Svaret af Gina Hugorm on Dec 28, 2016 18:00:04 GMT
Luften på Den Skøre Abe var tung af røg, ikke at det var noget nyt. Røg, lystig snak og latter var kendetegnene ved stedet, men hun elskede det alligevel. Gina havde siddet derinde noget tid nu, stirret gennem lokalet på Farkas, hver bevægelse, hvert lille træk. Hendes tanker var klare. Så var han gået og hun vidste præcis, hvor han skulle hen. Hun havde fået indsigt i hans planer og vidste, hvornår hun ville kunne skære ham af på vejen tilbage. Ganske vist ville han have nogle mænd med sig, men hun havde også selv hjælp.
GINA HUGORM vs. FARKAS SKRÆKØJE
Farkas havde budt på noget andet end Amos. Det var i hvert fald det, hun havde troet, da han havde splittet hoffet. Han havde stået for styrke og kompromisløshed, men nu lavede han samme svinegerning som Amos. Han kaldte sig leder uden at have skaffet den forrige af vejen. Hendes fingre skrabede sløvt i bordet. Hoffet var blevet splittet, der var ingen vej tilbage længere. Nu kunne det kun gå fremad, men også det satte han en hindring for hende. Nogen blev nødt til at gøre noget. Tankerne var ikke just nye for hende. I månedsvis havde hun siddet til på sidelinjen, adlydt Vitors ordrer og tjent for Farkas sag, men lige meget havde det nyttet. Og nu havde hun fået nok. Nu var det tid.
Med et nik til siden rejste hun sig og forlod krostuen med sit lille følge. Farkas ville være på vej tilbage til Aben nu og det gjaldt om at skærme ham af. Stedet kunne ikke have valgt bedre. Det havde lige præcis det dramatiske præg med floden prægtigt brusende ved deres side.
Der var tomt ved Farkas side. Vitor var tydeligvis andetsteds, men det var nok kun for det bedste. ”Farkas,” hendes stemme var høj og de få af hans mænd, der stadig talte, tav og så på hende. Hendes hænder var rolige, selvom hendes håndflader føltes en smule svedige. Hun rømmede sig. Så begyndte hun at tale. ”Du splittede hoffet og vi fulgte dig. Flere af os på trods af, hvor vores ophav eller andre følelser lå, men vi fulgte dig. Vi havde alle forskellige håb, forskellige motiver alle i skjul, men dine var tydelige. Du ville have retfærdighed, have tingene gjort ordentligt,” hun holdt en lille kunstpause og så ud mod Farkas mænd i stedet. ”Men du er blevet træt, uambitiøs og målforvirret. Du er tydeligvis ikke den bedste til pladsen længere.”
Der var en kniv i hendes hånd. Ikke en synderligt stor kniv, men hun behøvede heller ikke mere. Hun havde flere af dem gemt rundt omkring og de fleste af dem dyppet i gift. Det krævede ikke mere end en lille hudafskrabning. I starten kredsede de en smule om hinanden, aflæste og beregnede. Kørte det psykiske spil, der hørte med til sådan en kamp. Men som enhver slange trængt op i en krog, var det kun et spørgsmål om tid før hun angreb.
Men Farkas var ikke uerfaren. Angrebene blev både pareret og undveget, før de igen dansede lidt rundt om hinanden. Der var intet ædelt eller nobelt over det. De var ikke riddere, men slyngler og alle kneb var tilladt. Stål sang, som det blev hamret mod hinanden. Med et velrettet slag og en knasende lyd fra hendes hånd mistede hun sin kniv. Hun jamrede, men trak sig ikke tilbage. Det bedste forsvar var angreb, så det gjorde hun.
Inden længe var det en kamp uden våben. Kaos også! Godt nok var hun stærkere end en almindelig kvinde, men mod Farkas ville hun ikke holde længe uden våben. Med baghovedet fik hun brækket hans næse. De få øjeblikkes forvirring fra hans side blev udnyttet på det grummeste. Med et krigerisk hyl fik hun væltet ham om på siden og knyttede næverne, lod dem regne ind over hans ansigt. Det krævede lidt, men til sidst hørte hun også den tilfredsstillende lyd af hans kæbe, der brækkede.
Hans knytnæve i hendes side og et øjeblik sortnede alt for hendes blik, mens luften blev slået ud af hende. Et hårdt slag mod hendes ryg fortalte hende, at hun var blevet hamret ned i jorden. Hun gispede efter luft, men fik det ikke. Hans hænder var hårdt om hendes hals og hun vred sig, sprællede og spjættede alt hvad hun kunne. Alt virkede underligt, næsten surrealstisk og hun var ikke sikker på, om det var floden, der brusede faretruende tæt på eller om det var blodet for hendes ører. Så greb hendes fingre endelig fumlende fat om det, hun søgte. Nødkniven fra den ene støvle. Ganske vidst uden gift, men lidt havde også ret. Med den sidste rest af kræfter, jagede hun den hårdt i et udefinerbart sted i maven på ham.
Grebet slækkedes øjeblikkeligt om hendes hals og der gik ikke længe, før den tunge krop sank lidt mere ind over hende. Hun kunne høre tilråb i baggrunden, sikkert fra hendes støtter, der nu sloges med Farkas’, men det var ovre. Hun snappede efter vejret og fik skubbet den tunge krop væk fra sig, mens hun pibende trak luft ind i lungerne. De brændte en smule. Før hun kunne nå at tænke mere over det, gav hum ham et solidt spark i brystet. Plasket var højt og han forsvandt næsten med det samme, revet væk af strømmen.
Hendes hals peb stadig under hendes ujævne åndedræt, men nu var det i det mindste overstået. En af Farkas’ mænd var blevet slået ihjel i processen, de andre havde overgivet sig, da han faldt. Hun rystede lidt hår væk fra ansigtet og rejste sig op igen. Med et indforstået nik med sine mænd, både de gamle og de nye, der havde affundet sig med deres nye Dronning, satte hun kursen tilbage mod Aben.
Stemningen var stadig legende og højlydt, da de nåede tilbage, men ikke for længe. Med en målrettet skridt kom hun op på et bord og så ud over krostuen. ”Høge!” råbte hun og ømmede sig indvendigt over den skydende smerte, der havde givet i halsen, hvor Farkas hænder havde været smertefuldt for under en halv time siden. Nu det meste snak var forstummet og folk fik prikket til dem, der ikke havde hørt hende, behøvede hun heldigvis ikke hæve stemmen så meget længere. ”Farkas blev ineffektiv og doven. Han blev en lige så uduelig leder som Amos,” hun tøvede. Der ville nok komme en voldsom reaktion. ”Og nu er han død.”
