldrene og smilede. "Hvis du ønsker det, kan jeg sikkert godt finde ud af at holde dig skjult for hende." Han lo af sit eget påfund et kort nu, men rystede så på hovedet, inden hun kunne afvise det, for det var nok temmeligt tåbeligt. "Eller jeg kan forsøge at få mine forældre til at lægge pres på Grevinden for at stoppe det? Det er jo alligevel dem, som vil alt det her nonsens. Det synes jeg egentlig ikke, at du skal straffes for."

[Amelia af Perlegab]

Hun skulle lige til ivrigt at takke ja til det første tilbud, men så lod James til at ombestemme sig, og hun surmulede igen. Lige indtil han kom med sit næste forslag. Så sad hun ved siden af ham på få sekunder og strålede som en lille sol. ”Virkelig?! Vil du gøre det for mig?” spurgte hun ivrigt. Hun kunne ikke selv få Iliane til at ombestemme sig, men James’ forældre kunne måske gøre noget, så hun ikke skulle strande i Disart i uanede mængder af tid. Den eneste ulempe var selvfølgelig, at han nok ikke kunne nå at få kontakt til sine forældre, før hun allerede var på vej til Disart, men i det mindste kunne hun så måske vende hurtigere tilbage til Corus igen!

[James af Perlegab]

Hun blev tilsyneladende glad over hans foreslag og han trak på skuldrene og nikkede så med et skævt smil. "Ja, det vil jeg da. Ved Gudinden, det er jo ikke din skyld, at du befinder dig i alt det her. Grevinden har jo selv været med til at placere dig her. Og ja... Jeg kan ikke lade være med at drille. Det er vist desværre så indbygget i mig, at det er umuligt at lave om." Han smilede skævt og sænkede så stemmen til en næsten hvisken. "Men hvis det lykkes, så skylder du mig et kys. Et rigtigt et." Det måtte det da trods alt være værd at få hende til at blive i hovedstaden.

[Amelia af Perlegab]

Al vreden faldt af hende, imens James forklarede, og smilede oprigtigt lettet, da han var færdig. ”Tak, det ville jeg sætte pris på.” Hun havde virkelig ikke lyst til at blive sendt til Disart. Især hvis hun skulle blive der, indtil brylluppet. Der kunne jo gå længe, før det blev en ting. Hans krav fik hende til at himle med øjnene. ”Fint. Hvis det faktisk lykkes, så skal du nok få dit kys.” Så havde han vel også fortjent det. Et lille kys kunne hun vel godt overkomme at give ham. Det var da ikke alt for vovet?

[James af Perlegab]

Han mærkede igen jagtens sus i sit indre, som han mærkede, at hun faldt lidt for hans charme. Han kunne godt lide at drille hende, men han kunne endnu bedre lide at føle, at hun ikke kunne stå for ham. Og da hun lovede ham et kys i belønning, smilede han skævt og lænede sig lidt ind mod hende. "Det er vel ikke sådan, at man kan få belønningen på forskud?" spurgte han i en lav stemme, som kun havde et hint af noget drillende.

[Amelia af Perlegab]

Lige nu var hun ganske tilfreds med situationen, men hun var dog også bevidst om, at det måske ikke ville virke i sidste ende. Iliane var måske ikke så let at få overtalt, og Amelia var bestemt ikke interesseret i at undskylde for sin opførsel. Da James nærmede sig, lagde hun en hånd over hans mund og skubbede ham lidt tilbage med et fnys. ”Ikke tale om. Jeg vil se resultater, før jeg gør den slags.” Han skulle ikke have det alt for let, og hendes rygte led allerede.