Hjælp eller det modsatte?

[James af Perlegab]

Alexander af Viksø

Det var den første dag i det nye år og Jamie befandt sig igen ved en helt bestemt dør i Grønnegade Distrikt. Han havde brugt et par dage efter Gil's besøg til at veje frem og tilbage i forhold til, hvad han skulle gøre ved denne nye forhindring og han var kommet frem til flere forskellige ting, der ville hjælpe ham. En af dem var, at han skulle tale med Alexander igen.

Derfor bankede han også på og smilede vindende til manden, som åbnede. "Ja, så er jeg her igen. Må jeg komme ind?" Han bukkede respektfuldt, fordi det trods alt var høfligst. Og måske ville det gøre Alexander i bedre humør.

[Alexander af Viksø]

Alexander ventede utålmodigt på, at dagene skulle snegle sig af sted. Der var ikke længe nu, inden han og Gil ville rejse sydpå og så ville han kunne være sammen med Niklaus meget mere, end han var det lige nu. Han glædede sig og savnede sin mand, mere end han kunne sætte ord på og derfor håbede han også et lille irrationelt øjeblik, at det var Niklaus, der stod bag døren, da han åbnede den.

Det var det dog ikke. Det var Jamie og han mærkede en lille rynke mellem brynene igen. "Jamen så kom dog ind," svarede han modvilligt og trådte til side. Han var stadig ikke en af Jamie's store fans, men han havde trods alt et lidt bedre billede af ham denne gang, efter at han havde set, hvor meget Gil holdt af ham. Jamie måtte trods alt gøre noget godt for den unge mand.

[James af Perlegab]

Jamie smilede venligt og trådte indenfor. Denne gang satte han sig selv i stolen og indtog ikke mandens seng, som han havde gjort det sidste gang. Han var ikke ude på at provokere. I hvert fald ikke åbenlyst.

Sådan sad han et øjeblik, indtil Alexander også fandt hvile og så smilede han igen. "Jeg kommer egentlig først og fremmest for at sige dig tak, fordi du ville tale med Gil. Han lader til at have fået det bedre med hele... Situationen. Efter at han kunne tale med en ligesindet."

[Alexander af Viksø]

Alexander kom hen og satte sig i nærheden af Jamie, men eftersom han kun ejede en enkelt stol, var han nødt til at sidde på sengen. Hvilket var meget bedre, end at Jamie gjorde det, sådan som han havde taget sig friheden til sidste gang.

Til ridderens ord, kunne han dog alligevel ikke lade være med at smile lidt. "Det er jeg glad for. Han er en lovende ung mand. Det ville være synd, hvis han fik en dårlig start på livet, fordi der var ting, han ikke forstod. Hvis han har flere spørgsmål, så taler jeg gerne med ham." Måske var Jamie ikke så slem, når det kom til stykket. Han var trods alt kommet helt herud blot for at takke ham.

[James af Perlegab]

Jamie smilede mildt igen og lænede sig lidt frem i stolen, dog uden at forsøge at være anmasende. "Han er i hvert fald blevet gladere og hviler mere i sig selv. Det tror jeg, at jeg kan takke dig for." Ingen grund til ikke at forsøge at smigre Alexander lidt, når han nu havde chancen. Han fortsatte dog også med et smil, som dog var blevet en anelse mindre. "Det er jeg glad for, at du siger. Det kan godt være, at det bliver nødvendigt," svarede han og tøvede så let - gange bevist, men forhåbentlig så det ikke sådan udadtil.

[Alexander af Viksø]

Alexander mærkede smilet blive bredere og han fik det helt rart i kroppen over, at han måske havde hjulpet en ung mand til at finde sig selv. Det var noget, som havde taget ham selv rigtigt lang tid og han var glad for, hvis han havde kunnet spare Gil for bare nogle af de problemer, som han selv havde været igennem.

Jamie's næste ord fik ham dog til at rynke på brynene igen og han så overrasket over på ridderen. "Jamen... Er der da allerede noget galt igen nu?" spurgte han overrasket. Hvad kunne han dog pludselig have af spørgsmål nu?

[James af Perlegab]

Han skjulte et tilfreds smil og rystede afværgende på hovedet. Han havde fanget ham i første forsøg og nu gjaldt det om at hive ham ganske langsomt ind. "Nej, der er ikke noget lige nu. Det.. Det kommer måske senere, når... Nej.. Ved du hvad? Glem at jeg sagde noget. Jeg ville bare komme og sige tak og det har jeg gjort." Han rejste sig og bukkede let for Alexander, mens han gjorde sig klar til at gå ud. Han håbede blot på, at Alexander ville lade sin nysgerrighed løbe af med sig.

[Alexander af Viksø]

Alexander sad stadig overrasket på sengen, da Jamie pludselig fik travlt med at komme ud og han rejste sig forbløffet op for at følge ham ud, inden han nåede at få tid til at tænke. Så rakte han dog alligevel en hånd frem og lagde den på Jamie's skulder for at stoppe ham. "Nej, vent lige. Nu har jeg allerede talt med Gil én gang og hvis det kan hjælpe ham, at jeg gør det igen, så vil jeg gerne vide det. Hans velbefindende ligger mig på sinde!" Og han stolede stadig ikke helt på, at Jamie ville passe godt nok på drengen.

[James af Perlegab]

Jamie's læber krusedes i et lille smil, men fjernede det igen, inden han vendte sig om og så på Alexander. Han havde ikke længere travlt med at komme ud og derfor faldt stemningen lidt mere til ro igen. "Hør. Det er sikkert bedst, at jeg ikke siger noget. Du må undskylde, at jeg ikke bare kunne lade som ingenting. Jeg vil ikke skabe problemer." Han lod et lille glimt af noget såret skinne frem i sit ansigt, inden han rystede bestemt på det og tog et prøvende skridt tilbage mod døren igen, mens han behændigt undgik Alexander's blik. Det gik jo ganske godt det her.

[Alexander af Viksø]

Alexander blev mere og mere urolig over Jamie's konstante undvigen. "Hvad taler du om? Problemer for hvem?" Han greb igen fat i Jamie's arm, så denne ikke kunne gå ud, uden at rykke sig fri. "Hør nu her. Gil er ung og ny til dette liv. Hvis du mener jeg kan hjælpe ham, så sig det. Han kommer til at være i mit liv længe og jeg vil helst ikke sidde tilbage og føle, at jeg kunne have gjort mere for at hjælpe ham, hvis det går galt for ham." Og det var netop hovedet på sømmet. For tænk engang, hvis Gil kom galt af sted og han kunne have gjort en forskel? Det måtte Jamie da også kunne forstå!

[James af Perlegab]

Jamie sukkede tungt og så så undskyldende over på Alexander. "Ved Mithros, hvor er du stædig!" sukkede han opgivende og satte sig ned på kanten af sengen igen. "Nej, men det er sikkert slet ingenting," fortsatte han så. "Men ja.. Nu hvor Niklaus har fortalt Gil om sig selv... Gil har det ikke særligt let med, at han flirter med ham. Han forstår vist ikke engang rigtigt, at det er dét, der foregår." Han trak vejret ind igen og fortsatte, inden Alexander kunne nå at stoppe. "Jeg tænker bare på, at han næsten ikke kunne være i rum med mig, da jeg flirtede med ham. Hvis han får det sådan med Niklaus. Ja. Det bliver altså nogle lange væbner-år," sagde han så og sluttede af med et; "Selvom jeg er sikker på, at han ikke mener noget med det."

[Alexander af Viksø]

Alexander havde stadig uro i kroppen, da Jamie endelig gav sig og satte sig ned. Selv kunne han dog ikke sætte sig. Han var lidt nervøs for, hvad der kom ud af ridderen om et øjeblik. Da Jamie endelig gav sig til at tale, endte han dog også med at sætte sig. Han så himmelfaldent på Jamie, som havde manden netop groet to hoveder, men han sagde ingenting. I stedet tænkte han.

Så Nik havde endelig fået taget sig sammen til at fortælle Gil, at han også selv var en ligesindet. Det.. Det var godt... Det måtte det være. Selvom han så ikke havde fået fortalt Alexander selv om det. Det... Det betød ikke noget. Det kunne der være så mange grunde til. Det var dog heller ikke den del af historien, som gjorde ham mest nervøs. Nej. Det var Jamie's påstand om, at Nik skulle flirte med knægten. Flirte?!

Han glippede let med øjnene, mens hans følelser var i en stor knude, som han ikke kunne hitte rede i lige nu. Måske løj Jamie jo også! Det ville han ikke være overrasket over, hvis det var sådan. Nik stolede han på! Han kunne aldrig finde på at flirte med nogen anden end ham. Desuden havde Jamie sagt, at Gil ikke forstod, hvad der skete. Han havde sikkert bare misforstået noget.

Han sank en enkelt gang, da alt dette var på plads og så smilede han til Jamie. "Jeg er sikker på, at der ikke er noget i vejen. Men jeg skal rejse med Gil til Legan om en lille uges tid. Så skal jeg nok se, om jeg ikke kan åbne emnet på en pæn måde." Og når han gjorde, så var han sikker på, at han ville opdage, at Gil bare havde misforstået noget.

[James af Perlegab]

Den lange tavshed, mens Alexander tænkte, var næsten uudholdelig, men samtidig så var det også sådan, det helst skulle være. Han havde tydeligvis fået fortalt yndlingen om nyheden, sådan at han i hvert fald overvejede det. Og når han så skulle rejse med Gil. Ja. Nu regnede han i hvert fald med, at kimen var lagt. Alexander var den person, som lettest ville kunne få Niklaus til at stoppe med din upassende indblanding, Dette betød dog ikke, at Jamie ikke havde tænkt sig at gøre det andre ting, han havde tænkt sig.

Da Alexander endelig talte, smilede Jamie derfor blot et lille smil, som kun næsten hintede af noget såret. "Det vil jeg være glad for." Han rejste sig op og gjorde så mine til at gå ud igen, men stoppede i døråbningen og så sig forsigtigt tilbage. "Jeg holder af ham," sagde han så og åbnede døren helt. "Tak fordi, du ville se mig."

[Alexander af Viksø]

Alexander mærkede nu alligevel en lille tvivl i maven. Jamie virkede rent faktisk påvirket af det. Ked af det, på en eller anden måde. Han rystede på hovedet, da han lukkede døren bag ridderen. Han havde intet at frygte omkring Nik! Ved Mithros, han havde jo lige spurgt, om han ville tage med til Legan! Der var ingen som helst grund til at føle den lille knude, som han havde i maven. Alligevel blev den dog ved med at være der, selv da han gik hen for at forsøge at studere videre.

*Tråd afsluttet*