Svaret af Adrian af Dunlath on Dec 27, 2016 14:17:19 GMT
Dunlath var ikke et spændende len. Hvis man så bort fra røverbanderne, der vadede over grænsen fra tid til anden. Her var ikke mange hofintriger eller sociale arrangementer, så Adrian havde god tid til at passe sine studier under sin læremesters overvågning. Han kom dog ikke rigtig ud af stedet med sin teori om de levende billeder. Der manglede et eller andet.
I lang tid forsøgte han at regne ud, hvad problemet var, før det gik op for ham: Der manglede en fysisk forbindelse til de steder, som billederne skulle vise. Han gav sig derfor til at forsøge at finde på et eller andet, der kunne overføres fra stedet til maleriet.
Han kunne selvfølgelig få fældet et træ og bruge det som lærred, men det forekom ham at være et lidt voldsomt projekt, hvis der skulle fældes et træ hver gang han ville male noget. Det ville være bedst at finde noget mindre. Når han og Julia gik ture i haven, undersøgte han derfor jævnligt planterne i et forsøg på at finde en løsning på sit problem. Han overvejede kort at bruge sneen, men når den først smeltede, ville maleriet måske heller ikke virke mere. Han vidste ikke, hvad han skulle bruge buskenes bare grene til, og på denne årstid var der ingen blade fremme.
I sidste ende gav han sig en dag til at grave et hul i sneen, så han kunne komme ned og skære et stykke af jorden. Med græs og det hele. Det var utvivlsomt det mest konstante, der fandtes i haven, så det måtte være det, han skulle bruge. Men hvordan? Skulle han finde en måde at blande det i malingen? Eller finde en måde at få det på lærredet? Siden han ikke havde meget at gå efter, begyndte han derfor at eksperimentere med begge dele. Det krævede meget af hans Gave, så det var en langsom proces, men forhåbentlig fandt han en løsning, før han nåede at grave hele haven op for at få mere græs og jord til sit projekt.